’Hvordan ville I have det, hvis I så en hånd komme op ad gulvet?’

Kære Lene, det gør mig meget ondt at læse om dig, din familie og selvfølgelig din søn.
Jeg er selv mor til en datter med samme diagnose, paranoid skizofreni.
Men fortvivl ikke, der er håb for din søn, at han kan blive helt rask.
Jeg vil anbefale dig at læse: " At leve med stemmer ", af Marius Romme og Sandra Escher.
Derefter, vil det være rigtig godt for din søn at tale med en psykolog som er specialist på området.
Resten af jeres familie vil selvfølgelig også kunne have stor hjælp ved at tale med samme psykolog.
En privat børnepsykiater, vil også være en rigtig god hjælp.
Stemmerhører grupper er en rigtig god ide, hvis de er under supervision af en psykolog. Men der findes desværre ikke ret mange af disse grupper.
Jeg bliver desværre nød til at sige, at alt hvad der er blevet gjort for min datter er forgået i det private regi.
Det offentlige var desværre bare ikke godt nok.
Min datter er i dag fuldstændig symptom fri og fungere helt normalt. Hun bliver måske lidt hurtigere
stresset, men selv det har hun lært at takle.
Jeg vil ikke her komme ind på hvad oversagen til paranoid skizofreni skyldes, da det er individuelt og kan skyldes mange forskellige ting.
Jeg vil gerne hvis du har lyst der til, hjælpe dig videre, ved at fortælle om de personlige erfaringer, vi som familie har gjort os. Hvad der har hjulpet min datter til at blive rask.

Kære Lene Anderson & August.

Tak, fordi I offentliggjorde lidt af Jeres virkelighed.

Jeg er hverken psykiater eller anden sundhedsperson, så har derfor ikke de vise sten, udover en tons empati for Jeres situation.

Een ting er jeg ikke enig i. Når August ser og høre sine stemmer og billeder, er det hans VIRKELIGHED og virkeligheden kan ikke negligeres.

Hvordan ville jeg personligt selv reagere, hvis mine omgivelser forsøget at overbevise mig om, at den fysiske smerte jeg selv bære pga diskusprolapser og Dystonia, ikke fandtes. At det bare er min fantasi som spiller mig et puds,............ men at omgivelserne skal nok passe på mig.?

Mine somatiske smerter er faktuelle og min VIRKELIGHED.

August`s billeder og frygt er hans VIRKELIGHED.

Omgivelsernes bemærkninger om August`s VIRKELIGHED:

"August bør ikke være dirigenten i vores hjem."

August ønsker naturligvis ikke at være dirigenten, men tryghed imod det uforudsigelige som han erfaringsmæssig ved kan komme og her mangler han mulighed for at bestemme HVORNÅR det utrygge kommer i form af frygt og VIRKELIGE billeder.

Diagnosen er jo ikke noget med, hverken forkælelse eller intelligens at gøre.

Videre bemærkninger:

"Vi er flere gange blevet belært om, at når August giver udtryk for, hvad han ser og hører, så skal det ikke have opmærksomhed."

Hvordan ville jeg personligt opleve, hvis omgivelserne, dem jeg udviser tillidt til, læger og familiemedlemmer, påstår at mine somatiske smerter skal der ikke tales om.? Ingen opmærksomhed.

Hvordan mon August oplever det i sjælen, hvis omgivelserne, læger og mor samt alle omgivelserne, vedbliver med at negligeres hans VIRKELIGHED?

Påstå det modsatte af hvad August oplever som VIRKELIGHED!

"Vi fik dog en mail fra sagsbehandleren, hun betonede vigtigheden af, at vi korrigerer August hensigtsmæssigt, da han er følelsesmæssigt umoden."

Jeg har ingen bemærkninger til en sagsbehandlers mening, udover at spørge ind til hvilken uddannelse og baggrund for slige udtalelser om et svært handicappet psykisk barn.

