Klumme

Konkurrencestaten har sat massivt ind med forældreopdragelse

Det borgerlige opgør med Big Mother er afløst af konkurrencestatens optimering af forældrerollen
3. september 2016

Måske var det fordi, jeg har boet i udlandet et års tid og ser mit land med lidt andre øjne, at jeg lagde mærke til det. Det var til 7.-klassernes første forældremøde på en dansk folkeskole i København.

Først gik en del tid med at informere om de nye computere, eleverne var blevet tildelt. Forældregruppen på en 30-40 voksne fik forklaret, at vores børn helst skulle undgå at lægge den på gulvet, for så kunne man jokke på den – og den ville formentlig gå i stykker, hvorefter eleven ikke kunne følge med i undervisningen, mens reparationen foregik.

Heldigvis havde 9.-klasserne efterladt deres gamle computere, og der var ansøgt om at få lov at bruge dem som ekstra i tilfælde af reparationer – som vi jo helst skulle undgå ved at huske at fortælle vores børn om gulvproblematikken, og i øvrigt kunne man også købe et cover.

Dernæst blev hele forældreintrasystemet, alle faner og grupper, gennemgået via omdelte sedler og en overhead. Endelig kom vi så til den halve times obligatoriske diskussion om alkoholpolitikken.

Alt sammen noget, der er godt og fint. Men jeg kan simpelthen ikke se, at ungerne skulle få et ringere udbytte af deres skolegang, hvis den endeløse række af informationer, var noget vi forældre selv forventedes at have styr på.

Alle de ressourcer, der bliver brugt på at opdrage forældre, kunne måske anvendes bedre. Og dette er ikke en kritik af lærerne. De overstyrer og overkommunikerer, fordi det bliver forventet af dem.

Mønstret er tilsyneladende det samme i danske børnehaver. For et par år siden skrev jeg en historie her i avisen, som havde et andet forældremøde i en forstadskommune til København som eksempel.

Her fik forældrene i en børnehave 20 minutter til information og til at stille spørgsmål om kommunens rationaliseringsplan, hvor seks børnehaver skulle blive til fire. Derefter blev forældrene bedt om at komme med bud på, hvordan de kunne gøre deres børn ’selvhjulpne’. Det brugte de sammen med personalet en time på at diskutere.

Den minutiøse forældremonitorering blev problematiseret af eksperter, fordi de mente, at den statslige og kommunale indblanding kunne være med til at undergrave forældrenes egen dømmekraft og gøre dem usikre på deres evne til at være forældre.

Lige modsat er det i det amerikanske skolesystem, hvor mine to døtre har tilbragt et år. Det er selvfølgelig også anekdotiske observationer, men jeg fremdrager dem, fordi det illustrerer, hvor meget vi forældre bliver opdraget på i Danmark – og ikke for at fremhæve et system frem for et andet.

På den amerikanske middle school, hvor vores 13-årige gik, var vi til ét intromøde for hele årgangen, hvor skolelederen på det kraftigste påpegede, at vores børns opstart på den nye skole – amerikanske børn skifter fra elementary til middle school i 6. årgang – godt kunne være overvældende. For os forældre! Men hvis vi bare overlod det til børnene og skolen, så lovede de, at de havde godt styr på tingene.

Det ord holdt skolen. På intrasystemet kunne vi følge vores børns niveau inden for fire forskellige discipliner inden for hvert fag. Ugentligt kom der nye evalueringer og resultater af test, og der var en til to timers lektielæsning hjemme hver dag plus weekender.

Til gengæld var der ingen trivselsgrupper, forældredebat på intra eller fælles forældremøder. Tre gange i løbet af et år var der skole-hjem-samtaler, fem minutter til hver elev hos hver lærer – og mere til dem, der udtrykte behov.

Test og løbende karaktergivning har selvfølgelig en disciplinerende effekt, men forældreopdragelse er det jo ikke.

Det pudsige er, at det borgerlige Danmark engang talte meget om et opgør med Big Mother. Men i dag accepterer alle tilsyneladende overstyring af forældrerollen i konkurrencestatens navn. Måske er der behov for en tillidsreform.

Mette-Line Thorup er journalist på Information. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørgen M. Mollerup
Jørgen M. Mollerup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Åbenbart sætter man ressourcerne ind dér, hvor man både kunne ønske nedtrapning på indhold og relationer, mens man de steder, hvor det betyder noget: på det sociale område i forhold til folks rettigheder til at blive hjulpet, geares ned for oplysningen.
Men det er selvfølgelig sidste del af det kolonisationsprojekt, som centraladministrationen såede frøene til for en 25 år siden, hvor bureaukratiet i stedet for at konsolidere og udvide den enkeltes frihed i samfundet, løbende har strammet til og erstattet hævdvundne rettigheder med et sæt af pligter, som mangler legitimitet i den demokratiske relation, hvor det er administrationen, der skal tjene folket, ikke omvendt. Men det er selvfølgelig dejligere at kunne bestemme frem for at lyde.

Forældreopdragelse ? Ja, ved at overtage omsorgen for og opdragelsen af børnene så forældre kan deltage i konkurrencesamfundet og statusræset for fuld kraft.
Nu i børnehaven, hvor nyeste trend er at bryde den sociale arv helt fra begyndelsen.

Claus E. Petersen

"Konkurrencestaten har sat massivt ind med forældreopdragelse"

jamen dog.. det samme gjorde de frigjorte pædagoger i 70'erne og op i 80'erne da jeg gik fra lille pode til udlært knallertbisse i 1980.
Det var dengang en stil der konkluderede "at hvis Børges far bliver arbejdsløs så tæver han Børges mor som så tæver Børge, som så tæver andre børn og bokser op som socialt tilfælde, osv..." per definition fik mindst et 9-tal uanset hvor kikset afskriften var fra en af de ulidelige socialrealistiske noveller vi var tvangs indlagte til at læse.
Da jeg selv fik unger i 90'erne genstartede ræset, bare mere voldsomt, da mine børns lærere begyndte at opdrage mig med hensyn til madpakker, opdragelse, og det altomfattende forældreansvar jeg skulle tage på mine skuldre hvis mine børn skulle lære at tage ansvar for sig selv, dvs. at lærerne prøvede at læsse deres ansvar for elevernes læring af på børnene og børnenes forældre, helt efter ånden i New Public Management, som netop drejer sig om at uddele mest muligt ansvar til flest mulige så man selv undgår at blive fyret.

Et eller andet sted er det lidt utroligt at hverken forældre, pædagoger eller akademikere endnu har råbt op for alvor, eller måske er flugten til privat skoler netop et opråb?

Claus - Jeg mener, din konklusion er forkert. Skolen skal lære børnene noget og bibringe dem social forståelse, ja, men den har ikke ansvar for den basale opdragelse. Den ligger hos forældrene.
NPM - pyramiden forstyrrer skolerne ved den centrale styring og kontrol.

Claus E. Petersen

Er der forresten nogen der husker lærerinden som i fuldt alvor sagde at der ikke burde være "klasseforskelle" mellem barn og lærer, og derfor skulle lærere ikke udøve autoritet, fordi autoriteten fjernede børnenes spontane balancerede evne til at skelne.
Jeg kom i den forbindelse til at tænke på en TV udsendelse fra 80'erne hvor en (meget anonym) talsmand for en forening af pædofile i fuldt alvor hævdede at det i virkeligheden var de små børn som lokkede de stakkels pædofile, der åbenbart ikke evnede at stå imod presset.

Claus E. Petersen

@ Leo Nygaard

"Skolen skal lære børnene noget og bibringe dem social forståelse, ja, men den har ikke ansvar for den basale opdragelse. Den ligger hos forældrene."

Vi to er helt enige, så nu mangler vi bare at lærerne fra "det brune hjørne" læser med og forstår.
Heldigvis er det mit indtryk at de fløjlsbukse og batik klædte lærere og lærerinder fra 70'erne er ved at være noget som man kun kan læse om i historiebøger under overskriften "Hvad der gik galt efter 1968"

Hvad angår NPM er det en styrings (management) model der kan og bliver anvendt til at overføre ansvar fra ledelsen til de enkelte medarbejdere, selv på områder der vitterligt er ledelsens ansvar.
Det vil proponenter for NPM nok kalde misbrug, men fakta er at modellen netop gør det56 enkelt for en leder uden leder evner at flytte ansvar og skyld fra sig selv til sine underordnede.
På samme måde med lærere som jeg oplevede i 90'erne, der nærmest krammede forældrene til sig for at gøre dem medansvarlige for barnets læring i skolen.
Man skulle være "aktiv" og "deltagende" i barnets "skoleliv" o.s.v., hvilket ret beset bestod i at man som forældre skulle hænge med hovedet hvis klassen var i kaos og højt sige at "det er nok ligeså meget er vores skyld", så lærerne ikke stod alene med resultaterne af deres "klassefrie" indretning af undervisningen.