Klumme

Feminister, hold jeres ru grisefarvede pølsefingre fra vores hotdog-legs 

Virkelighedsfeminister har fået nok af like-hungrende Instagram-piger. De skal forstå, at det er prostitution at poste billeder af ’duck faces’ og brune ben ved poolen. Feministerne vil have virkelighed – uden filter. Men fri mig for virkeligheden!
30. september 2016

Det er næppe nyt, at Donald Trump (som andre præsidentkandidater) bruger kone og døtre som redskaber i kampen om præsidentposten.

Især datteren Ivanka kaldes Trumps hemmelige våben, for hun har den stil og ynde, som daddy mangler.

Derfor gav det også en ridse i kampagnelakken, da hun for nylig postede, hvad der er blevet udråbt som ’verdens kedeligste workout-Instagram’: en video af en helt almindelig fitnessøvelse, hvor hun er iført kedeligt grå-sort gymnastiktøj.

Ingen closeups af numsemuskler eller sved, der løber ned mellem brysterne. Bare uredigeret søvndyssende morgenrutine.

Man havde nok forventet mere fra den bimboelskende fars datter. Imidlertid siger skuffelsen over videoen mest af alt noget om den logik, der styrer Instagram som medie.

I 1990’erne begyndte kultursociologer at tale om ’æstetiseringen af hverdagslivet’.

Instagram har som socialt medie potenseret denne tendens, så man nu kan tale om ’pornoficering af hverdagslivet’.

ALT, hvad der postes her, har til formål at vække begæret – uanset det konkrete visuelle indhold. Deraf betegnelsen ’-porn’, som efterhånden sættes efter alle billedkategorier som i ’food-porn’.

Det er nok derfor, mine kloge og retorisk skarpe venner i meningsdannersegmentet aldrig har vovet sig fra Facebook over på Instagram. For ingen gider velturnerede bredsider mod Løkkes reformer eller rapporthenvisende betragtninger over flygtningekrisen.

Her handler det om at vise en fleksende lægmuskel, et veludført Mickey Mouse-hoved i cremet latteskum, vrikkende røv i frøperspektiv, en nyvasket truck, der kører gennem en mudderpøl, flydende karamel i slowmotion eller olieret sort hud, der glinser i solen.

Begejstringen og ønsket om at vække den er mediets dynamo, hvilket kommer til udtryk i stønagtige kommentarer og ikke mindst i hashtag’et #nofilter.

I den forstand minder Instagram om barokkens Nature Morte med opstillede tableauer af hyperæstetiserede madvarer i deres ’prime’, lige før fordærvet sætter ind. En hyldest til livet og en påmindelse om døden.

Instagram er samtidig internettets parallel til Walter Benjamins parisiske arkader i 1800-tallet, om hvilke han skrev, at de er »handelens liderlige gader, hvis eneste formål er at vække begæret«.

Men hvor Benjamins analyse af arkaderne var dialektisk (kritik blandet med blik for frigørende potentiale), er tidens Insta-kritikere kun fulde af pseudo-progressiv harme.

Således har den netop bogaktuelle kvinde bag den anonyme Instagramprofil ’Den Lyserøde Elefant’ gjort like-baseret kometkarriere på at harcellere over kvinders »uærlighed«, »selvfornedring«, »hule og ligegyldige selviscenesættelse«, »overfladiske selvbanalisering« og »like-hungrende prostitution« på Instagram.

Iført lyserød elefanthue a la Pussy Riot, så man kun kan se de velplejede spidser af det lyse løsthængende hår og de mascarafyldte øjenvipper.

’Guerilla-feminisme’, ikke selviscenesættelse, forstås!

Hun placerer sig i slipstrømmen af andre virkelighedselskende kendte medieludere, der modtager rungende like-applaus for at posere for diverse kampagner i et oprør mod Instagrams ’forløjede’ og ’kvindeforagtende’ billedunivers. Møder de kritik, undskylder de sig med satire.

Men hvorfor er virkeligheden så interessant? Så god? Så sund? Ja, ligefrem befriende? Kritikken bærer præg af en gammelmarxistisk skelnen mellem ’skin’ og ’virkelighed’, hvor førstnævnte skal ’afsløres’, før menneskeheden kan gøres fri.

I 1970’erne brugte man stoffer til at få adgang til ’andre’ virkeligheder. Man mente, de kunne vise alternative veje og utopiske scenarier.

Andre har peget på æstetisering som livshåndteringsredskab eller socialitetsform. ’Hotdog-legs’ og ’glitter-beards’ forbinder netop anonyme brugere gennem bevidst visuel imitation.

Så kære Insta-hadere: Hvis I ikke orker at bruge en halv dag på at redigere et billede af jeres hestehale (måske fordi håret er for tyndt), er det helt ok. Men fri os andre fra virkeligheden.

Ulla Holm er sociolog

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per-Olof Johanssson

Ulla Holm i Information:"ALT, hvad der postes her [på Instagram], har til formål at vække begæret – uanset det konkrete visuelle indhold. Deraf betegnelsen ’-porn’, som efterhånden sættes efter alle billedkategorier som i ’food-porn’.
Det er nok derfor, mine kloge og retorisk skarpe venner i meningsdannersegmentet aldrig har vovet sig fra Facebook over på Instagram. For ingen gider velturnerede bredsider mod Løkkes reformer eller rapporthenvisende betragtninger over flygtningekrisen.
Her handler det om at vise en fleksende lægmuskel, et veludført Mickey Mouse-hoved i cremet latteskum, vrikkende røv i frøperspektiv, en nyvasket truck, der kører gennem en mudderpøl, flydende karamel i slowmotion eller olieret sort hud, der glinser i solen." Nå det er der hun færdes. Nu har jeg da været på Instagram fra juni 15 og ikke mødt noget af det nævnte. Jeg møder kunst, digte, byer og skyer, solens op- og nedgang jorden rundt,blomster og mad, feriebilleder, loppefund. Det er blandt de 390, jeg følger. Heller ikke blandt det Instagram på det grundlag finder frem til mig, kan jeg få øje på Ulla Holms Insstagram. Jeg bestrider ikke, at det findes, men hendes beskrivelse skal lyde som om det ER Instagram, og sådan er det ikke. Det burde vel en sociolog forstå?
"Det er nok derfor, mine kloge og retorisk skarpe venner i meningsdannersegmentet aldrig har vovet sig fra Facebook over på Instagram." Tja, hvis de ikke har bevæget sig derover, er det måske fordi de har haft tillid til en som Ulla Holm. Det bør nu ikke afskrække nogen.