Min mor på 93 år bor i egen bolig og modtager hjemmehjælp. I foråret talte en hjemmehjælper med min mor om, hvad der skal ske, hvis hjemmehjælpen kommer og finder hende livløs.
Hjemmehjælperen bad min mor tale med sin læge om, hvorvidt han skulle skrive i hendes journal, at hun ikke ønsker at blive forsøgt genoplivet.
Efterfølgende sagde min mor til mig, at hun ikke ville tale med sin læge om det, for det bliver hun i dårligt humør af.
Betyder det så, at den stakkels hjemmehjælper, som en dag finder min mor livløs, er tvunget til at finde hjertestarteren frem, fordi der mangler en skriftlig erklæring fra min mors læge om fravalg af genoplivningsforsøg?
Det antyder artiklen »Genopliver vi ældre, som burde have lov til at dø?« (20. september 2016). Jeg mener imidlertid, at svaret er nej.
I en vejledning fra Sundhedsstyrelsen om fravalg af livsforlængende behandling nævnes fem undtagelsestilfælde, hvor genoplivningsforsøg ikke skal foretages.
Det første af de fem undtagelsestilfælde er, at »forsøg på genoplivning bliver fravalgt ved umiddelbar lægelig vurdering«.
Umiddelbar lægelig vurdering kan indhentes telefonisk ved opkald til patientens praktiserende læge, vagtlægen eller AMK-vagtcentral.
Beslutningen kan træffes ud fra oplysninger om borgerens helbred, findesituation og andre relevante oplysninger, som hjemmehjælperen kan oplyse på stedet. Hjemmehjælperen er med andre ord ikke tvunget til at finde hjertestarteren frem.
