Kronik

Af og til er det faktisk samfundets skyld

Intet menneske er en ø. Vi er kun noget i kraft af hinanden, og derfor har vi ansvar for hinanden. Den enkelte er hverken sin egen lykkes eller ulykkes smed. Derfor bør det igen være muligt at sige ’Det er samfundets skyld’ uden at få at vide, at man bare skal tænke positivt og tage ja-hatten på
Intet menneske er en ø. Vi er kun noget i kraft af hinanden, og derfor har vi ansvar for hinanden. Den enkelte er hverken sin egen lykkes eller ulykkes smed. Derfor bør det igen være muligt at sige ’Det er samfundets skyld’ uden at få at vide, at man bare skal tænke positivt og tage ja-hatten på
8. september 2016

Kronikken i Information den 5. september 2016 af Knud Aarup, tidligere direktør i Socialstyrelsen og formand for Socialpolitisk Forening, bærer titlen »Ressourcesvage taber på Brinkmanns oprør«.

Jeg mener, at Aarup systematisk misforstår og fordrejer mine argumenter, som er fremlagt i bøgerne Stå fast og Ståsteder, og jeg skal her punkt for punkt vise hvordan.

Misforståelserne begynder allerede i underrubrikken:

»Offentligt ansatte er trætte af at blive brugt som instrumenter, og Svend Brinkmann har sat ord på trætheden. Men velfærdsstatens fagprofessionelle har altid været instrumenter, som skulle hjælpe samfundets svageste til at blive en aktiv del af samfundet. Uden instrumentalisering er det gode liv kun for de ressourcestærke.«

Ja, selvfølgelig. Det er en misforståelse, hvis man tror, jeg mener, at fagprofessionelle ikke også bør være instrumenter.

Det spørgsmål, jeg ønsker at diskutere, er: instrumenter i forhold til hvad? Hvad er det, som har en basal menneskelig værdi i sig selv, som vi skal passe på i en tid med øget instrumentalisering?

Læs også: Offentligt ansatte, kæmp, råb op!

Det er en banalitet, at mennesker, der udøver et erhverv, er instrumenter, og det giver jeg mange eksempler på i bogen. En kasseassistent er f.eks. instrument for, at jeg kan købe ind og få de varer, jeg ønsker i supermarkedet. Men derfor kan vi jo godt fortsat diskutere, hvilke varer der er værd at ønske sig.

Det er klart, at mennesker i mange sammenhænge er instrumenter. Blot må de med Kants ord aldrig behandles alene som instrumenter – midler – men altid også som mål i sig selv. Det er også klart, at viden, leg, frihed og andre ’ståsteder’ kan anvendes instrumentelt. Blot må de i mine øjne altid også forsvares som havende iboende værdi.

Hinandens lykkes smede

Herefter giver Aarup sin stærkt misvisende fortolkning af bogen Stå fast, hvori jeg angiveligt »etablerer en subjektivering af nogle samfundsmæssige tendenser og understøtter derved i virkeligheden det, han [dvs. undertegnede] forsøger at tale op imod.

Han kommer indirekte til at karakterisere dem, som ikke kan, og som har få ressourcer, som nogle, der selv har ansvaret for, at de som ' nøgne individer' er ofre for liberaliseringens og den sociale udviklings usikkerhed i et moderne tilbagegangssamfund«.

Det er jeg helt uforstående over for. Der nævnes ikke et eneste eksempel, der kan understøtte denne udlægning.

En grundpointe i Stå fast er den helt modsatte: at mennesket ontologisk set er et udsat væsen, der netop ikke har eneansvar for eget liv, lykke og selvrealisering. Vi er ikke vores egen lykkes smed, men måske snarere hinandens lykkes smede.

Læs også: ’Man må bare sige, at styring af den offentlige sektor også har højnet kvaliteten ...’

Jeg kan blive helt i tvivl, om Aarup overhovedet har forstået, at Stå fast var en karikatur, en parodi på en selvhjælpsbog. Og at den som sådan selvfølgelig talte et individualistisk sprog, men hvor tanken fra start til slut var at underminere selv samme individualisme.

Aarup følger op med en for mig mystisk passage:

»Problemet er, at Brinkmann i sin kritik ser bort fra, at ikke alle danskere har lige muligheder. Det kan godt være, at den veluddannede middelklasse sagtens kan skabe et børneliv, hvor alle aktiviteter er mål i sig selv, og instrumentaliseringen er minimeret. Det gælder bare ikke for alle andre.«

Nej – det er klart – og det er jo bl.a. derfor, at vi har børnehaver og skoler!

Mit argument er så videre, at børnene i disse institutioner bør gives en viden og kunnen, som ikke kan reduceres til en instrumentel logik: Man skal lære, at viden om galakser, pladetektonik, Den Franske Revolution og religion er væsentlig, helt uafhængigt af om den forbedrer statens BNP eller skolens PISA-score.

Dét er kernen i min kritik af instrumentaliseringen på det pædagogiske område: at noget, der er væsentligt i menneskeligt, eksistentielt eller etisk henseende, reduceres til et middel for noget andet.

Herved risikerer dannelsen at forsvinde, og ’den opportunistiske person’ træder frem i stedet (dette er Ove Kaj Pedersens begreb for konkurrencestatens menneskeideal).

Grænser for instrumentalisme

Aarup nærmer sig mod slutningen et sted, hvor der måske er en reel uenighed – og ikke bare en misforståelse – imellem os.

Han skriver: »Det var og er ikke den enkelte fagprofessionelles opgave, med Brinkmann og Aristoteles i hånden, at sætte ’grænser for, hvad pædagoger og læger (og alle mulige andre lignende roller) kan afkræves rent instrumentelt, hvis de fortsat skal kunne defineres – og definere sig selv – som pædagoger og læger’«.

