Klumme

Bliv hos os! Vi har en hestehale i en ruindynge! Rør ikke ved fjernbetjeningen!

TV-kanalernes nyhedsudsendelser går langt for at fange seernes opmærksomhed. Med børnekroppe klemt fast under ruindynger og cliffhangers, der er Jens Lyn værdig, forsøger man at afholde publikum fra at pille ved fjernbetjeningen. Det grænser til kynisme
28. september 2016

De to nationale tv-kanaler griber til mere og mere til dramaturgiske virkemidler, når de slås om seerne. Det var TV 2-Nyhederne fredag aften klokken 19 et skoleeksempel på. 

Her blev en professionelt veludført berettermodel taget i anvendelse på konflikten i Syrien. Det grænsede til kynisme.

Konkret handlede nyhedsindslaget om bombningen af den syriske by Aleppo. Efter Natasja Crones advarsel mod stærke billeder begyndte indslaget lige på og hårdt med nærbilleder af hænder, der forsøger at grave en grædende lille pige ud af et sønderbombet hus.

»Der er liv under murbrokkerne,« fortæller speakerstemmen. »Kun en hestehale stikker op.«

Vi ser den forfærdelige syriske virkelighed, men fortælleformen er ren Hollywood.

»Fem-årige Rawan sidder fast,« lød det foreløbige slutord.

Det var det sted i fortællingen, hvor man ikke må eller kan stoppe. Point of no return, som det hedder.

Men her gik indslaget videre med en mere traditionel fortælling om regeringsoffensiven og de sammenbrudte forhandlinger i New York.

Hensigten med dramaturgien var alt for åbenlys: Bliv hos os! Rør ikke ved fjernbetjeningen! Og så sluttede indslaget tilbage i Aleppos helvede, hvor speakerstemmen endelig kunne berette, at »langt fra diplomaterne i New York bliver fem-årige Rawan endelig reddet ud …«

Spændingen blev udløst.

Man sad tilbage med en lidt kvalmende fornemmelse af, at en lille piges lidelser blev brugt til at sælge historien og fastholde seerne på kanalen. Det var tv-nyhedskonkurrence for fuld udblæsning.

Og der er noget at konkurrere om, for antallet af nyhedsseere falder støt. De store, faste nyhedsprogrammer er ikke længere så store.

Engang havde DR’s og TV 2’s aftennyheder tilsammen op imod mere end 1,5 millioner seere. I dag er tallet faldet med en tredjedel – alene de seneste par år er 200.000 seere stået af.

Den benhårde dramaturgi i selve fortællemåden er et af mange virkemidler, som tilsammen fører til en åbenbar tabloidiseringen af tv-journalistikken.

Det kuriøse, dramatiske og konfliktfyldte fylder mere, og der bruges mere tid på de personlige og menneskelige småhistorier.

Herudover spiller virkemidler, form og værter en stadig større rolle. Computergrafikken er sublim, værterne er nøje udvalgt, deres tøj bliver skarpere og skarpere.

Studieomgivelser udstråler modernitet, globalitet og energi. Tv-nyheder er ikke længere kun indhold, det er i lige så høj grad personer, der markedsføres massivt.

Det er »Kim Bildsøe Lassens tv-avis«, »Poul Erik Skammelsens 22-Nyheder« eller som i fredags i speakeroptakten til TV 2-Nyhederne: »Natasja Crone har i dag samlet de vigtigste nyhedshistorier«.

Indslaget om Aleppo var TV 2-Nyhedernes tredje indslag. Naturligvis var topindslaget en sikker vinder i den journalistiske nyhedsprioriterings tidsånd: En meningsmåling! Megafon havde sendt Nye Borgerlige i Folketinget med ni mandater.

Ugens mest interviewede partiformand, Pernille Vermund, var helt overraskende glad for meningsmålingen, og en helt præcis forklaring på historiens topprioritet gav TV 2’s politiske redaktør Anders Langballe:

»Meningsmålinger er noget, politikere og organisationsfolk går rigtigt meget op i.«

Han kunne have tilføjet »og redaktører«, men det gjorde han ikke.

Herefter havde landets næststørste nationale nyhedsudsendelse fire minutter og 21 sekunder om politiets forsøg på at opstille overvågningskameraer i den nu nedlagte Pusher Street på Christiania inklusive det obligatoriske live-interview med den udsendte medarbejder.

Men programmets omdrejningspunkt, der hvor virkeligheden blev til en slags følelsesporno, var indslaget om den syriske borgerkrig. Reduceret til en veldrejet tv-fortælling.

Efter den kom der noget om droner, Donald Trumps mur mod Mexico og ældre mænds forhold til bordtennis. Det var verden og Danmark den fredag aften.

Lasse Jensen er mediejournalist

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • Niels-Simon Larsen
  • Erik Jensen
  • Kurt Nielsen
Benno Hansen, Niels-Simon Larsen, Erik Jensen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er så den journalistik, der skal gøre det muligt for os borgere, at træffe valg på et (af medierne vel at mærke) oplyst grundlag.

Tak for kaffe!

Erik Jensen , Lise Lotte Rahbek og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Og ifølge TV2 News og DRs såkaldte eksperter var præsidentkandidat debatten mellem Trump og Clinton uafgjort!

TV nyhederne er jo åbenlyst blevet en parodi på seriøs jounalistik!

Sprog, argumentation, analyse, formuleringevner og ikke ikke mindst mental stabilitet hos Trump er uden tvivl på samme niveau som hos Hillary Clinton - altså ifølge TV 2 og DRs skarpe observationer.

DR mente ovenikøbet, at det hele var så jævnbyrdigt, at vi istedet skulle fokusere på personangreb. De har derfor lavet en fin lille liste til os.

Jeg ved ikke, hvem vi skal takke for det gode og særdeles fagligt relevante arbejde - sportredaktionen måske ?

http://mobil.dr.dk/smartphone/#artikel/nyheder/udland/overblik-de-haarde...

Helt ærlig - det licensfinancerede DR og TV2s dækning er dybt foruroligende, når den såkaldte objektive og seriøse jounalistik tilvejerbringer danskerne den åbenlyst absurde konklusion, at præsidentkandidaterne var og er ligeværdige. Enhver der har øjne og ører i hovedet, kan se, at det er virkeligt galt fat med Trump.

I meningsmålingerne er kandidaterne måske ligeværdige, men så er der vist heller ikke flere fællesnævnere mellem parterne.

Kan vi ikke nok få en ung jounalist ELEV til at rapporter, for de udsendte stjernerjounalister og DR og TV 2 ledelse har da fuldstændig mistet al kontakt og bukser til den virkelighed vi andre lever i!

USA er sgu ved at vælge (undskyld) en evnesvag og helt klart sindsforvirret mand som præsident og i dækningen lader man som om, at alt er helt normalt!

Hvad Trump sprog og ordforråd angår er det ikke nødvendigt at konsultere et oversættelse program. Det er altsammen very, very easy, omend det, at finde den logiske sammenhæng mellem ord og budskab ret hurtigt bliver en udfordring.

Læs hele den urovækkende historiske debat her - ord for ord...

https://www.washingtonpost.com/news/the-fix/wp/2016/09/26/the-first-trum...

Niels-Simon Larsen

Alle nyhedsudsendelser er platte og springer fra katastrofer til historier om katte. Clement er kaotiske verbalslagsmål, Deadline uden tænder. Klimaet kan ikke behandles seriøst, fordi man siger, at folk bliver bange.
Fjernsyn fungerer ikke under pengenes magt.
Folks udseende betyder mere end det, de siger, for har de dårlige tænder, tager det opmærksomheden fra det, de siger.
Jeg har endnu mit i stuen, men kender flere, der har stillet TV'et på loftet.
Hvad skal vi med landbruget? hedder den nye bog.
Havd skal vi med fjernsynet? bør den næste hedde.

Kurt Nielsen, erik winberg og Erik Jensen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Konkurrencevilkårerne - også for medierne - har fordele og ulemper.

Jeg kan nok personligt have lidt svært ved at få øje på fordelene, når konkurrencen er resulteret i, at medierne sender hvad de tror, publikum gerne vil se frem for hvad de selv finder væsentligt at fortælle. Det er ligesom landbruget.. som jo bare producerer det de opfatter, at køberne gerne vil købe og ikke hvad de selv finder væsentligt og godt.
Og så skal det være BILLIGT !!

*suk*

Christian Lucas

Fuldstændig underlødigt bras. De har brugt tricks fra filmverdenen længe i deres kameraoptik for at skabe dybde, hvor ingen eksisterer.

Det her er bare decideret ulækkert. De skulle skamme sig.

Lennart Kampmann

I forbindelse med videreuddannelse har jeg valgt tv'et fra, så der blev tid til fordybelsen. Jeg leder stadig efter en grund til at sidde foran fjernsynet, andet end når Steelers møder ærkerivalerne i sin division (amerikansk fodbold).

Med venlig hilsen
Lennart

Nyhederne er blevet for 'selvfede', selvhøjtidelige, er min korte 'dom'. ;o) Der siges at være 3 typer journalister: Spejderdrengen, nyhedsjunkien og den personlige karriere. Spejderdrengen er der trist nok færrest af...
* De tre typer er navngivet af en journalist, der har undersøgt nyhedsredaktioner flere steder, herunder i udlandet. Sperjderdrengen er journalisten, der opfylder sit formål med faget, nemlig at gøre os alle klogere på livet. ;o)