Kronik

Kampen for livet kan ende i meningsløshed

Lægevidenskaben kæmper så indædt for livet og helbredelsen, at vi har svært ved at give dødeligt syge den fred, de har krav på
Alderdom

’Løsningen ligger måske i altid at oplyse alvorligt syge patienter om muligheden for at tilbringe den sidste tid på hospice, hvor palliativ pleje og flottere omgivelser tilbyder en sidste tid af kvalitet frem for kvantitet,’ skriver dagens kronikør. Arkivfoto fra Hospice Sjælland.

Tine Sletting

22. september 2016

Det var en kort besked, lægen havde til patienten, jeg passede på min seneste vagt som sygeplejevikar.

»Din sygdom er desværre tiltaget, og vi kan ikke gøre mere for at redde dig.« Kort pause. »Skal jeg bede sygeplejersken ringe til dine børn?« Derefter farvel.

Patienten var ikke chokeret. Han vidste godt, at han skulle dø. Han havde været skeptisk over for behandlingen på det seneste. Den føltes meningsløs, som falskt håb. Så hvorfor var den overhovedet blevet gennemført?

Lægen er unægteligt en ekspert, som man sætter sin lid til i spørgsmål om liv og død, men lægen formidler sjældent død. Lægen ser ikke den rolle som en del af sit virke.

Problemet er, at det medfører forløb som det ovenstående. Forløb, hvor lægen så længe som muligt forsøger at holde liv i en patient, der på trods af en følelse af tabt livskvalitet følger lægens anvisning.

Der opstår en fremmedhed over for døden, der gør, at den eneste mulighed, lægen ser, er fortsat behandling.

Ren overlevelse

Døden er den mest grundlæggende kendsgerning for vores tilværelse, men vi har paradoksalt nok formået at lægge afstand til den.

Landvindinger i den medicinske videnskab betyder, at vi kan leve, eller rettere sagt overleve, længere end nogensinde før. Og det gør livets afslutning til noget fjernt, som vi kan mangle motivationen til at prøve at forstå.

Læs også: Genopliver vi ældre, som burde have lov til at dø?

Men det er problematisk ikke at tage stilling til så essentielt et spørgsmål som døden. Dels fordi den nødvendige stillingtagen kan ende med helt at udeblive.

Dels fordi vi nu engang lever sammen som mennesker på tværs af alder og helbred, og skal man sætte sig ind i en døendes tanker, må man selv have gjort sig forestillinger om døden.

Mangler disse overvejelser, er man nemlig ikke i stand til at stå ansigt til ansigt med livets afslutning, og hvis ens pårørende efter nogen tids sygdom nærmer sig døden, kan ens automatrespons let være at sætte sin lid til en livsforlængende behandling, der trods alt har hjulpet vedkommende indtil nu.

Videnskabens tjenere

Vores forhold til døden afspejles i tendensen til, at enhver lægelig behandling skal have et mål om at kurere.

En praksis, der i sit ensidige rationale har slående lighed med tidstypiske tendenser som fremdrift, effektivitet og øget konkurrencedygtighed. Forhold, der stræbes efter, fordi de i sig selv anses for fornuftige, men som ikke bærer nogen dybereliggende værdi.

Vi forsøger at benytte den medicinske videnskab til at fremme vores mål om livets opretholdelse, men spørgsmålet er, om vi i vores behov for håb i stedet er blevet tjenere for videnskaben og dens tilsyneladende uudtømmelige muligheder for at kurere?

Jeg frygter, at vi i vores dyrkelse af de stadigt voksende muligheder for at få folk til at overleve, bliver ukritiske over for det skadelige i den tilgang, for det er ikke kun positivt at forlænge liv.

Samtidig hersker der i lægeverden en illusion om, at døden er et nederlag – man har jo ikke gjort sit arbejde ordentligt, hvis patienten dør!

Det er ikke personalets mål om at redde liv, jeg anfægter, det er derimod den ensidige antagelse om, at man i alle tilfælde må udskyde døden; livsforlængelse for livsforlængelsens egen skyld.

Kommunikationen udebliver

Når vi som behandlere undlader at overveje andre muligheder end den livsforlængende behandling, sker det typisk, fordi der mangler kommunikation med patienten.

Vedkommende er simpelthen ikke blevet hørt, eller også har han ikke fået oplysninger, der kan føre til en anden indstilling end ønsket om fortsat behandling.

Lev Tolstoi beskrev i sin roman Ivan Iljits Død, hvordan den største lidelse for den døende Ivan bliver løgnen; den manglende anerkendelse af, at han skal dø, og den fortsatte behandling i forsøget på at modvirke det uundgåelige.

Læs også: Vi behandler vores døende til allersidste suk

Løgnen medfører en unødvendigt langvarig og forstærket lidelse, et eksempel på, hvordan den livsforlængende behandling er til gavn for alle andre end patienten.

Ivan føler ikke, at han har mulighed for at fortælle selv sine nærmeste om sine tanker om døden, simpelthen fordi han oplever, at han skal være lydig over for lægernes ordinationer og behov for at kurere. Den meningsfulde kommunikation udebliver.

Fælles forfængelighed

Kommunikation kommer af det latinske communicare og betyder at gøre fælles, hvilket i dette tilfælde påbyder patientinddragelse. Og hvad kan siges at være mere fælles for alle mennesker, ja alt på jorden, end forgængelighed?

Etisk Råd udgav i 2012 en rapport med anbefalinger vedrørende livsforlængende behandling, hvor det blandt andet fokuserer på, at kommunikation med patienten og de pårørende er af afgørende betydning.

Rådet skriver, at det især gælder »for den døende, hvor formålet ikke er at helbrede, men at bevare eller optimere livskvaliteten«.

Men der er en diskrepans imellem anbefalinger og den egentlige praksis, sandsynligvis fordi man på et hospital som nævnt ikke formår at formidle død, når livsforlængende behandling mister sin værdi.

Samtidig er hospitalsvæsenet domineret af en naturvidenskab, der i sidste ende kan stå i stærk kontrast til irrationelle ønsker hos døende patienter.

Er hospice løsningen?

Men medmindre vi ser mennesker som homogene størrelser, der alle har et fælles værdisæt og et ens ønske om at leve i længere tid, end deres kroppe og sind tillader, må vi erkende, at døden skal håndteres på anden vis end den, de ensrettede procedurer for livsforlængende behandling tilbyder.

Løsningen ligger måske i altid at oplyse alvorligt syge patienter om muligheden for at tilbringe den sidste tid på hospice, hvor palliativ pleje og flottere omgivelser tilbyder en sidste tid af kvalitet frem for kvantitet.

Eller netop at se det som en ligeså stor del af lægegerningen at lindre sygdom og smerte i den sidste tid som at helbrede i løbet af et liv.

Se døden i øjnene

Når man taler for at indstille livsforlængende behandling eller foretage aktiv dødshjælp, bliver man ofte kritiseret for at være bange for dødens ’grimme ansigt’.

Men er det overdrevne fokus på langstrakt livsforlængende behandling ikke netop et tegn på, at vi ikke er i kontakt med døden? At vi forsøger at fornægte den? Hvorfor gør muligheden for behandling det naturligt, at døden skal være udstrakt og pinefuld?

Vi oplever måske en større distance til livets afslutning som enkeltindivider, men døden tilhører ikke kun den døende. I et samfund indrettet som vores kan den ikke være et privat anliggende. Døden er vores. Den er fælles.

Derfor bør vi indse, at vi ikke kan medicinere døden så langt væk som muligt på patientens bekostning, blot fordi vi ikke selv kan affinde os med det irrationelle i døden.

Lægekunst er ikke blot evidensbaseret videnskab, det er en holistisk forståelse af liv og død. Derfor må vi tillade en diskussion af, hvornår et liv er værd at leve, og indføre en praksis, der tillader patientens og de pårørendes egen stillingtagen til dette.

Jeg advokerer ikke for aktiv dødshjælp, jeg advarer mod en praksis, der er faldet i den anden grøft og kæmper så indædt for livet, at den i sig selv skaber meningsløshed.

Thomas Lacoppidan er medicinstuderende og FADL-vagt

Serie

Genoplivning på plejehjem

Ældre borgere risikerer at få en mere uværdig og smertefuld død end nødvendigt. Reglerne for genoplivning uden for sygehusene fungerer nemlig ikke i praksis og konsekvensen er, at man udsætter ældre borgere for genoplivning mod deres vilje.

Information sætter i denne serie fokus på reglerne for genoplivning.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Britt Kristensen
  • Ejvind Larsen
  • Søren Peter Langkjær Bojsen
  • Hans Kvisgaard
  • Anne Eriksen
Britt Kristensen, Ejvind Larsen, Søren Peter Langkjær Bojsen, Hans Kvisgaard og Anne Eriksen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sålænge vi ikke erkender , at vi er en udødelig sjæl, der midlertidig har taget bolig i en fysisk krop,vil disse problematikker være uløselige.

Britt Kristensen, Estermarie Mandelquist og Hans Kvisgaard anbefalede denne kommentar

Den moderne tidsfaktor bidrager ikke til kommunikation mellem læge og patient. Derfor er vi tilbage i tiden med den større autoritetstro, men her altså gr. fokus på behandling - og medicin.
Patienter skal ikke bruge tid på at spørge eller deltage/ medvirke - man ved bedst i behandlersystemets pakkeløsninger.
De fantastiske fremskridt med øget livslængde - er det så godt i forhold til bivirkninger og manglende kognitiv kvalitet?

Nu sender EU 47 mio. kr. til danske/ udenlandske partnere for at bekæmpe alkoholrelaterede leversygdomme i et globalt marked uden konkurrence endnu, altså endnu et emne til en kæmpechance for stor indtjening.

Imens kæmper folk med hang til en stille joint om aftenen - og meget vigtigere :) - en behandling med naturlige stoffer til syge mennesker, som ikke må omtales som sådan officielt?
Det er kun kemi, der kan markedsføres på alle tænkelige måder, bl. a som bidrag til læger der sponsoreres som konsulenter og andet.

bente tjeder, Martin E. Haastrup, Estermarie Mandelquist, Karsten Aaen og Hans Kvisgaard anbefalede denne kommentar

" Døden er vores. Den er fælles. "

Ja, joe, men "knappen" maa aldrig overlades til folk som Rasmussen og de dér betaendte vaesner fra AL, vel ?

Kære Thomas,

tak fordi du tager dette vigtige emne op. Jeg synes dog dit udsagn "Lægen er unægteligt en ekspert, som man sætter sin lid til i spørgsmål om liv og død, men lægen formidler sjældent død. Lægen ser ikke den rolle som en del af sit virke." er en anelse unuanceret. Alle læger med patientkontakt kan ikke undgå at komme i kontakt med døden og skulle forholde sig til hvornår man skal gå fra behandling til lindring. Mange læger, herunder palliationslæger, kræftlæger og til dels praktiserende læger er nærmest dagligt i berøring med sådanne problemstillinger og har dyb forståelse for at ikke al sygdom skal behandles med uanset hvad. Os andre prøver også efter bedste evne at lytte til hvad patienten ønsker og sammen finde den bedste løsning for patienten. mvh en kollega

Efter et liv i hamsterhjulet - skulle friheden til selv at bestemme så indfinde sig på dødslejet?
Nej - pharmadrengene skal lige vride det sidste forbrug, i form af medicin, ud af dit cpr.nr.

Martin E. Haastrup, Anne Eriksen, Estermarie Mandelquist og Jesper Brink anbefalede denne kommentar
Thomas Lacoppidan

Kære Andreas,

Tak og i lige måde for din kommentar. Som du påpeger, er dette udsagn sat på spidsen, og jeg vil ikke undergrave mange kollegers dygtige omgang med emnet. Det er dog gjort sådan med henblik på at klargøre, at læger i kraft af deres uddannelse (eller mangel på dele af samme) ofte ikke formår at handle ud fra andet end det herskende dogme om at forlænge liv og udskyde død. Som udgangspunkt (og nævnt i artiklen) er det ikke en tankegang, der er forkert - så længe det ikke står alene. Og der ved jeg, at det netop ikke er et fokus på liv og død som uadskillelige størrelser, der fylder på studiet, hvilket kan tænkes at skabe tendenser som den anfægtede.

Dbh.