Jeg kunne skrive i timevis og stille mange spørgsmål, men stopper her med følgende til dig Lene Anderson, en meget klog moder, som skal være stolt af sin indsats og indsigt.

Stol på dig selv. Lyt til lægefagkundskaben, følg deres råd, hvis DU mener det er det bedste for August.

Vær skeptisk og forberedt dig lovmæssigt på den dag, hvor August nærmer sig de 18 år, hvor han juridisk bliver voksen og andre love og regler træder i kraft.

Få kendskab til de love, som kan bruges til at DU og August bliver tilbudt det bedste af alt, hvad der findes. Invalidebil til psykisk syge, fysisk træning muligvis fysioterapi og mange andre muligheder inden for lovgivningen. Det giver ro når man er forberedt på en ny fase af det offentliges syn på nu en voksen "handicappet" og det der nu tilbydes eller mangel af samme.

Som du Lene Anderson har beskrevet din VIRKELIGHED er jeg sikker på, at du er den bedste og dygtigste i hele verden til at hjælpe August. Du bør være stolt af dig selv.

Vores første barnebarn, en rask knægt på 4 år, tilbringer ofte sin tid med mig i sengen ( diskusprolapser) hvor vi ser Krummes Jul, hvor den "Dårlige stemning" ligger under sengen. En scene som knægten har set adskillige gange, men pludselig viste han angst og grædende sagde at vi skulle se noget andet.

https://www.youtube.com/watch?v=GK6MWbmQ328 spol frem til 00:32

Tænk hvor frygteligt, hvis jeg havde negligeret hans frygt for "Den dårlige stemning" som nu er bragt i orden påny, gennem 4 ugers bevidst erkendelse af knægtens VIRKELIGHED, hvor han i dag er helt tryg ved "Den dårlige stemning" som nu er blevet hans gode VIRKELIGHED.

Lene Anderson, du kan være stolt af dig selv!

Held & lykke

Bedste hilsner

Farfar

Bilag
http://www.dukh.dk/viden-selvhjaelp/tvaergaende/overgang-fra-barn-til-vo...

http://www.dukh.dk/viden-selvhjaelp/tvaergaende/sagsbehandlingsregler/pr...

http://www.cdl.dk/download/foraeldretiletbarnmedfysiskellerpsykiskhandic...

http://www.psykisksaarbar.dk/code/pages/subpage489.aspx

At leve med stemmer

Marius Romme og Sandra Escher
Forlaget PsykoVision, 2010, 391 sider

Værket “At leve med stemmer” består af to dele; en teoridel om stemmehøring samt 50 historier om mennesker fra hele verden, der har lært at leve med deres stemmer.

Forfatterne er den hollandske psykiater Marius Romme og journalist Sandra Escher. Indledningsvis skriver de, at baggrunden for at udgive værket er et håb om at kunne overbevise andre stemmehørere samt de professionelle på området om, at der altid er årsager til stemmehøring.

Værkets bærende del er de 50 beretninger om mennesker, der er kommet sig over de psykiske lidelser, som stemmerne har skabt. Stemmehørerne beskriver, hvordan de gradvist har fået kontrol over stemmerne og dermed indflydelse på deres eget liv. Fælles for de 50 menneskers historier er, at personerne har opdaget, at stemmerne ikke var et tegn på galskab men derimod en reaktion på problemer i deres liv, som de ikke kunne klare. De opdagede, at der var en forbindelse mellem deres stemmer og deres livshistorie, og at stemmerne fortalte om de problemer, som personerne ikke kunne klare, og at der dermed var en årsag til stemmerne.

Ved at læse de 50 historier kan man lære, at folk finder meget forskellige veje til at få det bedre. Der er dog to ting, der går igen, nemlig at det er afgørende, at stemmehøreren ikke føler sig hverken sygeliggjort eller stigmatiseret.

“At leve med stemmer” er et forfriskende indspark til psykiatrien. Bogen viser, at recovery er mulig, og at det kan svare sig at tage psykologiske briller på og undersøge, om der er sammenhænge mellem de stemmer, man hører, og traumatiske hændelser i ens liv. Får man styr på sammenhængen, kan man nemlig være så heldig at få styr på sit liv!

https://www.google.dk/?gws_rd=ssl#q=At+leve+med+stemmer+%22%2C+af+Marius....

Bedste hilsner

Farfar

Med alle de rapporter, dokumenter og statistikker der skal afstemmes er der da ikke tid til partienten. Det er da også alt for bøvlet. For ikke at snakke om pårørende - Nej, at side bag en skærm er sagen. Der har man sin fred og ro som i gamle dage da mennesket kom først.

Danmark er ved at blive forvandlet til et pseudo land med pseudo velfærd, pseudo sygehuse, pseudo SKAT, pseudo fakta, pseudo politikere, pseudo verdens lykkeligste folk, pseudo sociale (børn og unge kan knap nok genkende hinanden uden en smartphone for øjet) og selv et pseudo kongehus

...Den-Lille-Svindler har omdannet Danmark til en løgn.

Det er ikke til at holde ud. Dette må ikke ske i Danmark. Grufuld, forfærdelig beretning. Nogen er nødt til at tage bladet fra munden.

@birgitte andersen Hvad er din erfaring med stemmehørergrupper? For, mens jeg er rigtigt glad på dine og din datters vegne, at hun har overkommet sin krise (man kan jo ikke blive rask, når man aldrig har været syg til at begynde med), og jeg også er meget glad for, at du anbefaler Rommes og Eschers bog, så undrer jeg også, hvordan det kan være, at du samtidigt mener, en stemmehørergruppe skal være superviseret af en psykolog. Hvilket helt klart er i strid med Stemmehørernetværkets værdier. Stemmehørergrupper er selvhjælpsgrupper. Der er ikke nogen dér, der har den endegyldige sandhed, der sidder ikke en eller anden dér, der ved bedre, end alle andre. Det er klart, at en gruppe for børn og unge skal være faciliteret/superviseret af en voksen. Men for at gruppen kan anerkendes som værende fuldt ud i overensstemmelse med Stemmehørernetværkets værdisæt, skal den være faciliteret/superviseret af en stemmehører. Grupper, der er faciliteret/superviseret af professionelle, der ikke er stemmehørere selv (og Olga Runciman, formanden for det danske Stemmehørernetværk, er f.eks. begge dele, både stemmehører og psykolog), kan derfor kun opnå delvis anerkendelse af Stemmehørernetværket. Jeg vil egentligt også råde til forsigtighed ift. disse grupper, da der desværre nemt kan gå, og ofte går, psykiatri i den, så at sige. Og det er ikke i Stemmehørernetværkets ånd.

Lige så lidt er det i Stemmehørernetværkets ånd, at tale om "paranoid skizofreni", som om denne var et faktum. Stemmehøring og "skizofreni", "paranoid" eller anden, er ikke identiske. Det ene er reelt nok, det andre et kulturelt konstrukt uden videnskabelig validitet.

Hvad årsagerne til oplevelser som stemmehøring og alle de andre af psykiatrien som "symptomer" på "skizofreni" stemplede oplevelser angår, så ved vi i dag meget vel, hvad den er: https://www.youtube.com/watch?v=e-u_CGtUUZk Men, ja, det er en sandhed, der er ilde hørt. For, så er der jo nogen, der har et ansvar. Og så fortrækker man, at påstå, ikke at vide. Det tragiske er, at ansvarsforflygtigelsen her går ud over en kun 10 år gammel dreng, og man oven i købet ikke engang kan være sikker på, at han ikke stadigvæk er udsat for de overgreb, han helt umiskendeligt reagerer på.

Kære Marian.
Du har fuldstændig ret i når du skriver: " man kan jo ikke blive rask, når man aldrig har været syg til at begynde med".
Jeg kan kun sige at den stemmehørergruppe, som min datter deltog i var superviseret af en psykolog, men ikke hver gang.
Min datter startede ud med at tale med en anden stemmehører og jeg tror at det blev starten på hendes egen tror på recovery. Det, at der var en anden person der var som hende selv, som forstod
uden at stille spørgsmål eller fordømme, min datter elskede disse samtaler!
Lige gyldigt hvor højt jeg elsker min datter, så kunne jeg ikke give hende den samme glæde/Befrielse som disse samtaler kunne.
Hendes samtaler med psykologen var / er det samme.
Du skriver også: " at du vil råde til forsigtighed ift. disse grupper, da der desværre nemt kan gå, og ofte går, psykiatri i den, så at sige."
Mon ikke det er fordi at de fleste der deltager i stemmehører grupper, har været udsat for overgreb i en eller anden form fra den etableret psykiatri?
Som jeg skrev i mit tidligere indlæg, så blev min datter først rask da hun forlod det offentlige system efter at have været patient der i et par år, og hvor hun kun blev mere og mere syg.
Heldigvis kom jeg i kontakt med folk som viste hvad de talte om og kunne støtte mig i at det var de rigtige beslutninger der blev truffet.
Jeg kan kun tale med om hvordan jeg som pårørende har oplevet dette, og de erfaringer som jeg har.
Når du taler om at placere et ansvar er jeg ikke sikker på at jeg forstår hvad du mener.
Det traume som kan være oversag til " diagnosen ", er jo ikke nødvendigvis noget man som forældre kender til.
Men jeg for min del ved, at det i høj grad handler om at tage ansvaret for recovery af sit barn alvorligt og det er jeg sikker på at alle forældre gør!
Det at lytte til dem der selv har personlig erfaring og så at stole på sine følelser omkring sit barn, er vigtigt.
Jeg ved hvor svært det er at gå imod autoriteterne når de spørger, om man ikke vil sit eget barn det bedste........
Det er jo det eneste man ønsker, hjælp til sit barn.
Men når der ikke bliver lyttet til eller forsøgt en forståelse af ens barn
og når man som forældre bliver ignoreret og talt til som om det er ens skyld, genetisk eller social arv, så er det desværre de færreste forældre der har overskuddet til også at tage den kamp.
Jeg ved ikke hvad din erfaring er omkring dette, men jeg ønsker kun at dele af den erfaring, vi har som familie, hvor ensidet den end må være!
Det var de erfaringer jeg / vi lyttede til da vi havde brug for hjælp.

Mon dette tiltag og de mange sætninger, som jeg ikke helt forstå betydningen af, er til gavn for August?

Her og nu?

Jeg ved det ikke.......

http://socialstyrelsen.dk/nyheder/2016/pulje-forlobsprogram-for-menneske...

""Der er udmeldt en ansøgningspulje til implementering af forløbsprogrammer for mennesker med psykiske lidelser. Der er ansøgningsfrist 21. oktober 2016.

Målgruppe

Målgruppen kan både være børn, unge og voksne med en psykisk lidelse, der på grund af lidelsens sværhedsgrad og kompleksitet har behov for en koordineret og helhedsorienteret indsats på tværs af det behandlende sundhedssystem og én eller flere kommunale forvaltninger. Det kan eksempelvis dreje sig om mennesker med multiple diagnoser, sociale problematikker eller nedsat evne til egenomsorg,

Hvem kan søge
Ansøgerkredsen består af de regioner, som i samarbejde med et antal kommuner fik tildelt midler fra ansøgningspuljen ved seneste ansøgningsrunde. ""

Med venlig hilsen

Den alm. holdning er jo - nu som før - at børn er så fantasifulde. Og at den slags går over med alderen. For nogle ja, men mange plages livet igennem af vågne mareridt - og trækker sig ind i sig selv, da de ikke blive troet. Hvornår bliver "vi" som samfund klogere, og begynder at tage børns og voksne mareridt alvorligt?

