Klumme

Kulturforbrydelser i krig og kærlighed

Det er ikke kun vandaler, som hærger oldtidsmonumenter i krig, der bør dømmes for at krænke verdenskulturarven. Også virksomheder og politikere, hvis beslutninger ødelægger livsbetingelserne for hele kulturer, bør en tur i retten
Debat
2. september 2016

Jeg kender en kvinde, der ofte spurgte sin gamle far, når hun besøgte ham, om de ikke skulle kigge i familiens fotoalbum. Men gang på gang slog han det hen. En dag insisterede hun på at se dem, og faren måtte modvilligt hente stakken af album frem.

Da kvinden bladrede dem igennem, gik det op for hende, hvorfor faren havde gemt dem væk. Samtlige fotografier af hendes afdøde mor var enten revet ud eller kradset i stykket dér, hvor hendes ansigt engang havde været.

Farens nye kæreste havde erklæret krig mod alle spor af sin mands tidligere kærlighed. Systematisk havde hun slettet beviser, der kunne dokumentere, at han engang havde elsket en anden. I den håbløse kamp havde hun desværre også slettet et andet menneskes mor fra den materielle verden.

En ondsindet handling, men ikke en ulovlig handling. Selv om det føles som en forbrydelse for datteren, fordi hun er blevet frarøvet noget, som både er uerstatteligt og har ubeskrivelig stor affektionsværdi for hende.

Når det kan betyde så meget for et enkelt menneske at miste sin historie, hvordan må det så ikke føles, når hele ens kulturs historie angribes og ødelægges.

Jeg ville i hvert fald blive sønderknust, hvis jeg skulle se marmorkirken med en halv kuppel, Børsen uden sit dragetårn eller Rigsarkivets kilder sat i brand. Ødelægger man kultur, ødelægger man mennesker. Men heldigvis er vi begyndt at tage ødelæggelse af kulturarv mere alvorligt.

For første gang nogensinde er en person blevet anklaget for destruktion af kulturarv ved Den Internationale Straffedomstol.

En 40-årig mand fra Mali, Ahmad al-Mahdi, er blevet anklaget for at stå bag ødelæggelserne på ni mausoleer og en gammel moské i byen Timbuktu tilbage i 2012.

Og fordi Timbuktu, som blev grundlagt mellem det 11. og 12. århundrede, er på UNESCOs liste over verdenskulturarv, var det en forbrydelse.

Ahmad al-Mahdi har erkendt sig skyldig og kommer derfor med stor sandsynlighed til at få mellem 9 og 11 års fængsel, når dommen falder senere i denne måned.

Selv om kulturarv aldrig nogensinde kan være mere værd end menneskeliv og aldrig burde få mere opmærksomhed i konflikter end drab af civile, så udelukker det ikke, at retssagen mod Ahmad al-Mahdi er vigtig.

Den giver nemlig forhåbninger om et retligt efterspil, når krigen slutter i Syrien, og regnskabet skal gøres op efter Palmyra, og hvad der ellers er blevet smadret af kulturarv på de kanter.

Men turde man også håbe på, at ødelæggelser af den kulturarv, som ikke står på UNESCO’s VIP-liste, og som bliver smadret i andre sammenhænge end krig, kunne få retlige konsekvenser? At man kunne gå så langt, at retsforfølgelser ikke kun kommer på tale, når den materielle kulturarv som monumenter og bygninger ødelægges?

At Den Internationale Straffedomstol også kunne dømme i sager, hvor immateriel kultur som f.eks. skikke og grundlaget for menneskers levevis bliver ødelagt. Hvis man gjorde det, ville en lang række skurke pludselig være til at få øje på. Og umulige ikke at forholde sig til.

Multinationale selskaber for eksempel, som rydder regnskovsområder og dermed fjerner livsgrundlaget for de mennesker, der har levet der i flere hundrede år. Eller bygherrerne bag nye dæmninger, der oversvømmer områder, hvor landsbyer og nomadesamfund lever. Den slags gør verden fattigere på kultur. En kultur, som forsvinder med naturen.

I krig som i kærlighed gælder det, at det er modbydeligt at ødelægge noget, som har betydning for andres mulighed for at fastholde deres egen identitet – om det så er fotoalbum eller kulturarv. Så man kunne håbe, at UNESCO’s liste over kulturarv i fremtiden blev lidt længere.

Ida Herskind er cand.mag. i historie og journalist på Radio24syvs kulturmagasin AK24syv. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Svimlende perspektiver. Vi bestiller jo stort set ikke andet end at ødelægge. Hvis vi skal holde op med det, hvad skal vi så lave?

Lad os sige, at bilismen gik til doms og blev pålagt at gøre alt godt igen. Alle forhaver til byernes huse skulle genoprettes, gaderne smalnes og broer nedlægges. Hvis man ikke kan det, så kunne man i hvert fald stoppe den sørgelige udvikling. Dertil er vi ikke engang kommet.