Kronik

Kapitalismen sejrede i 70’er-oprøret

Opildnede af egne paroler og gennemslagskraft opdagede vi slet ikke, at hovedmodstanderen var et porøst og forvitret system. Vi erkendte ikke, at frigørelsen banede vejen for den individuelle selvrealisering, uddannede os til forbrugere og i det hele taget var en trædesten for kapitalismen
Studenteroprørerne på universiteterne slog åbne døre ind, mener dagens kronikør. Her et foto fra årsfest på Københavns Universitet i 1968, der udviklede sig til en happening, da den studerende Finn Einar Madsen erobrede talerstolen fra rektor Mogens Fog for at tale de studerendes sag.

Studenteroprørerne på universiteterne slog åbne døre ind, mener dagens kronikør. Her et foto fra årsfest på Københavns Universitet i 1968, der udviklede sig til en happening, da den studerende Finn Einar Madsen erobrede talerstolen fra rektor Mogens Fog for at tale de studerendes sag.

Erik Gleie

19. september 2016

Golden Days Festivalen sætter i år 1970’erne på plakaten.

Et omstridt årti påhæftet personlige fortrængninger for mange.

Men hvad kom der overordnet ud af årtiet, hvor 60’ernes ungdomsoprør fik lov til at bundfælde sig?

Vi lærte at sige du og at lave læderarbejde, og kvinder og mænd fik langt om længe nye kønsroller at spille både i hjemmet og i samfundet.

Men betydningen af de store værdimæssige skred i årtiet, såsom bortelimineringen af store dele af vor historie, traditioner og autoriteter, er stadig underbelyst såvel i historieskrivningen som i de fleste af de aktiviteter, Golden Days Festivalen byder på.

En nærmere sammenhæng mellem oprøret og den moderniserede kapitalisme kommer formodentlig ikke frem gennem de mange frontberetninger og fra de koryfæer, der deltager.

De de venstreorienterede afsluttede deres uddannelse, gjorde karriere, stiftede kernefamilie og skaffede sig både hus og bil, stod børnene af den revolutionære generation og spejdede efter alt det nye, der blev dem lovet, men aldrig kom, skriver kronikøren. Her et kollektiv ved Hørsholm.

Foto: Morten Langkilde/Polfoto

Jeg stod ikke selv stod på sidelinjen i 70’erne, men deltog aktivt som maoist i partiet KAP.

Som voksent barn, der skulle passe min syge mor allerede fra 9-10 års alderen, passede parolen om at ’tjene folket’ lige til mig. Jeg var kort sagt fra barnsben opdraget til at hjælpe andre og kæmpe for social retfærdighed.

Min opvækst som arbejderbarn på Nørrebro gav mig desuden status blandt mine ligesindede. At jeg ikke tjente, men i stedet forsøgte at belære den store ikke-bevidste del af arbejderklassen, lå dengang i 70’erne langt uden for min egen bevidsthed.

Når man skriver historien om det antiautoritære ungdomsoprør i 70’ernes Danmark, må man først spørge, om der var tale om en egentlig kamp? Og om oprøret i en bredere forstand kan kobles til den senere kapitalistiske udvikling herhjemme?

Set med historiske briller var den kulturliberale avantgarde så med andre ord med til at åbne op for en mere moderne form for kapitalisme?

Løb åbne døre ind

Nyere forskning på området tyder på, at f.eks. betegnelsen kamp må tages med visse forbehold. Man kan f.eks. nævne Thomas Ekman Jørgensen og Steven L.B. Jensens bog 1968 – og det der fulgte, hvor der fortælles om de unge oprørere på universitetet, der løber åbne døre ind.

»Studenteroprørerne kæmpede for en reform, politikerne gerne ville have gennemført, nemlig demokrati, fleksibilitet og effektivitet i uddannelserne … Forløbet af det danske studenteroprør er et strålende eksempel på, hvordan de unge oprørere var med til at modernisere samfundet.«

Lignende tanker findes i Hanne Guldberg Mikkelsens kildesamling: Fantasien til magten – ’ungdomsoprør’ og bevægelser fra 1960’erne til i dag. Samlingen omhandler den dramatiske udvikling, hvor det gamle pligt- og autoritetstro menneske forsvinder til fordel for det moderne frisatte individ/forbruger.

Med højkonjunkturen i 1960’erne var de gamle idealer og normer ifølge Mikkelsens introduktion blevet en hæmsko for den kapitalistiske økonomi og produktionsform, et forhold, som jeg selv genfinder i mit mangeårige arbejde med ældres erindringer.

Trods udstillinger, købestævner og konkurrencer frem til 1960’erne, var en stor del af den voksne befolkning stadig tilbageholdende over for at blive de nye, gode forbrugere.

De var opdraget under krisen i 1930’erne og den følgende besættelsestid og satte stadig en dyd som sparsommelighed højt. Der fandtes kort sagt en respekt for ’tingene’, som vi ikke kender i dag.

En nem genvej til øget forbrug via de nye afbetalingsordninger skabte derfor hede diskussioner i mange familier. Selv et blad som Tempo, det nærmeste man kan kalde et ungdomsblad i 50’erne, advarer i 1957 mod disse ordninger.

Man kan »godt forsvare at købe de allernødvendigste ting på afbetaling, hvis der ikke er anden vej, men vent med pladespilleren eller fjernsynet til pengene er tjent«.

Og mange over 50 år kan stadig huske de små souvenirhjerter af træ med tekster som »Undgå kredit – lev trygt og frit« og »Tjen hvad du bruger, men brug ikke hvad du tjener«.

Porøs modstander

Ungdomsoprørerne krævede fra begyndelsen et opgør med det gamle, en ny form for frigørelse samt ret til at nedbryde grænser. Meget sigende er Mogens Vemmers notat til åbningen af den nye Børne- og Ungdomsafdeling i DR, hvor det hedder, at man var »indstillet på at kassere alt gammelt«.

Og sådan blev det på alle områder. Der skulle tænkes nyt og radikalt, og alle de eksisterende ’ved jorden at blive, det tjener os bedst’-mennesker blev eftertrykkeligt gjort til grin.

Opildnede af egne paroler og gennemslagskraft opdagede oprørerne slet ikke, at hovedmodstanderen var et porøst og forvitret system. Og man erkendte heller ikke, hvordan frigørelsen banede vejen for den individuelle selvrealisering.

Oprørets modstandere var alt og alle, lige fra socialdemokrater til kapitalister. Skytset rettedes dog primært mod de gammeldags kapitalister med høje hatte og store cigarer, og man så ikke, at de ikke længere repræsenterede fremtidens erhvervsliv.

Der kan f.eks. trækkes en sammenligning til tv-serien Krøniken, hvor den aldrende og paternalistiske Kaj Holger står over for den moderne tids erhvervsmand, sønnen Erik, som er villig til at satse alt på et bræt – og måske tabe alting. Eller som Erik siger til den bekymrede Ida: »Det hele er ligegyldigt«.

I en tid, hvor traditioner, normer og autoriteter er under opløsning, har en moderniseret kapitalisme ekstra gode muligheder for at bryde igennem.

Ifølge Hanne Guldberg Mikkelsen fik ungdomsoprørerne »nedbrudt den autoritære arbejdskraft-rolle og gjort op med de gammeldags dyder som økonomisk sparsommelighed, pligt, behovsudskydelse, autoritetstro og seksuel afholdenhed. Resultatet var en kreativ, fleksibel og forbrugsparat arbejdskraft. Da kapitalismen rejste sig igen i 1980’erne, i en ny, fleksibel og globaliseret form, kom netop denne arbejdskraft til sin ret og udfoldelse«.

Denne udvikling var selvfølgelig ikke noget, som oprørerne i deres vildeste fantasi havde kunnet forestille sig i 1960’erne og 70’erne. Men historien om oprør og revolutioner følger sjældent lige linjer. Ofte bliver resultatet noget anderledes end forventet.

Kun det kommercielle tilbage

Mod slutningen af 1970’erne gik luften ud af den revolutionære ballon. De venstreorienterede afsluttede deres uddannelse, gjorde karriere, stiftede kernefamilie og skaffede sig både hus og bil.

Tilbage stod børnene af den revolutionære generation og spejdede efter alt det nye, der blev dem lovet, men aldrig kom. Eller som krønikeskriveren Malin Lindgren udtrykker det:

»Festen var ovre, og krisen var begyndt at kradse, da de kom til. De så sig omgivet af en række fejlslagne eksperimenter og skuffede drømme.«

Med såvel de nedtrådte traditioner som skuffede drømme bag sig tilbød man de nye generationer det, der var tilbage; nemlig den rene, kommercielle fremtid med penge, karriere osv. Og sådan blev det på alle områder.

