Kronik

Du skal kende min ungdom, Inger Støjberg

På mit Nørrebro-gymnasium var vi brogede i flok. 14 nationaliteter fordelt på 20 elever. Vi var fælles om et klasseværelse, tre gode år og frygten for det grønne bord. Det var vist den eneste farve, vi for alvor frygtede. Min ungdom var mørklødet, tørklædeklædt, lyshåret, brunøjet, blåøjet – og helt almindelig
Min ungdom var mørklødet, tørklædeklædt, lyshåret, brunøjet, blåøjet – og helt almindelig, skriver dagens kronikør om gymnasietiden på Nørrebro.

Min ungdom var mørklødet, tørklædeklædt, lyshåret, brunøjet, blåøjet – og helt almindelig, skriver dagens kronikør om gymnasietiden på Nørrebro.

Joachim Adrian

12. september 2016

Jeg fortrød, at jeg havde søgt ind på et gymnasium på Nørrebro. Jeg fortrød mig ind i en fosterstilling og under et tæppe, og jeg græd, fordi de havde tørklæder, underligt tøj, accenter, kraftig makeup, hennatatoveringer og eksotiske navne, som var noget nær umulige at lære udenad.

Det kunne kun gå galt. Sådan tænkte jeg den sommeraften, der afsluttede den sommerdag, hvor jeg mødte dem for første gang.

Det blev hverdag, og det blev efterår, og det lagde sig vådt og mørkt om 18’eren, som samlede os op langs Jagtvej med bøjlesmil, trætte øjne og ’har du fået læst til i dag?’

Vi indfandt os på gangene i morgenmørke og løse rygter og fik skældud af pedellen, når en bold sneg sig med ind, for vi kunne komme til at ramme dem, der havde været her før os.

Dem med de sort-hvide ansigter, der kiggede fra væggene med faste blikke og pressefolder, i guldrammer og studenterhuer.

Læs også: Hvordan løser man problemet med ghetto-gymnasier?

Og vi faldt i snak og søvn og staver og unåde hos Kirsten, som gav os stil for og to uger til at skrive under overskriften ’Min vej’.

De var så forskellige vejene, husene, dem indeni og deres tilgang til opgaven. Der var Tingvej, Tuborgvej, Fælledvej og alle de andre, og der var alt fra optælling af lygtepæle til nabokarakteristikker og flytteønsker, og så vidste vi allerede lidt mere om, hvad vi kom fra.

Og måske fik Kirsten ideen, da hun bad om en karakteristik af miljøet i en novelle og fik svaret »almindeligt«, bad den udspurgte komme det lidt nærmere og fik et tøvende »normalt?«, hvortil hun med et lunt glimt sagde, at lykken er at vide, hvad der er normalt – og det normale har vide rammer.

Det var Kirsten, der den første dag talte vores nationaliteter og kaldte det berigende at være så broget en flok.

Brogede i flok

Vi var brogede i flok, en flok af ungdom med fedtet hud, udlængsel og hinanden i hånden under gennemgangen af menneskets anatomi og de tyggegummiklumper, der sad urokkeligt fast under bordpladen. Og hænder slap, og ord blev hårde og fandt andre hænder, og jeg smagte vinbladsruller for første gang.

Min venindes mor havde lavet dem og spurgte mig, hvor danske kvinder gik hen, når de skulle have fjernet overskæg, og min veninde sagde, »eeeeej, mor, danske kvinders skæg er jo usynligt« og himlede med øjnene.

Og der var én, der var flygtet som lille, og én, der var flygtet som større og først lige havde fundet sine forældre igen. Det skrev hun om i en engelsk stil, som jeg aldrig glemmer.

Og der var én, der blev forlovet, og én, der blev gift og flyttede til Libanon. Én, der så godt som boede på A-bar, og én, der arbejdede i Gad og fik klækkelige rabatter på bøger og blokke.

Shampooen købte vi til indkøbspris af én, der var fejepige hos den lokale frisør og satte mit hår med en bemærkning om, at krøller er en genfejl.

