Klumme

Var vi ikke enige om, at vi var færdige med at samle magten i stærke førerskikkelser?

Putins overkrop er styrke, Obamas tynde ben er svaghed, og Clintons lungebetændelse er en katastrofe
Putins overkrop er styrke, Obamas tynde ben er svaghed, og Clintons lungebetændelse er en katastrofe

Andrew Harnik

Debat
19. september 2016

Vi har set Hillary Clinton hoste. Det var en historie, som blev spredt, og en video, der blev delt. Billeder af en kvinde på 68, som hoster ved et vælgermøde i Cleveland.

Og så har vi hørt om, hvordan hun i 2012 fik en hjernerystelse, som blev til en lille blodprop. Og vi fulgte med, da hun blev udskrevet fra hospitalet.

Nu har vi så set Hillary Clinton vakle på vej ind i en stor sort bil ved en mindeceremoni for ofrene for terrorattentaterne i USA den 11. september 2001.

Hun havde en lungebetændelse, hører vi nu. Og vi forstår, at det kan være meget farligt for hende. Det kan blive afgørende, siger de. At hun ikke har helbredet til at lede det store land. Og den frie verden.

Det er ikke kun Hillary Clintons krop, vi har beskæftiget os med. Vi har set Putins bare overkrop, og vi ved, at Barack Obama meget nødig vil filmes i shorts, når han spiller basketball i det Hvide Hus.

Fordi han ikke vil have, at verden skal se, hvor tynde hans ben egentlig er. Putins overkrop er styrke, Obamas tynde ben er svaghed, og Clintons lungebetændelse er en katastrofe. Forstår vi.

Det sjove er, at vi også følger danske lederes kroppe. Der har været meget snak om, om det nu også var helt naturligt, at Helle Thorning-Schmidts hud i ansigtet var så fin og glat. Rygterne om kunstige hjælpemidler har cirkuleret.

Det er blevet sagt, at vi fokuserer på hendes krop, fordi hun er kvinde. Men Anders Fogh Rasmussens fænomenale løbeture og efter sigende helt ustyrlige hårvækst i ansigtet har også været nationale anliggender.

Lars Løkke Rasmussen har selv under den store formandsfejde i Venstre lovet, at han ville tabe sig.

Også hans vægt er noget, vi følger med i. Når han fremtræder stærk og mægtig, fremhæves det i bisætninger, at han også har tabt sig. Og det virkede ikke helt tilfældigt, at Socialdemokraterne på kampagneplakater mod Løkke valgte billeder, hvor hans tendens til dobbelthage blev fremhævet.

Vi ved afsindigt meget om vores lederes fysiske tilstand, og det er, som om samfundslegemet nu sidder i lederens krop. Mange taler meget bekymrede om tabloidiseringen af den politiske dækning, og ’personfikseringen’ er et ord, man bruger til at betegne et forfald.

Den franske samfundsforsker Pierre Rosanvallon har en anden udlægning. Han taler om ’præsidentialiseringen’ af de vestlige demokratier.

Den virkelige politiske magt er ifølge Rosanvallon forskudt fra parlamenterne, de lovgivende forsamlinger, til regeringerne og centraladministrationen. Det er her, man laver love, reformer og store planer.

Og mens man kan se og høre politikerne i Folketinget, er det svært at sætte ansigt på ’centraladministrationen’. Vi har ikke valgt de ledende embedsmænd, vi kender ikke dem, der laver udregninger og store planer. Og de udtaler sig ikke offentligt. Centraladministrationen har ikke et ansigt.

Det, der er synligt og folkevalgt, er til gengæld den, der leder regeringen. Og derfor får vi ifølge Rosanvallon et intenst fokus på kandidaternes person. De skal være hele magtens ansigt.

Det betyder også, at vi har fået en type demokrati, som vi egentlig havde valgt fra.

Efter Anden Verdenskrig var den fælles erkendelse i Vesten, at vi ikke skulle samle magten i førerskikkelser.

Vi havde lært, at stærke ledere kunne blive farlige førere, og man lavede for eksempel i den nye tyske forfatning efter Anden Verdenskrig en præsidentposition, som var aldeles politisk impotent.

Man har i andre lande tilsvarende konstruktioner, hvor premierministeren er lederen af regeringen og præsidenten en ren symbolsk post.

Det paradoksale er, at vi alligevel er endt i det præsidentielle demokrati, fordi parlamenterne er blevet så svage, og den administrative magt offentligt usynlig. Putin tager ikke helt fejl, når han siger, at Obama regerer ligesom ham selv, fordi den amerikanske kongres er dysfunktionel.

Kroppen gør magten synlig og sætter ansigt på administrationen. Men der er stadig meget stor magt uden ansigt og krop. Vi ved, at verden ryster, når kapitalismen hoster. Men kapitalismen har hverken krop eller ansigt.

Rune Lykkeberg er chefredaktør ved Information

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Oxenbøll Huggler

Hvem er "vi"?

Anne Eriksen, odd bjertnes og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

"Vi" ? Mange af Rune Lykkebergs ansvarsfralæggende 'vi'er i ovenstående kunne nu vist sagtens have været udskiftet med "medierne" …?

Hans Jørn Storgaard Andersen, Anne Eriksen, Flemming Berger og Mark Thalmay anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Rune. Hold mig udenfor dit "vi" det er det samme som at sige "man" gør dit og dat og du Rune er hverken dit aller dat.

Nu vil jeg gerne spørge, ville 'vi' have taget ligeså stor afstand fra brugen af ordet 'vi', hvis 'vi' var enige i Rune Lykkebergs skriverier?

Hans Jørn Storgaard Andersen og Troels Brøgger anbefalede denne kommentar

Lad os gå efter bolden, relevans?

Troels Brøgger, Sascha Olinsson og Henrik L Nielsen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Hvis ikke det er at gå efter bolden at forvente/forlange af et medlem af den herskende medieklasse, at vedkommende præciserer sit brug af "vi", så véd jeg da snart ikke. Jeg ønsker eksempelvis ikke at blive taget til indtægt for, at

"Det er ikke kun Hillary Clintons krop, vi har beskæftiget os med. Vi har set Putins bare overkrop, og vi ved, at Barack Obama meget nødig vil filmes i shorts, når han spiller basketball i det Hvide Hus",

når 'vi'et indiskutabelt må stå for Rune Lykkebergs og mediekollegers regning. Det kunne jeg da godt ønske, at han i stedet vedkendte sig.

Anne Eriksen, Randi Christiansen og Hans Jørn Storgaard Andersen anbefalede denne kommentar

Jamen man kan blive valgt på 'styrke', så det er en del af støjen på linjen. Ikke et ord om Joakim B Olsen i dag, men det er indenfor mands minde at en præsidentkampagne i Uganda i slutfasen udviklede sig til dokumentation af kandidaternes ægteskabelige utroskabs-scores. Vinderen var naturligvis den med flest... han var sejest.
'Vi' i den form det bruges her, er absolut, som Vibeke Rasmussen skriver, medievirkeligheden, og de der lever i den. Hvad man vælger at fylde avis med følger et væsenlighedskriterium som indkredses også af læsernes fordringer. Altså læserne er implicit en del af det reelt besluttende 'vi'.. Men det ville jo ikke være særligt avissælgende at elaborere for tydeligt ?

Nu har jeg læst artiklen igen i et forsøg på, at lade mig forarge, .......beklager det lykkedes ikke, hvor meget jeg end forsøger, så lykkedes det ikke. For mig føles det mere som et 'kongeligt' Vi, og involvere derfor ikke andre end skribenten selv, selvom det nok skal betyde det som i andre hentyder til, altså 'os alle sammen'. Hvad skal vi gøre?
Forbyde brugen af 'vi' og 'os allesammen' i skrevne artikler?

Men det er tydeligt at min lille hentydning er blevet komplet misforstået, hvilket også viser sig ved at ingen har endnu kunnet svare på mit første spørgmål.

Jaa, pøblen skal jo have sin stærke lederskikkelse, stadig... Demokratiet er afhængig af folkets sindelag - ellers dør det hen.

Menneskers karakter og styrke ses næppe via kroppen - måske ansigtet - ellers holdning og evner til at lede (ikke være en diktator eller tyran)
Og det er da et held!
Så hvorfor "vi" ikke er enige, er fordi det er en leg med ord - og nævnte personers helbred/ fysik, der som vores ændrer sig hele tiden.
Trump blev glemt! - men det er sikkert med vilje.

Troels Brøgger

Hvor er latterligt at fokusere på de der vi'er! Så indrøm dog bare at I ikke kan snuppe Rune Lykkeberg, det vil gøre det nemmere. Så kunne vi også begynde at tale om hvorfor vi(i betydningen hele menneskeheden) ikke er kommet videre end stadig at fascineres af fører-gorillaen.

Anne Eriksen, Liliane Murray, Randi Christiansen og Hans Jørn Storgaard Andersen anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

Og her mener jeg ikke den lille forkølede skare herinde, men de millioner der stemmer på alfahannerne.

Randi Christiansen

Nu synes jeg, at man til runes forsvar kan anføre, at vi er del af fællesskabet, hvad enten vi piber eller synger. Så vi har faktisk en fælles forpligtelse over for vi'et - som vi har for du'et og for jeg'et.

Randi Christiansen

Men vibeke har nu også ret 13.58

Når jeg skriver en videnskabelig artikel, så benytter jeg altid vendinger som "vi indser" eller "vi konkluderer" eller "vi opnår følgende udtryk eller formel". Der benyttes aldrig jeg, som anses for at være lidt selvhævdende og dårlig stil. Det har ikke noget med det royale vi at gøre. Der er snarere tale om, at forfatteren tager læseren i hånden og fører ham gennem et vanskeligt farbart landskab. Det svarer lidt til når en mor tager sit barn ved hånden og siger, at nu skal vi gå til bageren.