Klumme

Hvad nu, hvis det hele ryger på gulvet. Hvad nu, hvis man selv ryger på gulvet

Jeg har altid tænkt, at det var i utrygheden, at muligheden for revolte lå. Men jeg er begyndt at tvivle. I stedet spekulerer jeg på, at verden måske er så utryg, at vi kun tør satse på og stræbe efter det sikre – problemet er, at det er det, der gør os bange
5. september 2016

Jeg er bange. Hver dag er jeg bange. Mit jeg er fuld af frygt, der lige så stille har sneget sig ind på mig, og som jeg nogle dage kan mestre at holde nede. Især hvis solen smider et tåget vaselinelys over mit nabolag. Eller hvis mine børn og min kæreste giver mig rigtig mange kys.

Men for det meste stikker frygten næsen frem. Insisterende og påtrængende. Hvisker lavmælt og flakker som skygger i stuen. Som insisterende ukrudt jeg ikke kan få væk.

Dem, jeg kender, er også bange. Selv om det ikke er altid, de siger det højt, og selv om frygten kan have forskellige ansigter.

For vi er en del af Generation Frygt. Her brænder verden, og alt er i opbrud, samtidig med at vi klynger os til konformiteten. Her forringes SU’en. Der kastes med reformer af dagpenge og kontanthjælp. Alle sikkerhedsnet opløses. Vi skal hurtigere igennem uddannelsessystemet. Arbejdsmarkedet er i opløsning. Vi skal arbejde mere. Vi skal føde flere børn. Der skæres i børnepengene.

Læs også: Regeringen vil have studerende til både at arbejde og studere mere

Den politiske opposition føles ikkeeksisterende. Krig. Terror. Kampfly for milliarder. Den største flygtningekatastrofe siden Anden Verdenskrig. Polerne smelter. Racismen blomstrer. 2025-planer. Flere megarige. Flere megafattige. Er der overhovedet noget tilbage til vores børn?

Men vi skal være taknemmelige for de muligheder, vi har fået, får vi at vide. Er vi ikke det, er vi ynkere og klynkere. Og hvis der er noget, man ikke må, så er det fandeme at klynke. På med ja-hat og brede smil. Vi er jo dem, der fik verden serveret på et sølvfad i 00’ernes frie valg uden fald, men som ikke formåede at bruge det. Sølvfadet altså.

Og selvfølgelig gjorde vi ikke det. Vi kunne ikke. For sølvfadet var væk, da vi blev voksne, og blev i stedet erstattet af frygten for at ryge ud over kanten. Da vi blev færdige med uddannelserne, var verden en anden, og vi stod midt i en kriseramt, reformramt, uhyggelig, usolidarisk, neoliberal, shitty virkelighed.

Egentlig har jeg altid tænkt, at det var i utrygheden, at muligheden for revolte lå. At det var, når vi mennesker ikke gad finde os i mere, at vi kom på barrikaderne. Men jeg er begyndt at tvivle. Og i stedet spekulerer jeg på, at verden måske er så utryg, at vi kun tør satse på og stræbe efter det sikre. Det trygge.

Men det bliver en catch 22, for det, der er med til at gøre os bange, er samtidig det, vi holder krampagtigt fast i som udvejen. Vi lader os villigt lulle ind i det evige performanceræs. Vi har blikket så fast rettet mod det, vi kender, det overskudsagtige, fordi verden falder sammen om ørerne på os. Vi dyrker selviscenesættelsen, det fede job, kernefamilien og pensionsopsparingen, fordi vi ikke aner, hvad fanden vi ellers skal stille op.

Når det hele sejler og verden brænder, kan vi i det mindste præstere. Men jeg tror, det er frygten, der styrer os. Frygten for fremtiden, frygten for at miste noget, frygten for slet ikke at få noget, frygten for, at det bliver værre. Vi er drevet af frygt.

Læs også: SU'en er ikke hellig

Og vi hader det alle sammen, men ingen tør sige noget, for hvad nu hvis det hele ryger på gulvet. Hvad nu, hvis man selv ryger på gulvet. Så er det måske bedre bare at spille spillet. Ikke være svag. Og så har frygten vel vundet.

I mellemtiden synes solidariteten at smuldre. Ja, nærmest blive et antikveret begreb. Det samme med håbet, som nok i virkeligheden er forudsætning for forandring. Håb og utopi, drømmen om noget andet og bedre har jo netop været styrende for sociale bevægelser. Ligesom håbet holder fast i det kollektive og i solidariteten. Men håbet har svære kår i Generation Frygt, fordi frygtens paradigme har fået skovlen så behændigt under os.

Jeg tror, jeg vil begynde at øve mig i at være mindre bange og mere svag. Insistere på endnu flere kys. For måske er det ved at nægte at være bange, bare lidt – i hvert fald øve sig – at vi kan slippe angsten og se hinanden i øjnene igen.

Katrine Arnfred er cand.mag. og skribent. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Plet-Hansen
  • Erik Jensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Poul Anker Sørensen
Kristian Plet-Hansen, Erik Jensen , Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Poul Anker Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Anker Sørensen

Kære Katrine Arnfred, du rammer lige ind i centrum af sagen.
Vi skal skrotte frygten, og se hinanden i øjnene, og give flere kys og knus.