Interview

’Jeg var det eneste perkerbarn, der ikke kunne finde ud af at bede’

Da familien Parwani kom til midt-80’ernes Danmark fra Afghanistan, begyndte balanceakten mellem to kulturer
Da Khaterah Parwani var lille, læste hendes far Esmael Mohammed Parwani  filosofi og poesi, herunder Sokrates’ forsvarstale, højt for hende.

Sille Vejlmark

2. september 2016

Pludselig sad de dér i en lille stue i en faldefærdig lejlighed i Urbanplanen på Amager. 15 velduftende, afghanske mænd i dyre jakkesæt med håndlavede stokke og fine hatte.

De lignede italienske mafiosoer, men i virkeligheden var de eksgeneraler, ministre, politiske aktivister i et land, hvorfra de alle var flygtet efter at have bekriget hinanden i årevis.

Nu var tiden kommet til den store afghanske forsoning. Værten for mødet var Esmael Mohammed Parwani, der dengang i 1997 modvilligt var gået med til at blive formand for den nystiftede Afghanske Forening. Og hans teenagedatter, Khaterah, kunne nærmest ikke tro sine egne øjne:

»Det var alle de store kanoner fra afghansk politik. Lige dér i vores lille lejlighed i ghettoen. Nogle var fra den religiøse tid, andre var progressive og kommunister. Nu var de samlet for første gang, og det mest utrolige var, at der ikke kom et stort skænderi ud af det,« siger Khaterah Parwani.

Sammen med sin far har hun inviteret Information indenfor til en samtale om, hvordan man smelter ind i det danske uden at miste begejstringen for det afghanske.

Om, hvorfor det er vigtigt at skælde sine børn ud foran andre. Og om, hvorfor faderens værste frygt altid har været, at Khaterah skulle overgive sig til politiske og religiøse yderpositioner ligesom mændene i de dyre habitter.

»Den Afghanske Forening valgte mig netop som formand, fordi jeg stod i midten og aldrig havde valgt side. Mine principper var ikke til salg,« siger Esmael Mohammed Parwani.

»Jeg tilhørte hverken en religiøs bevægelse eller en politisk fløj. Jeg var en historisk bevidst poet og udnyttede kunsten til at stille spørgsmål, når jeg skrev og genoptrykte den progressive litteratur fra Afghanistans historie.«

Khaterah: »Man kan vel sige, at du havde været politisk i Afghanistan i kraft af at være politisk upartisk ... «

Esmael: »Ja, og derfor havde nogle politikere også et horn i siden på mig. Dernede var det farligt at stå i midten og ikke bekende sig til en fløj, men i Danmark er det noget andet. Mit vigtigste projekt har været at lære dig at stå alene og ikke dyrke flokmentaliteten, men stille kritiske spørgsmål til alt.«

Esmael: »Mine børn skulle smelte ind i det danske samfund. Det var det vigtigste for mig, da vi kom som kvoteflygtninge i 1986.«

Khaterah: »Ja, jeg er jo egentlig født i 1984 i Afghanistan, men min danske fødselsattest siger 1982. For jo ældre vi børn var på papiret, desto tidligere kunne vi komme i daginstitution og skole. Så min fødselsdato måtte lige laves om i farten, tænkte mor og onklerne. Jeg skulle jo ud og knytte venskaber med danske børn med det samme.«

Esmael: »En af de største smerter, jeg kan huske, var faktisk at efterlade dig i børnehaven. Du gik fuldstændig i panik og græd.«

Esmael Mohammed Parwani

  • Født i 1947 i Shamali i Afghanistan
  • Kom til Danmark som kvoteflygtning i 1986 med sin hustru og tre børn
  • Folkepensionist
  • Tidligere uddannet radiomekaniker, digter ansat i Kulturministeriet og indehaver af en tøjbutik på Englandsvej på Amager.

Khaterah Parwani

  • Født i 1984 i Kabul, Afghanistan
  • Jurastuderende og næstforkvinde for Exitcirklen
  • Den yngste af Esmaels børn.

Mindre end de andre børn

Khaterah: »Det var hårdt, for jeg var mindre end de andre børn og kunne ikke sproget. Så jeg sad på pædagogens skød konstant. Hun var sindssygt omsorgsfuld. Sådan var det faktisk over hele linjen. Man vidste, hvad vi kom fra, så vi fik masser af opmærksomhed fra familierådgivere og psykologer – og fra læger! Alle Danmarks ortopædkirurger var vildt fascinerede af mig, fordi jeg var født med skæve arme. De havde aldrig set noget lignende.«

Esmael: »Vi var så bekymrede for, om folk ville synes, du så mærkelig ud.«

Khaterah: »Men hvad gjorde de så i børnehaven? De gav mig tuscher. Og jeg kan stadig huske, da de hængte alle mine tegninger op på væggene dernede, som om det var et lille galleri. Det var første gang, jeg fik den der følelse af at blive anerkendt; af at kunne noget, selv om jeg ikke kunne sproget endnu.«

Esmael: »I Danmark har vi oplevet at være en del af underklassen, så ingen tvivl om, at vi har set bagsiden af det danske samfund. Men vi har altid fået den hjælp, vi havde brug for. Der er ikke noget at sige til, at Danmarks velfærdssamfund er berømt.«

Khaterah: »Det har du faktisk altid været god til at minde os om, når vi har skældt ud på Danmark. Så har du sagt: ’Hvad er I trætte af? Skal vi rejse tilbage til Afghanistan? I skal vide, hvad I har!’«

Af med tørklædet

Da Esmael Mohammed Parwani var en lille dreng i Afghanistan, røg hans far i fængsel i seks år for at gøre oprør mod kong Mohammed Zahir Shah. Efterfølgende opgav han livet med kone, børn og job for at blive sufi, en åndelig vandrer.

Esmael: »Selvfølgelig var jeg vred over, at han forlod os, men jeg lærte noget meget vigtigt af hans oprør mod kongen: at sætte spørgsmålstegn ved alt. Hver gang du læser en bog, der konkluderer noget – om det er koranen eller et politisk manifest – så skal du gå et skridt videre og stille spørgsmål.«

»Når du bor i en reaktionær og autoritær stat, er den slags jo farligt, og min far betalte prisen ved at blive torteret i seks år. Rejsen fra Afghanistan til Danmark var nærmest som at gå ind i en tidsmaskine. Så var vi hoppet 200 år frem i tiden til et sted med masser af tankefrihed, og det vigtigste for mig har altid været at lære mine børn at bruge den frihed og aldrig give sig hen til yderliggående politiske eller religiøse positioner ...«

Khaterah: »Kan du huske dengang, jeg kom hjem med tørklæde på hovedet? Du gik helt amok!«

»Og du var heller ikke meget for, at vi lærte at bede, da vi var små.«

Esmael: »Det var ikke religionen i sig selv, jeg havde et problem med, men mere at den er blevet så politiseret. Det åndelige er ikke til at finde længere. Jeg ville opdrage jer til at fokusere på dannelse og oplysning.«

»Og i forhold til det med tørklædet er det selvfølgelig sådan, at folk skal have lov til at praktisere deres religion med respekt for landets love og normer. Men hvis det handler om en sand eksistentiel åndelighed, så er alle klæder fuldstændig ubetydelige. Der findes ingen logisk grund til at gøre forskel på mænd og kvinders hår. Det var din mor enig med mig i.«

Familierådgiver Ellen

Khaterah: »Det var først gået op for os børn, hvor kritisk du var over for religion, da familierådgiver Ellen var begyndt at komme på besøg. Det kunne I snakke meget om. Jeg kan huske, at jeg var fascineret af Ellen. Hun var den første kvinde, jeg mødte, der havde klatret i bjerge. Måtte hun virkelig det? Måtte hun virkelig rejse rundt i hele verden alene uden sin mand? Sådan tænkte jeg.«

»Det interessante var, at man ikke kunne mærke, at du og Ellen kom fra to forskellige steder, for du var sindssygt god til at tilpasse dig. Men man kunne godt mærke, at der var en vis afstand mellem mor og Ellen – selv om begge deres positioner var smukke. Mor påskønnede, hvor hun kom fra, og hun var troende, mens Ellen var på farten. Det var en hård tid i vores hjem. Det var jo derfor, Ellen kom … «

Esmael: »Når du tager børn til et nyt land, skal du som sagt hjælpe dem med at passe ind. Jeg kan huske, at da vi flygtede fra Afghanistan og ventede i Iran, mens jeg ansøgte FN om at sende os til Danmark som kvoteflygtninge, måtte din mor gå med tørklæde. Sådan var loven, og det gjaldt faktisk også dig, selv om du kun var et år gammel. Men i det sekund, vi landede i Kastrup Lufthavn, tog jeg dem af jer.«

Khaterah: »Men mor var bange for, at vi ville blive rodløse uden islam. Du mente, derimod, at I skulle oplyse os upartisk, så vi kunne bestemme selv, når vi var gamle nok. Da hun begyndte at arbejde på vores religiøse identitet, lå I jo nærmest i krig med hinanden. Der var alt for meget kaos i vores lille hjem mellem alt for store spørgsmål om eksistensen.«

»Jeg mærkede også splittelsen i mig selv. Op gennem folkeskolen og gymnasiet var ensomheden der, og jeg blev fascineret af mine kammeraters religiøse liv. At de kunne have det så simpelt. At de kunne være så sikre på noget. Så kunne jeg tænke, at det var os og mig, der var noget galt med. Vi havde ikke den stabilitet, der f.eks. ligger i ramadanen. I stedet havde vi rodløshed.«

»Og nogle gange var der ikke noget værre end at gå en i en klasse på Vestre Borgerdyd Gymnasium, hvor 60-70 procent af eleverne havde anden etnisk baggrund, og ikke være en del af de ritualer. Jeg var det eneste perkerbarn, der ikke kunne finde ud af at bede. Jeg følte mig for integreret.«

Esmael: »Men altså, én ting var jeres påklædning og fysiske fremtræden, noget andet var jeres psyke ... Det er vigtigt, at børn kender deres rødder.«

Khaterah: »Så da jeg var lille, og de andre børn på min alder lyttede til H.C. Andersen, læste du filosofi og poesi højt for mig. Det var mine eventyr. Alle de progressive tænkere, der gennem historien har turdet stille spørgsmål. Som en kæmpe, spændende labyrint. Jeg kan stadig huske første gang, du fremførte Sokrates’ forsvarstale på afghansk. Jeg var ti år gammel.«

En sump af svigt

Lavede du ballade i tidligere overborgmester Urban Hansens almene boligbyggeri i 1990’erne, risikerede du at få tæsk. Sådan var vilkårene også i Parwani-familien.

Khaterah: »Urbanplanen var en stor sump af alle mulige former for svigt. Og når jeg havde løjet, været oppe at slås, kravlet ud af vinduet eller stjålet fra centeret, fik jeg en ordentlig omgang. Er du sindssyg, mor løftede sandalen.«

Esmael: »Jeg begik også nogle fejl. Men man lærer af dem.«

Khaterah: »I vidste jo ikke bedre på det tidspunkt. De danske børn i min omgangskreds fik sgu også slag af deres forældre. Det handlede ikke om, om du var fra en indvandrerfamilie eller ej.«

»Men en ting, der var pisseirriterende, var, at du altid opdrog os foran andre. Når forældre kom og klagede, inviterede du dem altid ind i stuen og gav mig en skideballe foran dem og insisterede på, at jeg skulle sige undskyld.«

Esmael: »Ellers ville de jo tro, at jeg særbehandlede mine børn på bekostning af deres. Man skal vise de udsatte, at man opdrager sine egne. Der er ikke noget værre end forældre, der forsvarer deres børn for enhver pris, når de har gjort noget forkert, eller venter med at skælde ud, til de er hjemme. Opdrager du dine børn bag lukkede døre, lærer de heller ikke, at der ingen skam er i at indrømme, når man har fejlet.«

»Mit råd til forældre, der kommer hertil, vil være: Tal med jeres børn om, hvad de går igennem uden at dømme dem. Restriktive rammer skaber fjendebilleder og lærer dine børn, at den verden derude, ikke er deres verden. Den kvælende tilstand tvinger dem til at leve et dobbeltliv, og hvis du ikke skaber åbne rammer for, at dine børn lærer at reflektere selvstændigt, så taber du. Du risikerer, at du aldrig lærer dine børn at kende. Er det ikke en skræmmende tanke?«

Serie

Når man flytter til et andet land

Hvordan opdrager man som indvandrer sine børn til at begå sig i en kultur, man ikke selv kender til fulde? Hvordan undgår man, at de bliver rodløse og forvirrede af at pendulere mellem deres ophav og de danske normer?

I denne serie taler en række forældre og deres børn, som er kommet til Danmark fra så forskellige steder som Afghanistan, Polen, Libanon og Kina, om, hvordan man undgår at tabe sine børn mellem to kulturer.

Seneste artikler

  • ’What?! Er det mig, de laver abelyde af?’

    21. oktober 2016
    Mary Tesfay blev opdraget til at være dansk af sin mor, men fik som 17-årig sin første negative oplevelse af at være anderledes end sine hvidhudede jævnaldrende. Siden er hun blevet mere opmærksom på sine afrikanske rødder i opdragelsen af sin egen datter – og på hvordan man balancerer mængden af fugt og protein i en afrofrisure
  • ’Du tager på bar, og jeg tager på vandpibecafé’

    7. oktober 2016
    Forskellen på Yasmin Mahmoud og hendes storebror, Abdel, er, at hun voksede op efter 9/11 og Muhammedtegningerne. Hun har aldrig, som han, stræbt efter at blive så dansk som muligt, men fandt i stedet sin ’egen race’ i et arabisk, muslimsk fællesskab
  • En rigtig kineser tør ikke blive gal på sin mor

    16. september 2016
    ’Du skulle være en god gedigen danskerdreng, og det har så kostet mig min ret til at nyde min autoritet som kinesisk mor,’ siger Heidi Wang til sin søn, Daniel, i en samtale om aldrig at være blandt sine egne
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Pia Qu
  • Niels Duus Nielsen
  • Britta Hansen
  • Nanna Wulff M.
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Viggo Okholm
  • Henrik Brøndum
Espen Bøgh, Pia Qu, Niels Duus Nielsen, Britta Hansen, Nanna Wulff M., Robert Ørsted-Jensen, Viggo Okholm og Henrik Brøndum anbefalede denne artikel

Kommentarer

God læsning indeholdende mange problematikker og som også viser forskelligheden i vore nye medborgeres tilgang til det vi kalder dansk kultur. Det at forsøge at skræve over flere lag er og bliver svært, og alt for mange af os tror det er let og at de der ikke kan finde ud af det bare kan skride.

Det er faktisk ret svært. Jeg er danskfødt, men har boet i Nordamerika det meste af mit liv. Det var et chok at flytte tilbage, mere end jeg kunne have forestillet mig. Jeg havde satset og tabt i forhold til min kulturforståelse og min fornemmelse af at høre til. Mine tilhørsforhold eksisterede kun i mine tanker om det at være dansk. Hvorfor jeg troede at der var liv i dem, ved jeg ikke. Det var en fejltagelse. Jeg har, som Viggo Oxholm også skriver, 'måtte forsøge at skræve over flere lag', for at finde frem til det fundament der giver mest mening.

Anne Eriksen, Karsten Aaen, Viggo Okholm og Britta Hansen anbefalede denne kommentar

Viggo. Tak! I am usually very observant and also very careful about names, but I see that I have messed up your surname - twice.

Wishing you a pleasant weekend.