Citatet i Aarups citat er fra Ståsteder, og til dette er mit svar: Jo, da – selvfølgelig!

Pædagogik, medicin, universitetsforskning og en lang række andre fagområder er defineret gennem deres egenart og ikke af mere eller mindre tilfældige regeringsbeslutninger.

Læs også: ’Problematisk at sige ja til det hele. Men nej er ikke svaret’

Hvis man sagde, at fra nu af skal al forskning tjene magthaverne eller nationens BNP, så ville der i en vis forstand ikke længere være forskning, idet den i sit væsen er styret af en sandhedssøgen og ikke en regeringsbeslutning.

Det er dét, jeg mener med, at der er grænser for, hvad man kan afkræves rent instrumentelt, hvis man fortsat skal kunne gøre det, man fagligt er sat i verden for at gøre. Hvor disse grænser går – for pædagoger, læger eller forskere – bør efter min mening diskuteres intenst i disse år, hvor instrumentaliseringens logik er så stærk.

Igen er det væsentligt at slå fast, at der selvfølgelig ikke er noget galt med at udvikle gavnlige instrumenter (i pædagogik, medicin eller forskning), så længe man husker på diskussionen om, hvad instrumenterne skal anvendes til, og ikke gør midlerne til et mål i sig selv.

I forskningsverdenen risikerer man f.eks. at gøre antallet af publikationer til et mål for kvalitet (BFI-score), ligesom det sker med diverse ranglister (PISA-scorer) i uddannelsessystemet, men dette er en uretmæssig omgørelse af et middel til et mål i sig selv.

Ubegrundet påstand

Aarups afslutning er for mig det mest uforståelige. Han skriver, at jeg mener, at vores liv »helt eller delvis [er] et resultat af vores egne individuelle valg. 'Det er samfundets skyld' er endegyldigt forandret til: 'Det er din egen skyld'.«

Derved kommer jeg i Aarups læsning »til at understøtte en række samfundsmæssige processer i retning af det regressive moderne, mens han [dvs. undertegnede] bevæger sig – og sine tilhængere – væk fra et universelt solidarisk dansk velfærdssamfund.«

Dette er en helt ubegrundet påstand. Alt, hvad jeg skriver i bøgerne, er derimod båret af en tanke om, at intet menneske er en ø; af en grundlæggende menneskeforståelse, hvor vi kun er noget i kraft af hinanden, og hvor vi derfor har ansvar for hinanden.

Læs også: Modsætningen til et surt nej er et ukritisk ja

Hele mit opgør med individualiseringen i Stå fast handlede om, at det igen skulle blive muligt at sige ’det er samfundets skyld’ uden at få at vide, at man bare skulle se at tænke positivt og tage ja-hatten på.

I Ståsteder er et yderligere argument, at spørgsmål om mening og værdi ikke kan reduceres til »hvad man får ud af det«.

Mennesket har selv en basal værdi, uafhængigt af hvad det yder og præsterer, og solidaritet bliver derfor et ståsted i sig selv. Heraf kommer i øvrigt min egen kærlighed til velfærdsstaten.

Mine bøger tilbyder argumenter for, at vi bør vende os udad – erhverve selvudsigt – herunder til de sociale, strukturelle og kulturelle omstændigheder, der former os. Jeg har meget svært ved at forstå, hvordan Aarup har kunnet læse det stik modsat.

Svend Brinkmann er professor i psykologi ved Aalborg Universitet. Han har bl.a. forfattet bøgerne ’Stå Fast’ (2014) og ’Ståsteder’ (2016)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mads Berg
  • Tommy Mortensen
  • Viggo Okholm
  • David Zennaro
  • Carsten Mortensen
  • uffe hellum
  • Torben K L Jensen
  • Jakob Silberbrandt
  • ingemaje lange
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Ivan Breinholt Leth
  • Peter Jensen
  • Stig Bøg
  • Lasse Glavind
  • Britta Hansen
  • Curt Sørensen
  • Brian Jensen
  • ulla enevoldsen
  • Anne Eriksen
  • Randi Overgård
  • Ebbe Overbye
  • Lise Lotte Rahbek
  • Torsten Jacobsen
  • Hans Aagaard
  • Niels Duus Nielsen
Mads Berg, Tommy Mortensen, Viggo Okholm, David Zennaro, Carsten Mortensen, uffe hellum, Torben K L Jensen, Jakob Silberbrandt, ingemaje lange, Michael Kongstad Nielsen, Ivan Breinholt Leth, Peter Jensen, Stig Bøg, Lasse Glavind, Britta Hansen, Curt Sørensen, Brian Jensen, ulla enevoldsen, Anne Eriksen, Randi Overgård, Ebbe Overbye, Lise Lotte Rahbek, Torsten Jacobsen, Hans Aagaard og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære Brinkmann
Der er heldigvis mange af Informations læsere, der allerede har kritiseret Aarups artikel og pointeret hans fejllæsning og sært postulerende konklusioner.

Selv skrev jeg denne kommentar til hans artikel, som jeg gerne vil dele med dig og Informations læsere, så det forhåbentlig fremgår, at ikke alle, der har læst dine bøger er forført af populisme. Faktisk virker det som om, at den argeste modstand af dine synspunkter kommer fra dem, der forholder sig mest populistisk i debatten. Næh, ved nærmere eftertanke forholder de sig nok mest af alt postfaktuelt.
----
Knud Aarup forsøger sig med et lille kunstgreb: Han mimer omtanke for de stakkels ressourcesvage i vores samfund, men han analyse, sprogbrug og fejlslagne og misforståede kritik af Brinkmann afslører hans sande tilhørsforhold: Knud Aarup er en konkurrencestatstænker, en socialdemokrat i fåreklæder.

