Folk bliver vildt glade, når de får hjemmedyrket pot i fødselsdagsgave

Om foråret får jeg som regel et par hvide plastikkrus med sort muld og lysegrønne spirer af en ven, som har grønne fingre. 

De små spirer vokser i min vindueskarm hele sommeren, og jeg nusser om dem med sol og vand, planter dem ud og udveksler billeder med min kammerat for at se, hvordan hans planter klarer sig.

Når tiden er moden, klipper jeg topskudene af, tørrer dem på nogle bøjler i soveværelset og voilà: hjemmedyrket pot.

Det er mildt og rent. Det smager godt. Og det har ikke bidraget med én krone til den sorte økonomi.

Kald mig bare politisk forbruger. Alle ved jo, at man ikke kan købe et gram gade-THC, uden at Jønke og lædervestene har taget et cut. Og jeg vil slet ikke have deres brune klumper.

En ofte overset pointe i legaliseringsdebatten er, at der helt sikkert sidder en masse hashskæve teenagere i kælderværelser rundt omkring i provinsen, som hellere ville ryge en stille og rolig omgang pot, hvis de kunne – men de kan kun få fingre i hash.

(For de ikke-indviede: Hash er de sortbrune plader af sammenpressede cannabisskud og harpiks. Pot er de tørrede topskud af cannabisplanten, som ligner krydderurter. Hash er klart det stærkeste).

Et mildt alternativ

Sådan var det også, da jeg var 16 år i Aarhus. Vi luskede frem og tilbage mellem byens hashklubber og købte små fede klumper af 80’er-marok fra en skummel indvandrertype, som råbte »Er I fra politiet?«, når vi ringede på videodørtelefonen, mens hans visne rygervenner spillede Playstation i en lædersofa et sted i den tilrøgede lejlighed.

Der hang aldrig andet end gulligt savsmuldstapet på væggene, og persiennerne var altid rullet ned. Næste gang, man kom forbi, kunne døren være brækket op, fordi politiet havde ryddet bulen.

Ulovlige stoffer bliver stærkere og stærkere, for hvem gider risikere fængsel for et bagrum fuld af tørrede blade, når man kan tjene ti gange så meget på at flytte et par hashplader? Men det gør en stor forskel for rygerne.

Hash brænder hjernen af på en helt anden facon end pot. Jeg kan huske, at vi havde en regel om aldrig at tage vores telefoner, når vi røg – vi var alt for langt væk fra den virkelige verden. Man kunne også mærke effekten flere dage efter, og jeg blev (endnu) dårligere til matematik.

Sådan er det ikke med pot. Havde vi haft muligheden, havde vi uden tvivl røget grønt i stedet for brunt. En legalisering af canabis ville give alle et mildt alternativ, og man ville kunne gå i en stor bue uden om de paranoide hashpushere.

I dag kunne jeg aldrig finde på at ryge det brune. Kun det grønne, kun til fester og helst mit eget.

Vildt god gave

I år har jeg været ude af landet hele foråret, så jeg har ingen høst. Min planteven har givet mig et par rækkehushavegroede smagsprøver, men jeg har også været i Grønlænderhuset på Pusher Street efter en lille pose.

Det er slet ikke hyggeligt. Jeg har aldrig forstået, at nogen gider ryge joints, mens maskerede dynejakketyper med kamphunde og knive vandrer omkring, som om det var Pusher 2. Hvor paranoidt kan det blive?

Nu er Pusher Street væk, og hvis man som mig bor lige op ad Folkets Park på Nørrebro, kan man godt fornemme vindretningen: Hashhandlen flyver ud til os, med alt hvad det indebærer.

Min løsning er hjemmegroet. Okay, jeg ved godt, at det ikke er helt lovligt, men hvor slemt er det lige, det er?

De fleste i København opfatter efterhånden pot som en lovovertrædelse på linje med at gå over for rødt, og i takt med at verden omkring os ændrer holdning, følger flere og flere trop.

Lørdag ændrede Radikale sin politik, i april gjorde SF det sammen. Nu venter vi bare på resten.

Jeg ser en stor fremtid for hjemmedyrkning. I disse økologiske urban gardening-tider kunne hjemmedyrket pot blive en slags kosmopolitisk adelsmærke. Rusmidlernes surdej. Jeg har flere gange givet hjemmegroet pot i fødselsdagsgave – folk bliver vildt glade.

Christian Bennike er journalist

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning