Kronik

Kampen om ytringsfriheden afspores af forblindede argumenter

Hvis kritikken af islamismens ødelæggelse af de vestlige samfunds institutioner og normer ikke får modstand og kritik, ender den i forenklede svar og brutaliserede floskler, der overser, at demokratiet er kompliceret
EUROPE, WOMEN, RELIGION, TERROR, RULES, REGULATIONS, BATHING SUITS, ATTIRE, CLOTHING, BEACH, SWIMMING, ENFORCE, POLICE, GOVERNMENT, POLITICS

Den svenske forfatter Chris Forsne mener, at den islamiske burkini er en hån mod kvindefrigørelse og burde forbydes. Men kritikken af islamisme skal selv have kritik og modstand, hvis ikke den skal ende i forenklede svar og britale floskler,  mener kronikør Jens Martin Eriksen.

DMITRY KOSTYUKOV

27. september 2016

Da schweizerne i 2009 gik til afstemning og vedtog et forbud mod minareter i landet, fremførte mange forsvarere for den nye lov, at det bare var en parallel til religionsforbuddet for kristne i f.eks. Saudi-Arabien. Dér må der ikke opføres kirker.

Så derfor kunne man med god ret vedtage et forbud mod minareter, ikke kun i Schweiz, men også i andre lande i Europa. Det ville kun være rimeligt.

Det er nu syv år siden, denne batalje fandt sted, og symbolkrigen er fortsat.

Senest var det stranden i Nice, der var slagmarken. Og det samme argument mod fri brug af burkinien er blevet fremført hos nationalistiske kulturalister på mange blogs og på Facebook.

Man kan ikke som kvinde færdes i f.eks. Saudi-Arabien uden hovedbeklædning, så derfor kan muslimske kvinder i Europa ikke forvente, at friheden til at dække sig til skal gælde for dem her.

Dette argument om at skabe parallelitet i forbud mellem et religiøst diktatur som Saudi-Arabien og det demokratiske Europa bygger implicit på, at man skal indlade sig på en kolossal gidselaktion.

Når fremmede kulturers udtryk er forbudt i Saudi-Arabien, må muslimer bøde for det her med indskrænkninger i deres frihed.

Ræs mod ufriheden

Denne absurde tankegangs eneste perspektiv er et ræs mod bunden, hvor man kun kan matche det wahabistiske styre ved at eliminere alle demokratiske fremskridt de seneste par hundrede år.

Det forekommer selvindlysende for de fleste, men argumentet om at skabe parallelitet i forbud i et kapløb med Saudi-Arabien er ikke desto mindre købt af mange i disse ugers og måneders intense debatter om tolerancens grænser på flere platforme.

Ikke kun af hollandske Geert Wilders, der måske ikke så overraskende mener, at man kan rejse til Saudi-Arabien, hvis man vil kræve denne ret til at ytre sig om sin religiøse identitet. Også på det amerikanske internetsite Vocativ promoveres synspunktet om, at det er hyklerisk at kræve retten til at bære burkini, når der gælder andre regler i Saudi-Arabien.

Det britiske UKIP-medlem og tidligere formand for partiet i London Paul Wiffen er citeret for at hævde, at ingen med god ret kan kræve frihed for burkini, når Vesten ikke blander sig i, hvilken dresscode man har i Saudi-Arabien.

I Svenska Dagbladet parafraserer den svenske forfatter Per Wästberg en række kilder til støtte for det synspunkt, at burkinien er et tegn på islamisme, og som sådan forhåner kvindefrigørelse og oplysning, hvilket implicit skulle være et tilstrækkeligt argument for at forbyde den.

Den svenske forfatter og journalist Chris Forsne skriver og citerer andre for, at eksponeringen af burkini bare er et ud af flere islamistiske våben, der som led i en erobringslogik skal læses som en test af, hvordan islamister kan bekæmpe det liberale demokrati.

Burkinien skal læses sammen med æresvold og kvindelig omskæring, og derfor bør staten forsvares med et forbud mod dette symbol.

Herhjemme mener teologen Iben Thranholm, at samfundet er under angreb fra en aggressiv religion, og den situation gør, at vi på dette punkt må suspendere frihedsrettighederne og forbyde burkinien.

Symbolske håndtryk

Kampen om symbolerne er imidlertid mere kompliceret, når de angår samfundets institutioner, hvor vi alle er forpligtet af demokratiske og normative regler, som den enkelte ikke kan vælge fra uden at ødelægge det fællesskab, der eksisterer.

I en skole i byen Therwil, nær Basel, udspillede der sig således en ideologisk kamp i foråret, da to muslimske drenge bekendtgjorde, at de af religiøse årsager ikke havde til sinds at give deres kvindelige lærer hånden.

Nu er Schweiz et land med borgerlige manerer, og al høflighed tilsiger, at man ved indgang til timen giver sin lærer hånden og ved afslutningen siger farvel. Men denne regel var skolens ledelse parat til at dispensere fra, for her stod vi med et religiøst hensyn til muslimer.

Da det kom myndighederne for øre i Basel, irettesatte man imidlertid skoleledelsen og indskærpede, at der ikke kunne dispenseres. Landets justitsminister, Simonetta Sommaruga, blev citeret for at sige, at håndtrykket var udtryk for schweizisk skik og brug. Så nu var det kultur mod kultur.

Herefter kom argumentet om ligeværd også ind i diskussionen, for muslimsk kultur ville jo diskriminere mod kvindelige lærere. Men her kom den velvillige skoleledelse skoleeleverne til hjælp i deres afvisning og forbød dem at hilse på nogen lærere overhovedet – kvindelige som mandlige. Man mente dermed at have løst en del af kravet om lighed.

Men myndighederne i kantonen stillede sig ikke tilfredse med denne finte. Man udtalte, at hensynet til lighed mellem mænd og kvinder samt hensynet til udlændinges integration vejer tungere end elevernes religionsfrihed. Så var sagen afgjort, og elevernes forældre blev advaret om, at en fortsat nægtelse af håndtryk ville udløse i en bøde på 5.000 schweizerfranc (cirka 35.000 kroner).

Slagmarken kan også være et svømmebassin. I en anden by nær Basel fik to andre skoleelever, to piger, annulleret deres ansøgning om at blive schweiziske statsborgere. Det skete, efter at deres far havde forbudt dem at deltage i svømmeundervisning i skolen sammen med drengene i klassen.

Laissez-faire

Nogle mener, at der kun er én løsning på disse kulturkonflikter, og det er at tillade alt. Ellers ender man i snæversyn og fremmedhad.

Men det er også en kendt sag, at de, der plæderer for dette laissez-faire-argument ikke intellektuelt kan overskue komplicerede forhold, så som at principiel eftergivenhed over for kulturelle krav medfører, at individer i den muslimske mindretalskultur fastholdes i deres eget religiøse bigotteri og tyranni, der både umiddelbart og på længere sigt isolerer dem fra samfundet i enhver henseende.

Laissez-faire-argumentet er mere egnet til at positionere sig over for sine politiske modstandere fra flertalssamfundet og til at vinde et politisk klientel hos de religiøse filistre i det muslimske mindretalssamfund, end det er til at løse stærke modsætninger mellem kulturer.

Total kulturkamp

På den anden fløj argumenteres der for, at symbolerne hænger sammen. Her ser man ikke problemer i, at disse diskussioner udarter til konfrontatorisk kulturkamp.

For tegnene understøtter hinanden, hævder man – minareter, forbud mod at blande sig med andre fra flertalssamfundet, selvsegregering, tvungen uniformering, forældres og familiens tyranni samt vold mod børn og unge og oprørske outsidere. Derfor er der ikke andre muligheder end at bekæmpe hele den muslimske og udemokratiske kultur.

Det er ikke for meget at hævde, at der er ved at danne sig en konsensus om denne position i flere lande i Europa. Også i Danmark, hvis man skal tro reaktioner i debatfelterne på Facebook og andre steder.

Problemet er imidlertid, at man fra denne kulturalistiske position ser det som statens opgave at opdrage folk ideologisk ved at forbyde dem at tilkendegive deres kulturelle og religiøse holdninger i det offentlige rum. Det er blevet tydeligt efter terrorens sommer i år.

Men kvinden på stranden i Nice og de segregede unge i Schweiz kræver hver sit svar –  ikke et forenklet totalsvar – hvis vi også samtidig skal forsvare ytringsfriheden.

Hvis kritikken af islamismen og filistrøse muslimers ødelæggelse af samfundets institutioner og normer ikke selv får modstand og kritik, ender den i facilt forenklede svar og brutaliserede floskler.

Demokratiet er stadig kompliceret. Kun bombastiske – og nogle gange dumme – svar på dets udfordringer er enkle og lette at forstå.

Jens-Martin Eriksen er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lad mig først sige tak for et imponerende klogt og nuanceret indspark.
Til start blev jeg bekymret for at Jens-Martin Eriksen, som desværre mange andre, ville lade idiotiske påstande og krav, fra tomme rabiate tønder som Wilders, Thranholm mfl. - styre diskursen.
Den bekymring blev til dels gjort til skamme. Men jeg sidder alligevel med følelsen at det er et vigtigt budskab at fremhæve.

Jeg kunne også have ønsket, at forfatteren havde haft moddet til at vise sit standpunkt, i forhold til den nuværende debat om forbud mod tørklæder og andre åbenlyse religiøse symboler i folkeskolen mv.
Den generelle tone i indlægget synes at pege mod forfatterens enighed, med både rimeligheden og nødvendigheden, i en sådan regel. Men det står aldrig helt klart.
Hvis Hr. Eriksen læser dette, ville en uddybning blive påskønnet. På forhånd tak.

Demokratiet er ikke spor kompliceret, tværtimod er det verdens bedste politiske styreform for alle frihedselskende mennesker, hvis ellers samtlige borgere i et land fra barnsben oplæres med nogle ufravigelige regler om, at vi for eksempel altid holder religion fuldstændig adskilt fra det offentlige rum, hvad enten vi taler om de offentlige institutioner med uddannelse eller arbejdslivet i det private erhvervsliv og den offentlige sektor.

Begreber som hemmelige frie valg af politikere hvert fjerde år, privat ejendomsret, fri markedsøkonomi, demonstrationsfrihed, forsamlingsfrihed, religionsfrihed, åndsfrihed, ytringsfrihed, men i særdeleshed ligestilling for kvinder på alle niveauer i samfundet, er det største fremskridt nogensinde i menneskehedens historie, og dèt burde verdens 2,2 milliarder kristne i langt højere grad forsvare over for den islamiske verden med sine 1,6 milliarder troende muslimer.

De europæiske befolkninger fik i sin tid grundlagt demokratiet og folkestyret som politisk styreform med netop den tanke for øje, at man èn gang for alle ville stække kirkens indflydelse på folks sociale og arbejdsmæssige liv i hverdagen, så hverken den katolske pave, kardinalerne, biskopperne eller præsterne længere kunne tyrannisere folks liv gennem religiøs indoktrinering, manipulation og social kontrol, men i stedet af folkevalgte politikere og vedtagne sekulære love i flertal.

Her betød ytringsfriheden alt i kampen mod kirkens indflydelse.

Anno 2016 er de samme europæiske demokratier blevet lammet af en skræmmende politisk korrekthed på alle institutionelle niveauer, takket være millioner af troende muslimers indvandring til kontinentet i ly af FN-flygtningekonventioner og EU-menneskerettigheder, hvoraf langt de fleste ønsker at leve et liv i et moderne samfund med deres patriarkalske familietraditioner, klankulturer og stammekulturer, ligesom mange overhovedet ikke ønsker at have noget at gøre med os europæere andet end at modtage de økonomiske velfærdsydelser.

Ingen pragmatiske mennesker kan derfor afvise den ubestridelige kendsgerning, at islam som lovreligion for 1,6 milliarder troende muslimer, er den største trussel imod demokratiets sekulære love, især ligestillingen af kvinder og ytringsfriheden, når man gennem adskillige nationale og internationale undersøgelser kan erfare, at tre ud af fire muslimer fra alverdens mislykkede stater ikke vil assimilere sig med de kristne og ateistiske europæere, men hellere vil leve i hverdagen med Koranens sharialovgivning som ledestjerne.

Stærkt troende muslimers krav om, at vi europæere bare har at respektere deres ønske om at leve med Koranen som lovreligion for dem i hverdagen ville svare til, at samtlige etniske kristne majoritetsdanskere anno 2016 insisterer på, at leve efter Det Gamle Testamente med alle sine patriarkalske familietraditioner, klankulturer og stammekulturer. En sådan tilstand er komplet uforenelig med demokratiet som politisk styreform – og dèt faktum må selv den mest hardcore tilhænger af multikulturalismen kunne se.

Hvis muslimske piger og kvinder partout ønsker at bære tørklæde som et politisk og religiøst symbol i hverdagen på, at de er muslimer, ja, så skal de selvfølgelig gøre det. Bare ikke i skoletiden eller på arbejdspladsen. Ej heller i svømmehallen med krav om kønsadskilt svømning for kvinderne. Ligesom både muslimske mænd og kvinder bare har at give en lærer et håndtryk, hvis det er traditionen på en skole eller på et universitet.

Alt andet er religiøst betinget racisme og apartheid.

"Muslimerne afviser vores kultur og forsøger at påtvinge os deres kultur. Jeg afviser dem, og det er ikke kun af pligt over for min egen kultur – det er af pligt over for mine principper, min civilisation", skrev den verdensberømte italienske journalist og forfatter Oriana Fallaci (1929-2006), der i de sidste år af sit liv offentligt gav udtryk for sin foragt over for Irans ayatollah Khomeini, Muammar Gaddafi i Libyen og Yassir Arafat, som hun alle interviewede som journalist.

Oriana Fallaci, der var erklæret socialist, udviklede i slutningen af sit liv et stærkt had til islam som ideologi, fordi hun opfattede denne lovreligion som en stærk trussel mod Vesten og de opbyggede demokratier gennem flere hundrede år med alle sine personlige frihedsrettigheder. Herunder ligestilling og ytringsfrihed. Et for hende direkte resultat af perioden med Oplysningstiden fra 1690 til 1800, og hun kaldte til stor forargelse den europæiske venstrefløj for ”islam-madrasser”.

"Den stigende tilstedeværelse af muslimer i Italien og i Europa er direkte proportional med vores tab af frihed”, sagde Oriana Fallaci, og det er millioner af europæere i dag fuldstændig enig med hende i. Hvilket blandt andet Dansk Folkeparti og deres søsterpartier i Europa er beviset på, fordi disse vælgere ønsker et omgående stop for yderligere muslimsk indvandring til deres lande. Det har intet at gøre med racisme, fascisme og nazisme, men simpel angst for at miste de personlige frihedsrettigheder – herunder i særdeleshed ligestillingen og ytringsfriheden – og sit land på længere sigt.

Takket være en særskilt beskyttelse af muslimer fra den europæiske venstrefløjs side gennem årene, har ytringsfriheden fået nogle efterhånden meget trange kår, når vi taler om blot den mindste religionskritik af islam. Også selv om muslimer kun repræsenterer 10% af for eksempel den danske befolkning. Hvilket har slået enhver lighed og retfærdighed i stykker på bekostning af den etniske danske majoritetsbefolknings opbyggede kultur, traditioner og øvrige værdinormer gennem de sidste 167 år.

Men af uransagelige grunde har store dele af den politiske venstrefløj herhjemme valgt gennem de sidste 25 år, at beskytte muslimer ensidigt med næb og klør imod enhver kritik af deres manglende vilje til at integrere sig positivt med os kristne og ateistiske danskere i et fællesskab og en konsensus om, at religion altid skal være en privat sag for den enkelte borger, der aldrig må bringes ind i det offentlige rum, når vi taler om uddannelse og arbejde.

