Klumme

Kære Liberal Alliance: I skal tie stille, I skal ikke råbe op. Velfærdsstaten fungerer sådan, at I får jeres vilje alligevel...

Den danske velfærdsstat er også en erhvervsstat
Det nye er ikke, at vi skal høre topskattelettelsessangen, eller hvem der synger den, og hvordan de gør det. Det er derimod, at det er blevet et ultimativt krav fra Liberal Alliance, at topskatten for indtægter på over en million om året skal sænkes. Ellers vælter de den borgerlige regering.

Det nye er ikke, at vi skal høre topskattelettelsessangen, eller hvem der synger den, og hvordan de gør det. Det er derimod, at det er blevet et ultimativt krav fra Liberal Alliance, at topskatten for indtægter på over en million om året skal sænkes. Ellers vælter de den borgerlige regering.

Rune Aarestrup Pedersen

1. oktober 2016

Velfærdsstaten bliver af borgerlige ideologer ofte beskrevet som de dovnes overgreb på de aktive. Som noget de røde, de bløde og fagforeningerne har fundet på, og taberne nu er blevet afhængige af.

»Velfærdsstaten,« skrev Asger Aamund i september, »altså denne store fælles hashpibe, som flest mulige danskere skal have snablen tvunget ned i for dermed at blive afhængige – så hooked, at de stemmer på de politikere, som i virkeligheden bare er pushere.«

En anden stor dansk businessleader, Lars Seier Christensen, blotlagde i Berlingske fredag, hvor jammerligt det står til. De, der forsvarer velfærdsstaten, er ekstreme romantikere uden handlekraft:

»Det er de mennesker, der ønsker at fastholde os i en fuldstændig utidssvarende tidslomme af overbeskatning, bureaukrati og enormt offentligt forbrug, der er ekstreme.«

Man får indimellem den fornemmelse, at nogen ved en fejl i forrige århundrede smed en femmer i en jukebox, og siden har den samme traver dundret ud i den borgerlige bodega: Velfærdsstaten undertrykker, erhvervslivet er et offer, og de sunde, friske virkelystne er krænkede.

Det nye er ikke, at vi skal høre sangen, eller hvem der synger den, og hvordan de gør det. Det er derimod, at det er blevet et ultimativt krav fra Liberal Alliance, at topskatten for indtægter på over en million om året skal sænkes. Ellers vælter de den borgerlige regering.

Pludselig er det ikke en sang fra ideernes bodega, men røde linjer i en forhandling. Og nu ser vi det etablerede erhvervsdanmark forsvare velfærdsstaten imod de borgerlige ideologer. Det borgerlige slagsmål om 2025-planen har fået det danske erhvervsliv og dets institutioner til at engagere sig offentligt i den politiske debat.

Den administrerende direktør i Danske Bank Thomas F. Borgen advarede for nylig imod Liberal Alliances strategi.

Nu kan man sige, at Danske Bank selv har oplevet afhængigheden af socialstatens hashpibe, da den efter udfoldelse af voldsom virkelyst og investeringstrang måtte låne 24 milliarder kroner af den danske statskasse for at klare sig. Men det var ikke Borgens ærinde at takke for redningspakken.

Han var sådan set enig i, at det bedste for økonomien ville være at sænke topskatten med fem procentpoint, men han var bange for befolkningens reaktion. Han frygtede tumulten fra Europa, Brexit og populismen over kontinentet. Hvis borgerne ikke kan se retfærdigheden i de politiske beslutninger, vil de vende sig imod hele systemet.

»Så får vi ekstreme holdninger, som ikke fører landet i den rigtige retning,« anførte han.

Målet var med andre ord rigtigt, men det må ikke fremstå som de riges ultimative krav.

Noget tilsvarende anførte en anden administrerende direktør, nemlig Karsten Dybvad fra Dansk Industri. Også han advarede mod Liberal Alliances bombastiske metode, selv om han delte deres mål.

»Vi har altid – i hvert fald indtil nu – været i stand til at nå igennem med aftaler til gavn for vores erhvervsliv og vores økonomi,« sagde han til Berlingske.

Hans virkelige kritik går på de borgerlige ideologers elendige analyse af velfærdsstaten. De har ikke fattet, at deres gamle slager er forkert. Velfærdsstaten skaber suveræne betingelser for erhvervslivet: Den leverer højtuddannet arbejdskraft, politisk opbakning og social ro og orden.

Og så er der en enestående beslutningskraft i velfærdsstaten, som Seier og Aamund ikke har fattet, fordi de er faret vild i ideologiske tåger: Den danske økonomi er blevet reformeret gennemgribende og effektivt over de seneste tredive år.

Som Dybvad stilfærdigt gjorde opmærksom på: Den såkaldte topskat var på 73 procent i begyndelsen af 1980’erne, nu er den på 56 procent. Alle sagde, de elskede velfærdsstaten, mens de lavede den om.

Dybvad – hvis karriereforløb fra økonom i LO over departementsschef i Finansministeriet og Statsministeriet til toppen af Dansk Industri er symptomatisk for alliancen mellem fagbevægelse, centraladministration og erhvervsliv – sender en interessant besked til Seier, Aamund og co:

I skal tie stille, I skal ikke råbe op. Velfærdsstaten fungerer sådan, at I får jeres vilje alligevel.

Det store spørgsmål er så: Hvis de borgerlige ideologers rituelle modstand mod velfærdsstaten er latterligt misinformeret, hvordan skal man så forstå venstrefløjens rituelle opbakning til den?

Rune Lykkeberg er chefredaktør på Information.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Liliane Murray
  • Carsten Svendsen
  • Torben Skov
Kurt Nielsen, Liliane Murray, Carsten Svendsen og Torben Skov anbefalede denne artikel

Kommentarer

Udmærket information om den yderste højrefløjs totale mangel på indsigt i hvordan en omfordelingsstat fungerer. Man kan tvivle på sådanne menneskers virkelighedsopfattelse, men måske er der en bevidst plan. På højrefløjen har vi i dag et parti, DF, der sælger politik ved hjælp af fremmedfrygt, samt et andet parti, LA, der sælger politik ved hjælp af foragt for fattige og syge. Måske kan De Nye Borgerlige opsamle disse holdninger i ét parti.

Nette Skov, Kurt Nielsen, Elisabeth Andersen, Carsten Budde, Hans Larsen, Torben Skov, Torben K L Jensen, Anne Eriksen, Hans Bruun Jensen, curt jensen, Steffen Gliese og Arne Lund anbefalede denne kommentar
Lars Bo Jensen

Ja de får næsten deres vilje, DF accepterer Løkkes topskattelettelsere, LA fortæller om deres geniale strategi, og DF prøver at gennemføre endnu en løgn.

Nette Skov, Kurt Nielsen, Carsten Budde, Torben Skov og Vibeke Hansen anbefalede denne kommentar

Kombinationen fagbevægelse + politik/centraladministration + erhvervsliv = den korporative stat, der styrer alt og alle. Vi skal være glade for, at den demokratiske politur stadigvæk er nogenlunde intakt. Den dag, hvor polituren for alvor krakelerer, så fremstår den fascistiske stat, som fx i Italien fra 1922-45, eller Argentina under Peron. m.fl.
Åmunds og Seier anti-demokratiske tendenser er for længst dokumenteret, men da de to i dele af befolkningen ses som efterlignelsesværdige repræsentanter for erhvervslivet, så skal de i høj grad tages alvorligt. Fx er det foruroligende, at DR giver Aamund så megen plads til i sine programmer, at lege ridefoged overfor arbejdsløse, folk med indvandrerbaggrund osv. Sjældent har DR vist noget så frastødende. Sammenlignet med Pernille Vermund, virker de to nu næsten helt sympatiske.

Kurt Nielsen, Elisabeth Andersen, Carsten Budde, Liliane Murray, Bjarne Tingkær, Mads Berg, Hanne Ribens, Torben K L Jensen, Anne Eriksen, Søren Johannesen, Ebbe Overbye, Hans Larsen, curt jensen, Torben Skov og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er rigtigt, at denne tiggen og plagen bygger på, at man gav efter i første omgang og nedskar den rimelige topskat på 73% af sidst tjente krone til sølle 56%, der ligger tæt på, hvad en almindelig lønmodtager med anciennitet med rimelig kunne afkræves.
Velfærdsstaten er en subsistensøkonomi - på højt plan, fordi der er råd, men dog en økonomi, der går ud på, at vi som et ille land ikke har råd til store indkomstforskelle og skæv fordeling af værdierne. Vi må i højere grad pulje dem og dermed sikre alle en højere grad af velfærd, end vi ellers ville kunne få.
Et godt eksempel var det gule sygesikringskort, som gav danskere en gratis rejseforsikring, betalt over skatten. Den kostede den enkelte umådelig lidt, fordi det nu engang er sjældent, at man har brug for bekostelig hjælp under rejse.
På samme måde sikrede kontanthjælpen, at vi undgik tiggere på gaden.
Mest af alt var velfærdssamfundet dog det eneste demokratisk acceptable: en sikring af alle borgeres lige mulighed for deltagelse i det offentlige liv.
I dag handler alt om det modsatte: den enkeltes pligt til at passe sig selv.

Nette Skov, Annalis Joanna Johansson, Kurt Nielsen, Elisabeth Andersen, Carsten Budde, Liliane Murray, June Pedersen, Leif Andersen, Bjarne Tingkær, Mads Berg, Helmut R., Arne Lund, Lise Oxenbøll Huggler, Torben Skov, Torben K L Jensen, Anne Eriksen, Tino Rozzo, Karsten Aaen, Søren Johannesen, Hans Larsen og curt jensen anbefalede denne kommentar

En liberalistisk politiker er ligesom aben der for intet i verden vil give slip på bananen den tror at have fanget i sin knytnæve.

Griskheden bliver dens uundgåelige endelige.

Nette Skov, Kurt Nielsen, Liliane Murray, Flemming Berger, Torben Skov og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Problemet er, at vi har en økonomisk model, der alene går ud fra værdi skabt af menneskelig indsats - derfor synes vækst og produktivitet at være faldet i den mest produktive og vækstende periode, menneskeheden har kendt, nemlig tiden fra 1995 og frem, hvor computeren og internettet blev udbredt til alle, og alle kunne høste fordele af en helt uhørt og decentraliseret produktion.
At dette ikke fremgår som en gevinst, er det tydeligste eksempel på, at den økonomiske tækning har fejlet og ikke kan opfange fremskridtet, fordi dens idé om værdiskabelse ikke er adækvat. Det handler ikke om at kunne øge produktiviteten for den enkelte ansatte, men om at kunne øge produktiviteten uden ansatte, men med en fordeling til fordel for alle. Det vil også være betydeligt mere spiseligt at indføre den nødvendige omfordeling i samfundet, hvis folk ikke opfatter sig som trækdyr for andres manglende indsats.

Elisabeth Andersen, Leif Andersen, Torben K L Jensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

På et tidspunkt må de store ledere i verden forstå, hvad Donald Trump er skabt af.

Den globale vækst vil falde så langt øjet rækker, så man skal forstå opbakningen til velfærdsstaten, som den eneste garanti til de rige, sat på spidsen, for ikke at bliver klynget op i et træ.

'Når krybben er tom, bides hestene', det kommer til at gå hurtigt, så det er en hastesag.

Carsten Budde, Liliane Murray, Flemming Berger og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Det holder ikke. Sandheden er, at traditionel borgerlig ideologi stort set er forsvundet fra Christiansborg. Samtidig er øverste direktør i både Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industri hentet i ministerier, og har ingen praktisk erfaring fra private virksomheder, de repræsenterer. Det er ikke en traditionel borgerlig tankegang, at økonomisk vækst skal skabes af Folketinget.

Fra et demokratisk synspunkt er det et problem, at et politisk parti ikke må fremføre ultimative krav. Det fjerner noget af idéen med politiske partier og antyder, politiske debatter kun er skuespil.

Danske Bank er et dårligt eksempel. De har vist betalt sin gæld tilbage til staten, og generelt er banker ikke de bedste eksempler på virksomheder med 'sugerør' i statskassen. Alligevel er det altid dem, der tages frem. Det ville være mere relevant at fortælle om de private virksomheder, der kræver ret til at byde på offentlig service, byggebranchen, som er afhængig af skattefradrag for håndværksarbejde el. opgaver for den offentlige sektor, og tænketanke og konsulentfirmaer med ukendte indtægtskilder. Det er ikke bankerne, der direkte kræver adgang til de offentlige finanser eller påstår, de kan løse opgaver billigere, som nu løses af offentligt ansatte. Det har så vist sig flere gange, at private virksomheder, der påstod, de kunne levere offentlig service billigere end den offentlige sektor selv, beviste det modsatte ved at gå konkurs.