Der er adskillige kloge mennesker her i tråden, der allerede har pointeret og redegjort for Aarups totale forvanskning og misforståede læsning af Brinkmanns bøger (hvis han i det hele taget har læst dem – jeg bliver meget i tvivl).

Jeg bliver dog nødt til lige endnu engang at vende tilbage til instrumentaliseringsbegrebet, som Aarup får helt galt i halsen (det er især her, at han ikke kan skjule sin sande identitet).

Brinkmann siger selv om sin nye bog Ståsteder: "Bogen er en kritik af den instrumentalisering, der hersker i tiden (at alting bliver et middel til noget andet end sig selv). Den er delvis en opfølgning på Stå fast, men forsøger helt selvstændigt og mere opbyggeligt at pege på ti menneskelige grundfænomener, der har mening og værdi i sig selv - og derfor er værd at stå fast på. Disse grundfænomener udfoldes gennem nogle af idehistoriens store tænkere og sættes i relation til den aktuelle samfundsudvikling (eller -afvikling), hvorfor bogens undertitel er "10 gamle ideer til en ny verden".

De 10 "gamle ideer" – 10 grundfænomener, som Brinkmann mener har mening og værdi i sig selv, er som følger: "Det gode", "Værdigheden", "Løftet", "Selvet", "Sandheden", "Ansvaret", "Kærligheden", "Tilgivelsen", "Friheden" og "Døden".

Disse 10 grundfænomener skal ikke være instrumenter for noget andet, er Brinkmanns pointe. Vi skal fx. ikke elske for at blive elsket tilbage. Vi skal ikke hjælpe andre, for at få det godt med os selv, men fordi det gode har værdi i sig selv.

Brinkmann gør altså op med tidens tendens til hele tiden at kalkulere med "What’s in it for me?". Hans grundtanke er: ”Det, jeg gerne vil have fokus på i stedet for selvudvikling og selvrealisering, hvor det hele handler om at kigge indad, det er at få os til at kigge udad. På hinanden, på fællesskabet - på det, der er større end den enkelte. For det er netop ved at opdage alt det, der omgiver os, og det, der overskrider en selv, at livet giver mening. Der er jo ikke noget derinde i én selv, vi er kun noget i kraft af hinanden og for hinanden. Så tidens krav om evig personlig udvikling og forandringsparathed er dømt til at skabe frustration og utilfredshed, og det tror jeg faktisk, mange af os oplever." (Fra "Et ordentligt menneske tænker på andre end sig selv" 23. oktober 2015, Kristeligt Dagblad).

Afslutningsvis: Til bemærkningen fra en af læserne i tråden om, hvor vidt, de ressourcesvage får noget ud af at læse Brinkmanns bøger: Altså, fordi man er ressourcesvag, behøver man jo ikke være idiot. Der er jo ingen, der siger, at fordi du er fattig eller misbruger eller psykisk skrøbelig, så er du per automatik svagt begavet. Wake up and smell the coffee.

Mads Berg, Viggo Okholm, Jørn Andersen, Allan Stampe Kristiansen, Jakob Silberbrandt, Kirsten Lindemark, Lars Peter Simonsen og ulla enevoldsen anbefalede denne kommentar

Maria Busch skriver Knud Aarup forsøger sig med et lille kunstgreb: Han mimer omtanke for de stakkels ressourcesvage i vores samfund... ..det lykkes så ikke kan jeg forstå, men det gør jo ikke synspunktet: "Et samfund skal måles på hvordan det behandler sine svage" til et ringere ståsted.

Brinkmann's skriverier bringer os ikke ud over behovet for at diskutere "Hvad er det gode?"," Hvad er værdighed" osv. ---hvilket han jo også selv netop lige påpeger i bogen: "Ståsteder".

Altså hvilke bestanddele består ståstederne af og ikke mindst hvor bevæger disse ståsteder sig hen?

Diskussionerne her i forumet har mest været, først om person og legitimitet (ekspertværdighed), så diskursen (konkurrencesamfund og post-faktualitetens forvridninger).

Jeg venter spændt på om den akademiske diskussion bevæger sig derhen hvor Brinkmanns autoritære '10 "gamle ideer"' bliver udfordret i det mindste suppleret eller reduceret. Og om vi måske vil se at den akademiske diskussion tør udvikle sig til en 'tese antitese diskussion' ...bringe sig derud hvor henvisninger til autoriteter, eksperter og bøger må vige for erfaringsbaserede påstande mv. Derude hvor man står på egne ben.

Jeg har kun sjældent oplevet det her i forumet.

Den opportunistiske person er utilitarist - og mennesket ér en ø; forbundet med alle andre via undergrund, vand, vind og vejrlig. Alene, sammen og afhængige; adskilte og samlede. Det er noget satans værk.

"Af og til samfundets skyld !" Jamen det betyder jo at det af og til er vores egen skyld - enkeltvis eller få sammen.
Så, vi ER vores egen lykkes smed - i varierende grad.

Dermed er jeg over i magten - statsmagtens styring af befolkningen. Ikke med nødvendig lov, der forbyder os at slå hinanden ihjel, men med unødvendige, ideologisk prægede regler.
Socialdemokratismen tilhængere synes selvfølgelig, at de gør det bedste for borgerne. Men jo mere samfundet styrer, jo mere er det samfundets skyld. Og jo mindre, er det borgerens egen skyld og ansvar.
Er det godt ? Svaret er afslørende. Punkt nr 1 i en valgkamp.

Akademisk tilgang er for teoretikere og de få politisk interesserede. Ret betydningsløs, Brinkmann.
Skal der ske forbedringer for borgerne, skal det ske nedefra, og det sker kun når tilstrækkelig mange har det dårligt.
Når den brede befolkning er lullet ind i tilfredshedens ansvarsløse tilstand, hvem skal så lette åget for de svageste, der trækkes rundt ved næsen af et system, konstrueret af kloge akademikere.

