Det hjælper ikke at erstatte én ørkenreligion med en anden

Ifølge Iben Thranholm er jeg og Ateistisk Selskab ikke kun galt afmarcheret i åndelig forstand. Jeg er også naiv.

Det er man nemlig, når man ikke vil anerkende den religiøse dimension i terroren. Når man ikke vil indse, at »i kampen mod Islamisk Stat er der ingen vej uden om religionen« (den 27. august).

Lad mig slå én ting helt fast: Ateistisk Selskab underkender ikke, at religion spiller en rolle i terror. Den anklage er ganske enkelt en stråmand.

Det ville være en svært underlig position for os at indtage, når vores forening handler om at sætte fokus på religions negative effekt på vores og andre samfund.

Ateister verden over argumenterer for, hvordan de islamiske tekster lægger betydelige strofer til ideologien og tankegodset bag Islamisk Stat og organisationens tilhængere.

Terror har også andre årsager – den globale ressourcefordeling og de forskellige geopolitiske dagsordener påvirker åbenlyst Mellemøstens nationer, således at aggressive fraktioner får gode vækstbetingelser.

Men naturligvis er de gamle tekster – og deres nuværende fortolkere en faktor i den ligning.

Alt andet er bedre

Det ateistiske bud på en løsning på problemet med den religiøse faktor er at modsige religiøse fortolkere og deres politiske allierede. Det er at få budskaber ud til menighederne om de gamle teksters validitet – eller mangel på samme – og dermed forkyndernes autoritet. En strategi, vi også benytter mod andre religiøse magtinstitutioner.

Nogle har en anden strategi – som handler om at tilbyde en anden religion. Iben Thranholm ser f.eks. sin tro som det perfekte bolværk imod islamisme – for den er jo meget bedre.

Hun skal naturligvis ikke stå personligt til ansvar for århundreders religiøs undertrykkelse af menneskerettigheder, kvinder, videnskab og frihed igennem Europas historie.

For det er en absurd tankegang at stille almindelige troende til ansvar for de overgreb, som bliver foretaget i deres religions navn.

Det er dog lige så absurd at forestille sig, at man kan bekæmpe radikalisering inden for en religion ved at styrke og fremme en anden. Hvis du ønsker færre Brøndbyfans i verden, vil det næppe hjælpe at tage til vestegnen og svinge med FCK-flag.

Hvis vi ønsker at udbrede kendskabet til et alternativ til radikal islam – hvorfor så ikke prøve en mere åben tilgang, hvor alternativet til radikal islam bliver: ’Alt andet!’

Der er ingen grund til at begrænse mulighederne.

Ateister forstår skam godt dette terrorens åndelige element. Den handler i høj grad om konflikt mellem værdier, mentalitet og verdensbilleder.

Men nogle er så indsyltede i deres eget verdensbillede, at de ikke ser, hvem konfliktlinjerne rent faktisk går imellem. De går ikke mellem kristendommen og islam, men mellem dem, der ønsker konflikt – og dem, der ønsker sameksistens.

De konfliktsøgende har travlt med at påberåbe sig en overlegen religion, kultur, historie, politisk overbevisning eller sågar race. De andre er alle os, der synes, at alle skal have lov til at gøre, hvad de vil, så længe det ikke skader andre.

Vores moralske kompas har følgende grundindstilling: mest mulig lykke for flest mulige. Derfor justerer vi løbende vores moralsk kompas, således at individuelt og kollektivt liv optimeres.

Det betyder, at vores moralske ideal ligger et sted ude i fremtiden – ikke i fortidens skrifter og formodninger.

Vi går efter forkynderen

Naturligvis findes der også aggressive ateister, som ønsker at gribe til våben, men i mine øjne er ateismen et fredsprojekt. Et projekt mod aggressive magthavere.

Jo mindre magt en religiøs doktrin, kulturel vanetænkning og ’os og dem’-retorik har over det enkelte menneske, desto mindre støtte er der til aggressive repræsentanter fra religionerne. Blandt andet derfor trodser Ateistisk Selskab religiøse magthavere.

Ateistisk Selskab ønsker ikke at modarbejde religiøse menneskers frie udfoldelse. Vi søger at neutralisere den magt, som religiøse institutioner har. Vi går efter præsten, imamen og rabbineren – ikke menigheden – ved at pege på de gejstliges privilegier og ved at kritisere doktriner, prædiker og praksis.

Således ønsker vi at give mere magt til menighederne – mere magt til den enkelte person, som skal føle kontrol, sikkerhed og egen vilje i sin religiøse søgen.

Denne kamp er åndelig – og politisk. Ateismen er begge dele. Det er et bud på en rationel åndelighed, hvor fokus ligger på en nøgtern og spørgende tilgang til at forstå vores inderste væsen og vores sociale dynamikker.

Det man vel samlet kan kalde vores kultur. Det er en dynamisk størrelse, der skabes i et samspil mellem vores mentale evolution og voksende forståelse for hinandens tankegods, morale perspektiver og handlinger.

Derfor er ateismen et våben imod radikal islam – eller for den sags skyld radikal religion i almindelighed. Langt stærkere end kristendommen.

Løsningen er ikke at erstatte den ene ørkenreligion med den anden. Løsningen er at give det enkelte menneske mere indsigt i verdens indretning og historie – samt mere magt og selvbestemmelse over sit religiøse ståsted. Og det er, hvad kulturel og politisk ateisme handler om.

Anders Stjernholm er formand for Ateistisk Selskab