Karl Marx skrev engang, at historien gentager sig, første gang som tragedie, anden gang som farce. Da oprøret løb gennem 1970’erne, blev forudsigelsen om en farce desværre alt for godt indfriet, revolutionen blev i virkeligheden til et rollespil for en utålmodig ungdom.

Selv om grundtonen i denne kronik kan synes noget dyster, har jeg aldeles ikke mistet optimismen med hensyn til vores fremtid.

Jeg har stadig drømmene intakt foruden evnen til at begejstres, så den dag en ny folkelig bevægelse for social retfærdighed melder sin ankomst, stiller jeg mig meget gerne til tjeneste igen. Som en relevant form for samfundstjeneste for fortidens synder.

Ove Dahl er historiker og leder af Dansk Center for Reminiscens. Han står bag udstillingen ’Alle de ting fra 70’erne, du aldrig glemmer’, som åbner i dag. Den er lavet i samarbejde med Danske Seniorer i København og viser hundredvis af ting og rekvisitter fra oprøret i 70’erne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • odd bjertnes
  • Anne-Marie Krogsbøll
Ejvind Larsen, odd bjertnes og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne artikel

Kommentarer

Oprøret gik sådan set fint, men undervurderede kapitalismens evne for at gen-opfinde sig selv i stadig skiftende former. Allerede i 73-74 var kapitalismen begyndt at omfavne ungdomskulturen og derved kommercialisere oprøret. Og derfra gik det stærkt. Rent faktisk advarede nogle af de mest ihærdige højreorienterede os at der var en konterrevolution på vej som ville feje hele venstrefløjens lallgeglade landvindinger fra bordet. Ingen tog dem alvorlig, de nybagte revolutionære sejrsdamer og -herrer havde for travlt med at bruge penge på vinylplader, hifi-systemer, Levis bukser, hush-puppie sko og andet tøj af de "rigtige" mærker, rejser til Indien etc. etc.
Det var noget jeg allerede dengang, som 18-årig, lagde mærke til - og personligt er jeg aldrig kommet i gang som moderne forbruger. Måske derfor at jeg kunne øje det.
Så kom Thatcher og cementerede konterrevolutionen ved at bestikke hele arbejderklassen med en billig billet til kapitalismens debutant-bal - ved at forære dem de boliger de ejede i fællesskab som noget de kunne sælge for personlig profit - wupti så var der skabt et boligmarked som i USA - i hele Europa. Som siden har erstattet industriel produktion som økonomiens primo motor.

Og derved blev vi allesammen delagtige i verdenshistoriens mest gigantiske Ponzi plan, et monstrøst pyramidespil som forbrænder fællesejede, uerstattelige ressourcer for at holde spillet i gang.

Lars Hazelton, Nille Torsen, Morten Jespersen, David Zennaro, Gaderummet Regnbuen, Anne Eriksen, Karsten Aaen, Randi Christiansen, Torben K L Jensen, Niels Duus Nielsen, Daniel Henriksen, Lise Lotte Rahbek, Anne-Marie Krogsbøll og Søren Johannesen anbefalede denne kommentar

Som det heldigvis fornylig er blevet påpeget, var der intet, der fes ud henimod slutningen af 70erne og ind i 80erne, tværtimod var aktivismen langt mere udtalt, og ikke kun i mindre kredse.
Ungdomsarbejdsløsheden var en massiv mobilisator sammen med den borgerlige regerings løbende forsøg på at tilbagerulle fremskridtene. I realiteten blev årene med Schlüter, bortset fra tamilsagen, et årti med langt mere progressive ad hoc løsninger, end det havde været muligt at manøvrere igennem i 70ernes dag-til-dag/sag-til-sag-parlamentarisme for S-regeringen.
Først med Nyrup-regeringens omkalfatring af Socialdemokratiets visioner var det slut, og partiet mistede sin troværdighed totalt med manipulationerne omkring efterlønnen. Man kunne i realiteten ligeså godt have afskaffet den, for ingen turde længere regne med, at politikerne stod ved deres løfter.

Anne Eriksen, Janus Agerbo, Ebbe Overbye, Karsten Aaen, Randi Christiansen, Bill Atkins og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar

Men der er næppe nogen bortset fra et par københavnske borgmestre, der har muliggjort bygningen af så meget alment boligbyggeri som Schlüter. Landsbyggefonden var også hans opfindelse - i det hele taget gik det ud på at spare op på begunstigede konti fremfor at kaste alle hæmninger overbord som hos liberalisterne.
Selv dagpengestramningen i 1985 var jo OK: man skulle tilbydes et arbejde indenfor sit organiseringsområde på overenskomstmæssige vilkår, så man kunne genoptjene sin dagpengeret. Denne helt grundlæggende respekt for overenskomsterne og arbejdets status havde Nyrup ikke.

Anne Eriksen, Janus Agerbo, Jens Thaarup Nyberg, Karsten Aaen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Nyrup og lykketoft blev bange for deres egen skygge og den store verden, hvor det ukontrollerede marked buldrer derudaf. De overgav sig til de 'nye' tider, som indtog scenen, med reagan, thatcher o.a. som frontaktører for 80'ernes finansielle dereguleringer efter murens fald, og ungdomsoprørets drømme og håb om en bedre verden blev snigløbet og overtaget af den totalitære konkurrencestat.

Lyt til casper colding læse os teksten i gårsdagens 'europa lige nu' om dette ukontrollerede markeds betydning for europa og hans bud på, hvad der kan gøres. Som jeg forstår ham, er det netop hans analyse, at hvis vi ikke indenfor europas grænser fravælger dette ukontrollerede marked, konkurrencestaten, som medfører makabre forhold for os, så bliver vi ædt med hud og hår inden vi kan nå at stave til dynamiske effekter og skattelettelser for de mest priviligerede.

Lars Hazelton, Erik Feenstra, Anne Eriksen, Steffen Gliese, Henrik Günther og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Poul Solrart Sørensen

I 70'erne var alle med i fagbevægelsen og en meget stor del medlem af socialdemokratiet og det var et solidt fundament, som brugt efterretningstjenesten til at spionere imod deres politiske modstandere og i løbet af nogen få år blev de oprørske år i 70'erne pløjet ned.
- selvom bevægelsen var brændt ud, så forsatte mange af "oprørerne" deres egen krig imod systemet både inden for politik, men også inden for religion... det stor tavse flertal forsatte selvfølgelig deres liv som forbrugere....

Jeg er i øvrigt stærk tilhænger af privat produktion og handel, fordi staten skal være borgernes værn imod konsekvenserne af markeds"logikken." Er staten fedtet ind i det, mister borgernes deres værn og bliver i stedet som nu - hvor staten har allieret sig med de stærke kapitalkræfter imod det fælles gode - moderne slaver i en arbejdsanstalt.

Randi Christiansen

For lige at uddybe coldings pointe vedr europas mulighed for at påvirke standarden for resten af verdens arbejdsmarkeds-og handelsfora, så påpeger han, at europa stadig er verdens 2. største marked og derfor overfor handelspartnere og som en forudsætning for handel kan betinge sig europæiske standarder for arbejdsmarkeds og almene borgerrettigheder. Men han mener også, at det haster, fordi bl.a. asien og indien er dygtigere end europa, som derfor kan imødese muligheden af en i bedste fald sparsom fremtid.

Ernst Enevoldsen

Det var mest en samfundsgruppe's kamp for at komme ind i eliten. I forbindelse med 70'er oprøret åbnede eliten sig og inkluderede gruppen - og lukkede sig så igen, som historikeren Søren Mørch har formuleret det. I den kamp kunne arbejderklassen's bruges som alliancepartner og alibi.
I dag har vi samme situation, hvor et fuldt globaliseret nyt samfundslag vil have afviklet velfærdsstaten, og den såkaldte 'danske model' og ud i verden - Herre Gud, vi har vel alle fast ejendom og sundhedsforsikring gennem firmaet.
Det kan man ikke sige, og så må man låne en ny alliancepartner: flygtningene. Man opfinder bare at 'konventionerne' står over enhver form lovgivningen. Og at en flygtning fra Sudan har mere ret til lokalsamfundets velfærdsydelser end en dansk familie der har boet i lokalsamfundet i århundreder. Argumenteres imod, er racisme-begrebet meget behændigt udvidet til at passe til formålet, så enhver debat kan undgåes.

Randi Christiansen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar