Kommentar

Konfrontationen med Nordkorea kommer – spørgsmålet er hvornår

Sanktionspolitikken afholder ikke regimet i Pyongyang fra at udbygge sit atomvåbenarsenal, og en dag vil nordkoreanske kernevåbenmissiler kunne nå mål i USA
Sanktionspolitikken afholder ikke regimet i Pyongyang fra at udbygge sit atomvåbenarsenal, og en dag vil nordkoreanske kernevåbenmissiler kunne nå mål i USA

Ahn Young-joon

26. september 2016

Lad os forestille os, at vi befinder os i 2020. CIA’s direktør anmoder om et hastemøde med USA’s præsident.

Hans ærinde: Nordkorea har fremstillet en atombombe, der er tilstrækkeligt lille til at kunne monteres på spidsen af ​​et interkontinentalt ballistisk missil, som kan nå det nordamerikanske kontinent.

Snart lækkes nyheden til offentligheden, og i Washington, Seoul, Tokyo, Beijing og Moskva holdes der møder på højeste plan om, hvad modtrækket skal være.

Scenariet forekommer måske uvirkeligt, men faktisk er der tale om en fremskrivning af den aktuelle tendens, ikke om science fiction.

Nordkorea gennemførte 9. september sin femte atombombe-prøvesprængning og gjorde det kun få dage efter test af nye ballistiske missiler.

Hvis ikke det internationale samfund stopper det nordkoreanske atomvåbenprogram, er det et spørgsmål om tid, før eremitstaten får udbygget sit atomarsenal (der i dag skønnes at tælle 8-12 enheder) og formindsket sine sprænghoveder, så de kan bestykke missiler med stigende rækkevidde og præcision.

Leverandør til terrorister

Det er svært at overvurdere risikoen ved at lade Nordkorea, verdens mest militariserede og lukkede samfund, overskride denne tærskel.

Et Nordkorea med kapacitet til at true USA vil vurdere, at det ikke har det store at frygte fra USA’s militær, og vil på den baggrund kunne fristes til at indlede et konventionelt, ikkenukleart angreb på Sydkorea.

Selv hvis en sådan krig ender med nederlag til Nordkorea, vil den være en katastrofe med uhyrlige tab af menneskeliv og ødelæggelser.

Øget risiko for, at Nordkorea starter en krig, er dog ikke den eneste fare ved den igangværende opgradering af Pyongyangs atomarsenal.

Læs også: Når nordkoreanerne føler sig presset, leger de med missiler

Hvis Sydkorea eller Japan konkluderer, at Nordkorea nu er stærkt nok til at afskrække USA fra at deltage i en krig på den koreanske halvø, og at de således ikke længere kan regne med amerikanske sikkerhedsgarantier, vil de hurtigt gå efter at udvikle deres egne atomvåben.

En sådan oprustning vil forurolige Kina og skabe grundlag for en regional krise eller ligefrem væbnet konflikt i den del af verden, som har den største koncentration af mennesker og militær magt.

Og der er yderligere risici. Det forarmede Nordkorea kan blive fristet til at sælge atomvåben til højestbydende, det være sig terrorgrupper eller lande, der ønsker at anskaffe sig det ultimative våben.

Per definition øger nuklear spredning faren for eskalerende spredning af kernevåben – og dermed også faren for faktisk brug af atomvåben.

Kina som nøglen

USA har handlemuligheder, men ingen af dem er attraktive. Forhandlinger er en af dem, men desværre er der næppe grund til at tro, at Nordkorea vil opgive, hvad det anser for sit stærkeste kort og bedste garanti for overlevelse.

Regimet i Pyongyang har da også primært udnyttet de hidtidige forhandlingsrunder til at købe sig tid til at opnå yderligere fremskridt i sine atomvåben- og missilkapaciteter.

En anden mulighed er at fortsætte den nuværende sanktionspolitik og eventuelt gøre den yderligere omfattende.

Problemet er, at heller ikke de allerede meget skrappe sanktioner ser ud til at være potente nok til at tvinge Nordkorea til at opgive sit atomvåbenprogram.

Dette skyldes primært Kinas frygt for dels at skulle tage imod store flygtningegrupper, hvis Nordkorea skulle kollapse, dels for, at et forenet Korea skulle falde inden for USA’s strategiske sfære.

Af disse grunde vil Kina sandsynligvis fortsat sikre, at Nordkorea får det brændstof og den mad, det behøver.

Mere mening giver det at fokusere på diplomatiske løsninger med Kina. USA burde efter grundig konsultation med Sydkorea og Japan mødes med kinesiske embedsmænd for at tage hul på en diskussion om, hvordan et forenet Korea ville se ud, således at de kinesiske bekymringer imødekommes.

F.eks. kunne det være et krav til et forenet land, at det var atomart afrustet, og at den amerikanske troppetilstedeværelse nedskaleres for til sidst at afvikles helt.

Det er ikke givet, at sådanne garantier vil medføre meningsfuld mindskelse af Kinas støtte til Nordkorea.

I så fald har USA tre muligheder. Det kan vælge at leve med et Nordkorea med missiler, der kan føre atomsprænghoveder til amerikansk jord.

Politikken må da handle om styrket ​​forsvar (yderligere antimissilsystemer) og afskrækkelse, således at Nordkorea forstår, at enhver brug eller spredning af atomvåben vil føre til regimets undergang og mulig nuklear gengældelse.

Også cybervåben kan bruges til at hindre og hæmme udviklingen af ​​Nordkoreas program.

Den anden mulighed vil være et konventionelt militært angreb mod nordkoreanske nukleare og missilkapaciteter.

Faren er, at en invention ikke rammer alle sine mål og udløser et konventionelt militærangreb på Sydkorea eller endda et atomangreb fra nord.

Overflødigt er det at sige, at Japan og Sydkorea skal støtte en sådan amerikansk intervention, hvis den skal gennemføres.

Forebyggelse

Tredje mulighed vil være udelukkende at indlede et sådant konventionelt militært angreb, hvis efterretninger viser, at Nordkorea sætter sine missiler i beredskab og klargør dem til brug.

Der vil i så fald være tale om et klassisk forebyggende angreb. Faren her er, at efterretningerne ikke altid er tilstrækkeligt klare – eller kommer tilstrækkeligt tidligt.

Hvilket fører os frem til 2020. Uanset hvem der vinder USA’s præsidentvalg til november, vil vedkommende på et tidspunkt i sin embedsperiode kunne blive nødsaget til at træffe en skæbnesvanger beslutning om Nordkorea.

©Project Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Richard N. Haass er formand for Council on Foreign Relations

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Svag analyse af journalisten.

"Lad os forestille os, at vi befinder os i 2020. CIA’s direktør anmoder om et hastemøde med USA’s præsident.

Hans ærinde: Nordkorea har fremstillet en atombombe, der er tilstrækkeligt lille til at kunne monteres på spidsen af ​​et interkontinentalt ballistisk missil, som kan nå det nordamerikanske kontinent."

Nordkorea behøver ikke et ICBM. De har ubåde og mellemdistancemissiler. Ergo kan de højst sandsynligt allerede nu lave et a-våbenangreb på USA.

"Et Nordkorea med kapacitet til at true USA vil vurdere, at det ikke har det store at frygte fra USA’s militær, og vil på den baggrund kunne fristes til at indlede et konventionelt, ikkenukleart angreb på Sydkorea."

Hvorfor i alverden skulle Nordkorea gøre det?
Det ville være selvmord, og hvis der er een ting, regimet IKKE er, så er det selvmorderisk.

Det er desuden en sejlivet, men ukorrekt, myte, at Sydkoreas militær er dårligt eller svagt. Det er det ikke; det er faktisk ganske godt, og når det kommer til konventionelle våben meget bedre end det nordkoreanske. En ren konventionel krig mellem NK og SK ville ende med en sydkoreansk sejr.

"Mere mening giver det at fokusere på diplomatiske løsninger med Kina. USA burde efter grundig konsultation med Sydkorea og Japan mødes med kinesiske embedsmænd for at tage hul på en diskussion om, hvordan et forenet Korea ville se ud, således at de kinesiske bekymringer imødekommes."

Første nogenlunde kloge vurdering i artiklen.
Hvis man vil noget som helst med NK fra amerikansk side, så er man nødt til at have Kina med på vognen.
Selvfølgelig har kineserne ikke den store lyst til et udfald, hvor der er amerikanske tropper ved grænsen, og det kan amerikanerne sikkert godt regne ud.
Ergo må en evt. genforening omfatte, at de amerikanske tropper trækkes ud. Ellers vil Kina ikke gå med til det.

Grunden til, at Nordkorea udvikler atomvåben er jo i virkeligheden ganske simpel: Efter den kolde krig og USSRs sammenbrud kunne regimet ikke mere regne med at være under den russiske atomparaply. Ifgl. visse kilder foragtede Jeltsin ligefrem landet.

På samme tid sakkede NK bagud ift. SK, både økonomisk, men også militært. Derfor var (og er) en konventionel krig med SK ikke længere mulig som et middel til genforening. Toppen i regimet har sikkert igennem lang tid været pinligt bevidst om, at deres konventionelle styrker er langt ringere end de sydkoreanske.

De to faktorer - og så det simple ønske om at overleve og ikke lide samme skæbne som Hussein og Gaddafi, har fået lederne i NK til at udvikle atomvåben.

Det er en ret simpel (og i mine øjne ret korrekt) forklaring. Hvad man så ellers mener om regimet er en anden sag.

NK er ikke en irrationel agent, som mange eller påstår.
De handler (efter deres egen logik) rationelt. Ergo kan deres handlinger analyseres og forklares rationelt. Trangen til at udvikle atomvåben er ikke det irrationelle mysterium, som mange vil gøre det til.

Så altså: Hvis NK's mål er regimeoverlevelse (hvad meget tyder på), så er a-våben det rationelle valg. Dette bliver så sat på en 1. prioritet. Desværre for borgerne i landet før civil udvikling, politisk frihed og økonomisk frihed.

David Zennaro, Torben Arendal og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

Sydkorea har set hvor dyrt det var for Vesttyskland at absorbere Østtyskland. De gruer for prisen for at skulle forenes med Nord.
Hvis Nordkoreas leder er dum nok til at skyde mod USA, bliver landet med stor sandsynlighed pulveriseret. Det er nok lige meget om præsidenten så hedder Clinton eller Trump....Tænk på hvad reaktionen på 11. september var. Forestil dig så et atomart angreb mod vestkysten af USA....

Med venlig hilsen
Lennart

Finn Thøgersen

Mikkel Madsen,

Den kritiske faktor er sådan set ikke missilet, men derimod størrelsen (fysisk) på deres a-våben

Primitive a-våben á la Fat Man / Little Boy ligger i 5 ton klassen og fylder ganske meget

Derudover er det ikke helt enkelt at affyre en mellemdistance raket fra en ubår der ikke er bygget til formålet, ikke umuligt, men heller ikke noget du bare lige klare med lidt gaffa tape

@Finn: Pointen var egentlig bare, at artiklen beskriver problematikken som noget, der ligger 4-5 år ude i fremtiden.

Det gør det muligvis også (svært at vide med Nordkorea), men Nordkorea har tilsyneladende allerede nu evnerne til at affyre missiler fra U-både (dieseldrevne, godt nok, men stadigvæk).
På samme tid arbejder de med, at mindske sprængladningerne, så de kan sidde i et af de selvsamme missiler.

Parallelt med det arbejder styret på en form for ICBM.

Så for at ramme USA, så skal en af de to muligheder (ubåd/missil eller ICBM) blive til virkelighed. Givet at regimet dybest set kan pøse uendelige resurser og manpower i det, så er det højst sandsynligt allerede en realitet, eller i hvert fald tæt på.
Ubådene vil nok aldrig kunne nå frem til USA i en krigssituation, så et missil med ICBM-agtig rækkevidde vil være det sandsymlige.

Der synes generelt at være en tendens til nærmest vedvarende at undervurdere hvor hurtigt det går med våbenudviklingen i Nordkorea. Muligvis en afledt konsekvens af, at man ikke vil erkende, at Nordkorea er en de facto atommagt.