UBI - Basisindkomst er symbolet på modstanden mod den styrende elite.
Tag ansvar - nyd friheden. Den gives ikke - den tages fra dem, der frarøvet den.

Torsten Jacobsen

Brinkmann skriver,

"Igen er det væsentligt at slå fast, at der selvfølgelig ikke er noget galt med at udvikle gavnlige instrumenter (i pædagogik, medicin eller forskning), så længe man husker på diskussionen om, hvad instrumenterne skal anvendes til, og ikke gør midlerne til et mål i sig selv."

Nej, den diskussion må vi sandelig ikke glemme. Ej heller har den været glemt, blot er dens udkomme - som vi som samfund udlever hver dag - ikke helt blevet, som man måske kunne håbe. Gad vide, hvordan det kan være? Er det fordi, der indtil nu ikke har været skrevet bøger (nok), om ståsteder, om kristen pligtetik, om etiske fordringer? Er det virkelig en mangel på diskussioner, som har præget de seneste årtiers sørgelige deroute?

Det er et meget simpelt krav at stille til mennesker, at de skal finde ståsteder her i tilværelsen. At opstille etiske fordringer a la 'gør det gode': især hvis man tilføjer, at sådanne fordringer selvfølgelig er umulige at leve op til, og at alene 'forsøget' har værdi i sig selv. Altså en slags uforpligtende pligtetik, som vel ikke helt overraskende sælger mange billetter, i en tid løbet tør for svar.

Her er endnu et par spørgsmål at fylde tiden ud med:

Skal man, hvis man ikke kan? Og kan man, hvis man ikke skal?

Jens Erik Starup

Ja, skyld er sådan noget flygtigt noget.
Når bankerne står til at tabe penge på landbruget, så er det vistnok samfundets skyld.
Hvis man derimod bliver fyret fra sit arbejde, så er det i almindelighed vistnok ens egen skyld.
Hvis man ellers kan på tro højrefløjen i debatten.

Jørn Andersen, Kim Houmøller, Carsten Mortensen, Allan Stampe Kristiansen, Anne Eriksen, Helene Kristensen, Martin E. Haastrup, Ole Henriksen, Sven Elming og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Torsten Jakobsen, jeg kan kun tale for mig selv, men det er min erfaring, at jeg i kraft af mine ståsteder, som jeg valgte for mange år siden, og som jeg stadig løbende diskuterer med mig selv og mine nærmeste, er i stand til at fastholde min egen individuelle tilgang til virkeligheden. Og da enhver kollektivisme beror på en akkumulering af individuelle overbevisninger, er der ikke noget galt i at undersøge sine egne udgangspunkter, samtidig med at man forsøger at skabe fælles udgangspunkter.

Om en sådan undersøgelse af egne dybere bevæggrunde er uforpligtende, er vel op til den enkelte at afgøre. Du kan ikke tvinge folk til at gøre det gode, men du kan måske få dem til at tænke over, om det, de nu har gang i, er så godt, som de tror.

Hvis alle tænkte lidt over tilværelsens mysterier, er jeg overbevist om, at langt de fleste vil forstå, at de som individer er henvist til at leve deres liv i grupper, og at gruppen derfor altid skal medtænkes i de individuelle cost-benefit analyser. Mennesker er flokdyr, ligesom vore brødre, aberne. Hvis flokken trives, er der en stærk sandsynlighed for, at også de enkelte individer trives. Hvis størstedelen af individerne mistrives, er det meningsløst at påstå at flokken trives.

Torsten Jacobsen

Niels Nielsen,

Jamen vi er så enige, så enige, bortset fra den sædvanlige afgrund, der som sædvanlig skiller os:

Som jeg forstår verden, har du ikke truffet et valg ;)

Niels Duus Nielsen

Torsten Jakobsen

Jeg har ingen knock-out argumenter mod defaitismen, der er gode argumenter både for og imod den frie viljes eksistens. Så derfor har jeg valgt i stedet for præmisserne at se på konsekvenserne: Vil jeg helst leve i en verden, hvor jeg intet ansvar har for noget som helst, eller vil jeg helst leve i en verden, hvor det gør en forskel, om jeg tager det ene eller det andet valg? Jeg har så valgt/er determineret til det sidste, fordi det i mine øjne er meget sjovere. Især fordi jeg alligevel ikke får lov til at fralægge mig ansvaret for mine valg, sådan som verden er skruet sammen.

- Jeg er personligt ikke tilhænger af, at man sætter indsigt og "udsigt" op imod hinanden. Dem der forstår sig selv har også langt den bedste udsigt...

Michael Kongstad Nielsen

Den offentligt ansatte er ikke kun "instrument", hvad det så end betyder ("værktøj", "redskab", "maskine", "trækdyr"?), men menneske. Den offentligt ansatte møder op som menneske, og kommer med alt det, et menneske har at byde på. Ved siden af faget, ved siden af læseplan, virksomhedens målsætning, ledelsesfilosofi, lean-model, benchmarking, kommunikationsstrategi, og jeg skal komme efter dig, - så er det mest efterspurgte faktisk mennesket bag den offentligt ansatte. Og det gælder både de brugere, der stærke og svage i lugten, og i realiteten også arbejdsgiverne, der også både er stærke og svage, men som gerne vil have succes, og opnås bedst ved at at lade mennesket bag den offentlig ansatte træde frem, folde sig ud, sprænge "instrument-rollen", men bruge fagligheden som menneske.

