Kronik

Jeg havde ikke kun mistet mit barn. Det var også min egen skyld

Min abort blev startskuddet til en kæmpe nedtur. I lang tid gik jeg alene med skyld, sorg og skam. Jeg følte mig som en fiaskokvinde og frygtede, at min historie kunne bruges som et argument mod abort. Men vi skal tale om det, ellers sætter det sig
Min abort blev startskuddet til en kæmpe nedtur. I lang tid gik jeg alene med skyld, sorg og skam. Jeg følte mig som en fiaskokvinde og frygtede, at min historie kunne bruges som et argument mod abort. Men vi skal tale om det, ellers sætter det sig

Nilas Røpke Driessen

6. september 2016

Jeg vågner efter 12 timers bevidstløs søvn. For første gang i lang tid vågner jeg uden kvalme, og jeg er sulten.

Min kæreste har været vågen længe og har allerede dækket bord og sat morgenmad frem. Rundstykker fra bageren, friskpresset juice. Det er en særlig morgenmad. Det er morgenmaden, dagen efter.

»Hvor dejligt, smukke!«

Jeg smiler og sætter mig. Smører et rundstykke og ser ud af vinduet i altandøren. Jeg kan se langt. Ud over hustagene. Himlen. Skyerne, der driver langsomt forbi. Det er en smuk udsigt.

Og så rammer det mig.

Derude, langt ude bag hustagene døde mit barn i går. Derude langt væk i horisonten på et hospital efterlod jeg det. Jeg fik ikke engang fostret med mig. Jeg efterlod det dér. Er det blevet smidt i en skraldespand? I sin egen pose? Eller i en pose sammen med andet hospitalsaffald?

Det rammer mig hårdt.

Klumpen af hvidt brød vokser i munden. Halsen snører sig sammen. Jeg kan ikke synke. Ikke få luft. Hvordan kan jeg overhovedet tillade mig at sidde her og hygge med kærestemorgenmad, når jeg har slået mit eget barn ihjel? Og efterladt det et sted derude i horisonten?

Sådan begyndte lang tids nedtur.

Fortjente at dø

Jeg fik en kirurgisk abort. Jeg har tidligere været der for veninder, der skulle have en abort. Jeg har aldrig i mit liv fordømt nogen af dem. Ligegyldigt hvor mange de har fået, og hvad de var baseret på. Og det gør jeg stadig ikke. Jeg er taknemmelig for at leve et sted på jorden, hvor vi har fri abort.

Men jeg selv? Hvad skete der med mig, da det abstrakte blev konkret? Jeg havde lyst til at dø. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne blive et okay menneske igen?

Med halsen snøret sammen og tårer ned af kinderne vakler jeg tilbage i seng. Jeg spiste ikke morgenmaden færdig, for jeg havde ikke fortjent det.

Og sådan fortsatte det.

Få mennesker vidste, at jeg havde fået en abort. Kun min kæreste og min bedste ven. For hvordan skulle jeg fortælle det til mine kolleger, min familie, venner og bekendte?

Hvordan forklare, at jeg var nødt til at melde fra til familiesammenkomster, fordi jeg simpelthen ikke kunne bære at være sammen med de små børn i familien? At jeg måtte takke nej til barnedåb og bryllupper, fordi jeg vidste, at der ville være spædbørn og gravide maver. Hvad skulle jeg sige til kolleger, der tilbød mig job, som jeg ikke kunne klare, fordi jeg dagligt havde grædeture og gik rundt med evigt røde øjne og et konstant ønske om ... ja, bare at dø.

I lang tid fortjente jeg kun at dø.

Der var ikke nogen, jeg kunne dele min sorg med. Jeg kunne ikke stå frem og sige, at jeg har mistet mit barn, og jeg er i sorg. Der var ingen begravelse, ingen ritualer. Ingen kondolencer. Det var jo min egen skyld – jeg kunne bare have valgt anderledes!

Mine bekendte fik kunstig insemination, havde store maver, fødte og fyldte min facebook-feed med billeder af deres børn, som bare voksede og voksede. Og jeg? Jeg var en dårlig kvinde. Jeg var en skamfuld kvinde. Jeg var en fiaskokvinde. Jeg var en ensom kvinde. Et helt forkert menneske.

Alt er vævet sammen

Så gik jeg i gang med at lave research.

Jeg begyndte at forstå lidt mere. Jeg er et moralsk menneske. Da jeg traf min beslutning, var jeg meget i tvivl. Antiabortbevægelserne får stadig større tilslutning. Flere og flere hælder til, at der skal være ’god grund’, før en abort er legitim.

Vi har et samfund, der ønsker, at vi føder flere børn. Vi helliggør moderskabet. Vi har udviklet en fødselsteknologi, som redder alt, hvad reddes kan.

En nationalkonservativ højreekstremisme, som ønsker kvinderne tilbage til kødgryderne, og at abort ikke skal være et valg, spreder aggressivt sit kvindehad på sociale medier. Der var mange grunde til min nedtur, og livet er ikke klart defineret af rationelle logikker. Alt er vævet sammen.

Men jeg var alene.

Indtil en sen nattetime på et af de værtshuse, hvor der stadig må ryges. Rummet var brunt. Bruce Springsteen blandede sig i samtalen med sin hæse stemme ud af jukeboksen: »You can't start a fire, you can't start a fire without a spark ... «. Det var første gang i flere måneder, jeg var ude.

Læs også: Abortrådgivning fik Louise til at føle, at det var okay at være i tvivl

Vi havde haft redaktionsmøde på Radio24syv Dokumentar, hvor jeg er journalist, og vi tog en øl bagefter. Jeg gjorde mig umage for at virke normal – det vil sige glad. Vi var lidt fulde. De fleste var gået hjem. Kun stamgæsterne, min kollega Brit Jensen fra redaktionen og jeg var tilbage. Vi talte om politik, arbejde, projekter, vores børn, familie ... og abort.

Hun havde oplevet præcis det samme som jeg! Ligesom jeg havde hun skjult, hvor dårligt hun havde det. Det med at vågne om morgenen og næsten ikke kunne rejse sig. Det med at være sammen med sine børn, men mest af alt at føle afstand. Det med ikke at kunne tale med nogen, fordi ... ja, fordi det var jo hendes eget valg. Klokken 4 om morgenen, hen over det ølklistrede bord besluttede vi at lave en radiodokumentar.

Jeg var ikke mere alene.

10 procent lider voldsomt

Vi læste undersøgelser, rapporter og informationsmateriale. Stolpe op og stolpe ned. Undersøgelser peger på, at ca. 10 procent af de kvinder, der får en provokeret abort, døjer med svære psykiske følgevirkninger. Det viser studier fra Mødrehjælpen. Med et aborttal i Danmark på ca. 15.000 årligt svarer det til ca. 1.500 personer om året.

En undersøgelse fra 2003, lavet af Socialforskningsinstituttet, målte på ’selvmord’ og ’indlæggelse på psykiatrisk afdeling’ – og fandt heldigvis, at det ikke kunne kobles direkte til abort. Men det er næppe kontroversielt at påpege, at der findes psykiske problemer, som hverken resulterer i selvmordsforsøg eller indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Det kan være krisereaktioner, posttraumatiske forstyrrelsestilstande, depression og angst. Det, som Mødrehjælpen i sit materiale kalder »en kraftigere efterreaktion«.

Tabu forværrer sorgen

Brit Jensen og jeg rejste det danske kongerige rundt med en mikrofon i hånden. Interviewede Sundshedsstyrelsen, den kristne antiabortorganisation Retten til liv, Mødrehjælpen og forskere. Igen og igen mødte vi sætningen: »Ingen vil stå frem og tale om deres egen abort – det er jo skamfuldt.«

Og tabuet gør det kun værre.

Vi skal kunne tale om aborten, præcis som den er, og med alt hvad den er og indebærer. Når fagpersoner fortæller, at tabuet er med til at skabe nedturen, når eksisterende forskning og erfaring på feltet peger på, at en gruppe kvinder får det rigtig svært efter en abort, og at tabuet forstærker nedturen, så skal vi kunne sige det højt.

Min sorg er ikke væk. Men jeg er okay. Og det er forkert at tie om de psykiske følgevirkninger af frygt for, at abortmodstandere vil bruge dem som argument imod den fri abort – for det gør de allerede. Og de psykiske følgevirkninger findes, også selv om vi ikke taler højt om dem.

Så vi besluttede at fortælle vores egne historier. Og vi insisterer på, at vi ikke skal komme med en ’god grund’ til, at vi fik vores aborter. Der er altid en god grund!

Rosa Marie Frang er billedkunstner og radiodokumentarist.

Radiodokumentaren, som omtales i kronikken, er tilrettelagt i samarbejde med Brit P. Jensen, retoriker og radiodokumentarist. Den hedder ’Det ligner vat’.

Læs også: Slut med uvildig abortrådgivning til tvivlere

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

" Igen og igen mødte vi sætningen: »Ingen vil stå frem og tale om deres egen abort – det er jo skamfuldt.« " citeres det i artiklen.

Sikke noget ævl - der er da en masse private forhold og oplevelser , som man ikke vil dele med andre - det har ikke noget med "skam" at gøre.

En abort er vel ( på linje med religiøs overbevisning, politisk ståsted, kæresteforhold, sygdom, lotterigevinster , lønforhold o m a ) en privat ting, og der er da intet mærkeligt i, at en sådan personlig sag ikke skal blæses ud til fri offentlig fortæring.

" Igen og igen mødte vi sætningen: »Ingen vil stå frem og tale om deres egen abort – det er jo skamfuldt.« " citeres det i artiklen.

Sikke noget ævl - der er da en masse private forhold og oplevelser , som man ikke vil dele med andre - det har ikke noget med "skam" at gøre.

En abort er vel ( på linje med religiøs overbevisning, politisk ståsted, kæresteforhold, sygdom, lotterigevinster , lønforhold o m a ) en privat ting, og der er da intet mærkeligt i, at en sådan personlig sag ikke skal blæses ud til fri offentlig fortæring.

Carsten Svendsen

Det er vel de færreste-om nogen, der har det godt med en abort.
Men du kan vel dele dine kvaler med ham, der glemte at bruge kondom.

Charlotte Svensgaard

Det gør mig ondt du har det så skidt med dit valg af abort. Men som du skriver er det "kun" 10% der har den sorg som du bærer. Så er der 90% som er afklarede med deres valg og her i blandt undertegnede.
Du traf et (fra)valg og du har helt sikkert haft dine gode grunde, men du har jo ikke været afklaret med dit valg. Du føler at du har mistet et barn - det gør jeg ikke og der i ligger hele forskellen.
Jeg oplever heller ikke emnet som tabu belagt eller skamfuldt i veninde kredsen og selvom det bestemt ikke var morsomt at få foretaget indgrebet, oplevede jeg heller ikke at at sundheds personalet på nogen måde var fordømmende eller moraliserende.
Står du i situationen en anden gang så tal om det . Med din læge, din partner, dine veninder, din familie. Med mødrehjælpen, med en jordemor, med en sagsbehandler. Det er dit og kun dit valg og husk på at vi lever i et ekstremt priviligeret samfund hvor det at få et barn er lige så lidt skamfuldt som det at fravælge det.