Derudover ignoreres, at velfærdsstaten også bidrager til, at mennesker, der er mest til besvær, ikke nødvendigvis skal rummes på arbejdsmarkedet eller af den jævne befolkning.

Også omkostninger i samfundet uden for Christiansborg og brugen af begrebet "effektivitet" i den offentlige sektor ignoreres.
For eksempel irriterer det mig meget at høre Momondos reklamer for sin søgeside for hoteller. Budskabet er, at de finder den bedste pris på det ønskede hotel. Spørgsmålet er så, hvordan Momondo har råd til tv-reklamer. I mange tilfælde henvises endda til andre søgesider for hoteller. Hvis Momondo viser en pris fra fx. hotels.com, må det medføre, at den lave pris skal deles mellem hotellet og to hotelportaler, hvoraf mindst en hotelportal tjener nok til at kunne købe tv-reklamer.

Det er bare et eksempel på, nogle virksomheder lever af andre virksomheder, så indkomster fra salg til private kunder skal deles mellem flere brancher. Sjovt nok stilles aldrig spørgsmål om, hvorvidt dyre rapporter fra konsulenter eller effektiviseringer kan betale sig. De medregnes blot som ekstraordinære omkostninger, som ikke medregnes i det ordinære resultat. Året efter bemærkes besparelser som følge af effektiviseringer, mens omkostninger fra samme effektiviseringer er glemt. Det glemmes også, at omstruktureringer ofte påvirker virksomhedens produktion og salg i en periode, hvor medarbejdere flytter, bl.a. skilte og brevpapir skal ændres. og kunder skal vænne sig til nye navne og måske nye adresser og telefonnumre.

I forhold til fx. sundhedssektoren bruges begrebet "effektivitet" på en anden måde, end det bruges i forhold til den private sektor. I forhold til den offentlige sektor defineres effektivitet fra brugerens synsvinkel. Ventetid er ikke effektivt, selvom det er en logisk konsekvens af effektiv udnyttelse af ressourcer i den offentlige sektor. I den private sektor måles effektivitet på, hvordan ressourcer udnyttes, og altså ikke på kunders ventetid. Endnu mere absurd er det, at private virksomheder bare antages at være mere effektive end offentlige virksomheder, uden der føres bevis for det. Private virksomheders vurdering af egen effektivitet indgår slet ikke i sammenligner med den offentlige sektor.
Generelt undrer det mig ofte, hvordan danske virksomheder har råd til de mange reklamefinansierede tv- og radiokanaler. Det var mere forståeligt tidligere, da nogle tv-kanaler blev finansierede af udenlandske reklamer.

Bent Gregersen, Kurt Nielsen, Elisabeth Andersen, Carsten Budde, Mads Berg, Torben Skov og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar

Faktisk gennemførte man en utrolig vigtig "omlægning" af udviklingen af det danske velfærdssystem dengang, man indførte arbejdsmarkedspensionerne, hvor lønmodtagerne indbetaler til deres egen pensionskasse, der så investerer bedst muligt for at sikre gode pensioner,

Hen ad vejen, så bliver arbejdsmarkedspensionernes kapitaler dominerende , og det ender vel med, at lønmodtagerne hen ad vejen kommer til at sidde med bestemmende aktieposter i stadigt flere solide , veldrevne danske virksomheder.

Bagsiden af "medaljen" bliver, at den traditionelle folkepension bliver mindre og mindre væsentlig for hvor meget, man som lønmodtager har at gøre godt med, når pensioneringen finder sted.

Det betyder, at folkepensionen bliver "B-holdets" nødtørftige livline, medens "A-holdet" (dem, der har haft arbejde stort set hele livet ) får en økonomisk komfortabel alderdom med deres arbejdsmarkedspension.

Der er allerede tanker hos vist bl a det radikale venstre om, at de "rige"/ dem med andre pensionsordninger/pensioner næppe behøver folkepension
- hvis man sluger det synspunkt, så har man lagt sporet , som fører til ,at stadigt færre får folkepension i takt med de stadigt bedre arbejdsmarkedspensioner
- og så har vi et Danmark med et stort A-hold, der har kunnet klare sig selv hele livet med stort set fast arbejde , en god og efterspurgt uddannelse og evt for nogens vedkommende som selvstændige erhvervsdrivende
- og "nedenhunder det store A-hold får vi så et "betydningsløst" B-hold af "tabere" med en beskeden folkepension som eneste "exit-præmie"..

Man kan sådan set sige, at de "riges rolle" som ejere overtages af lønmodtagernes kapitalfonde gennem arbejdsmarkedspensionerne, og så bliver det spøjst at se overenskomstforhandlinger, hvor man som lømodtager pludeslig både har en lønmodtagerinteresse ( i høj løn) og samtidig (gennem arbejdsmarkedspensionen) en ejerinteresse ( i høj profit).

Kurt Nielsen, Carsten Budde, Helmut R., Flemming S. Andersen, Torben Skov og Toke Staal anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

"I forhold til fx. sundhedssektoren bruges begrebet "effektivitet"

Hvis et offentligt hospital skal sætte et benbrud sammen koster det lad os sige DKK. 12.000

Hvis et privat hospital skal sætte et benbrud sammen koster det, lad os sige DKK. 12.000 plus profit til aktionærer.

Der kan komme lange forklaringer, men det er regnestykket.

Torben Bruhn Andersen, Carsten Budde og Liliane Murray anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Philip B. Johnsen:

"Der kan komme lange forklaringer, men det er regnestykket."

Nej. En forskel er, at den pris er et offentligt hospitals kostpris men et privat hospitals udbudspris. Der tages ikke stilling til private hospitalers kostpris. Det er ikke givet, de tager fuld pris for opgaver for regionerne. En anden mulighed er, at en region betaler kr. 12.000 mens et forsikringsselskab betaler kr. 20.000 for at få sat et benbrud sammen på et privat hospital. Det er en realistisk mulighed, fordi det er bedre at få dækket nogle end ingen af sine omkostninger. Hvis private sygehuses ejes af forsikringsselskaber, er det nærmest ligegyldigt, om forsikringsselskaber betaler overpris for sine ydelser.
Det svarer til, et supermarked har nogle varer på tilbud til under indkøbsprisen, eller landbrug taber penge på salg af sine produkter. Det er meget normalt.

Det er ikke det eneste problem med de forskellige brug af begrebet "effektivitet".

To fordele ved private hospitaler er kort ventetid og det forhold, at hver patient har en fast læge. Kort ventetid kan kun opnås ved, der er overskydende kapacitet til rådighed. Det er ikke effektivt at have ledige operationsstuer eller patientstuer. Det er heller ikke effektivt, hvis en given læge altid skal stå til rådighed for en given patient. Alligevel defineres det som effektivt, når private sygehuse sammenlignes med offentlige sygehuse.

Carsten Budde, David Breuer og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Børge Rahbech Jensen
Det er det jeg skriver, der er lange forklaringer, men det er stadig samme arbejde og forskellen er, at det private hospital, et sted i kæden, skal svare profit til aktionærer og intet andet.

Børge Rahbech Jensen

Nå ja, for mig er en del af regnestykket også, at jeg betaler op til kr. 3.958 årligt for en slags private sundhedsforsikringer hos Falck fordelt på to ordninger kaldt "Care Plus" og "Hurtig Hjælp Super". Jeg får rabat, fordi jeg bor alene.

Børge Rahbech Jensen

Philip B. Johnsen: Nej, det er ikke samme arbejde, og det private hospital skal ikke nødvendigvis betale profit til aktionærer.

Du burde prøve at finde ud af, hvordan det lokale supermarked fungerer. Den viden kan så overføres til private hospitaler. Foreløbig kan bare konstateres, at økonomer generelt ved for lidt om, hvordan den private sektor fungerer, og derfor konkluderer for meget på grundlag af fordomme.

Ikke mindst går arumentationen galt, når privathospitalers aktionærer antages at leve af indtægter fra sine hospitaler. Det er nok mere sandsynligt, at de lever af salg af sundhedsforsikringer, mens drift af hospitaler og klinikker i realiteten er en omkostning. I så fald skal de private sygehuse netop ikke betale overskud til sine aktionærer.

Philip B. Johnsen

Børge Rahbech Jensen
Ja der er et eksempel, det er ekstra betaling, der er hele logikken bag privat hospitalet, der skal betales udbytte til aktionærer.

Børge Rahbech Jensen

http://www.proff.dk/søg-på-søgeord/sundhedsvæsen-og-sociale-foranstaltninger/I:10428653/?q=Sundhedsvæsen%20og%20sociale%20foranstaltninger kan konstateres, private hospitaler ikke er en guldrandet forretning.

Philip B. Johnsen: "der er hele logikken bag privat hospitalet, der skal betales udbytte til aktionærer."

Det gør Aleris-Hamlets hospitaler ikke. De giver små overskud, og såvel likviditetsgrad som afkastningsgrad vurderes som svag. Fx. gav Hamlets hospital i København sidste år et overskud på 8,9 mio. kr. af en omsætning på 483,7 mio. kr. En bruttofortjeneste på kr. 300,5 mio. er ikke meget, når kapacitetsomkostningerne er på kr. 290,6 mio. Tendensen er den samme på kædens andre hospitaler.

Det må et anliggende mellem virksomhed og aktionærer, om der skal betales udbytte.

Børge Rahbech Jensen

Falck Healthcare har i øvrigt en god økonomi, men leverer ikke ydelser til den offentlige sektor: http://www.falck.dk/healthcare/ydelser/.

De havde et overskud på kr. 46,6 mio. af en omsætning på kr. 497,8 mio. sidste år, og har tilfredsstillende likviditetsgrad og god afkastningsgrad.

Beklager, linket ovenfor ikke fungerer umiddelbart. Det fungerer, hvis hele teksten fra http til 20foranstaltninger i næste linje kopieres ind i en browsers adressefelt.

Niels K. Nielsen

Rune Lykkebergs indlæg er grundlæggende forkert:
Fordi man forholder sig kritisk til velfærdsstaten ønsker man ikke nødvendigvis at nedlægge den - man ønsker måske at bevare den på et levedygtigt niveau.
For mange centrum-venstre orienterede er det forbudt at anfægte velfærdsreligionen.
Det er som med religion ikke længere nødvendigt at argumentere, velfærdsstaten er bare god og nødvendig - og enhver kritik er helligbrøde fra vantro egoistiske mennesker med et ondt menneskesyn. Selv en økonom som Nina Smith er stoppet med faktuelle argumenter, og forkynder følelser og tro i stedet som en anden velfærdspræstinde.
Fakta er, at velfærdsstaten nu forbruger 1.100 mia. kr. om året svarende til 125 mio. kr. i timen døgnet rundet, 365 dage om året. End ikke verdens højeste skatter og afgifter samt penge fra olien og fremrykket pensionsbeskatning kan dække det forbrug - og der lånes hver dag til forbrug. En tidligere departementschef i skat skriver, at han ikke tror, at der kan opfindes flere skatter - alt er forsøgt. Og ledende politikere fra venstrefløjen, S og DF ønsker at øge det offentlige forbrug! - og evt. de i forvejen høje skatter ....
Danmark er gået i Luksusfælden - børn og børnebørn hænger på regningen - græsk tilstand/mentalitet. Velfærdsstaten er ikke længere noget solidarisk projekt i et land, hvor man forstår, at velstand kommer for velfærd, men velfærdsstaten er blevet en hæveautomat i et land, hvor flertallet lever af velfærdsstaten.
Samfundet kan ikke bære udgiften og økonomien er gået baglæns over de seneste 10 år.

Hvis man vil bevare velfærdsstaten er der altså al mulig grund til at være kritisk og kræve forandringer/reduktion af den - ellers bryder den sammen under sin egen vægt.

Ivan Breinholt Leth

Det er ikke overraskende, at ingen neoliberale økonomer vil ulejlige sig med at undersøge sammenhængen mellem topskat og vækst i BNP. Men hvad med de andre økonomer, som ikke er enige i disse forsimplede vildledninger? Enhver kan gøre det. Gå ind på Danmarks Statistiks website og find en oversigt over udviklingen i BNP – f.eks. fra 1990 til 2015. Sammenlign med en oversigt over udviklingen i topskatten. Som RL skriver var topskatten på 73% i begyndelsen af 80erne. Dengang var væksten i BNP højere end i dag, hvor topskatten er meget lavere. I 1995 var topskatten på de højeste indkomster faldet til 68%. Væksten i BNP var i 1995 på 4,8%. I 2015 var topskatten på de højeste indkomster faldet til 56%, mens væksten i BNP var på 1%. Hvis man tager den år for år, vil man blot kunne konkludere, at det ikke er muligt statistisk at konkludere noget som helst. Der hele er et stort gætværk styret af en forskruet ideologi.

Steffen Gliese, Kurt Nielsen, Carsten Budde, Leif Andersen, Flemming S. Andersen, Karsten Aaen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Problemet er vel, at kagen så at sige bliver mindre, vækst er ikke rentabelt på kul, olie og gas, så selvom energi er billigt, så er det ikke muligt at genere global vækst på den måde længere.

Ellers var det bare, at starte kulproduktionen op igen og få solgt hundrede af millioner inder, hundrede af millioner kinesere og hundrede af millioner afrikanere deres første ny bil og fordele overskuddet fra forbruget.

20% af vores energi forbrug, på denne vores eneste klode i dag, er bundet til elektrisk energi forbrug, potentielt produceret fra vindmøller og anden bæredygtig produktion, men 80% af verdens energi forbrug er ikke elektrisk energi forbrug.
Så er det bare at konstater, at regnestykket ikke hænger sammen og politikere kan derfor ikke længere presse mere global vækst ud af denne 80%-20% fordeling uden det får fatale menneskeskabte klimaforandringer.

Nu ser vi Storbritannien satse på atomkraft, men branchen selv tilkendegiver, at atomkraft i dag er ansvarlig for 2,5 % af verdens energi forbrug, for at nå 7,5 % i 2050, der skal der bygges 2500 atomkraftværker globalt og så skal infrastruktur tillægges energi regnestykket, dette er branchens eget maksimale realistiske mål.

For at nå 7,5 % af vores globale ’nuværende forbrug’ og vi taler om elektricitet hvor kun 20% af forbruget er elektricitet og 80% er ikke elektricitet.

For at runde den globale økonomiske vækstkulturs endeligt af og sige goddag til realiteterne, så er jeg personlig også er træt, af den konstante løgn fra anti-klimaminister Lars Christian Lilleholt (V).

Danmarks energi-, forsynings- og anti-klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) der i jagt på økonomisk vækst bevist tillade, yderlig danske forøgelse af de menneskeskabte klimaforandringer, hvor ministeren i tillæg, gør en dyd ud af, at bliver ved med at lyve om, at Danmark skulle være et klima forgangsland.

Danmark er ikke et forgangsland, på listen over verden største udledere og ansvarlige for de menneskeskabte klimaforandringer er Danmark i top ti, i forhold til befolkningsantal.

Danmark’s klimaregnskab medregnes ikke luftfart, skibstransport samt varer vi forbruger i Danmark, der ikke er fremstillet i Danmark, men forbruges her, hvilket samlet set gør Danmark til et af de mest klimakatestrofe skabende lande på kloden i forhold til befolkningsantal.

F.eks. Foder til animalsk produktion er ikke medregnet i landbrugets miljøbelastning i Danmark, på samme måde som klimarelaterede og miljørelaterede skader ved danskernes forbrug af importerede varer ikke indgår i CO2 regnskabet i Danmark.

Fra link:
"Produktion af sojabønner til danske grise lægger beslag på et areal i Sydamerika på størrelse med Sjælland.

Samtidig bliver foderet produceret med sprøjtemidler, der er forbudt i EU. En højere andel af lokalbefolkningen bliver syge af kræft end andre steder, og børn bliver født med misdannelser. Regnskov bliver ryddet, og klimaet lider under den intensive sojabønne-produktion, viser rapport."

Link: http://www.dr.dk/nyheder/viden/miljoe/eu-politiker-vil-have-eu-ind-i-sag...

Fra link: Rockwool Fonden har Centre for Economic and Business Research (CEBR) på CBS.

"Danmark har forpligtet sig til ambitiøse mål for at begrænse udledningen af drivhusgasser. Og målt på udledningen af CO2 fra dansk produktion går det fremad. Men dette mål medtager alene CO2 fra produktion inden for Danmarks grænser og måler dermed ikke CO2-belastningen fra det samlede danske forbrug. En væsentlig begrænsning i det produktionsbaserede mål er, at udledninger, der er knyttet til vareimport, ikke medregnes.

Med forskningsmidler fra Rockwool Fonden har Centre for Economic and Business Research (CEBR) på CBS nu undersøgt, hvad det betyder for målopfyldelsen, hvis man opgør CO2-belastningen fra det samlede danske forbrug. Analysen viser, at Danmarks forbrugsbaserede årlige CO2-udledning siden 1996 har været op til 18 procent højere, end det traditionelle CO2-regnskab indikerer."

Link: http://www.rockwoolfonden.dk/app/uploads/2015/12/Faktaark_CO2-udledning-...

Bent Gregersen, Carsten Budde, Leif Andersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Niels K. Nielsen
oktober, 2016 - 17:18

“Og der lånes hver dag til forbrug.” Fuldstændig korrekt, men hvorfor drager du ikke nogen konklusion af denne konstatering andet end, at Danmark er gået i 'luksusfælden'. Din 'luksusfælde' eksisterer ikke, og din argumentation er ligesom både Claus Hjort Frederiksens og Henrik Sass Larsens ligegyldige mundhuggeri baseret på en accept af de begrænsninger, som politikerne sammen med den finansielle sektor har sat for enhver regerings økonomiske råderum. Vi behøver ikke en gang at nævne 100 mia kr til kampfly, 32 mia spildte kr på sabotering af vores skattevæsen, EU's finanspagt og de 300 mia kr, som finansministeriet skønner, at danske virksomheder har gemt væk i udlandet. Der er masser af penge i det danske samfund, men det begrænsede råderum, som alle synes fuldt ud at acceptere, er især baseret på, at vi har ladet vores poltikere privatisere kontrollen med pengeskabelsen og pengemængden. I og med at vi har ladet bankerne overtage ca. 93% af pengeskabelsen i vores samfund, har vi samtidig overladt så store samfundsskabte værdier til den finansielle sektor, at hvis vi gen-nationaliserede disse værdier, ville vi kunne dække mindst 50% af velfærdsstatens udgifter. Men vi har ladet disse enorme værdier tilflyde finanssektoren uden så meget som at forlange en krone til gengæld. Der er den finansielle sektor, som er den største udgift for samfundet – ikke modtagere af kontanthjælp. Hver eneste gang enhver af os foretager et indkøb – fra det daglige indkøb i supermarkedet til køb af hus – har vi accepteret at betale en 'afgift' til den finansielle sektor. I og med at vi accepterer dette, accepterer vi samtidig, at staten går glip af hundreder af milliarder.

