Læsetid: 3 min.

Læserbreve

3. september 2016

Jeg kalder ikke Brinkmann populist

Stefan Hermann, København

Det har skabt betydelig opmærksomhed, at jeg i Information (den 25. august) kritiserede Sven Brinkmanns analyser for at være ensidige og konklusionerne for at blive populistiske. Det har lidt været som at bande i kirken, men der er også rejst berettigede spørgsmål til mine udsagn. Der er derfor grund til kort at præcisere, hvad jeg mener.

For det første kalder jeg ikke Brinkmann populist. Jeg siger, at hans konklusion bliver populistisk. Man kan godt gøre noget idiotisk uden at være en idiot.

For det andet retter min kritik sig ikke som sådan mod bogen Stå fast, som jeg har læst, og heller ikke Ståsteder, som jeg endnu har til gode. Jeg deler faktisk Brinkmanns kritik af inderliggørelsen og de tendenser til udviklingstvang, som gør sig gældende.

Hvor går det så galt for Brinkmann i følge min analyse? Det gør det, når Brinkmann i interview, artikler og facebookopslag retter sit blik mod udviklingen i uddannelsesverdenen og blandt professionerne.

Og appellerer man til, at professioner og fagbevægelser – ikke enkeltpersoner – forholder sig selvkritisk til deres egen rolle, reagerer Brinkmann med at karikere synspunktet til »det er altså kritikerne, der er noget galt med – de skal rette ind, tage ja-hatten på og sige yes, sir!« og altså underkaste sig den umyndiggørelse, der ifølge ham ligger i selvkritik.

Eller, som Brinkmann skrev om undertegnede i forbindelse med en appel om besindelse og selvkritik også fra fagbevægelsens side:

»Når man kritiserer tidens magtfulde ideer, får man at vide (af dem, der har formuleret dem), at man i stedet burde kritisere sig selv.«

Jeg har næppe formuleret tidens magtfulde ideer, men til gengæld bedrevet megen kritik af styring, politik og ledelse, og jeg hylder det åbenbart bizarre synspunkt, at selvkritik ikke udelukker kritik af andre, herunder af politik.

Brinkmann fanges i sit eget net af enten-eller-spørgsmål og ja- eller nej-hat. Det pudsige er nu, at store dele af Brinkmanns læsere tilsyneladende læser ham som jeg.

De synes bare nej-hatten er rigtig og lunes ved hans jævnlige aforistiske opslag på Facebook.

Samtykkekrav er ikke omvendt bevisbyrde

Stinne Bech, policyteamleder i Amnesty Danmark

For at forbedre retsstillingen for voldtægtsofre foreslår Amnesty og andre, at straffelovens definition af voldtægt skal bero på samtykke.

I en leder i Information (den 24. august) udlægges det som ønsket om omvendt bevisbyrde: At den anklagede i voldtægtssager fremover skal bevise sin uskyld.

Intet kunne ligge os mere fjernt, og påstanden om omvendt bevisførelse, mener vi, er helt misforstået.

Med en samtykkebaseret lovgivning er den anklagede stadig uskyldig, indtil det modsatte er bevist.

Kravene til bevisbyrden svækkes på ingen måde. Den centrale ændring består alene i anskuelsen af skyldsspørgsmålet.

I dag afgøres det ud fra, om det kan bevises, at den forurettede har sagt fra, og om hun har været udsat for vold, tvang, trusler eller været i en forsvarsløs tilstand. Med samtykke skal skyldsspørgsmålet også ske ud fra en vurdering af, hvordan den anklagede har handlet for at sikre sig, at sex skete frivilligt.

Det betyder ikke, at sager, hvor manden ikke kan bevise et samtykke, vil være voldtægt.

Det betyder derimod, at sager, hvor anklagemyndigheden på baggrund af de konkrete omstændigheder kan bevise både, at der ikke var samtykke, og at den anklagede må have været klar over, at der ikke var samtykke, vil være voldtægt.

Det er ikke mærkeligt, hvis det forvirrer, men forskellen er væsentlig.

At definere voldtægt ud fra manglende samtykke er i øvrigt ikke en dansk opfindelse.

Det flugter med internationale menneskerettighedsstandarder, og det vil alene være en lille, men vigtig, ændring for at give voldtægtsofre bedre beskyttelse.

For som Informations leder rigtigt påpeger, er arbejdet ikke gjort med lovgivning. Det handler også om praksis i retssamfundet og holdninger i befolkningen, hvor vi alle har ansvar for at sikre, at seksuelle handlinger altid skal være frivillige for alle involverede parter.

Knæk kriminalitet med hashlegalisering

Bjarne Gårdsvoll, København

Det ulovlige marked for hash har nu eksisteret så længe, at det må være et bevis for, at forbuddet ikke har hindret udbredelse af stofbruget. Tværtimod har det virket fremmende for udbredelsen af både hård kriminalitet og bandevirksomhed.

Det er tid til at knække disse forbryderbander, og det gøres bedst ved at kvæle deres indbringende forretning og dermed skabe et legalt hashmarked.

Spørgsmålet er derfra bare, om vi skal kunne købe rusmidlet i butikker, som vi køber tobak og alkohol, eller om vi skal oprette et hashmonopol.

Det sidste ville uden tvivl gøre det muligt at frasortere de farligste sorter og hindre salg på gaden, hvor selv børn kan købe det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu