»Hipsteren er kapitalist,« påstår Matt Hancock, britisk minister for digitale medier og kultur.
Hans ord faldt i en buzzwordspækket tale holdt i anledning af sidste uges sammenkomst i brancheorganisationen Creative Industries Federation.
Mange af de tilstedeværende ’kulturdirektører’ labbede åbenlyst ministerens tale i sig – ikke mindst hans lovprisning af hipsterens individualistiske initiativrigdom på mikroniveau.
På en storskærm så man også selveste James Bond, der – post-Brexit – leverede et ’globalt taletidskort’ fra sin Aston Martin. Kortet skulle symbolisere Storbritanniens største tilbageværende aktiv: vores ’kulturelle kapital’.
Kulturel kapital er for længst blevet vores foretrukne soft power-våben – det perfekte tilbehør til vores ’stolte robuste’ arv fra tidligere tiders imperiebygning – og har længe tjent til at retfærdiggøre vores længsel efter kolonialisme i nye former.
Hancock anerkendte dette ved at ophøje hipsteren til at stå for denne enhed af det gamle og det nye: En perfekt skægtrimmet vision for borgerlig politik i det 21. århundrede.
Kapitalist på mikrobryg
Hipsteren er altså kapitalist. Men er vi ikke alle kapitalister i dag?
Hipsteren ser dog først og fremmest sig selv som etisk, bæredygtig og hypermobil. Smukt restaurerede fixie-cykler med 1970’er-stålrammer er hans foretrukne transportmiddel.
Med omhyggeligt plejede skæg og retrofrisurer flokkes hipsterne i deres foretrukne reservater: mikrobrygølbarer, pop up-butikker, tatoveringssaloner og restauranter, der sælger grød. En hipster har styr på alt til mindste detalje. Alt er stiliseret og æstetiseret.
Et besøg i en nyåbnet ’traditionel barberbutik’ gav mig et godt indblik i hipsterens verden. Den nogenogtrediveårige ejer tilbød alle sine ’håndskårne’ frisurer som’unikke oplevelser’.
Læs også: Den tomme æstetik overtager verden
Gammeldags barberredskaber og klinger var hængt op på væggen på skjulte magnetiske puder under industrielle spotlys fra et gammelt skibsværft.
Falske ’jagthytte’-paneler var illumineret af trådløs stemningsbelysning, og kunderne sad på tro replikaer af barberstole fra 1920’erne, mens skjulte 'state of the art'-højttalere spillede tech-house fra noget, der lignede en vintage iPhone-dock.
Jeg spurgte hipsterindehaveren og hans fuldskægplejesøgende kunde (en tatovør fra længere nede ad gaden), hvor de stod politisk.
»Vi er socialister,« svarede de og tilføjede straks, som for at forklare, at de jo ikke gik efter »at opbygge et forretningsimperium« – det skulle bare løbe rundt. De havde begge opgivet trygge job hos henholdsvis statslige og lokale myndigheder.
Reinkarneret frontiermand?
Hos mig affødte dette en særlig undren: Er hipsteren i dag en art reinkarneret frontiermand eller -kvinde? Deres klædestil kunne i al fald minde om den fra nybyggertiden i sidste halvdel af 1800-tallet.
Disse mennesker ønskede også blot at tjene til dagen og vejen, hvis blot de kunne leve uafhængigt ved at skabe og fremstille ting selv. På samme måde som den tids pionerer ser hipsterne sig selv som en slags opdagelsesrejsende og kunstnere.
Modsat fortidens kolonialister er hipsteren postmoderne, postindustriel og postfordistisk. Derfor er det ikke så sært, at Hancock gerne dyrker hipsteren som den fetich, der både er ideel aktør i hans post-Brexit-fantasi om de kreative industrier som Storbritanniens redning – og forbilledet for alle mikroiværksættere.
En artikel i Evening Standard udtrykte på hipsternes vegne undren over ministerens bemærkninger: For skulle det særlige ved hipstere ikke netop være deres »brud med mainstream-økonomien, deres uafhængighed, enegang og etiske ideer og arbejdsmetoder«?
Jo, men er det ikke en akkurat beskrivelse af den småskala-innovation, som Hancock ønsker skal udgøre kernen i Storbritanniens eftertragtede revolution i de kreative industrier – som en kodet variant af kulturimperialisme?
Neoliberale kernetropper
Denne vision for kunsten som kulturelt civiliserende, som økonomisk drivkraft og forstærker af social samhørighed er dybt problematisk. Hancock synes overbevist om, at det vil være til fordel for alle, når hipstere forvandler nedslidte kvarterer til nye kulturoaser:
»Læren er klar: Gør et område interessant, og interessante mennesker vil føle sig tiltrukket af at arbejde der.«
For Hancock »går kulturel genfødsel, netværksforbundethed og økonomisk genopblomstring hånd i hånd«. Selvsagt må hipsteren personificere disse neoliberale idealer.
Men selv om ministeren bedyrede, at han for alt i verden ville undgå, at staten går ind og anlægger en topstyret og dikterende tilgang, er det faktisk præcis, hvad der sker – med støtte fra kapitalistiske brancheorganisationer som det orwellsk klingende Creative Industries Federation.
For establishement er hipsteren blevet legemliggørelsen af en autonom, kapitalistisk ekspansion i miniskala. Men ikke kun hipsteren er castet til at spille denne rolle. Også kunstnere hører til den neoliberale stats kernetropper.
First movers
Kunstnere er first movers: De tager det første skridt ind i den afviklede velfærdsstats postindustrielle ødemarker og tilhørende boligkvarterer og sår her deres frø af kulturel kapital. Derefter rykker hipsternere ind og trækker snart et klientel af nye middelklassebeboere med sig.
Både kunstnerne og nogle hipstere vil så rykke videre og udforske nye steder for potentielle steder for kapital-’investering’, og gentrificeringens cyklus kan starte forfra.
Hancock har indset det, og investorerne har indset det. De kreative industrier har indset det. De tror på mirakler, fordi de selv skaber dem. Hipstere er blot den seneste stilisering og passer perfekt med genopdagelsen af stedet som økonomisk ressource.
Og som det hedder i gentrifriceringsordsproget ’cupcakes er muffins, der tror på mirakler’, kunne det for Hancock se ud til, at hipstere er mennesker, der tror på mirakler.
© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
