Klumme

Efter bifaldet

Det alt for generaliserendes generaliserende konsekvens
Kristian Thulesen Dahl på Dansk Folkepartis årsmøde i Herning.

Kristian Thulesen Dahl på Dansk Folkepartis årsmøde i Herning.

Claus Bonnerup

23. september 2016

Hvad stiller man op med dem, der sviner, svindler, stjæler, voldtager og dræber og mishandler Danmark?

Ja, enten ringer man til politiet, som dog afviser en så husvild anmeldelse, der snarere tyder på, at anmelderen har spist for mange små blå søm eller forlæst sig på Goebbels’ dagbøger.

Eller man indmelder sig i Dansk Folkeparti, bliver udpeget til en tillidspost og får et skvæt taletid på partiets landsmøde. Her fra podiet under forsamlingens bifald erklærer man:

»Hvorfor skulle udlændinge klare sig selv, nu hvor de har krav på husly og lommepenge fra staten, så snart de kommer hertil? De sviner, de svindler, de stjæler, de voldtager og de dræber. De mishandler Danmark …«

Et lille indeklemt fnis i mikrofonen og klappeklappeklappeklapklapklap ude fra mørket.

»Og så er det det« – ifølge partiformanden, der dog mener, at generaliseringen er alt for voldsom, men har forståelse for den udtalte bekymring for Danmark.

Al begyndelse er svær

Taleren Cheanne Nielsen forklarede siden, at hun jo er nybegynder og ikke mente alle udlændinge, hvad hun heller ikke ordret sagde, men ikke desto mindre lod én og alle være lige og så heller ikke nævnte, hvor mange hun mente.

Ligesom formanden, Kristian Thulesen Dahl, heller ikke fandt anledning til at fortælle, hvorfor han fandt udtalelsen alt for generaliserende. Formentlig – man har lov at gætte – fordi formanden med en egentlig beklagelse, hvad intet tyder på, han følte trang til, ville have draget selve grundlaget for sit partis fremmedpolitik i tvivl. Denne ikke alene baserer sig på grove generaliseringer, den er grove generaliseringer.

Men her klarede Kristian Thulesen Dahl sig altså med, at udtalelsen var alt for generaliserende, hvilken vurdering dog ikke fraskriver sig meningen, blot at denne er alt for generaliserende.

At nogen sviner, svindler, stjæler, voldtager, dræber og mishandler Danmark, det afviser formanden ikke, næh, de fremmede bekymrer mange, siger han.

De fleste, ikke mindst DF selv, ved godt, hvem nogen i den forbindelse er. Når Thulesen Dahl således siger, at udtalelsen er alt for generaliserende, men altså rimelig, hvad angår nogen, må meningen være alle, eftersom disse nogen ikke identificeres som andre eller andet end dem, der sviner, svindler, dræber etc.

Og dette er jo generaliserende, dvs. alle, hvad enten udsagnet så er alt for generaliserende eller blot generaliserende, og uanset det betydningsløse forbehold rammes alle.

Det hele begynder i sproget. Når man med talerstolens autoritet under fødderne foran en forsamling af ens egen opfattelse med bævende stemme hævder, at de, hele styrken af fremmede, hvor ingen undtages, myrder, stjæler, sviner og svindler, må det i realiteten uimodsagte udsagn på landsmødet opfattes som partiets krav på sandheden: De fremmede myrder, stjæler, sviner og svindler bogstaveligt.

At dette skulle være alt for generaliserende glemmes hurtigt, al den stund formanden jo accepterer udsagnet – blot ikke det alt for generaliserende, som han kaldte det uden forbehold for påstandens grundlæggende valør og substans.

Kryber langsomt frem

Nu skal den alt for generaliserende Cheanne Nielsen samt formand lige læse med: Allerede Luther leverede den besked: at jøderne myrder, stjæler, sviner og svindler og mishandler tyskerne. Desuden at jøderne tappede legemsvæsker af små kristne drenge, eftersom jøder ikke kan holde en regulær gudstjeneste uden spande af frisk kristent drengeblod.

Lodret løgn i princippet som den om udlændinge i Cheanne Nielsens servering af sandheden, der »har krav på lommepenge og husly, så snart de kommer hertil«. Det er løgn.

Jøderne blev i en tid blottet for politisk korrekthed klandret for at spise tyskernes mad og forurene deres brønde, de svinede med tyskernes godtroende generøsitet og måtte undgælde.

Mange jøder klarede på trods af disse frimodigheder en tilværelse som tyskere i næsten enhver henseende og gjorde, som man forlangte og mere end det. Bortset fra at de var jøder, hvilket kunne gå hen og blive alt for generaliserende, hvad det blev.

Så begav det sig, kære Cheanne Nielsen og partiformand Dahl, at fremmedhadet, antisemitismen drevet frem af harsk retorik i Østrig omkring 1900 vandt frem i skrift og tale – i øvrigt også i Danmark, hvor de alt for generaliserende også stod parat – og inspirerede en ung arbejdssky, bundløst uvidende fantast, der ved skæbnens ugunst senere blev de generaliserendes diktator, hvilket for at gøre en lang historie kort kom til at koste en frygtelig bunke mennesker livet.

Lige netop dem, der ifølge de alt for generaliserende myrdede, stjal, svinede og svindlede, samt mishandlede Tyskland, ind til de fleste blev slået ihjel. Generaliserende sagt.

Det begyndte i sproget, det begynder altid der. Det kryber langsomt frem fra dag til dag og får sit eget farlige liv, når den, der har ansvaret for de retoriske udskejelsers konsekvens, samtykker i intetsigende forbehold om det alt for generaliserende med forsamlingens bifald i øret.

DF skulle overveje at holde studiekreds i den tysk-jødiske humanist og sprogforsker Victor Klemperers lærerige bog LTI om sproget i Det Tredje Rige; desuden samme forfatters dagbøger fra de år, hvor nazisterne dehumaniserede jøder og andre minoriteter – først ved sprogets tiltagende alt for generaliserende karakter, inden regimet senere gik over til håndgribeligheder.

Det krøb så langsomt frem, mens der utvivlsomt var dem, der ikke mente alle, når andre sagde alle, men at det i øvrigt kom ud på det samme.

Vil Mette Frederiksen virkelig lade sit parti gå i takt med DF, må hun vide, at rundt omkring dvæler en kreds af bekymrede borgere, der ikke er fornøjede, men på nippet til at drage konsekvensen af den socialdemokratiske påfaldende passivitet over for det infame.

Uden at være alt for generaliserende med hensyn til det stuerene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hanne Ribens
  • Mads Berg
  • Tino Rozzo
  • Malan Helge
  • Curt Sørensen
  • Torsten Jacobsen
  • Jan Weis
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Grethe Preisler
Hanne Ribens, Mads Berg, Tino Rozzo, Malan Helge, Curt Sørensen, Torsten Jacobsen, Jan Weis, Maj-Britt Kent Hansen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Modstand kræver vilje og fundament - Socialdemokraterne blæser i vinden. Lige dele forvirrede, begærlige og desperate.