Og der er intet venstreorientet ved denne konstatering. Selv de neoliberales største guru – Milton Friedman, en af vores tids mest højreorienterede økonomer – påpegede, at dette kan sammenlignes med den feudale tidsalders betaling af tiende til aristokratiet. Friedman plæderede for afskaffelse af 'fractional reserve banking' og for statens totale overtagelse af pengeskabelsen, netop fordi han anså dette som en absolut forudsætning for frie markeder. At penge tilhører os allesammen burde være lige så naturligt, som at ingen kan privatisere atmosfærens ilt. Penge er det kapitalistiske samfunds ilt, og i og med at vore politikere har tilladt privatisering af pengene, har de skabt et uproduktivt parasitvæsen, som vi slet ikke har råd til. Problemet er, at de fleste af os faktisk tror, at det er Nationalbanken, som skaber og råder over pengene. De fleste danskere ved intet om de 'afgifter' som vi allesammen hvert minut døgnet rundt betaler til den finansielle sektor. Derfor kan en fidusmager som Claus Hjort Frederiksen trække os allesammen rundt i manegen med hans ligegyldige snak om 7 mia, som angiveligt mangler i Socialdemokratiets plan. Ligesom Joachim B. Olsen får lov til at afspore diskussionen med hans snak om den enlige mor med 4 børn på kontanthjælp, som angivelig har 21.000 kr om måneden efter skat. (Joachim B. Olsen har ret. Det har bare ikke den store samfundsøkonomiske konsekvens at skære 2000 kr væk fra denne enlige mors kontanthjælp.) Der korrekte spørgsmål burde være: Har vi råd til den finansielle sektor? Når dette spørgsmål er besvaret, kan vi diskutere velfærdssamfundet.

Ole Steensen, Bent Gregersen, Steffen Gliese, Kurt Nielsen, Elisabeth Andersen, Torben Kjeldsen, Carsten Budde, Leif Andersen, Bjarne Tingkær, Flemming S. Andersen, Karsten Aaen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Der er politisk generelt manglende forståelse for, at det er et overgreb på danskernes gennerelle menneskerettigheder, når privatøkonomiske interesser politisk beskyttes og kommer før befolkningens overordnede interesser, politikere bryder den tillid, der skal være til vores politikere for at have berettigelse som vores repræsentanter.

Borgerne bliver elendigt behandlet af politikerne.

Advarsel!

Dansk svinekød er en livsfarligt smittebærer!

Dansk svinekød må ikke sælges, 70% af alt dansk svinekød er inficeret med antibiotikaresistent og livsfarlig MASR CC398 bakterie.

Alle danske svin vil nu blive slået ned.

Sådan skal det lyde!

Link: http://www.forskeren.dk/mrsa-skandale/

Det er da forståeligt nok, at Lars Seier Christensen og Asger Aamund ikke kan lide velfærdsstaten og gerne vil slippe for at betale skat:
De har f.eks. aldrig gået i skole og efterfølgende taget en uddannelse. De kunne heller aldrig finde på at bruge veje eller lade sig beskytte af politi m.m. Og da slet ikke lade sig behandle på sygehuse, hvor læger og sygeplejersker jo har haft velfærdsstatsfinansieret uddannelse (det gælder også privathospitaler, hvorfor de heller vil lade sig behandle der). Og hvorfor skulle de, når de alligevel aldrig bliver syge.
Så jeg synes, det er ganske forståeligt, at de har den holdning til velfærdsstaten...........

Så længe finansmarkederne har hårdt fat om genetialer og struben på politikerne vil dette land og resten af verden være på vej i afgrunden. Skammeligt at Poul Nyrup eksekverede denne såkaldte liberalisering. Realkreditinstitutterne er blevet endnu en malkemaskine for finanssektoren. Gebyrgribbene har gjort det muligt fircerhvervslivet at kopiere pengemaskinen. Det, der er driftftsomkosrninger, bliver nu ved manipulerende markedsføring indført som det mest naturlige at betale gebyrer for. Du kan til nød slippe for gebyret hos bl.a. TDC, hvis du giver tilladelse til direkte adgang til bankkontoen via Dan-kortet.
Hvad ville et gebyr ikke have kostet dengang en medarbejder udfærdigede en faktura på en skrivemaskine, lagde den i konvolutten, eventuelt med et Giro-kort, satte frimærke på og bragte det hele til postkontoret. Hertil en hob af mennesker til manuelle afstemninger af indbetalingerne, manuel udskrivning af kontoudtog etc. etc. Ufatteligt at digitaliseringen og den maskinelle overtagelse af processerne skulle være så meget dyrere at det skulle være nødvendigt at tage særskilt betaling for at kunden betaler for det leverede.
Finanssektoren, erhvervslivet og politikerne har virkeligt sugerøret i lommerne på borgerne i en grad som ikke tidligere set. De selv samme sektorer kræver mådehold af borgerne, mindre lønninger, færre og mindre offentlige ydelser, højere pensionsalder, længere arbejdstid osv osv. Der bliver mindre og mindre at suge af i borgernes lommer undtagen hos den ene procent som de 99 procent har tilladt at akkumulere værdier, fordi der tillades en vækst mindre end afkastet af produktionen. Det styrtregner på præsten og hvis degnen bliver våd, så er det alene af egen sved.

Så TV-duellen mellem Hillary og Donald og bemærkede Hillary krævede større andel til middelklassen af produktionen og endda overskudsdeling og ikke kun som det kendes i toppen, men også til middelklassen. (Så er de medkøbt til fortsat at medvirke til at træde på underklassen.) Hva' ba'!
Nye toner fra en amerikansk præsidentkandidat. Nuvel, embedet er ikke i hus og det er kun en valgkamp, men alligevel. Det burde svagelig Anker Jørgensen have hørt. Det ville utvivlsomt have glæde ham at høre, at hans kuldsejlede Økonimiske Demokrati genopstår 40 år efter at han kuldsejlede med projektet - og så af en amerikansk præsidentkandidat.

Fra Sydkorea til USA over Frankrig o.a. lande skamroses den danske/skandinaviske model. Medens vi her til lands har travlt med at demontere modellen, så er der i andre og næppe socialistiske stater anerkendte økonomer, politologer, sociologer o.m.a. Indflydelsesrige personer som lovpriser modellen. Tankevækkende.

Fattes der penge her til lands, så kan det kun skyldes dårlige politiske beslutninger med uendeligt store regninger for samfundshusholdninge til følge. Borgerne/vælgerne er bestyrelsen i forretningen Danmark. Enhver virksomhedsbestyrelse ville have hældt direktionen på porten for langt mindre økonomiske katastrofer end det som anføres ovenfor af bl.a. Ivan Leth. Skulle vi ikke afsætte hele direktionen alias politikerne og lade embedsværket køre butikken. De er også meget hurtigere og billigere at blive af med end politikerne, hvis embedsværket mod forventning ikke skulle løfte opgaven tilfredsstillende. Embedsværket kører alligevel butikken. Vi betaler dyrt for at have 179 uduelige direktører på Borgen til at tinge om ganske få procent af Finansloven hvert år. Samme vej med kommunal- og regionspolitikere. Også her findes et ganske udmærket maskineri til at håndtere opgaverne uden politikernes indblanding, som jo sjældent bliver til andet end et middelmådigt miskmask og makværk inden alle interesser er tilgodeset og ikke mindst skyldige tjenester er indfriet.

Et anlægsprojekt gennemarbejdes og udfærdiges af dygtige fagfolk til at koste 100 kr for et 100 procent i orden resultat. Politikerne kan kun enes om at give 50 kr for det og begynder at pille projektet fra hinanden indtil det i bedste fald er 50 procent iorden og de udfører det rituelle spadestik og rødesnorklip, så vi alle kan se hvor dygtige de har været. Virkeligheden presser sig på og vi ved at alle hvad klokken er slået, når vi skal genforhandle en byggeopgave. Det bliver sjældent billigere i den situation og købmandsskab er nok ik' lige disciplinen, hvor politikere har en overhånd. Det hele ender med at koste 100 kr eller mere og et knopskysningsprojekt bliver sjældent bedre i den sidste ende. Udførelse næsten samtidig med projektering er ingen god idee. Man siger at kloge mennesker lærer af deres fejltagelser. Det gælder tilsyneladende ikke politikere i disse sammenhænge. Tænker dog det er anderledes, hvis de bliver tørret af en anden politiker i deres interne kampe og stridigheder.

Jeg er træt af at høre politikere sige: Det ku' jeg da ikke vide.. Jeg har en forventning om at... Håndhævelsen af loven i praksis var ikke hensigten med loven... o.l. Bortforklaringer.

Det påstås at hensigten med reformeringen af de socialel love i 2013 ikke var at henholde borgere i uendelige resurseforløb og med 5 minutters sengepraktik eller en personlig assistent til at udføre arbejdsopgaverne helt eller delvis selvom det er tydeligvis må være indenfor lovens rammer da ankenævnene oftest godkender kommunernes handlinger. En folketingspolitiker der presser en kommunal politiker på økonomien har tilsyneladende ikke et abstraktionsniveau, der gør vedkommende i stand til at forestille sig at en kommunalpolitiker ikke vil udnytte enhver mulighed givet vedkommende i lovgivningen til at undgå økonomiske sanktioner fra selvsamme folketingspolitikere ved enhver budgetoverskridelse. Det skriger til himlen.

Kurt Nielsen, Ivan Breinholt Leth, Carsten Budde og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Liliane Murray

»Vi har altid – i hvert fald indtil nu – været i stand til at nå igennem med aftaler til gavn for vores erhvervsliv og vores økonomi,«

Ja netop, deres erhvervsliv og deres økonomi. Så skideværre med alle andres! Det viser hvor snævert de tænker og med hvilket tunnelsyn de ser verden.

"Det store spørgsmål er så: Hvis de borgerlige ideologers rituelle modstand mod velfærdsstaten er latterligt misinformeret, hvordan skal man så forstå venstrefløjens rituelle opbakning til den?"

Ja, det går også over min forstand og fatteevne.

Niels K. Nielsen

Ivan Breinholt Leth

Du forbigår helt at kommentere det faktum, at Danmark med et ufinansieret offentligt forbrug på nu 1.100 mia. kr. om året har bragt sig selv i Luksusfælden; velfærd er blevet til gældfærd. Vi er blevet velfærdsfede, og -dovne og forstår ikke længere, at velstand kommer før velfærd.

I stedet skriver du om, hvordan Staten kunne sikre sig yderligere indtægt, f.eks. at der skulle ligge 300 mia. kr. i skattely. De 300 mia. vil i givet fald kunne give 66 mia. i skat - altså mindre en 1 måneds udgift i det offentlige. Så det rækker ikke til noget. Dine bemærkninger om den finansielle sektor kan der godt være noget om. Særligt har de stærkt øgede bidrag på realkreditlån har karakter af åger - ligesom Statens skatter og afgifter i øvrigt - som du heller ikke kan vælge fra eller vælge et alternativ til.
Staten skal naturligvis inddrive sine skatter og lade være med at lalle rundt med folkets penge, som det er tilfældet - skatter bliver ikke inddrevet; socialt bedrageri, sort økonomi og ineffektivitet florerer - og man sender lige 14 mia. til nogle svindlere i Golfen.

Men vi er nødt til at få det offentlige forbrug ned på et bæredygtigt niveau og vi er nødt til at tale om det.
- og en del af vejen dertil er også en moralsk genopretning: det er f.eks. ikke OK, at en kvinde, der har valgt at få fire børn, kan stå frem på TVskærmen og brokke sig over en for lav kontanthjælp, når hun får 23.000 kr. udbetalt hver måned. Hun skulle naturligvis i stedet benytte lejligheden til at sige tak til dem, der er pålagt at forsørge hende og de børn, hun og hendes mand (mænd) har valgt at sætte i verden.

Ivan Breinholt Leth

Niels K. Nielsen
Du forbigår tilsyneladende det faktum, at staten har indtægter i form af skatter og afgifter. Den danske stats samlede udgiftsbudget er på ca. 1.100 mia kr. Det er ikke det samme som statens underskud, som er langt mindre, når man fratrækker indtægter og faktisk relativt lille i forhold til BNP i sammenligning med en lang række andre lande. Den samlede private låntagning i Danmark er langt større end den statslige, og det er denne låntagning, som har skabt bobler.
Det, som du og andre tilsyneladende overser, er, at den danske stat er henvist til det internationale private lånemarked, netop fordi vores politikere har privatiseret pengeskabelsen. Deraf den konstante henvisning fra politikere til finansmarkedet reaktioner på Danmarks økonomiske politik. Denne klagesang hørte vi intet til f.eks. i 70erne. De fleste tror tilsyneladende, at det er en naturlov, at Danmarks økonomiske politik er begrænset af de internationale finansmarkeder, men når man overlader pengeskabelsen til private finansinstitutioner, giver man samtidig langt hen ad vejen afkald på at føre en selvstændig økonomisk politik. (Og dermed giver man faktisk også afkald på demokrati.) Det betyder for det første, at staten skal betale renter af lån til finanssektoren i stedet for til Danmarks Nationalbank, som 'i gamle dage' lånte penge til staten. For det andet betyder det, at staten ikke kan finansiere sit eget underskud ved selv at kontrollere pengemængden. I princippet kan en suveræn stat aldrig løbe tør for penge, men denne suverænitet har vi givet afkald på. En suveræn stat, som løser sit underskudsproblem ved at trykke penge udsætter naturligvis økonomien for risikoen for hyperinflation, men nutidens mainstream økonomer lader som om, at vi med privatisering af pengeskabelsen ikke udsætter vores økonomi for hyperinflation. I princippet kan danske banker skabe uendelige mængder af penge, og det er lige præcist opskriften på hyperinflation, og det er desuden grunden til, at vi udsætter vores økonomi for den ene boble efter den anden. I den nuværende situation – med lav inflation og endda deflation i 2015 – kunne den danske stat nemt løse en stor del af sit underskudsproblem ved at lade Danmarks Nationalbank skabe pengene. Hvis altså vores politikere ikke havde deponeret vores suverænitet i finanssektoren.
Jeg har aldrig påstået, at den danske stat kunne dække sit underskud ved at beskatte formuer gemt væk i skattely. Hvis disse penge blev beskattet med vores nuværende selskabsbeskatning, kunne det give staten et provenu på ca. 75 mia kr. Det, som jeg påstår, er, at diskussionen om statens underskud kunne være fuldstændig irrelevant, hvis vi gen-nationaliserede vores penge. Jeg foreslår, at vi starter et helt andet sted end ved spørgsmålet om kontanthjælpen og statens underskud. Nemlig: Har vi råd til dette uproduktive parasitvæsen, som den finansielle sektor udgør? Hvis alle de renter og gebyrer, som vi i dag tilsyneladende uden at klage overlader til finanssektoren, tilfaldt fællesskabet (staten) i stedet for en lille snæver uproduktiv elite, som bliver rigere og rigere, kunne vi gøre statens gæld bæredygtig og holde op med disse meningsløse diskussioner om kontanthjælpens størrelse, og at det skal kunne betale sig at arbejde, osv.
Jeg vil gerne være med til en moralsk genopretning. Lad os starte med at lade dette parasitvæsen stå frem på TV og sige tak. For det første tak for, at vi (skatteyderne) med såkaldte bankpakker hjalp dem ud af det roderi, som de selv skabte i 2009. For det andet tak for, at vi overlader dem enorme samfundskabte værdier uden at forlange noget til gengæld. Det ville klæde dem at sige tak i stedet for konstant at brokke sig over, at skatterne og velfærdsydelserne er for høje. Ifølge Rangvid rapporten kostede finanskrisen det danske samfund ca. 300 mia kr i form af tabte profitter (fortrinsvis i den produktive sektor), tabte arbejdsindkomster og stigende statslige udgifter til overførselsindkomster. Det ser ud til at den finansielle sektor fuldstændig uden skrupler er parat til at udsætte os for det samme roderi en gang til. Denne gang er det en aktieboble, som er under opbygning. Hvornår siger vi stop?

Torben Kjeldsen

Niels Nielsen
Folk får de penge de ret til ifølge serviceloven. Man kan leve af de penge, sjovt nok...men kun lige leve. og så skærer man ned!! Velfærdstaten indførtes for, at folk skulle undgå fattigdom, og at de ikke skulle tigge om at få hjælp. Fantastisk samfund. Alt hvad nuværende regering opfinder af moralske, økonomiske og vækst venlige argumenter er ren ideologi. Hverken sænkelse af topskat eller nedsættelse af kontanthjælp gør noget som helst for vores vækst. Den forventes at være uændret i år og måske stige 1% grundet lave renter og oliepriser næste år. Altså ikke pga. af øget produktion, flere i arbejde, tankevækkende forhåbentligt. Du har ikke og ingen økonom har med faktuel overbevisning fremkommet med data der viser at det vil øge antallet af ansatte og øge vækst. Jeg forventer ikke at du kan finde et eneste regneark der viser en sikker prognose, ikke en, for den findes ikke. Til gengæld er det sikkert, at en hel del mennesker bliver ramt alvorligt, og en del børn. Nuværende politik er usympatisk, ren kynisme og en leflen for en økonomisk ideologi der ikke skaber rigdom, men blot flytter penge til de få. Det er faktum. For mig er det mangel på intelligens, utilstrækkelig samfundsviden og en særlig patriarkalsk privilegeret samfundsorden. Hvorfor er der ikke vækst i hele EU, ikke kun i Danmark. Jeg tror at finansmarkedet i virkeligheden er skurken. Hypotese modsat hvad man tror, så bremser det stigende aktie og låne marked produktivitet og investeringer. Tænk følgende. Det ser ud som om at der har aldrig været så meget kapital til rådighed, (privatejet centraliseret kapital) som i dag og så lav en investeringsrate målt relativt hertil i produktion. De fleste inden for faget økonomi er bekendte med den herskende tilstand i verdensøkonomien, nemlig bevægelsen fra produktionsøkonomi til spekulationsøkonomi og det er 'problemet' og ikke skatten, høje lønninger eller kontanthjælp? Så når de rigere bliver rigere bliver vi alle fattigere, det er bevist.

Ivan Breinholt Leth, Kurt Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar