Kommentar

Historiens forsnævringer

Et par ord til de rene danske hjerter
30. september 2016

Anders Fogh Rasmussen ville i et interview om sin nye bog til det amerikanske foredragsmarked ikke røbe, hvem han foretrækker som USA’s næste præsident:

»Debatten om amerikansk lederskab skal ikke domineres af, om jeg anbefaler den ene eller den anden. For mig er det ikke afgørende, om det er en republikaner eller en demokrat, der sidder i Det Hvide Hus.«

Såfremt den tidligere generalsekretær havde haft flere tilbagevirkende kræfter, ville han dog klart have foretrukket republikanerne John McCain, Sarah Palin, Mitt Romney og Paul Ryan frem for demokraterne Barack Obama og Joe Biden.

Demokraten Obama har ifølge den forhenværende Rasmussen anlagt en katastrofalt naiv og politisk korrekt kurs i Syrien.

I modsætning til forgængeren, Foghs særlige ven George W.’s og Foghs egen anderledes kontante håndtering af Irak, hvor den tilbageskuende Fogh kommenterer tragediens oprindelige afvendelighed med den kreative konstatering: at alle jo var overbevist om, at Saddam havde masseødelæggelsesvåben.

Ganske vist mente FN’s våbeninspektører noget andet, det tilkendegav ambassadør Blix i umisforståelige vendinger.

Og ganske vist foreligger glasklart vidnesbyrd om USA’s og Englands regeringers vildledning af offentligheden.

Og ganske vist konkluderede den britiske parlamentsundersøgelse, at der hviler et tungt og uafviseligt ansvar for den ringe forberedte og ulovlige krig og dens frygtelige følger på daværende premierminister Blair, hvis kurs i Irak Fogh fulgte parallelt.

I den forbindelse udtrykker Rasmussen tilfredshed med, at Irakkommissionen her til lands blev nedlagt af V-regeringen; alt var jo klarlagt, som regeringen sagde, hvilket ikke helt er i overensstemmelse med den sag, regeringen og Fogh altså ikke ønsker yderligere opklaret.

Kommissionen ville også blive alt for dyr, anfører Fogh. I Jyllands-Posten tilføjer han, at det jo også ville tage år, før en sådan Irakkommission ville kunne afslutte arbejdet.

»I 2020 ville man så kunne læse om, hvad vi foretog os i 2003. Altså, det giver ingen mening efter min mening«.

Der ikke er noget at komme efter.

Meningsfuld historie er i denne optik, hvad en tidligere topansvarlig ikke finder mening i at undersøge, navnlig når det meningsfulde rækker for langt tilbage i tiden, hvorfra en udredning ellers ville give god mening.

Heri ligger nøglen til forståelse af endnu en mening, Fogh Rasmussen så rundhåndet har leveret, nemlig om besættelsestidshistorien og den danske overlevelses- og forhandlingspolitik over for tyskerne.

Disse forhold ligger unægtelig længere tilbage end 15 år, hvor Fogh Rasmussens karske mening er den enkle, at besættelsens historie kun har mening, hvis folk dengang havde gjort, som statsminister Rasmussen 60 år senere mente, de skulle.

Uden i øvrigt at tage overdrevent hensyn til datidens betingelser og historikere af en anden mening end de tilbageskuende stålsatte født i betryggende afstand af Hitler.

Dansk i hjertet

En bastant postfaktuel opfattelse af fortidens forudsætninger er under udvikling i fædrelandet. Dansk Folkepartis Martin Henriksen har også en mening, som han et døgns tid delte med kulturministeren, før denne fik en anden mening, da den første mening jo var meningsløs.

Dansk er man ikke, mente Henriksen – og den midlertidige Haarder – blot fordi man er født i Danmark, taler dansk, har dansk uddannelse, danske venner, dansk arbejde, er gift dansk og har danske børn, der går i dansk skole, taler dansk, har danske venner, etc. Dansk er man ifølge Henriksen først, når man er »dansk i hjertet«.

Hvordan afslørede Henriksen ikke i sit anfald af stramtandede forestillinger om skikke, højtider og værdier, som Henriksen gået på klingen mestendels lod forstå, er det ofte fremhævede juletræ, frikadellerne, stegt flæsk, ligestilling mellem to af kønnene, skingrende begejstring, når Danmark scorer i fodbold, badning uden tøj og tørklæde og rigelig indtagelse af øl, når man er ung.

Disse kriterier for danskhed i hjertet udelukker ikke så få, også i skribentens danske familie og omgangskreds inklusive skribenten selv.

Som idrætsignorant og boldblind føler man sig af og til som fremmed blandt galninge uden hjerte og jubel for støjende fodbold, ligervis hvad angår pyntede grantræer indendørs samt en række andre umistelige forudsætninger for den Henriksen’ske danskhed.

Når Martin Henriksen krænger sit vennesæle ydre ud og viser sit sparsomme men uimodståelige udvalg af muntre miner, transformeres hjertets følelser fra oprigtig bekymring over arternes udvikling til den pure fædrelandskærlighed. Tænke sig, at ét land og så så lille kan rumme så megen visdom og charme i én organisme og så så længe.

Historien om den nationale mentalitet møder hos Fogh Rasmussen og DF-ordføreren udfordringer. Havde man for et halvt århundrede siden forlangt, at drenge og piger gik sammen i bad uden nævneværdige tekstiler på kroppen, levede op til det gennemsnitlige nationale alkoholforbrug og drak sig i hegnet i Prag, samt opmuntret styg tale om flygtninge og fremmede, var kirke- og skolefolk og et kor af dydens vogtere til højre og venstre brudt ud i klagesange og havde krævet dem, der drev ungdommen i fordærv, fradømt embede og ære.

Hvis en aflagt politiker ydermere havde forsikret, at han ikke offentligt ville pege på den ene amerikanske præsidentkandidat frem for den anden, var mere end den halve nation faldet død om af grin.

Hvis en dansk justitsminister Pind dengang og i øvrigt i et civiliseret samfund, som altså ikke er det danske, på forhånd, inden retten var trådt sammen, havde blandet sig i en kriminalsag og erklæret sagen klar og de tiltalte skyldige i terror, ville vedkommende justitsminister Pind være forhenværende, før dagen var omme.

Men det er en anden historie om truede danske værdier, når truslen er alvor.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tino Rozzo
  • Hans Larsen
  • Malan Helge
  • Jan Weis
  • Grethe Preisler
Tino Rozzo, Hans Larsen, Malan Helge, Jan Weis og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Georg Metz har nok ikke læst den særdeles (overraskende? ) sobre artikel, som Martin Henriksen har fået bragt i de store dagblade for nylig.

Der skal ikke være tvivl om, at DF igennem tiden har været ganske svinske i deres hetz og argumentation.

Baggrunden for Nyrups "stueren"s citat helt tilbage fra 1999 er forhåbentlig velkendt og i særdeleshed fortjent.

http://www.bt.dk/politik/mattias-tesfaye-er-der-nogen-der-kan-huske-bagg...

DF har da stadigvæk lansbytosser, udover de sidste gamle koryfæer som får mindre og mindre indflydelse. Senest i form af den retarderede blondines tale ved DF s nylige landsmøde.

Men nok så vigtigt blev hun irettesat af DF ledelsen og hun måtte efterfølgende præcisere, at det (naturligvis) ikke var alle muslimer hun mente med sin svada, men nok snarere Islamister. Tosset var det ihvertfald, og måske hun passer bedre ind andre steder.

Meget kan man altså sige men DF, men de arbejder tilsyneladende på at blive helt stuerene og i forhold til årerne tilbage under Pia Kjærsgaard ledelse, er der helt klart sket en stor forbedring.

DFs gamle korstogskrigere fra Mogens Glistrups tid med deres hadske tale hører vi heller ikke mere til, med undtagelse af Søren Espersen rablerier, og som mange af DFere vælgere nok helst, af samme grund, ville sende på pension. Det maniske forsvar af Israels brutale ulovligheder er ikke populært hos alle DF vælgere.

Forbedringen bør værdsættes, men det skaber naturligt nok et vakuum og det er vel også derfor, at de såkaldte "nye" borgelige (tarvelige) med deres ekstremistiske og udlændinge fjendske ultimative 3 punkts politik har fået så stor succes, at de ser ud til komme i Folketinget.

Hos DF er barren trods alt blev sat noget højere, og måske går de også efter rekorden; Et samarbejde med Socialdemokratiet, og i såfald et der ikke plads til udskejelser.

Herunder er link til Martin Henriksen artikel som i sin argumentation er temmelig sober Man kan politisk være enig eller uenig i definitionen af danskhed, men det bør imødegåes med tilsvarende argumenter - ikke hån og latterliggørelse, som var fuldt fortjent, da Pia Kjærsgaard stod ved rorpinden.

I 20 år har vi haft DF, men DF er ikke mere som det var, og vi andre har måske også indset, at ikke alt fremmed sydfra blot var et eksotisk krydderi.

Det er tid til at komme op af skyttegravene og finde løsninger, også selvom de vil være virkeligt svære for ægte idealister

Der er bare ikke noget alternativ, hvis man overordnet set selv ønsker at være med til at udvikle Danmark.

Alternativet er nemlig, at man igen ikke kommer i nærheden af magten og så er de gode hensigter intet værd.

Som det kan konstateres af de fleste af os, tog det ikke mange år at afvikle vores velfærdssamfund og trygge sikkerhedsnet.

Det var altså prisen vi måtte betale for ikke at ville tage de svære beslutninger omkring indvandringen!

Hvis man mener, at der stadig noget at redde af velfærdsstaten, må man altså gå på kompromis med sin ideologi - sådan fungere demokratiet desværre.

Den hårde retorik og kritik må istedet rettes mod den afdankede side 9 blondie, som ser ud til at overtage de fleste af tosse og nazist segmentet, som DF i virkeligheden på imponerende vis har holdt nede.

Så får man samlet de 5% af de værste elementer hos den afdankede blondie og så vil vi måske kunne samarbejde om få nogle politisk bredt funderet løsninger på den forståeligt stigende bekymring, bla omkring de muslimske parallelsamfund og antallet af indvandrere, der er svært integrerbare.

Men det er nødvendigt at gøre ondt, før det kan blive bedre, Ingen kan redde alle, så enkelt er det i virkeligheden.

http://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE9038370/alt-og-alle-kan-ikke-va...

Det er fint at DF gør et forsøg på at blive stuerene, man skal også belønne indsatsen. Men det er nu engang sådan med svin, at de bliver ved med at være svin, uanset hvor tykt et lag sprøjtemaling man giver dem.
DF er et parti af racister, nationalister og retarderede røvhuller - nu i slips, hvor er det flot.
Men de udgør fortsat nationens intellektuelle bærme - tænk at også anstændige mennesker lader sig forføre af angsten og hadet.
Hvad bliver ikke det næste ?

Tak til Metz for den skarpe pen - tilsyneladende stadig i fin form, hvor herligt!

Det er muligt, at DF-ledelsen (på skrømt) tager afstand fra "den retarderede blondine"s klamme udgydelser, men det er ikke desto mindre en kendsgerning, at de KLAPPEDE varmt og længe, da hun spyttede dem ud.