Lad mig derfor afslutte min kommentar med et uddrag af en fremragende leder fra den nu afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden, som han skrev i dagbladet Politiken den 23. december 2007 under overskriften ”Julens budskab”:

- Når religionen polariserer, er der ikke andet at gøre end at minde os selv om, hvad der var det eneste gode resultat af de blodige europæiske religionskrige mellem protestanter og katolikker: tolerancedoktrinen. Hvor svært det end kan være, må vi hver især forene vores overbevisning med en forståelse for, at andre har en anden. Alternativet er vold og diskrimination. Kun de adfærdsregler, vi nødvendigvis skal være enige om, fastsættes af staten. Det er religionsfrihedens indhold. Hvis både kristne, muslimer og ateister konsekvent fastholdt tolerancenormen, ville meget være vundet. At drømme sig til en verden, hvor alle har samme overbevisning som én selv, er og bliver en korsfarerdrøm – hvad enten det sker i Allahs, Guds eller Fornuftens navn.

Samtlige muslimer i Danmark og Europa burde læse Tøger Seidenfadens kloge ord.

Morten Pedersen, Finn Thøgersen, Espen Bøgh, Bjarne Frederiksen og Harrie Boonen anbefalede denne kommentar
Peter Bækgaard

Jeg tror ikke på at mennesker inderst inde er bange for andre religioner. Det man i vesten typisk er bange for er velsagtens intolerance, og derved udviser man selv intolerance.
Det er et kendt faktum at der er visse lande hvor det at have en anden religion end islam er forbundet med en stor risiko, og en indskrænkning i sine muligheder for at praktisere ens religion.
Hvis lande som vedkender sig til en bestemt religion, det være sig islam, hinduisme, jødedom, kristendom osv. bare for en gang skyld ville tillade andre at tro på noget andet - eller slet ikke tro, så ville vi nå et langt stykke.
religion er noget fanden har opfundet, og nu bruges religionskortet i diskussioner om hovedbeklædning osv. Noget der ikke har det fjerneste med religion at gøre.

Peter Bækgaard

Der står Inter i koranen om slør. Se selv efter i sura 24 og 33, hvor kvinders fremtoning nævnes.
Det er vigtigt også at huske at koranen ikke har gennemgået reformation og derfor ikke tolkes på samme måde som kristendommen.
Jeg medgiver at det bruges af visse såkaldte lærde i en undertrykkende form, og desværre lytter man til idioterne. Men hvis vi nu bare var ligeglade med om den person vi møder dækker sig til, så havde vi vel ikke diskussionen. Senere ville kvinderne nok alligevel rejse sig i flok mod demagogiske imamer og styreformer.
Det er komplekst og jeg kan godt forstå den negative symbolværdi der ligger i det. Men vi burde kunne se ud over det.

Dorte Sørensen

Er et af de demokratis fornemste opgaver ikke at beskytte mindretal????
Den med religion ud af det offentlige rum lyder smukt - MEN hvorfor har Danmark så stadig en statskirke???? I undervisningen opgav Danmark først forkyndelsen i folkeskolen i 1975 - så indtil da havde "vi" vel Bibelskoler.
Mht. mænd og kvinder har de kristne samfund heller ikke noget at lade de muslimske at høre - fx. blev der først indført lige arveret for mænd og kvinder i Danmark i 1920érne .
Ja remsen er lang men jeg stopper her med en bemærkning om, at der nok er flere ligheder mellem kristendommen og islam end der er forskelle.
SKAL "vi" ikke dyrke dem i stedet for altid at dyrke forskellene.

Niels Duus Nielsen, Dana Hansen og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar
Mikkel Nohr Jensen

For mig at se er det ikke så kompliceret igen.

Ja, der højere til loftet her i Danmark end i de fleste lande - og gudskelov for det - men nogle holdninger er bare ikke at acceptable. Her mener jeg ikke småting, som at man bør gå tækkeligt klædt, eller at man bør holde sig fra svinekød, men virkelig ubehagelige sager, såsom at homoseksuelle skal have tæsk, at kvinder skal gifte sig med den deres forældre siger og ellers slås ihjel, at kristne skal tvinges til at betale en ekstraskat under trussel om korsfæstelse etc. Den form for barsk islamisme synes jeg det er i orden at bekæmpe med loven i hånden.

Spørgsmålet er så bare:

1. Er tørklæder, burkini osv. i den dur udtryk for den slags islamisme.

2. Hvis det er udtryk for den type islamisme er et forbud så en særlig effektiv måde at bekæmpe fænomenet på. Jeg mener: man fjerner det fysiske udtryk, men det ændre jo ikke ved hvad folk mener indvendig, som er det virkelig afgørende. Det er jo i sidste ende en kamp om sjæle -hearts and minds som amerikanerne siger - og i sådan en virker gulerod måske bedre end pisk.

Det er vel, som det også nævnes i forfatterens artikel, er forskellen mellem religion i De Arabiske Emirater og Europa(for den sags skyld resten af verden).

En lille enklave set i forhold til den store verden omkring, og hvor man i enklaven dyrker sin religion til fingerspidserne, og tillader ingen anden religion adgang indenfor sinde grænser.

I den store verden udenfor enklaven vil man dog samtidig have friheden til at have sin religion med sig i et og alt, og den store verden skal bøje sig for det.

Det er det misforhold som artiklens forfatter peger på er forkert i selve grundopfattelsen.

Sagt på en anden måde; "Ingen kulturberigelse indenfor enklavens grænser, men derimod vil og skal der være fri adgang for enklavens personer til frit at kræve retten til dyrkelsen i den store verdens områder og give dem deres religiøse kulturberigelse".

Tolerance eller intolerance er slet ikke spørgsmålet for den store verden, og da slet ikke selvkritiske øjne for dette, - det må være nok med den udadvendte kritik af intolerancen fra den lille enklave imod den store omgivende verden.

Vi må forholde os til indvandrene i vores land. Diverse eksempler udefra som fra Saudi kan vi ikke bruge til noget. Vi må gøre det ud fra vores demokratiske måde med tolerance og frisind uden at være naive.
Mange mener at ligestillingen af holdninger og handlinger var forkert i Imam sagen - for nu at nævne den mest besværlige sag at tage stilling til.
Skolepigers hovedbeklædning hører til i bagatel kategorien, men må alligevel tages seriøst.

Niels Duus Nielsen

Demokratiet er sgu da kompliceret. Skrækscenariet, som fremføres fra den rabiate højrefløj, er jo netop, at muslimerne vil "yngle som r*tt*r", som det så smagfuldt hedder, og i løbet af en generation eller to vil komme i flertal, hvorefter de vil indføre sharia på demokratisk vis. Omvendt frygter vi på venstrefløjen at højrefløjen vil vokse sig så stærk, at den på formel demokratisk vis suspenderer demokratiet til fordel for et flertalsdiktatur, med overvågning og sindelagskontrol og slet skjult racisme, under påskud af at bevare demokratiet ved at afskaffe det.

Jens Martin Eriksen har så ganske ret, det er muligt at finde differentierede løsninger på langt de fleste kulturelle modsætninger. Blodhævn er således forbudt ved lov, mens det ikke er forbudt frit at vælge sin hovedbeklædning. Der har i en del år været tradition for at servere fedtfattig kost i kantinerne rundt omkring i landet, ligesom der tages hensyn til mennesker, der af forskellige årsager ikke spiser kød, hvorfor det heller ikke skulle være et problem at have retter på menuen, der ikke indeholder svinekød. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været i en kantine, der ikke havde et eller andet alternativ til dagens ret. Osv. etc.

Der tales så meget om "homogen dansk kultur" - jeg må indrømme, at jeg har svært ved at se homogeniteten, når den tolerance og åbenhed, som jeg som barn fik at vide var danskernes særkende, nu i brede kredse ofres på fremmedangstens alter. Skal jeg være helt ærlig, mener jeg, at Martin Henriksen og hans synspunkter er meget lidt danske, mens Jens Martin Eriksens synspunkter i artiklen er indbegrebet af den danskhed, jeg er vokset op med. Uenighed behøver ikke at skabe ufred, tværtimod kan uenigheder kombineret med tolerance være udgangspunktet for langtidsholdbare kompromisser.

Velfærdsstaten er et sådant langtidsholdbart kompromis mellem kapitalejere og lønmodtagere. At det overhovedet er muligt at afvikle velfærdsstaten skyldes manglende tolerance for de fremmede, de fattige og de kronisk syge.

Børge Rahbech Jensen

"Dette argument om at skabe parallelitet i forbud mellem et religiøst diktatur som Saudi-Arabien og det demokratiske Europa bygger implicit på, at man skal indlade sig på en kolossal gidselaktion."

Det er jeg ikke enig i. Argumentet giver kun mening, hvis Saudi-Arabien og Europa har samme forhold til demokrati.

"Burkinien skal læses sammen med æresvold og kvindelig omskæring, og derfor bør staten forsvares med et forbud mod dette symbol."

Det giver andre udfordringer, som ignoreres. For det første medfører den argumentation, at Europas lovgivning påvirkes af en yderligtgående udgave af Islam. For det andet defineres det modsatte af burkini som en europæisk norm for kvinders påklædning. Det er et angreb på Europas demokrati.

"Kampen om symbolerne er imidlertid mere kompliceret, når de angår samfundets institutioner, hvor vi alle er forpligtet af demokratiske og normative regler, som den enkelte ikke kan vælge fra uden at ødelægge det fællesskab, der eksisterer."

Ikke desto mindre tabes kampen også i samfundets institutioner.
Historien fra den schweiziske by Therwil er forvirrende. Mig bekendt er høflighed ikke et sæt formelle regler. Derfor giver det ikke mening, at skolens ledelse var parat til dispensation fra håndtryk. En ledelse kan ikke dispensere fra uformelle regler uden at gøre dem formelle.

"Men kvinden på stranden i Nice og de segregede unge i Schweiz kræver hver sit svar – ikke et forenklet totalsvar – hvis vi også samtidig skal forsvare ytringsfriheden.

De er ikke ene om behov for hvert sit svar. Når det bliver "statens opgave at opdrage folk ideologisk ved at forbyde dem at tilkendegive deres kulturelle og religiøse holdninger i det offentlige rum", påvirkes mange andre borgere i demokratiske lande også. Faktisk medfører det, at demokratiet erstattes af en totalitær styreform, og nye områder reguleres af lovgivning. I realiteten bruges Islam igen bare som et middel til forandring af Europa.

Måske skal europa, være ligeså domokratisk og fri som det har lyst til, uden at man først skal sige; er der så lidt demokrati og frihed andre steder, så må vi have akurat ligeså lidt her! Giver det mening?

Danmark har genindført forkyndende kristendomsundervisning i folkeskolen.
Det er garanteret, uden skyggen af tvivl, at kristendomsundervisning til børn på 1.klassetrin, 6-8 år, vil have forkyndende virkning, og det er selvfølgeligt helt bevidst.
Ingen børn i den alder, er bare i nærheden af den kognitive kapacitet og generelle indsigt, der er en forudsætning for kritisk og nuanceret forståelse af de surrealistiske begreber og fortællinger som benyttes af mange religioner - kristendom i særdeleshed.
Det er en skamplet!
Hvad siger man til sit barn når han fortæller, at læreren siger at Adam og Eva var de første mennesker på jorden ?
Kære lille skat. Det er noget pjat som nogle forvirrede mennesker, for lang lang tid siden, fandt på fordi de ikke vidste bedre og fordi den slags historier kan være dannende i primitive samfund.
Ham gud er bare julemanden for voksne, og tænk, selv i dag findes tosser der hopper på den.

I øvrigt, lille skat, den søde pige i din klasse, der lige er blevet syv ligesom du, og alle de andre på skolen med deres pæne mørke hud. Har helt selv valgt at gå med de der fjollede tørklæder hele dagen. Jeg kan godt forstå at det er ærgerligt du ikke kan se dem så godt og at det er lidt svært i klassen og andre stedet hvor man skal tale og lege sammen. Men det skulle være rart - du må gerne prøve en dag.
Det er godt nok hendes forældre og vist nok en eller anden der hedder Muhammet, i en gammel gammel bog, der siger at hun skal. Men derefter valgte hun det selv - så det jo fint. - Ja de tager det nok af derhjemme og når de sover, det tror jeg også.

Else Marie Arevad

Frederik Bjørnvig, jeg ser skabelsesberetningen som en billedlig fortælling om verdens tilblivelse, hvor Adam og Eva har nået det stadium i evolutionen, hvor de kan betegnes som mennesker. Prøv at (gen)læse 1. Mosebog - den er meget smuk og poetisk.