Kære Birgitte, undskyld sent svar! Måske læser du slet ikke med mere her. Hele vores måde at kommunikere på, på nettet som irl, er jo blevet lidt "ADHD"-snapchat-agtigt. Hvis der ikke er kommet et svar på 0,5, kommer det vist ikke overhovedet, og vi er videre til næste punkt på dagsordenen, ofte uden at se os tilbage. Men i fald du ser dig tilbage, vil jeg alligevel svare dig.

Først og fremmest, og overordnet set, jeg siger bestemt ikke, at det kun er skidt med psykologer/psykologsamtaler. Jeg har selv haft rigtigt god gavn af de psykologsamtaler, jeg har haft, og jeg kender mange, der har haft god gavn af psykologsamtaler.

Når jeg siger, at der "går psykiatri i den", så mener jeg de grupper, som jeg desværre har hørt om findes i systemets regi, superviseret/faciliteret af professionelle, der tager deres udgangspunkt i systemets doktrin. Dvs. at, mens man i disse grupper godt kan få lov til at tale om sine stemmer, kan man også kun få lov til at tale om dem som symptom på sygdom, og dvs. at det er den professionelle, der superviserer/faciliterer gruppen, der står med den endegyldige sandhed. Helt ligesom det generelt i psykiatrien er de professionelle, der menes (af dem selv) at stå med den endegyldige sandhed. Og det er jo ikke, på nogen måde, i overensstemmelse med, hvad Stemmehørernetværket står for. Jeg mener altså ikke, at der i en gruppe ikke skal tales om psykiatrien og folks jo ofte dybt traumatiske erfaringer med og i den.

Så er der den dér med ansvaret, der er en noget vanskelig én, ja. Jeg giver dig helt ret, når du skriver, at det jo meget vel kan være tredjepersoner, der er overgriberen/overgriberne, og at forældrene ikke nødvendigvis behøver at vide noget om, hvad der foregår. Men netop ift. det sidste, når jeg spørger folk, hvorfor de aldrig har fortalt noget derhjemme, og jeg så får svar som "Jeg var bange, mine forældre ikke ville tro på mig," eller "Jeg var ikke sikker på, mine forældre ville kunne kapere at høre om det," så undrer jeg alligevel, hvad der mon er sket mellem forældrene og barnet, at barnet har haft så lidt tiltro til sine forældre. Så kan det meget vel være, at forældrene ikke er de primære overgribere, men et eller andet svigt, en eller anden dysfunktion ligger der for mig at se helt klart også på hjemmefronten. Det skal ikke forstås som en anklage, en bebrejdelse. At fejle er menneskeligt, og forældre er mennesker. De med. Det kan man selvfølgeligt tage som en anklage, en bebrejdelse, og desværre gør mange forældre det. Men man kan også tage det som en chance. Til at se sin egen menneskelighed i øjnene, og få hjælp til at tackle den lidt bedre, måske. Det er fint, at kæmpe for, at ens barn får hjælp. Men hvad nu, hvis det ikke er barnet som individ, der er problemet og har brug for hjælp? Hvad hvis f.eks. Jaakko Seikkula har ret, at "psykosen" eksisterer i samspillet mellem parterne, i det rum, hvor kommunikationen parterne (forældre - barn) finder sted, og ikke i individet? Hvad hvis alle skal have hjælp, og ikke bare én? Det er noget lettere at acceptere, at der er noget galt med et individ, selv om individet er ens eget barn, end at der skulle være noget i vejen med alle involveredes måde at være og kommunikere (sammen) på. Imidlertid giver det sidste alle sammen en chance for at blive (med fare for, at få Svend Brinkmann på nakken) "en bedre udgave af sig selv", mens det første desværre ofte virker snarere hæmmende på det som "den syge" identificerede individs chancer for at komme igennem og ud af krisen.