Én pendlede hele vejen fra Lolland, fordi hendes forældre udlevede en spontan landbrugsdrøm midt i 2.g.

Én fik en abort og lov til at udskyde afleveringerne lidt, og én fortrød sin forlovelse og sendte ringen og brevene tilbage.

Én gemte høretelefoner under tørklædet og rockede i takt til latinske bøjninger, blev opdaget, havnede hos rektor og tog det med et skuldertræk.

Én gik et år om og endte hos os med et flabet grin og en joint gemt bag det norske flag, der stod i hans stue og længtes mod fjeldet.

Og én var i avisen og skjulte sig bag den med munden fuld af smørrebrød, mens han dukkede sig for de bebrejdelser, der føg imod ham, fordi han ikke havde fortalt, at han kunne spille musik og skulle turnere med dem fra hitlister og pigehjerter.

Stjerneskud og shawarma

Og vi glemte vores madpakker og opdelte os efter afstamning i jagten på et måltid. Det var vi nødt til, for ungdommen gør oprør, og er man vokset op med fladtrykte rugbrødsmadder, så søger man en falafel.

Således gabte begejstrede brune øjne over højt belagt smørrebrød. Når vi blev ringet ind igen, lugtede vi af stjerneskud og shawarma, af Cool Water, leverpostej, solsikkekerner, og af, at vi ikke altid gad benytte badet i Nørrebrohallen efter idræt. Af og til lugtede vi også af tømmermænd.

Det betød ikke, at vi sad og åndede homogent af Smirnoff Ice, men at dem, der havde lyst til at gå i byen til den lyse morgen, gjorde det, og at de andre lod være.

Ikke så fremmed endda

Og på en eller anden måde gik der tre år i løbet af en slæbende evighed og et øjeblik, og Kirsten inviterede os hjem i en lejlighed fyldt med bøger og duften af bagværk og tilbageblik.

Og hvor havde der været mange fremmede, men nu var vi det ikke længere.

Og som aftenen skred frem, betroede vi hinanden, at vi havde været parate til at droppe ud efter den første dag i 1.g. At vi hver især var gået ulykkelige hjem, tunge af bøger og indtryk. Vi havde følt os fremmede og været det.

Den første dag gjorde Buffalostøvler og neonfarvede bukser med oceaner af vidde mig lige så bange som tørklæder og eksotiske navne, fordi jeg ikke havde nogen af delene.

Jeg føltes forkert, især når talen faldt på kærester og endda ekskærester. Jeg gik ikke med drenge, men i det forkerte tøj (og så var jeg genert) og kunne umuligt forestille mig, at buksemoden blot et halvt år senere ville have mistet både farve og vidde, og at jeg langt om længe ville få mit første kys af én i mørkeblå jeans til en forårsfest og tonerne af John Mogensen.

Frygt ikke, Inger

Hvorfor har jeg fundet min ungdom frem og lagt den foran dig, Inger? Fordi jeg vil have, du skal kende den, den skal ikke være fremmed, og du skal ikke frygte den.

Den er personlig, for sådan er det jo, hver har sin. Den var til tider forbandet og slet ikke som forventet, men den var ikke mindre ungdom af den grund og ikke mindre dansk.

Jeg ville gerne have inviteret dig med ind i det, onde tunger kaldte ’den sorte skole’. Så ville jeg have taget dig med ned ad gangene, forbi billedgalleriet af skolens gamle studenter. Endeløse rækker af mænd.

Et godt stykke henne i det endeløse ville jeg vise dig, at der havde sneget sig kvinder ind. Senere ville jeg vise dig flere kvinder og forsigtige smil og endnu senere farver.

Læs også: Frikadeller, pigesvømning og etniske klasser

Vi ville ende nede ved den dør, det hele begyndte ved, og en 19-årig Johannes Møllehave med skælmske øjne og sine kammerater omkring sig, og jeg ville sådan håbe, at du havde bemærket, hvordan forandringer kommer snigende og bliver en vane, hvordan farverne bliver flere.

Jeg tror nok, Kirsten talte sig frem til, at vi var 14 nationaliteter fordelt på 20 elever. Der var flest etnisk danske, og der var flest, der ikke var etnisk danske – det kommer lidt an på, hvordan man tæller.

Uanset hvad, var det ikke noget, vi gik op i. Vi talte i hvert fald ikke om det. Vi talte om drømme, smøger, førstegangskys (og det, der er værre), lektier, tøjkriser, kærestesorg og umulige forældre.

Vi var én og én og fælles om et klasseværelse, tre gode år og frygten for det grønne bord. Det var vist den eneste farve, vi for alvor frygtede, grøn som det forår, vi forsømte.

Min ungdom var mørklødet, tørklædeklædt, lyshåret, brunøjet, blåøjet, mellemblond – og helt almindelig.

Camilla Buch blev student fra Metropolitanskolen i 2003

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olav Bo Hessellund
  • Erik Karlsen
  • Tino Rozzo
  • Poul Sørensen
  • Dagmar Christiandottir
  • Mads Berg
  • Viggo Okholm
  • Ib Christensen
  • Claus Jørgensen
  • Dorte Sørensen
  • peter fonnesbech
  • Karsten Aaen
  • Steffen Gliese
  • Ervin Lazar
  • Emil Egelund
  • Niels Duus Nielsen
  • Poul Anker Sørensen
Olav Bo Hessellund, Erik Karlsen, Tino Rozzo, Poul Sørensen, Dagmar Christiandottir, Mads Berg, Viggo Okholm, Ib Christensen, Claus Jørgensen, Dorte Sørensen, peter fonnesbech, Karsten Aaen, Steffen Gliese, Ervin Lazar, Emil Egelund, Niels Duus Nielsen og Poul Anker Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Anker Sørensen

14 nationaliteter fordelt på 20 elever. Camilla, du har simpelthen været så heldig med dit valg af gymnasium . Dejligt.

Allan Stampe Kristiansen, Jannik Sørensen, Nette Skov, Dagmar Christiandottir, Viggo Okholm, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen, Karsten Aaen, Emil Egelund og jan birkholm anbefalede denne kommentar

Hold da op, Camilla, for en flot beretning!! Du bruger sproget på en meget 'kunstnerisk' måde, næsten poetisk og udtrykker dig dermed nøjagtigt og beskrivende, medrivende og involverende, stort og meget smukt!! TAK for den beretning, som gør os alle klogere, livsklogere ;o). Jeg håber Inger Støjberg også får læst din tekst!

Allan Stampe Kristiansen, Olav Bo Hessellund, Nette Skov, Karsten Aaen, Viggo Okholm og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Den sagnomspundne gamle 'Meropolitanskole', som bl.a. har fostret senere så berømte elever som Hans Scherfieg og Johannes Møllehave, er en saga blot. Metropolitanskolen blev nedlagt i 2010 og fusioneret med den ligeledes nedlagte sagnomspundne 'Østre Borgerdyd' (se bl.a. Søren Kierkegaard og P.A. Alberti) under navnet Gefion Gymnasium.

Så det er nok tvivlsomt, hvor meget klogere integrations med videre-minister Inger Støjberg (student fra Morsø Gymnasium i 1993) vil føle sig efter læsning af ovenstående beretning fra elev, der forlod Metropolitanskolen med bevis for bestået studentereksamen i 2003.

Det kunne derimod være interessant at få en opfølgende artikel om, hvordan det siden er gået klassekammeraterne på det blandede hold af nyslåede studenter fra 2003, som Camilla Buch beskriver så morsomt og levende i sin kronik. Gik deres forventninger til voksen- og arbejdslivets glæder og udfordringer i opfyldelse? Og hvis ikke, hvad var så årsagerne ti,l at drømmene om en stålende karriere som medlemmer af den såkaldte 'akademiske elite' endte med en plads i den voksende kø af frustrerede 'mønsterbrydere' i begyndelsen af tredverne med en studentereksamen, som lige akkurat rakte til et medlemsskab af den nye klasse af flipproletarer, der går under betegnelsen 'prekariatet'?