Anne Eriksen, Colin Bradley og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Niels Nielsen,

Et fornuftigt 'valg', det må man sige ;). I det mindste så længe man ikke bygger en moral på sin forblændelse. ;)

Men er det ikke netop, hvad man har gjort? I en lang, lang bevægelse, som har ført os hertil, og som f.eks. en Brinkmann og andre konservative kræfter i samfundet nu søger at revitalisere? Eller rettere at begynde på ny? Med de bedste intentioner, selvfølgelig. Som altid, når konservative kræfter fører an i dansen.

En dans mod et nyt forlis, vil jeg så hævde. Men lad os dog håbe, at jeg tager fejl. Og selv hvis jeg ikke gør, så er en konservativ renaissance alt andet lige næsten at foretrække, frem for tidens liberale fribytteri..

Niels Duus Nielsen

Torsten Jakobsen, jeg har faktisk bygget en moral på min forblændelse. Fordi hvis jeg var determinist, måtte jeg af logiske grunde bekende mig til en eller anden form for konsekventialisme, men jeg synes meget bedre om den aristoteliske dydsetik.

For konsekventialister er det kun en handlings konsekvenser, der afgør, om den er moralsk forsvarlig, og i den bedste af alle verdener vil moralske overvejelser derfor kunne overlades til et regneark.

For en dydsetiker derimod må den moralsk ansvarlige hele tiden foretage en afvejning mellem hvad der er for meget, og hvad der er for lidt, og for meget og for lidt er ikke alene relative størrelser, men oven i købet foranderlige størrelse - hvad der er for lidt i dag kan sagtens være for meget i morgen, jf.det aktuelle dilemma mellem øget vækst og en miljømæssigt bæredygtig fremtid.

Hvem afgør, hvad der er for meget, og hvad der er for lidt? I min forblændede tilstand mener jeg, at det gør jeg, sammen med mine indre og ydre dialogpartnere.

Jeg har næsten aldrig kvalificerede informationer nok til at foretage et rationelt valg, men må i langt de fleste situationer forlade mig på et valg mellem mindst to usikre muligheder for handling. Til at foretage dette valg bruger jeg min dømmekraft, som er mere end blot en simpel afvejning af gode og dårlige konsekvenser.

Jeg medgiver, at langt størstedelen af de moralsk vigtige og konkrete spørgsmål kan afgøres ved konsekvenskalkyler. Men det afgørende valg, nemlig det overordnede valg af de værdier, der ligger til grund for kalkylen, kan ikke beregnes konsekventialistisk uden at man bevæger sig ind i en cirkelslutning.

At "mest mulig lykke for flest mulige mennesker" er en god ting, er ikke et resultat af en beregning, men et postulat, der henter sin begrundelse uden for regnearket. For hvad er lykke? (eller velstand eller velfærd eller hvad man nu regner for det højeste gode).

Som sociale dyr er vi henvist til hinandens opfattelser af, hvad der er det gode liv, og ønsker vi at forandre verden, må vi forsøge at forandre hinanden, inklusive os selv.

Hvis tilværelsen derimod er determineret, behøver jeg slet ikke gøre mig disse overvejelser, da alt alligevel er forudbestemt. Determinister er i mine øjne en slags skabsreligiøse, der tror på Forsynet, uden at turde springe ud som fuldblods troende. Alligevel lægger de alt ansvar i gudernes hænder.

Jeg tror så ikke på Forsynet, men på viljens frihed. Og da jeg ikke er relativist, får du mig ikke til at sige, at din tro kan være ligeså god som min tro, da min tro er bedre, selv om jeg ikke logisk kan opstille et knockout argument. Ligesom at danse er moralske overvejelser et mål i sig selv, som i tilgift til åndelig afklaring også har en instrumentel værdi.

Determinismen og dens konsekvensetik er i mine øjne udtryk for instrumentalisme, og er som sådan blind for, at visse ting har en iboende værdi, og at disse ting ikke findes ved hjælp af simple konsekvensberegninger, men kun ved hjælp af introspektion, spekulation og samtale.

Hvordan er den overbeviste konsekventialist blevet konsekventialist, hvis ikke ved på et eller andet tidspunkt at have foretaget et valg?

Lise Lotte Rahbek

"Determinister er i mine øjne en slags skabsreligiøse, der tror på Forsynet, uden at turde springe ud som fuldblods troende."
Nejnejnej, Niels Nielsen, her må jeg gøre indsigelser - som den determinist, jeg er. Determinister har ligesom religiøse også et jokerkort i form af fri vilje/moralske valg, og determinismen er som sådan aldrig altomfattende.
Determinister er heller ikke rigtig religiøse. Vi er meget ofte agnostikere. Og lige så lidt imponeret over de kasser, vi bliver proppet i, som alle andre mennesker. Vi ved dog, t det er uafvendeligt. Hahaha - undskyld. Jeg ku ikk nære mig

Niels Duus Nielsen

Lise Lotte Rahbek, hvis du er determinist med den fri vilje gemt som en trumf i ærmet, er du vist determinist på samme måde som jeg er dydsetiker - nemlig ikke så meget, at det gør noget.

Som pragmatiker er jeg selvfølgelig determinist, når jeg er sammen med determinister. Hvis de kun kan forstå en problemstilling ved at den omregnes til penge, regner jeg den da gerne om til penge for dem.

Hvis de fx påstår, at det er bedre (mere rentabelt) for samfundet (erhvervslivet) at afskaffe fattighjælpen, holder jeg gerne et langt foredrag om omkostningerne ved at oprette vagtværn, bygge gated communities, oprette forsikringsordninger, give øgede bevillinger til politiet, løn til politikernes personlige bodyguards, ekstra vagtmandskab i supermarkederne osv. etc. Og selv om hvert af disse tiltag isoleret set kan være en profitforretning for de rige, er og bliver summen af omkostningerne en nettoudgift for skatteborgerne og forbrugerne.

At jeg så inderst inde er ligeglad med den slags beregninger, skal da ikke forhindre mig i at bruge dem i en god sags tjeneste.

Lise Lotte Rahbek

Aaahh, ja sé, den økonomiske deterinisme kan jeg jo heller ikke tilslutte mig, Niels Nielsen.
Om man ønsker en befolkning som skal leve med frygt for at miste sit job, det er et politisk valg og har ontet med determinisme at gøre.
Ukontrolleret kapitalisme - det er derimod et meget deterministisk valg af politik, som vi nu ser.

Og sådan kan tale sig selv til politisk philosofisk forviring på et højere niveau. :)

En af de omveje, som debatten tager - det er sådan, jeg tolker Brinkmanns kritik - er den skubben børnene foran sig i debatten om social retfærdighed. Vi skal have social retfærdighed for at ligestille borgernes mulighed for at deltage i samfundet, ikke fordi børnene er uskyldige i deres forældres excesser. Forældrenes excesser er irrelevante i en velfærdsdebat.

Christian Nymark

Spændende udveksling.

Om dydsetikerens principper blev appliceret af konsekvensialisten, ville det ironisk synes netop løsningen på verdens problematiske tilstand anno 2016.

Kan der ingen forening af de to retninger gøres? Netop gennem den mekaniske konsekvens for menneskeligt habitat, må det synes tiltagende imperativt at det dydige også er det nødvendige. Der synes at åbne sig et vindue for den konstellation i min beskidte optik.

Stefen Gliese har ret - et "værdigt liv" er et vigtigere argument end "børnene" problemet er jo bare at det en post-faktuel analyser viser er at veksles "sænkelse af topskatten" til "maglende flyverdragter til børnene" så slå argumentet meget bedre igennem - måske fordi flyverdragter er mere faktuelle end topskat.

Jeps, Bill Atkins, det er problemet i en nøddeskal, at det ikke kan lade sig gøre at argumentere udfra retfærdighedsforestillinger mere, fordi det slås ned med den sande påstand, at verden ikke er retfærdig; men at konkludere sådan er et faux pas, for blot fordi noget ikke kan realiseres fuldt ud, skal man jo ikke ophøre med at have det som retningspunkt. Ligesom den med ikke at kunne redde hele verden, hvor man jo så må nøjes med at redde så mange, som man kan.

Niels Duus Nielsen

Christian Nymark, min mor indgød en basal moral i mig, da jeg var barn, en moral som jeg i det store og hele stadig lever efter.

Jeg er hverken rendyrket konsekventialist eller rendyrket dydsetiker, ligesom jeg ikke blindt følger den kristne moral i Løgstrups udformning, eller den kantianske moral for den sags skyld. Er der ret mange flere retninger inden for moralfilosofien?

Hvis jeg skal forklare mit moralske ståsted, er jeg eklektiker. Eller rettere, jeg er en intuitionist, der i de fleste situationer umiddelbart ved med maven, hvad der er rigtigt og forkert, uden egentlig at vide, hvorfra jeg har denne viden (min mor, plejer jeg derfor at sige).

Om man hævder at være det ene eller det andet, konsekventialist eller deontolog, er i mine intuitionistiske øjne en efterrationalisering. Anything goes imho, hvis det kan få mine moralske valg til at tage sig rationelle ud, for det forventes af mig, at jeg er et rationelt menneske, selv om jeg ikke altid er det. Intuitioner ved jeg fx ikke, hvad er, men de er i hvert fald ikke rationelle.

På det punkt er jeg enig med gamle Mærsk McKinney-Møller, når han udtaler: "Moral er ikke noget, man taler om, moral er noget, man har".

Så jo, Christian Nymark, de to retninger kan godt forenes, fordi de begge er efterrationaliseringer, der skal forklare de - efter min mening - grundlæggende set irrationelle moralske valg.

Torsten Jacobsen

Niels Nielsen,

Lad mig indledningsvist slå fast, som jeg forhåbentlig har givet udtryk for før, at jeg virkelig sætter pris på at udveksle synspunkter med dig. I en vis forstand er det for mig som at diskutere med mig selv - eller rettere min 'onde tvilling'. ;).

Med det mener jeg, at vi ofte og på lange stræk både lykkes med at være enige, og tale om det samme (dette sidste en ikke ren selvfølge), mens vi samtidig er dybt uenige på - i det mindste for mig - ret så afgørende punkter.

Når jeg derfor i det følgende 'går i rette med dig', håber jeg, at du forstår, at der ikke er tale om en blank afvisning af dine synspunkter, men snarere om et oprør - for også jeg er af natur og omstændigheder formet som et eklektisk, intuitivt menneske. ;)

Men nu, til sagen...

Der hvor vi er uenige, dybest set, er i den transcendens du efter min mening forudsætter i systemet: Du taler om deterministen, som 'slet ikke behøver at gøre sig overvejelser' i et determineret system, og om dig selv som en 'aktør' der i mødet med systemet har valgt>/i> at indtage en bestemt holdning.

I min forståelse er denne transcendens ikke mulig - der eksisterer ikke noget 'udenfor' eller 'ved siden af' systemet. Systemet er vitterligt 'det hele' , 'alt, hvad der er', og det giver derfor ikke mening at antage en position, som ikke er en del af dette hele.

Men heraf følger, at enhver bevægelse i systemet, f.eks. en Niels Nielsens bevægelse, ændrer systemet for tid og evighed. Det er ikke længere det samme, som det var før. Deterministens fatalisme indskriver sig på samme måde i en virkelighed, som allerede er forbi, mens en ny er trådt i dens sted. Horisont følger på Horisont, uendeligt, en evig cyklus af samtidig destruktion og genfødsel. Derfor findes der ikke et eneste menneske, et eneste væsen på denne klode, som er lykkedes med at gøre noget andet, tænke noget andet, føle noget andet, end netop det, det gjorde/tænkte/følte, i netop det øjeblik. For øjeblikket er forpasset og med det universet. Et nyt er trådt i dets sted. Men netop så længe dette (guds)bevis for den frie viljes eksistens ikke foreligger, er der vel ikke andet end irrationelle grunde til at formode dens eksistens, på trods af alt?

Der findes ingen position udenfor. Med mindre man introducerer en gud.

Det klassiske billede på et deterministisk system, er billiard-bordet, med dets kugler, vinkler, baner og sammenstød - alt ordnet under fysikkens love. Men det er jo ikke den virkelighed vi må forholde os til: Et fravær af fri vilje for mennesker, leder os ikke til billiard-bordet, men til et ekstremt komplekst system, som lige så godt kunne være ikke-determineret - så usandsynligt mange udfaldsmuligheder er der, når det menneskelige subjekt qua sit sanse- og begrebsapparat og under påvirkning fra omgivelser/omstændigheder i evig destruktion/genfødsel kommer til verden som bevidsthed. 'Determinisme' er blot et ord, intet andet. Som 'Kaos' er det: Rationaliseringer i en menneskelig bevidsthed, som tilsyneladende er (for)dømt til at overse skoven for bare træer.

Der findes ingen position 'udenfor'....

Lidt rodet, medgivet, men du fanger forhåbentlig essensen. Og til debatredaktøren kan man kun tilføje, at jo, alle denne (lomme)filosoferen har i høj grad relevans i forhold til Svend Brinkmanns overvejelser. Om forsynet vil, vil det blive udfoldet med større tydelighed senere... ;)

Christian Nymark

Et så stringent, vil jeg tillade mig at kalde det, forhold til den intuitive sans er yderst spændende, men vel ikke uden store faldgruber? Det synes netop begrænset at forholde sig til primært en ud af adskillige sanser. Og dens tilsyneladende lidet forbundenhed til det rationelle og bevidste, gør dens rækkevidde som sansefunktion begrænset i visse sammenhænge.

Omvendt synes jeg det er urimeligt at antage 'systemet' i singularis; det 'yderste' styrende/eksisterende 'system' synes dog at være den logiske grænse. Men hvornår vi er ved den grænse, kan i tilgift synes ubegribeligt svært at estimerer qua netop begrænsningen af alt tænkeligt, forståeligt for os i eksistens.

Det synes pirrende at lave en sammenstilling mellem den relativt 'nylige' opdagelse at der forekommer forskellige fysiske love, alt efter de tilstedeværende objekters interageren og vores velkendte sol-system. Der kan eksempelvis være en anderledes tyngdekraft i et solsystem med en anden størrelse sol.

For sindets bevidsthed kunne noget lignende gøre sig gældende, blot med et andet fokus end ie. store 'G' (tyngekraften ~ systemet). Man oplever erkendelser, som giver anledning til nye opdagelser der sætter det gamle system i perspektiv, nu erkendt 'ude fra' eller i en art næste erkendelses-led. I så fald at dette er et alment genkendeligt, fænomenologisk træk for bevidstheder, er det da ikke netop transcendens?

Det kan være at det forudsætter en spøgelses-struktur, der ikke beviseligt findes. Der synes dog at være eksempler på erkendelser-processer, hvor man over tid fornemmer en vis struktur i udviklingen af bevidstheden.

Om erkendelser opnås også via intuitive sanseveje, er straks en anden sag. Det lyder muligt.

Jeg tror ikke transcendens-begrebet bliver sværest at begribe; tid er langt mere problematisk. I hvert fald set med mit udsyn. :)

Niels Duus Nielsen

Torsten Jakobsen og Christian Nymark, jeg vil forsøge at svare jer begge i samme åndedrag:

En af de mere interessante af de nyere evolutionsteoretisk inspirerede astrofysiske hypoteser går ud fra den formodning, at naturlovene ikke er statiske. Altså at tyngdekraften ikke alene kan være anderledes i et andet solsystem, men at naturkonstanterne, fx lysets hastighed, kan have haft en anden størrelse i fortiden, og måske vil ændre sig i fremtiden, og at grunden til, at vi ikke har bemærket det, er, at ændringerne foregår over så lange tidsrum, at de overskrider enhver menneskelig tidshorisont, eller endda det kendte universums tidshorisont. Det er om ikke evigheder, vi taler om, så dog så lange tidsrum, at forskellen er rent akademisk.

Det er derfor lidt beslægtet med transcendensens problem: Det er simpelthen ikke muligt for et menneske at anskue tingene fra evighedens synspunkt, der findes netop ikke noget sted "udenfor" eller "ved siden af" systemet, hvorfra man kan iagttage det. Og skulle det alligevel ske, at et menneske rammes af en guddommelig åbenbaring eller et profant syretrip, vil dette altskuende menneske ikke råde over et adækvat et sprog at udtrykke sine syner i, så vi andre kan forstå det - jf. religionshistoriens nok mest indflydelsesrige beskrivelse af et spontant syretrip: Apokalypsen.

Den, der klarest og mest rationelt har kunnet formulere denne modsætning mellem transcendens og immanens, er nok vor store, sure gamle landsmand Søren Kierkegaard. I en lidt anden sammenhæng formulerede han sætningen: "Livet leves forlæns, men må forstås baglæns".

I min udlægning af disse visdomsord betyder det, at fordi fortiden til enhver tid er et overstået stadium, befinder vi os i en vis forstand udenfor denne fortid, og kan derfor iagttage den udefra. I modsætning til fremtiden, som er vævet sammen med nutiden på en helt anden måde end fortiden.

Vi ved alle, hvem der vandt Anden Verdenskrig, men der er ingen af os der ved, hvem der vinder Tredie Verdenskrig. Så vi kan med god ret sige, i bagklogskabens lys, at Chamberlain var naiv. Men det kunne vi ikke vide i 1938, ligesom vi ikke kan vide, om den i dag siddende regering er udtryk for demokratiets sidste krampetrækninger, eller blot et udtryk for et forbigående onde, der ikke vil sætte sig varige spor. Begge muligheder er åbne, sammen med en lang række mellempositioner, og det er op til os at vælge (!!!) hvilken af dem, vi vil tage som udgangspunkt for handling. Om hundrede år kan vi så udtale os i bagklogskabens lys og afgøre, hvem der vandt kulturkampen og hvem der tabte.

Eller et andet fortærsket eksempel: Newtons love forklarede i et par århundreder alt hvad der var værd at vide om det fysiske univers, de var transcendentale love, der gennemsyrede alt, og det var ikke muligt at anskue dem udefra, da det ikke var muligt rationelt at tænke noget udenfor den mekaniske metafysik. I dag er de blot en immanent delmængde af et overordnet rationelt teorikompleks. Sjovt nok var det netop en stringent analyse af tidens problem, der gav anledning til den generelle relativitetsteoris overskridelse af den "absolutte" mekaniks totalfortolkning af verden. Og de nye hypoteser, der sætter spørgsmålstegn ved lysets konstante udbredelseshastighed truer nu Einsteins metafysik. Altså er det igen tiden, der griber forstyrrende ind i vores velordnede tankebaner.

Forhåbentlig har jeg hermed svaret jer begge: Torsten, du har ret i, at der ikke er noget "udenfor", når vi taler om fremadrettet handling, men fortiden har vi lagt bag os, og jeg medgiver og anerkender, at den bedste forklaringsmodel for fortidige begivenheder er og bliver den deterministiske. Men fremtiden påvirkes af vore frie valg; det gør en reel forskel, om jeg går til venstre eller til højre - bagefter, når jeg har valgt side, kan jeg så begrunde mit valg rationelt som en "nødvendig" beslutning, altså determineret af kræfter, der ikke er mig: "Jeg kunne ikke andet" i bagklogskabens juridisk skolede blik. Men i selve valgsituationen er det mine overvejelser og min dømmekraft, der i sidste instans afgør, hvad jeg vælger.

Og Christian, du har ret i, at det ikke er transcendensen så meget som det er tiden og den måde vi anskuer tiden på, der er problematisk. Fremtiden er ikke en spejling af fortiden, og omvendt, der er tale om to væsensforskellige "størrelser" der bliver anskuet fra to helt forskellige perspektiver - fortiden er nødvendigvis som den er, fremtiden er altid kun en mulighed, aldrig en nødvendighed i andet end triviel forstand. Der findes ikke en "nødvendighedens politik", det er rent bedrag, et falsum, der foregiver at den politiske proces er gennemsigtig og at politikerne har adgang til alle informationer om fremtiden. Det har de ikke, ikke engang fortiden er fuldt gennemsigtig, selv om den helt klart ikke står til at ændre, i modsætning til fremtiden.

Okay, det blev til mere end et enkelt åndedrag, men jeg håber, at jeg fik gjort det bare nogenlunde klart, hvad jeg mener. Bemærk, der er tale om work in progress, jeg er slet ikke færdig med at tænke disse ting igennem, og jeg er på ingen måde skråsikker på mine foreløbige resultater. Du kan sagtens have mere ret, Torsten, end jeg er parat til at indrømme. Min position lider af stærke logiske brister, "faldgruber", som Christian kalder det, således fx min blinde accept af mine irrationelle intuitioner, som kun støttes af min meget stærke selvtillid - som jeg måske også har fra min mor? Eller min aristotelisk inspirerede maxime om, at man kun kan lære, hvad det Gode er, ved at gøre det Gode, hvilket er indbegrebet af en cirkelslutning. Jeg er fristet til - med Kant - at anerkende, at logikken har sine begrænsninger, men det er et stort skridt at tage for en gammel logiker som mig.

tldr: Fri vilje kontra determinisme er påstand mod påstand, men hver gang vi forsøger at overbevise hinanden ved at tale sammen om tingene, bliver vi lidt klogere. Alene derfor mener jeg, at Brinkmanns opfordring til at gentænke de "selvindlysende" kategorier er frugtbar - vi bliver med stor sandsynlighed ikke dummere af at gentænke Livet, Døden, det Gode og hvad de hedder allesammen, men måske lidt mere ydmyge overfor de mange modsatte og modsætningsfulde måder, det gode liv kan tænkes og leves på. Vi behøver jo ikke alle at være mangemillionærer for at være lykkelige.

Christian Nymark

Logik synes at være regelsættet for ét paradigme, nej ét system. Og nu skal vi så videre. Helt nøjagtigt hvorhen, må være et godt spørgsmål.

Mit bud er at vi ender i en art regres, hvor vi igen skal til at forstå morallære og retfærdighed. Ikke fordi vi gerne vil, men fordi vi ikke har et valg til andet. Perceptions-filosofi kan blive 'vor' redning, når vi skal indeholde hvad fremtiden bringer af (klima)forandringer.

Christian Nymark

Eller med andre ord: fastholder vi en streng(ere?) logisk diskurs i mødet med fænomener, ender vi et ret ulogisk sted rent emotionelt. Den yderste, logiske konsekvens for verden d.d. er at logik, for os i vesten, medfører folkedrab på andre (i ikke-vesten fortrinsvist).

Dét, er netop min største frygt.

Og tilmed er det aldeles uretfærdigt.