Kommentar

Hold op med at svine min tykke krop til

Ja, jeg er tykkere end du. Og nej, det giver dig ikke ret til at kommentere min krop. Og til dig, der bare lytter passivt, mens min krop bliver svinet til i det offentlige rum: Hvad med om du greb ind?
Generelt kommer body shaming til udtryk på mange forskellige måder. Man er sjældent forberedt, fordi man slet ikke forventer, at nogen tænker sådan om andre – og da slet ikke, at de siger det højt. Modelfoto: Viktor Klyushkin

Generelt kommer body shaming til udtryk på mange forskellige måder. Man er sjældent forberedt, fordi man slet ikke forventer, at nogen tænker sådan om andre – og da slet ikke, at de siger det højt. Modelfoto: Viktor Klyushkin

Debat
10. september 2016

Hver evig eneste uge er der voksne, for mig fremmede mennesker, der i det offentlige rum har kommenteret min kropstørrelse.

Inden for den sidste uge er det sket to gange, i dagslys. En gang på rulletrappen på Christianshavns metrostation og den anden foran et universitet i Montreal.

Sidstnævnte gang var det en mand på gaden, der pludselig vendte sig mod mig og sagde: »Undskyld, jeg kan ikke lide fede kvinder.«

Jeg blev paf.

På Christianshavn var det en kvinde, der fortalte mig, at jeg ligner hendes veninde rigtigt meget, men at jeg er meget tykkere end veninden.

Begge gange – ja, faktisk altid – har jeg lyttet og accepteret deres lange svadaer om min tykke krop, hvorefter jeg hurtigst muligt er flygtet uden at lave for stort optræk … for så får ’den tykke krop’ bare endnu mere opmærksomhed.

Jeg har undskyldt det med et ’hvor svært de må ha’ det’.

Spørgsmål som ’er du gravid?’ er ret almindelige, men generelt kommer body shaming til udtryk på mange forskellige måder. Man er sjældent forberedt, fordi man slet ikke forventer, at nogen tænker sådan om andre – og da slet ikke, at de siger det højt. Det, der sårer allermest, er næsten, hvor mange mennesker der har overværet situationerne uden at træde til. Så føler man sig alene.

Hold op med at heppe

Jeg er begyndt at dele folks kommentarer med nogle af mine veninder. De er dybt chokerede over, at det overhovedet finder sted, og har bedt mig holde op med at undskylde den slags med, at andre må have det skidt. Og jeg har efter lang tid lært, at jeg ikke fortjener, at det her sker. Jeg har nået bullshit-grænsen og har ikke længere tænkt mig at tie.

Jeg kan sjældent få lov til at løbe en tur, uden at nogen hujer og hepper på mig. Første gang var det sjovt. Derefter blev det bare mere og mere ydmygende, fordi der er et underliggende: ’det må være så hårdt for dig, jeg bliver nødt til at give dig et energiboost med på vejen!’ som om de heppede Tour de France-ryttere op ad Alpe d’Huez.

Så kære dig, der føler du skal heppe på mig:

Jeg kan uden de store udfordringer løbe 14 km uden at holde pause, jeg har ikke brug for, at du gør alle opmærksom på, at ’hende den tykke’ har taget løbetøjet på. Faktisk giver det mig lyst til at vende om, løbe hjem og gemme mig under dynen. Jeg vil allerhelst bare have lov til at løbe i fred, fordi jeg elsker at løbe.

Ny fortælling om mig

Jeg arbejder stadig hårdt på at fortælle mig selv en anden historie om, hvem jeg er. Men det tager lang tid at bryde 25 års fortællinger fra skole, medier, samfund, familie og venner om, hvordan jeg ser ud.

Det er en kamp uden lige, at komme ud over mobning fra barndommen, men at voksne mennesker stadig ikke har lært at respektere andre, er et overordentligt slag mod troen på menneskeheden. Det gør ondt. Sådan rigtigt, rigtigt ondt.