Allan Stampe Kristiansen, Nette Skov, Mathias Løkke Madsen, Karsten Aaen, Viggo Okholm og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Dejlig beretning og gad vide om den ville ligne i dag fra et gymnasium i Provinsen med mangfoldigheden intakt. Forfærdeligt hvis de nuværende magthavere og hysteriske forældre på begge sider vil ødelægge den mangfoldighed fordi man forestiller sig en gennemsnit på 7 fremfor 10.

Allan Stampe Kristiansen, Nette Skov, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Hvor godt skrevet! Jeg er enig med de andre et poetisk og meget stærkt dokument i debatten. Jeg vil gerne læse mere.

Allan Stampe Kristiansen, Nette Skov og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Birgitte Simonsen

Da jeg læste kulturfag, var vi tilbageholdende med at anvende erindringer, da de var farvet af tiden. Jeg har det lidt på samme måde med denne beretning, den siger ikke meget om hvordan det var, men mere forfatterens efterrationalisering over sin gymnasietid.

Det lyder, Birgitte Simonsen, som om man har en misforstået opfattelse af begrebet "objektivitet" på kulturfag.

Allan Stampe Kristiansen og Vibeke Hansen anbefalede denne kommentar

Jammen det var da en skøn oplevelse og heldigvis er det stadig sådan nogle steder.

Forvent dog ikke at ti vilde heste kan drive dine egne unger ud på Langkær gymnasium. De vil gerne have en gymnasietid hvor de kan feste, kysse og komme hinanden ved.

At gå i gymnasieklasse med 8 drenge fra en arabisk macho kultur og 8 piger i slør er lige så røv sygt som en ren klasse af Jehovas vidner. Plus at fagligheden er ringere fordi drengene trækker det hele ned.

Det er et kulturelt hul i jorden, i et ellers veldrevet gymnasium, og det er derfor eleverne flygter.

Eleverne er jo fuldstændig ligeglade med hvilken hudfarve de andre har. De er opvokset med det og modsat deres forældre og generationerne tidligere er det ikke markør for dem. Men den kultur der opstår nogle steder er ultra konservativ, kvinde undertrykkende og emmer af fysisk magt. Det er på ingen måde noget nogen skal udsættes for. Det er en elendig kultur som sætter os mange hundrede år tilbage.

http://politiken.dk/debat/ECE3380314/jeg-er-i-mindretal-i-min-egen-hverdag/

Søren Kramer og andre.

Nu har jeg i mere end 15 år (eller deromkring) undervist udlændinge i dansk sprog og kultur, herunder også flygtninge fra Bosnien, Somalia, Afghanistan, Irak, Libanon (palæstinsere). Jeg har arbejdet sammen med personer, der var sønner og døtre af folk af de flygtninge, der i 1990erne kom fra Afghanistan, Somalia, Irak, Libanon mm. Jeg har også været på kurser, hvor der var 1-2 med somalisk baggrund eller med libanesisk eller afghansk baggrund. Og som var børn - eller måske endda - børnebørn af de her flygtninge fra Libanon, Somalia, Irak, Afghanistan. Alle som en var de uddannede pædagoger, folkeskolelærere, it-specialister, socialrådgivere, eller de var ved at uddanne sig til f.eks. tandlæger og læger, farmaceuter, mm. Kort sagt: der er i DK i dag ved at opstå en kæmpestor etnisk ikke-dansk middelklasse.

På den baggrund mener jeg, at når skribentens børn skal i gymnasiet (hvis de skal det), så er en del af problemet, hvis ikke hele problemet løst, især fordi det nu er børn af socialrådgivere, folkeskolelærere, pædagoger mm. med libanesisk, somalisk eller afghansk baggrund, der til den tid vil gå i gymnasiet.

Fagligheden er aldeles ikke ringere, fordi drengene trækker det hele ned - fagligheden er ringere, fordi de her børn af ikke-etniske danskere, der nu går i gymnasiet kommer fra en baggrund, hvor deres forældre ikke har en lang uddannelse; derfor kommer de fra skoleuvant baggrund. Og derfor er fagligheden ringere...

Pigerne trækker fagligheden lidt op og distancerer sig fra deres egne brødre i helt uhørt grad. Det er altså ikke et spørgsmål om social uddannelsesmæssig baggund eller iq for den sags skyld. Det er en kønskamp udløst af den kulturelle baggund med religiøse aner.

Jeg tror til dels du har ret i at problemet bliver mindre med tiden. Det vil være fordi mere liberale holdninger vinder indpas blandt efterkommere væk fra de særligt konservative mønstre vi ser nu. Men også fordi de konservative og reaktionære kulturværdier vil vinde indpas.

Det er ikke noget der er godt. Det er dårlige værdier og kultur hvor særligt ligestillingen vil lide stor skade. Det er en rejse tilbage i tiden.

Jeg arbejder selv til dels i en skøn global blandet landhandel og må sige at jeg har har endda særdeles gode erfaringer med de stærkt religiøse muslimske specialister jeg har fornøjelsen af at arbejde sammen med. Der er edderraskme meget soliditet og dedikerethed at opleve hvis man tilbyder tillid. Godt for mig.

Men sådan er miljøet ikke i Brabrand og lign steder. Selvfølgeligt er der mest godt men der er meget råt og brutalt miljø. For børn unge og gamle.

Det er dårlig miljø og kultur. Og det skal bekæmpes og erstates med nyere dansk kultur.

Aaens nye ’middelklasse’
Karsten Aaen - du er givetvis et godt menneske, men hvorfor altid denne mobning af os bio-danskere – tror du virkelig selv på, at den danske kultur med alt hvad den indebærer af historiske kendsgerninger og litterær arv, for bare at nævne et par områder, er diffunderet ind i din påståede nye middelklasse i løbet af én generation …
Hold nu op, Karsten, du narrer dig selv med dine postfaktuelle teser ...

Niels Duus Nielsen

Jan Weis, nu er det altså dig, der er postfaktuel - jeg ser ingen kritik af bio-danskere i Karsten Aaens skriv, derimod en anprisning af de ikke-etniske danskeres børns evne til at integrere sig i middelklassen. Så det må være dine briller, der er noget galt med.

Kender du Snedronningen af H. C. Andersen? Det er noget med et troldspejl, der får folk til kun at se det værste ved alting. Måske er dine briller ved et uheld blevet lavet med genbrugsglas fra dette troldspejl?

Allan Stampe Kristiansen, Karsten Aaen, Poul Sørensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Niels Nielsen - bestemt nej, har lige købt et nyt par nye modebriller hos Nielsen - næsten 5.000 kr., men så er glassene også med blød overgang, variabelt lysfilter og antirefleks, så det er nok dét, der er galt - og når 'fagligheden' påstås at være ringere, peger det vel tilbage på de bio-danske lærerkræfter, selv om Karsten her mener, at deres herkomst er forklaring nok, men der findes utallige beviser på, at for mange bio-danskere med en sammenlignelig start i uddannelsessytemet, gælder, at de ofte ryger helt i top af skalaen - ved bare at lodde de nye sociale signaler, tage sig sammen og få deres habitus udfordret, så de ikke bliver en del af skolens infame selektionsmekanisme (Pierre Bourdieu) - men indrømmet, det er sku ikke en let sag på kort tid at skulle opbygge både en økonomisk, kulturel og social kapital ...

Peter Bækgaard

jeg synes man burde gøre op med private skoler og institutioner der er funderet i et religiøst værdisæt, som kristendom og islam og jødedom. for det første ville det vise en større åbenhed, og man kan håbe at der derigennem kommer en bredere søgning til institutionerne. Dernæst må vi også erkende at klasser fungerer bedst hvis de afspejler samfundet bedst muligt.. Det betyder at man skal gøre sig overvejelser om hvorvidt en klasse har potentiale til at fungere optimalt hvis der er en skævvridning ift. samfundet.
vi har alle former for ghettodannelser, selv blandt de rige, men de største udfordringer ligger i at sikre at udsatte grupper 8( herunder mange muslimer), forhåbentligt får indprintet et demokratisk, verdsligt og åbent syn på livet der ligger foran.

Der er en utrolig lyst til at presse sine egne uforgribelige holdninger og indstillinger til liv og samfund ned over andre, det går ikke. I er ikke sandhedsvidner, i repræsenterer kun jer selv.

Ja det er både en kompliceret, skræmmende og sund udfordrende proces vores samfund er i gang med. For ca 50 år siden begyndte bønderne og landsbytosserne pludselig at ville læse og nogen fik langt hår og overklassens unge blev lige sådan bare modsat. Flipperne og hashen havde stor magt lige pludselig. Er vores kultur gået under af den grund? Men vi nye "frelste" dengang (jeg kommer fra bondekulturen) har nu pludselig svært ved at klare de nye lidt religiøse muslimer med deres pæne til dækkethed og manglende lyst til at drikke sig i hegnet med os. Vi snakker stadig om sociale klasser og udsathed og der er stadig mønsterbrydere. Hvornår bliver vi bare mennesker?

jens peter hansen

For over 20 år siden begyndte nogle af mine elever på Niels Brock på Amager. De havde været i praktik der. Der var mange med anden etnisk baggrund end dansk og i frikvartererne sad eleverne hver i sin "religiøse" gruppe og havde intet med hinanden at gøre. Sådan var det og det blev det også på mange gymnasier i København. Elever med muslimsk (pigerne) baggrund deltog ikke i den årlige musical, ballet bagefter og det almindelige gymnasieungdomsliv, underforstået den danske afart af slagsen. Hvorfor benægte at de pæredanske elever forsvinder fra skolen når de mellemøstlig normer slår igennem ? Hvis man nu håbede på ikke så lidt øl, hornfisk og musik i 16-19 års alderen så må det da være døden at troppe op et sted hvor enhver form for slåen til Søren er umulig. Resultatet bliver, uden at det kommer i Washington Post, at det pågældende gymnasium bliver kemisk renset for kartoffeldanskere og så er der da slet ingen der møder forskelligheden. Gymnasierne bliver naturligvis nødt til at sprede eleverne hvis man ønsker dette møde, eller også skal man bare lade tingene ske og så bliver der tre slags gymnasier, de sorte, de spraglede og de hvide. Måske er det ikke så slemt endda. Virkeligheden er svær at lave om på. Lige nu klager tyrkiske privatskoler over at børn bliver udmeldt af skolen pga. af kuppet i Tyrkiet. Børnene er født i DK af forældre der formentlig også er født i DK af forældre der har boet her i mere end en generation. Som Merkel sagde, vi kan ikke acceptere at konflikter i Tyrkiet skaber uro i Tyskland, men virkeligheden er en anden. Danmark er et sted man bor, men tilsyneladende heller ikke mere det.

Jeg ser et eksempel hvor en velintegreret Tyrkisk indvandrer familie, arbejde, venlig, møder op til alle klasse arrangementer, dreng opfører sig så Emma Gad vil rødme. Alligevel - når datteren skal læse videre i en anden by bliver bror nød til at flytte med for at "passe på hende".
Jeg tvivler på det ville ske i Tyrkiet for samme familie.
Social kontrol. Kulturelt tilbageslag.

Et andet eksempel er er et par intelligente, kønne, veluddannede palistinensiske flygtninge fra overklassen. Det perfekte par i Nyborgs ariske verden, bortset måske fra farven. Et af børnene, pige, vokser op, og på et tidspunkt så er det ned af cyklen og i stedet tildækning af hovedet.
Fordi de andre familier kikker og holder øje. For at sikre hendes ære.
Men fuldtstændigt modsat moderens eget ungdoms liv.
Social kontrol. Kulturelt tilbageslag så det batter.

Selvfølgeligt er det svært at påtvinge en bestemt kultur og livsførelse. Og det er nok noget nemmere eksempelvis at slække på ligestillingen end at kæmpe den op, men kultur og livsførelse er ikke skåret ud i sten, som tager århundrede at ændre.

Det kan være mødet med den danske kultur, betyder at det værste reproduceres i den kultur man kommer fra.
Og det går begge veje.
Fra dansk side ser vi responser som frikadelle tvang og nærmest komiske nationale test. Men det er symboler og ikke noget der gør en forskel på samme måde som det der sker i vores ghettoer af skadelig social kontrol.

Kære alle

Jeg ved ikke helt, hvor Jan Weis komme fra? - hans nye briller ufortalt.....

Men jeg hvor jeg selv kommer fra. Og hvorfor jeg har de skarpe holdninger til det her, som jeg har.
jeg har, som mange af jer, arbejdet med at undervise indvandrere fra f.eks. Polen, Rumænien, Letland, Litauen, Ukraine og flygtninge fra Bosnien, Somalia, Afghanistan, Irak samt også Syrien. Alle som en har flygtninge fra alle lande, jeg har mødt drømt om at få et arbejde. De har - desværre - bare ikke kunnet få et arbejde så hurtigt som de gerne ville; de kan nemlig ikke nok dansk, selv til arbejde på et lager, eller til at arbejde på en fabrik, der laver papkassser, eller de kan ikke dansk nok til at arbejde som uaglært på en fabrik eller på et sted, hvor man sorterer frugt f.eks.

Selv på et sted som dette skal man i 2016 nemlig kunne tale dansk, forstå dansk, og måske også skrive lidt dansk. Mange af de flygtninge, jeg har mødt er desuden også syge, de har diabetes, psykiske problemer eller fysiske problemer af stort set enhver art. Kort sagt: jeg synes - efter 15 år i den her branche med at undervise indvandrere og flygtninge - at jeg faktisk ved en smule, eller en hel om det her: om hvorfor f.eks. syrere, afghanere, irakere, somaliere, jeg har mødt igennem mit arbejde de seneste 15-20 år ikke kan arbejde, selvom de gerne vil.

Det, jeg peger på, i mine tidligere indlæg, både her på Information og på Facebook er det her:
Sønnerne og døtrene af de bosniske, irakiske, somaliske, afghanske flygtninge, der kom hertil i 1990erne er nu begyndt at gå i gymnasiet, på handelsskoler, på tekniske skoler, på sygeplejeskoler, på sosu-skoler. Og ja, de har udfordringer - især fordi de har forældre, der ikke har en lang uddannelse bag sig, de kommer fra en skoleuvant baggrund, de her børn af ufaglærte, eller faglærte forældre, eller af forældre, der måske kun har gået i skole i 4-5 år i Afghanistan, Irak, Pakistan, Thailand, Somalia eller Syrien, eller slet slet ikke har gået i skole overhovedet.

Jeg mener overhovedet ikke (det er en stråmand, Jan Weis, du opstiller her), at elevernes herkomst er forklaring nok; jeg peger på det her: der er en grund til, at iranernes børn klarer sig så godt i det danske uddannelsessystem, netop fordi iranerne, da de ankom til DK i 1980erne havde en lang uddannelse med sig, de kom fra en middelklasse, eller overklassebaggrund. Derfor kunne de nemmere smelte ind i det danske samfund end f.eks. en tyrkisk bonde fra den anatolske højslette kunne, eller en ung pakistansk mand fra en lille landsby i Pakistan. Eller, for nu at tage den med, en polsk bonde fra 27.kartoffelrække i Polen.

Til sidst vil jeg gerne sige det her (for den her gang): Jeg er helt med på, at en hel del danske skolelærere, både i folkeskolen og i gymnasiet, ikke har stillet nok (hårde) krav til elever, der kommer - og kom - fra f.eks. Irak, Afghanistan, Syrien, Somalia, Bosnien mm. Og har tænk, at det er synd for dem eller at de nok ikke kan så meget som de danske børn. Men det kan de - det viser min 15-årige erfaring indenfor dette område mig...