Kommentar

Kultur sætter altid spor på børns kroppe

Ramaskriget over jøders og muslimers omskæring af drenge lyder igen og igen. Men alle kulturer griber ind over for barnekroppen. F.eks. opererer vi stritører eller deformiteter på kroppen, for at forebygge mobning, som i sig selv har rod i kulturelle kropsidealer
21. september 2016

Historierne om det lemlæstede barn, der er offer for kulturelle traditioner for omskæring, har fyldt medierne på det seneste.

Malerisk beskrives den jødiske kvaksalver, der med krum ryg skamferer en uskyldig dreng, og muslimen, der forledt af sin tro, skærer forhuden bort.

Men midt i dæmoniseringen af omskæring som kulturel praksis glemmer vi, gennemsnitsdanskere, at vi selv er kulturelle væsener, der mærker vores børn og griber ind i deres liv både kropsligt og mentalt.

Jeg fik selv en delvis omskæring som barn på grund af forhudsforsnævring og blev senere helt omskåret som voksen. Ja, vil nogen sige, men jeg og andre blege ateister eller kristne danskere bliver udelukkende omskåret af medicinske årsager, ikke kulturelle. Men er det nu sandt?

Vi glemmer, at alle kulturer omfatter indgreb i børns liv, fysisk eller mentalt, baseret på normer og idealer. Indgreb er så at sige et vilkår for barnets socialisering i kulturen.

Hvorfor ligger der en særlig etisk problematik i omskæring på ikkemedicinsk grundlag, når der tydeligvis er andre indgreb, som udføres på børn, der ikke i klassisk forstand har til hensigt at ’helbrede’, men er kulturelt bestemte?

Pointen er, at min omskæring på grund af forhudsforsnævring, altså medicinsk omskæring, også er baseret på kulturelle normer, i dette tilfælde normen for seksuel tilfredsstillelse og et velfungerende sexliv.

Det samme gælder kirurgi for stritører eller deformiteter på kroppen, der forsvares med at forebygge mobning. Men mobning på grund af stritører er også forårsaget af kulturelle kropsidealer.

Væmmelsen ved omskæring af drenge begrundes med, at barnet ikke kan give samtykke til indgrebet, fordi det ikke forstår konsekvenserne, men hvor er væmmelsen ved andre ikketerapeutisk begrundede indgreb på børn?

Brændemærke

Da jeg blev fuldt omskåret som voksen, var jeg rædselsslagen for, at skrækhistorierne om lemlæstelse talte sandt. Ville jeg kunne fungere normalt bagefter, seksuelt og uden mén?

Efter et år tænkte jeg ikke længere over, at forhuden var væk. Resten virkede jo. Jeg kunne nyde sex præcist som før og begyndte oven i købet at sætte pris på det nye udseende.

Og eftersom jeg vidste, at mange millioner andre mænd verden over er omskåret, primært i Mellemøsten, herunder Israel, i USA samt i Afrika, begyndte jeg at identificere mig med en eksklusiv klub af forhudsløse.

Men jeg fik samtidig en overfladisk smagsprøve på det stigma, som lige nu rammer jøder og muslimer.

Herhjemme er omskæring nemlig gået fra at være en ubemærket kulturel markør blandt religiøse mindretal eller en medicinsk nødvendighed til i dag at være et stigma, et brændemærke, som særligt religiøse minoriteter rammes af, fordi de siges at være ofre for deres kultur.

Men er min omskæring legitim, fordi den er medicinsk, mens andres er problematisk, fordi den er kulturelt baseret?

Myterne om sundhedsskaderne ved drenges omskæring er massive, som påpeget af flere forskere.

Ifølge WHO er omskæring med til at forebygge urinvejsinfektioner, infektion og ubehag i glans og forhud, samt forebyggelse af sexsygdomme som hiv og syfilis, og hindrer desuden overførsel af HPV, der kan forårsage underlivskræft hos kvinder.

Samtidig understreger WHO, at omskæring i sjældne tilfælde kan medføre alvorlige bivirkninger, såsom infektion og vævsskader, særligt hvis operationen ikke udføres af en professionel.

Der er altså sundhedsmæssige argumenter for og imod omskæring af drengebørn. Til gengæld er der klar evidens for, at pigeomskæring indebærer betydelige risici, hvorfor dette også er forbudt. Men da der ikke er endegyldige beviser for, at drenge tager skade, forbliver det en kulturel diskussion.

Vi er ikke de rationelle

Intaktivisterne, der kæmper for et forbud mod omskæring af drenge, mener, at børn skal forblive intakte, det vil sige uberørte.

Men hvis barnet fødes perfekt og skal holdes intakt, hvorfor gælder kritikken så kun de markører, som de ’fremmede kulturer’ sætter på kroppen og ikke vores egne kulturelle markører, som når børn opereres for stritører og forhudsforsnævring, og opdrages til at spise sundt og motionere, så deres kroppe passer til tidens idealer for det smukke, sunde og tynde barn.

De fremmedes omskæringspraksis er blevet en kampplads, hvor intaktivister på tværs af ideologi kan samles om at lade sig pikere og væmmes ved de kroppe, de ikke forstår.

Men i stedet for at forbyde omskæring, hvilket vil gøre indgreb mere lyssky og øge risici for sundhedsskader, bør man finde en pragmatisk løsning, hvor hensyn til barnet tilgodeses uden samtidigt at marginalisere befolkningsgrupper.

Det gælder om at lytte til og inddrage dem, der påvirkes af lovgivningen, nemlig de omskårne selv, for at sikre, at omskæring sker under forsvarlige forhold.

Men det kræver, at vi, i stedet for at anskue ’dem’ som barbarer, der lemlæster deres børn, mens ’vi’ spiller rollen som de rationelle og godhjertede, erkender, at alle børn udsættes for kulturelle indgreb.

Christian Groes er antropolog og lektor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

>Men er min omskæring legitim, fordi den er medicinsk, mens andres er problematisk, fordi den er kulturelt baseret?<
Ja, Christian Groes, dit kæmpe fjols! Hvordan kan det være svært at forstå ?

Der skal nok være et par strit-ører her eller et hareskår der, som barnet ville have levet fint med, men som alligevel blev rettet af over-emsige forældre med kulturelt baserede krops-idealer og et medløbende sygehuspersonale.
Men ellers er der tale om fundamentalt forskellige indgreb med fundamentalt forskellig motivation.

Det ene er et religiøst motiveret overgreb, med betydelig medfølgende risici, alene beregnet til at fastholde barnet i et bestemt kulturel tilhørsforhold - som barnet altså ikke har nogen indflydelse på.
Det andet er medicinske indgreb med klare medicinske formål.

Anne Eriksen, Palle Yndal-Olsen, Herdis Weins, Finn Thøgersen, Martin Schou, Martin Madsen, Hanne Koplev og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Altså, skal man fortsat have lov at skære i de små drenge. Med hvilken ret?
Jeg synes, forfatteren trækker emnet ud i det absurde.
Alt det med at omskæringen forebygger sygdomme er jo kun, fordi der er et tabu om, at man ikke må sige til drenge og mænd, at de skal huske at trække forhuden tilbage og vaske snavset væk.
Husker en kvinde fra rødstrømpetiden, der gik med en badge, hvorpå der stod: Vask pikken!

Antropolog og lektor...?
Atter et bevis på, at summen af menneskets viden øges globalt, minut for minut.... mens dumheden breder sig ....endnu hurtigere....
At sammenligne operation af strit ører med omskæring af drenge.....??
uha uha !!

Christian Groes er på meget tynd is med sin argumentation. Medicinsk indikation er naturligvis ikke en uforanderlig størrelse, men afhængig af udvikling, forskning, erfaringer og en mere generel udvikling i opfattelsen af sundhed. Men det er ikke desto mindre altid i sin kerne en sundhedsfaglig vurdering, og dermed fundamentalt anderledes end en begrundelse alene ud fra tro og tradition.

Hertil kommer en helt åbenlys dobbeltmoral: Hvis det er acceptabelt, eller uomgængeligt, at kulturen altid sætter sine spor på børns kroppe, hvorfor skal der så gøres forskel på piger og drenge? Hans påstand om en evidens for at kvindelig omskæring er særligt risikofyldt, afværger ikke denne dobbeltmoral. Kvindelig omskæring findes forskellige udgaver, hvoraf de mindst omfattende udgør et mindre indgreb, end mandlig omskæring. Men omskæring af piger er udtrykkeligt forbudt, under enhver form, og med en sådan bestemthed, at der ikke levnes nogen tvivl om, at det ikke bare er praksis, men selve princippet om at skære i piger af rituelle årsager, som samfundet på det strengeste afviser. Der er en helt klar mangel på lighed for loven, når det ene køn er genstand for en konsekvent beskyttelse mod rituel omskæring, mens det er tilladt, når det gælder det andet køn. Og der er ingen som har kunnet levere en valid begrundelse for denne forskelsbehandling.

Torsten Brinch, Mikael Aktor og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

Antropolog Christian Groes’ kommentar om drengeomskæring i Information d.21. september rummer en række fejlagtige eller mangelfulde oplysninger. Grundliggende er det en misforståelse, at det i Danmark skulle være tilladt at foretage andre ikke-terapeutisk begrundede operationer på børn end drengeomskæring. Det er ikke tilladt at foretage kosmetiske operationer på børn under 18 år. Eneste undtagelse herfor er tandregulering, fordi det er hensigtsmæssigt at foretage behandlingen inden tændernes vækst er afsluttet. Behandling for “flyveører“, rekonstruktion efter kræftsygdom og operation for misdannelser falder uden for begrebet om kosmetisk behandling, fordi disse indgreb udføres på “terapeutisk indikation (medicinsk, psykiatrisk eller funktionel)” ifølge Sundhedsstyrelsens vejledning om kosmetiske operationer. Det samme gælder ikke drengeomskæring. Man kan altid diskutere disse definitioner. Tendensen går heldigvis i retning af regler, der kræver at barnet inddrages, og ingen udfører i dag operation for flyveører på spædbørn, som det sker for drengeomskæring.

Groes påstår også, at drengeomskæring skulle forebygge en række sygdomme. Men for det første behandler man ikke mulige senere sygdomme ved at bortamputere den pågældende endnu raske legemsdel. For det andet er de nævnte sygdomme seksuelt overførte – næppe relevant for en nyfødt dreng.

Groes forsvarer at drengeomskæring er tilladt, mens pigeomskæring er forbudt. Han hævder at pigeomskæring er invaliderende. Det kan det i høj grad også være under primitive forhold, hvor man udfører de meget indgribende former for pigeomskæring. Men hvis man vil bringe pigeomskæring ind i debatten om drengeomskæring i Danmark, bør sammenligningen være ud fra ensartede præmisser. Pigeomskæring af hinden, der dækker klitoris, og som udføres under samme forsvarlige forhold som drengeomskæring, er mindre indgribende end drengeomskæring. Det er ikke god antropologi at anskue de to typer børneomskæring under helt ulige kulturelle betingelser.

Groes er ikke opmærksom på, at “intaktivismen” er vokset frem blandt mænd, der selv er omskårede. Flere jødiske mænd var pionerer i bevægelsen. I dag tiltrækker bevægelsen stadig omskårede mænd (som mig selv), der ud fra egne erfaringer har grund til at protestere mod operationen. Hverken lægeetisk eller børneetisk er det acceptabelt at bortoperere raske, ikke overflødige dele af børns krop.

Groes forsvarer forældres mulighed for at få deres drenge omskåret med det argument, at både helbredsmæssige og ikke helbredsmæssige indgreb udføres ud fra kulturelle normer. Jeg undrer mig over denne forfladigelse af debatten fra en fagantropolog. Ja, hvad i vores samfund er ikke kultur? Denne forsimplede erkendelse skal ikke amputere samfundets pligt til altid at tage sig af, hvad vi tillader over for vores børn.

Helle Nyberg

Jeg finder al den forargelse vedr. drengeomskæring hyklerisk. Så længe ingen i Danmark finder det modbyrdeligt at foretage abort (under nogen omstændigheder), selvom det drejer sig om at afskære et lille, levende væsen fra liv, har vi ingen ret til at åbne munden.