Kronik

Konkurrencestaten er designet til at sætte offentligt ansatte uden for indflydelse

Det er urimeligt, når Ove Kaj Pedersen peger fingre ad de offentligt ansatte for ikke konstruktivt at have taget del i udviklingen af en effektiv offentlig sektor. Hele hensigten med ’New Public Management’-reformerne var jo netop at stække deres indflydelse
’Se, hvordan det gik lærernes organisationer, da de forsøgte: De fik hurtigt tømt strejkekassen og lærte snart, hvor skabet skulle stå,’ skriver dagens kronikør.

Tine Sletting

2. september 2016

Professor Ove Kaj Pedersen – konkurrencestatens ophavsmand og selverklærede bannerfører – hører tydeligvis til det utålmodige, for ikke at sige vrede, segment blandt nutidens politologer og økonomer. I vinter kom han med denne svada:

»Kære kultur- og uddannelseselite. I har foragtet Corydons konkurrencestat uden at sætte jer ind i, hvad den handlede om. Men nu har I med Løkke fået den rå, visionsløse og teknokratiske konkurrencestat, I frygtede« (Politiken 28. november 2015).

Akkurat sådan lød det i en kommentar til det stormvejr, som den tidligere socialdemokratiske finansminister, Bjarne Corydon, løb ind i, efter at have bekendt sig til konkurrencestaten som rettesnor for en videreudvikling af den velfærdsstat, som altid har været Socialdemokraternes hjertebarn.

Kritikerne havde ikke forstået, at konkurrencestaten allerede var »et vilkår, en benhård realitet«, og ikke »et normativt politisk-ideologisk begreb«. Så derfor gav deres kritik ingen mening, måtte man forstå.

Nu fortsætter raseriet mod konkurrencestatens kritikere, som har fået ny ammunition med udgivelsen af en ny bog af Svend Brinkman, psykologiprofessoren, som halvt i alvor halvt i spøg anbefalede at tage ja-hatten af og skifte den ud med en nej-hat.

Dette som en kommentar til den omsiggribende tendens til at reformere alt og alle i den offentlige sektor og kræve omstillingsparathed af enhver, der rammes af reformbølgen.

I det fornyede forsvar for konkurrencestaten er eliten skiftet ud med »den offentlige sektors fagprofessionelle og deres organisationer«, og efter princippet angreb er det bedste forsvar, får disse grupper nu at vide, at de er forkælede, uansvarlige og uden begreb om de krav, som stilles til nutidens ledere.

Umulig indflydelse

Først og fremmest forstår de ikke, at det var velbegrundet, at de blev sat i anden række under den modernisering af velfærdsstatens institutioner, som blev påbegyndt i 1980’erne med indførelsen af den nok så bekendte styringsfilosofi New Public Management, NPM.

De havde jo ikke noget svar på det overforbrug, som velfærdsstatens fremvækst havde påført os alle, og som de vel – om nogen – måtte have ansvaret for.

Og hvis årtiers nedskæringer og omprioriteringer af den offentlige service nogle steder har ført til »brutaliserede« relationer mellem patienter og borgere, så er det også deres – de fagprofessionelles – ansvar. Fordi de ikke vil gå ind og påtage sig et medansvar for den nødvendige tilpasning af velfærdsstatens institutioner til de vilkår, som nutidens konkurrencestat byder.

Spørgsmålet er, om det er en rimelig kritik?

Der bliver taget højde for, at de faglige organisationer rent faktisk slet ikke blev inviteret med ind ved forhandlingsbordet, da reformerne blev iværksat. Og det tør antydes.

Det var ligefrem en væsentlig pointe med NPM-reformerne at få sat de fagprofessionelle uden for døren, så ledelsen kunne overdrages til de rigtigt ’professionelle’. På den baggrund er det næppe rimeligt at kritisere de fagprofessionelle for ikke at skaffe sig indflydelse på udviklingen.

Læs også: Vil de offentligt ansatte skade velfærdsstaten, skal de holde kæft

Men fremhæver Ove Kaj Pedersen; de fagprofessionelle har deres egne »kamporganisationer«, som må være rede til at slås for sagen, når det er nødvendigt, i stedet for blot at vælge martyriets bekvemme vej. Men se, hvordan det gik lærernes organisationer, da de forsøgte: De fik hurtigt tømt strejkekassen og lærte snart, hvor skabet skulle stå.