Jeg går så ofte hjem med følelsen af, at jeg aldrig kommer til at passe ind, at jeg aldrig bliver smuk nok til at få en kæreste, at jeg aldrig kommer til at passe alt det flotte tøj osv.

Jeg har efterhånden lært, at det ikke er rigtigt, men det er en kamp at fortælle sig selv noget andet, når man så ofte i det offentlige rum bliver fortalt denne historie, både implicit og eksplicit.

Det er til hver en tid arbejdet værd at lære sig selv nye fortællinger om sig selv. I den proces har jeg de seneste to år tabt 30 kg. Jeg har stadig fyldige former, som jeg hver eneste dag kæmper for at lære at elske.

I forrige uge gik jeg ind i en second-hand butik, fordi jeg manglede et par bukser. At købe bukser har altid været en frygtindgydende proces for mig, men jeg fik opbygget en ordentligt portion mod og styrke til de mange skuffelser, jeg forventede at få.

Til min store overraskelse kunne jeg knappe et par helt almindelige Levis-bukser uden problemer. For første gang i mange år. Jeg var alene – det er jeg altid, når jeg shopper, for processen er i sig selv ydmygende nok. Men da det lykkedes mig at knappe bukserne, havde jeg lyst til at danse ud af prøverummet og råbe til hele verden, at jeg kunne passe dem.

Et par øjeblikke senere blev jeg ualmindeligt flov over mig selv, fordi jeg stadig er så fanget i præmissen om, at jo flere størrelser jeg går ned, des mere ’passer jeg ind’.

Jeg er røvhamrende træt af, at jeg har brug for en daglig dosis af hashtaggene #effyourbeautystandard eller #bodypositivity for at føle mig repræsenteret på de sociale medier, og af at nogen fortæller mig, at jeg også er smuk. Men jeg sætter pris på, at denne bevægelse er blevet så udbredt, for den hjælper mig til at opbygge den selvtillid, jeg har brug for.

Det vigtige er imidlertid, at det her ikke kun handler om, at jeg skal opbygge en selvtillid, der gør, at disse ting ikke går mig på. Det handler i den grad også om, at vi skal opføre os fucking ordentligt over for hinanden. Uanset om det handler om body shaming, racisme, sexisme eller homofobi.

Og når vi oplever den slags i det offentlige rum, så har vi alle et ansvar til at sige fra. Både jeg som ’offer’ og dem, som overværer disse fænomener udfolde sig.

Mona Bjerre Ebdrup er kaospilotstuderende, selvstændig proceskonsulent og coach

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det skete også en del gange for mig, da jeg levede som kvinde. Men det er - sjovt nok - aldrig sket en eneste gang, siden jeg for 17 år siden begyndte at leve som mand.

Hvad med at du selv siger fra? Hvorfor skal jeg have dårlig samvittighed over at andre behandler dig af lort? Sig det dog til dem. Råb af dem. Vis dem den fucking vrede der skal til. Det andet er noget klynk og hyleri. Og hvad så fordi andre kalder dig fed? Hvad nu hvis du er fed? Hvem fanden rager det at du ser ud som du gør. De gør det oftest fordi de selv lider under et lavt selvværd. De frygter selv livet. Find den angst i deres øjne og du kan lamme dem mentalt ... Du er et menneske med en hjerne og du er i stand til at formulere dig, så jeg antager at der en vis form for intelligens gemt derinde ... Jeg skal dagligt høre så mange platte og nedladende kommentarer fordi jeg foretrækker mad der er lavet af planter ... skal jeg så også skrive et indlæg om at det må man altså godt lige vise hensyn til og at andre skal bakke op ... Vi er mennesker og flertallet er en flok idioter ... og vi har en lovgivning, der beskytter dem i mod at vi må aflive dem ... og det med god grund ... selvfølgelig ... men lad være med at klynk. Sæt dig igennem som menneske ....

Troels Rasmussen

Hold da op, en idiot i Montreal.

Jeg vil gerne opdyrke en evne og tilbøjelighed i mig selv til at have ydmyghed over for det, at der står et virkeligt menneske med egne følelser og oplevelse over for mig. At tænke at både hun, der er billedskøn og opfylder de generelt vedtagne idealer, og hun, der måske kan siges ikke at gøre det, begge har personligheder, som man kan relatere til, kan være lidt sværere.

Ikke at tale eller tænke dårligt om andre mennesker i det hele taget kan være svært, men man kan i det mindste forsøge ikke at såre andre. Når det kommer til fedme, kan det måske nemmere føles tilladt at sige noget negativt. Og siger man, at nogen er tyk, men uden at mene det nedladende, kan det vel nemt opfattes som nedladende eller kritiserende. (Jeg har ikke hørt kommentarerne i forfatterens liv, så dem kan jeg ikke sige noget om.)

Jeg har besvær med hvordan jeg kigger, når jeg ser en mere eller mindre tyk ung kvinde. (Det har jeg også med 'idealvægtige' unge kvinder.) Jeg synes nok, hun ser godt ud, men er bange for at hun vil tro, at jeg tænker, at hun er tyk på en ufed måde (ordspil med vilje). Hvis en kvinde er (lidt) tyk, kan hun så være tiltrækkende i kraft af, at hun virker mere opnåelig. Og det gør jo ikke tingene bedre.

Jeg kan ikke tro, at du ikke kan få en kæreste (selv en, du kunne drømme om), og at du aldrig vil kunne passe ind; især når der står, at du er coach, studerende og noget andet, som jeg ikke ved hvad er. Det synes jeg er imponerende. Jeg kan acceptere og forstå, at du føler sådan sommetider.

"Undskyld, jeg kan ikke lide fede kvinder".
Han sagde da i det mindste undskyld.

året er 2016, og der er masser flotte BBWs derude, og der er også et godt dansk site for os, der kan lide "runde kvinder"...

BBW = Big beatiful Woman - søg på det.....og hvis der puttes SS foran BBW er det Super Sized...

bevar din værdighed og runde former...

https://rundtersmukt.wordpress.com

Michael Kongstad Nielsen

Jo.

Lise Lotte Rahbek

Jeg har ikke rigtig forstået budskabet..

Jeg afviger fra normen i meierne ved at
min hud er lys og fregnet
Jeg er ældre end 40 år
Jeg har ingen børn
Min humor er somme tider kulsort eller smadder barnlig
Mit tøj er ikke særlig moderne eller dyrt
Nogle gange taler jeg uopfordret til mennesker jeg møder tilfældigt
Min kæreste er ikke større end jeg

Jeg VED disse fravigelser fra gennemsnittet bliver noteret af mine omgivelser og nogle gange får jeg en bemærkning med i købet. Det giver mig anledning til en lige så besk bemærkning om afsenderes mangel på normal-appel.
Hvad er problemet?

Kristian Jensen

Identitet handler først i livet meget lidt om hvad du selv synes og utroligt meget om hvad andre synes. Senere og for nogen, først sidst, bliver det omvendt. Det tager tid at lære at det der virkelig betyder noget er hvad du selv synes, hvad de andre synes, kan være underholdende, trist, ligegyldigt, inspirerende etc. men må aldrig blive styrende for hvad du tænker. Det er fint med tosser som har brug for at nedgøre andre, for at få det bedre med sig selv. De er nemligt flinke, at afsløre sig som røvhuller fra starten og så behøver man ikke spilde sin tid på dem. Hvis man er overvægtig eller skiller sig visuelt ud på anden måde, vil kommentarerne være forudsigelige og man kan derfor gøre det til en sport, at forberede en fed come-back-line. Det er skønt at sætte fremmede idioter skakmat i et træk.

Morten P. Nielsen

Hvor har Mona Bjerre Ebdrup den idé fra, at det er hende, der bestemmer om folk har "ret" til at kommentere hendes krop. Folk kan kommentere, hvad de har lyst til. Det kræver ingen særlig ret.

Jamen hvor har du dog "ret", Morten P. Nilsen, men det er da vist ikke "ret til" det her drejer sig om. Synes du?

Undskyld, Per Jongsberg, men det er faktisk 'ret til' det drejer sig om her. Läs underrubrikken igen.
(Uden dermed at blåstemple kommentarer om folks udseende overhovedet. Giftige tunger er en vederstyggelighed.)

Gustav Alexander

Det er selvfølgelig ikke okay at sige til folk at de er fede ganske uopfordret.

Når det så er sagt så nej, Mona, det er ikke mit eller nogen andres problem at du er tyk. Det er dit problem. Fedme er ikke smukt eller tiltrækkende i de flestes øjne. Det skyldes ikke en ond og slank konspiration mod "anderledes vægtige" (læs: overvægtige). Det er fordi det ganske enkelt ikke er sundt eller seksuelt attraktivt for de fleste mennesker. Det er dig der må acceptere det og ikke dem, som skal lade som om at de finder dig smuk trods det. Så er der jo heldigvis også folk der kan lide større kvinder men du må finde dig i at det er et fåtal.

Én ting der er helt sikkert er at det ikke er vores kollektive ansvar at du er fed el. får kommentarer på gaden. Skønhed er ikke så kulturelt relativistisk at enhver krop er flot. Det er måske ubelejligt for nogle men der er, om du vil det eller ej, en biologisk drift, som higer efter bestemte kropsformer pga disse formers udtryk for sundhed, evnen til at føde børn etc.

Så i øvrigt at "undskylde" det med at andre har det skidt er jo netop en forsvarsmekanisme, som man forsøger at ignorere dem med. Det er ikke et udtryk for det storsind, som du ser ud til at ville gøre det til.

@ Dennis Jensen - Voksne mennesker, som kommenterer negativt på fremmedes udseende i det offentlige rum så folk kan høre dem, er dårligt opdragede, men mere end det. Hvad får de ud af at komme med nedladende kommentarer til mennesker de ikke engang kender, hvilket behov opfylder det, hvad vinder de ved at trampe på en fremmede der i forvejen må antages at have det sværere end andre? Tænk lidt over det og kom så igen og sig, at de ikke har det skidt, kom og sig man ikke kan undskylde dem med at de må ha det svært kom og sig at de har det godt med sig selv og se dig så i spejlet. Hvis ikke det er uden på du er grim så kig dybere.

Gustav Alexander

Søren, jeg siger jo netop også at det aldrig er okay at kommentere folks udseende negativt fuldstændig uden provokation. Du mangler imidlertid at forholde dig til noget af det jeg rent faktisk skriver. Hvordan er en sådan infantil uhøflig mit eller dit ansvar? Hvorfor fortæller overvægtige sig "historier" om at kollektivets forventninger til dem er illegitime el. forkerte og det i stedet er deres egen selvopfattelse, som de skal lytte til? Alt dette er udtryk for den moderne hyperindividualisme, som gerne vil have fordelene ved kollektivet (eller mennesket i 'gruppen' el hvad du vil kalde det) men uden alle de ubehagelige forventninger og kulturelle normer, som følger med.

'Norm' er i vores egocentrerede og individualiserede tidsalder i det hele taget blevet et skældsord, der sættes i forbindelse med en 'undertrykkelse'. Lær i stedet at acceptere gruppens normer - de er der er sociologiske faktum, som mennesker til alle tider har måtte efterleve eller føle sig udstødt for ikke at efterleve. Det er ikke undertrykkelse. Det er sociologi.

Din påtagede, moralsk overlegne salgstale har ikke rigtig nogen relation til mit tidligere indlæg.