Ultimativt kunne de fagprofessionelle selv have bragt den glimrende ide fra NPM på bane at lade sig underlægge en professionel ledelse, der som en anden Odysseus ville kunne modstå sirenernes lokkende toner. Så havde vi nok ikke haft den tillidskrise, som vi ser i dag i forholdet mellem ledelse og medarbejdere, påpeger Ove Kaj Pedersen.

Men hvorfor er det lige, at man har indført professionelle ledelser, hvis det ikke er fordi, at de – ledelserne – selv må tage ansvar for at iværksætte en proces i deres organisationer, som fører frem til afbalancerede perspektiver for fremtidens indsatser?

Skulle det virkelig være for meget forlangt af en ’professionel’ ledelse, at den kan skabe et tillidsfuldt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere?

Har fortalerne for denne djøficering og professionalisering af de offentlige organisationers ledelser overhovedet forstået, hvad ledelse er, og hvilke krav der stilles til dem, der påtager sig disse – efterhånden højtbetalte – roller?

Konkurrencestat uden retning

Og så er vi endda slet ikke kommet dertil, hvor der kan stilles spørgsmålstegn ved hele konkurrencestatsprojektet. Giver det overhovedet fornuftig mening dette projekt? Det forekommer lige så ustoppeligt, som det er vanskeligt at få hold på, hvad det egentlig skal gøre godt for.

Projektet møder kritik i flere dimensioner: Det savner tilsyneladende en værdimæssig forankring, som kan give hele projektet en retning – en vision eller mission svarende til den, der umiddelbart kan forbindes med velfærdsstaten og retsstaten.

Som den fremtræder nu, er konkurrencestaten en teknokratisk størrelse uden idemæssig substans, uagtet at den rent faktisk har klare ideologiske – neoliberale – implikationer.

Læs også: ’Problematisk at sige ja til det hele. Men nej er ikke svaret’

Tilsyneladende kan den tage farve efter, hvem som helst der har regeringsmagten – fra Corydons, må vi tro, »visionære, solidariske og lighedsorienterede velfærdsstat« til Løkkes, hører vi nu, »rå, visionsløse og teknokratiske konkurrencestat«. Men hvori består så det nye i denne statsform?

Selv ser jeg de miljømæssige perspektiver i bredeste forstand som et centralt – substantielt – kendetegn ved denne fremtidens statsform. Ud fra den betragtning skulle man hellere se, hvad jeg vil betegne som miljøstaten som arvtageren til gårsdagens retsstat og nutidens velfærdsstat.

Hvor de nævnte historiske statsformer begge er inkluderet i miljøstaten, men hvor denne sidstnævnte tegner fremtidsperspektivet for den videre udvikling af statsstyret med bæredygtighed, innovation og kreativitet som centrale egenskaber og med (styret) selvledelse, selvforvaltning og selvudvikling som ideologiske pejlemærker.

Miljø skal selvsagt ikke kun forstås snævert som det fysiske miljø, men indbefatter det sociale og kognitive miljø. Det stiller ideelt krav om, at de samfundsmæssige problemer må løses der, hvor de opstår, nemlig ’i miljøet’; med andre ord ved forebyggelse frem for behandling.

Stop mudderkastningen

Det er sagt før og skal på ingen måde gøre det ud for at være originalt: Men i det pulveriserende opgør om, hvem der har ansvaret for statsstyrets videreudvikling, kunne det være på sin plads at minde om, at der er andre veje frem end den ørkesløse konkurrencestat, som har bemægtiget sig den politiske dagsorden i disse år.

Så kunne vi måske også blive fri for den idelige mudderkastning og spillen klasserne ud mod hinanden – velfærdssektorens ’forkælede’ ansatte versus ’prekariatets’ nødstedte grupper. Denne mudderkastning synes i øjeblikket at være det bedste forsvar for konkurrencestaten.

Konkurrencestatsfortalerne må forklare deres projekt, så det giver fornuftig mening; ellers må de finde sig i kritikken. Men det bliver nok svært: I årevis har disse ærekære teknokrater klandret deres modstandere for at være forandringsuvillige og kun have øje for deres egne interesser. Så man må spørge, om det overhovedet er muligt at få hinanden i tale.

Carsten Henrichsen er professor, dr. jur. ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten P. Nielsen
  • Randi Overgård
  • Niels Duus Nielsen
  • Stig Bøg
  • Grethe Preisler
  • Randi Christiansen
  • Torben K L Jensen
  • Dorte Sørensen
  • Torben R. Jensen
  • Mihail Larsen
  • Margit Tang
  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Einar Carstensen
  • Kurt Nielsen
Morten P. Nielsen, Randi Overgård, Niels Duus Nielsen, Stig Bøg, Grethe Preisler, Randi Christiansen, Torben K L Jensen, Dorte Sørensen, Torben R. Jensen, Mihail Larsen, Margit Tang, Anne-Marie Krogsbøll, Einar Carstensen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

I en konkurrence må der nødvendigvis være tabere.
Hvis hele staten og alle dens vidtforgrenede områder skal konkurrenceudsættes, må der så følgelig også være tabere over hele linjen. Miljø, omsorg - alt!
Hvorfor har eliten startet denne konkurrence? Selvfølgelig fordi de er sikre på at vinde. Deres forspring er allerede så stort at de ligeså godt kan plukke resten.
Grådigheder uendelig.

Vibeke Hansen, Einar Carstensen, Torben R. Jensen, Anne-Marie Krogsbøll og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar

Kronikkens centrale pointe er uanfægtelig. Det giver ingen mening først at sætte de offentligt ansatte udenfor indflydelse på deres arbejdspladser og dernæst klandre dem for ikke at tage et medansvar. Men Carsten Henriksen er misinformeret på et punkt. Lærerne fik IKKE tømt deres strejkekasse, som i øvrigt i den konkrete sammenhæng var en lockoutkasse. Det VILLE de have fået, hvis det var gået, som KL og regeringen havde beregnet, og Danmarks Lærerforening havde givet sine medlemmer fuld lønkompensation under lockouten. Men i sidste øjeblik besluttede DLF at bruge en lånemodel i stedet, og der var derfor kun brugt godt en fjerdedel af konfliktkassen, da lovindgrebet stoppede konflikten. Lærerne kunne have fortsat konflikten i flere måneder, og havde de fået lov til det, ville KL utvivlsomt have været nødt til at komme dem i møde. KL ville aldrig kunne forsvare at holde skolerne lukket fra påskeferien til efterårsferien. Men det understreger blot karakteren af det overgreb, lærerne blev udsat for. Det hele var en stor teaterforestilling, der skulle legitimere den lov, man havde skrevet forinden.

Bodil Waldstrøm, Einar Carstensen, Stig Bøg, Karsten Aaen, Robin Frederiksen, Dorte Sørensen og Peter Knap anbefalede denne kommentar

Konkurrencestaten er en måde at organisere sig på for at stå stærkere i den internationale konkurrence. Om det er rimeligt at en rig nation satse massivt på bedre handelsfordele over for omverdenen er en anden diskussion, men i givet fald konkurrencestaten er en succes så dens indre uretfærdigheder jo blot et spørgsmål om demokrati og omfordeling - business ...eller governmental as usual.

Philip B. Johnsen

Bill Atkins
Men vi har lige været rundt om emnet i en anden tråd og jeg tror vi blev enige om, at det er mere komplekst problem med den neoliberale konkurencestat, end blot et spørgsmål om demokrati og omfordeling - business ...eller governmental as usual.

Oplysning må være vejen frem, jeg tror, borgerne er ved at kede sig ihjel i de politiske debatter, men politikerleden er farlig for samfundet, der skal handles nu, for det kan desværre blive meget være og ende med helt uoverskuelige amerikanske tilstanden Danmark.

Sigge Winther Nielsen i rollen som den ny ’Deadline’-vært og tidligere embedsmand i Finansministeriet, belyste begavet problematikken med vores danske regering, der ikke er klædt fagligt på af embedsværket til deres opgaver, med sine to indbudte gæster, Jørgen Rosted tidligere departementschef i Erhvervsministeriet 1993-2001 og Noa Redington der fra 7. januar 2008 frem til Folketingsvalget 2015, var personlig rådgiver for Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt.

For det er bestemt ikke tale om, geniale udtænkte planer eller helhedsplaner, der kommer fra det forældede system Folketinget repræsentere, der manglende svar og handling på meget vigtige vitale opgaver, fra stigende ulighed, fattigdom i Danmark ingen kan mindes ligende, bevarelse af velfærdssamfundet til klimaforandringer og i kølvandet tilstødende krigs flygtninge i den helt tunge ende i den underlødige såkalte 'helhedsplan'

Anders Salomonsen og de asociale skattelettelser, fra samme Deadline aften, er et meget godt eksempel på problemets omfang.

Anders Salomonsen måtte sidst i interviewet fra samme Deadline aften, efter at være konfronteret med videnskabelige evidens på området, økonomiske dynamiske effekter ved topskattelettelser, gå fra påstanden om finansministeriet påstod, om der var store eller meget store forbedringer af dansk økonomi i sigte ved topskattelettelser, til, at Anders Salomonsen ikke selv har hørt nogle økonomer i finansministeriet der siger, at det koster penge, at sænke topskatten dog naturligvis uden, at Anders Salomonsen kunne nævne en eneste økonom fra finansministeriet, der står frem og påstå denne 'store eller meget store' fordel for dansk økonomi, hvis topskatten sænkes, hvilket Sigge Winther Nielsen påpegede, at selvfølgelig ingen økonom i finansminister ville, hvilket det er udfærdiget en stor redegørelse om til folketinget, ikke kan påvises.

Der er naturligvis dynamiske effekter ved en skattesænkning, men det har ikke kunne bevises, at en mulig positiv økonomisk tilstødende udvikling i økonomien, efter en skattesænkning, skulle stammer fra præcis denne skattesænkning og ikke stammer fra andre udenom influerende f.eks. europæiske økonomiske forhold.

Men tænk, at denne forfejlede fortælling om, helt sikre garanterede positive dynamiske effekter ved en skattesænkning, får lov til at blive fortalt og genfortalt i folketinget, til pressen og her i avisen, igen og igen uden på noget tidspunkt, at blive manet i jorden en gang for alle.

Danmark er blevet konkurencestaten, hvor det er i orden, uimodsagt at tale udenom problemer i et omfang hvor det er muligt, at være bedøvende ligeglad med utilfredse patienter indlagt på sygehuse, der bliver bedøvet med medicin, fordi der ikke er tid til høre på patienten forårsaget af, konkurencestatens nødvendighedens politik på sygehuset, for der skal være bare, tid til sikkerhed, for alle patienter.

Det er vigtigt, at befolkningen bliver oplyst, om den bedst mulige og tilgængelige faktuelle viden, så vælgerne på bedst mulig belyste vidensgrundlag, kan danne rammen om de politiske diskutioner og sikre politisk debat mellem partierne i TV, pressen og på politiske møder, fremføres på et grundigt oplyst grundlag, så vælgerne i så stort omfang det overhoved er muligt, trygt kan stemme på en politiker, der tjener vælgernes egen interesser bedst.

Jeg mener at, det er en hastesag, at få rettet op på.

Link til Deadline:
https://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-2016-08-31#!/

Einar Carstensen, Stig Bøg, Mihail Larsen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Philip B. Johnsen

Ove K. Pedersen taler meget om neoliberalismen, samt politikernes og embedsmændenes tættere rolle i sin bog Konkurrencestaten, men han forudsætter at forvaltningslovene, offentlighedsloven, ytringsfriheden og demokratiet fortsætter stort set uændret, så spredning af holdningsrelateret viden er stadig et spørgsmål om adgang til medierne ...eller rettere - adgang til befolkningen. Det største problem er, at så mange- massivt mange 90% - danskere stemmer neoliberalt.

Hvis jeg skal være helt ærlig så tror jeg et meget stort flertal samtidig har opgivet at følge med i - og at påvirke - CO2-udslippet. Jeg hørte Hawking's forleden i tv, han mente at opvarmningen af oceanerne var igangsat og det ville frigive ufattelige mængder af CO2 i en selvforstærkende cyklus - mens vi venter på Venussyndromet.

Philip B. Johnsen

Bill Atkins
Selvom ny intensiveret focus på faktuel oplysning til borgerne, primært vil fokusere på opgaverne, fra stigende ulighed, fattigdom i Danmark ingen kan mindes ligende og bevarelse af velfærdssamfundet, skoler, sygehuse og ældre får værdig behandling, så er det vigtigt, at få belyst politikerledens arnested.

Vælgerne er ikke dumme, jeg formoder, at de fleste vælgere ønsker, at være bedst muligt oplyst om deres stemme på en politiker, tjener vælgernes egen interesse.

Global Geoengineering Fueling Venus Syndrome.
http://www.geoengineeringwatch.org/global-geoengineering-fueling-venus-s...

Hele ideologien bag konkurrencestaten er forkert, den er en magtkamp mellem lønmodtagere og arbejdsgivere, men også mellem fagfolk og administratorer.
Løsningen er derfor simpelthen at finde tilbage til velfærdsstaten, som tilgodeser alle - både prekariatet, som i det klassiske dagpengesystem vil være sikret imellem opgaverne, samt have det bedste værktøj imod løndumping, lønmodtagerne, der ikke behøver at frygte lejlighedsvise opsigelser og have retten til efter- eller nyuddannelse, samt de øvrige mere udfordrede grupper, som igennem den sociale sikring også undgår det sociale pres, der hæmmer fremdrift mere end det gennemtvinger det.
Derudover er der det at sige om velfærdsstaten, at den bevidst misforstås af vore politikere og embedsmænd ved at fokusere på det mindretal, der ønsker at flytte sig socialt fra deres baggrund - for velfærdsstatens raison d'etre er, at alle hverken kan eller vil flytte sig fra deres baggrund, men at netop deres overtagelse af opgaverne skal understøttes med en relativ lighed igennem det offentlige skattesystem.
Når der derfor tales for skattelettelser, er der tale om et dobbelt tyveri: dels vil lønnen falde, når der skal afregnes mindre skat, dels vil staten være nødt til at skære ned på den service, som folk får for deres skattepenge.

Bodil Waldstrøm, Einar Carstensen, Karsten Aaen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Hvis man skal tage begrebet konkurrencestat alvorligt så er man nød til at forholde sig til Ove K. Pedersens bog. Konkurrencestaten. Det er ikke mit indtryk at at OKP er for eller imod konkurrencestaten sådan som Carsten Henrichsen antyder i artiklen herover. OKP viser mere hvordan udviklingen bevæger sig hen i mod konkurrencestaten. Hans skriver eksempelvis:

Skiftet fra velfærdstatens til konkurrencestatens menneskesyn begyndte i 1991, altså under Schlüter-regeringen. Her publicerede IEA (International Association for the Evaluation of Educational Achievement) en læseundersøgelse, der viste, at danske elever ikke skrev eller læste så hurtigt eller så godt som andre landes elever. Senere fulgte PISA-undersøgelser foretaget af OECD; første gang i aooi, derpå igen i 2003 og 2006 og senest i 2010. De konkluderede alle det samme - at danske elever er ikke blandt PISAtoppen - og igangsatte derved også en værdikamp om folkeskolens formålsparagraf.

Jeg mener at debatten om staten i dag nærmest er paralyseret på begrebet konkurrencestatens komme - men i realiteten er den her allerede og den består af alle de neoliberale tiltag vi har set i de sidste 25 år - man kan sige at konkurrencestaten er minimalstatens konsekvenser ikke alene på Staten men også på Civilsamfundet og Markedet. + 2025-planen

Ove K. Pedersen skriver:
Når jeg derfor opsummerer denne bog og dens indsigt, er det ikke med flammebogstaver på demokratiets vegne eller med advarsler om dets lethed, men derimod på vegne af retsstaten og dens liberale principper om positive, bestemte, forudsigelige og kontrollerbare grænser for udøvelse af myndighed. Bogen slutter med en advarsel. Ikke om demokratiets ulidelige lethed, men om politikkens ulidelige lethed ... For mig er der ingen tvivl om, at konkurrencestaten har et legitimeringsunderskud, og at det ganske præcist kan lokaliseres til det etiske øjeblik og de administrative-politiske beslutninger, der sætter rammer for dette.

Opgaven er med baggrund i de erfaringer fra velfærdsstaten vi er i besiddelse af, at vurdere og angribe om nødvendigt hver en forandring vi bliver budt af neoliberalismens fortalere og bannerfører.

...og så glemme konkurrencestaten som begreb - det er for diffust og vi lægger hver i sær vores egen mening i dette begreb.

Stig Bøg, Karsten Aaen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar

Steffen Gliese, det eneste argument fra de neoliberale mod velfærdsstaten, der har appel er:

VELFÆRDSSTATEN ER BLEVET FOR DYR!

..og så rives den ned og sælges til de private, som dog kun kan tjene penge på velfærdsopgaverne hvis Staten fralægger sig kontrol med prisudviklingen, eller ligefrem støtter det private initiativ.

VELFÆRDSSTATEN ER BLEVET FOR DYR! ..er en løgn der dagligt modbevises af oberDanmarks økonomiske himmelflugt. Ulighedens der øges.

Bodil Waldstrøm, Carsten Svendsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

De store kapitalfonde mener det er rimeligt at de får en del af den store skattekage og investerer bl a i rengøring fx selskabet ISS der betjener de fleste danske kommuner i konkurrence med andre store globale rengøringsfirmaer - så længe vores pensionsfonde er med ved kaffebordet er de fleste danskere tilfredse - næste skridt er vel at FOA organiserer frie folkelige Rengøringsselskaber der ejet af medarbejderne underbyder ISS -