Næste skridt er, at ledelsen lytter
Dorte Steenberg, næstformand Dansk Sygeplejeråd
Med Ove Kaj Pedersens indlæg »Priviligerede offentligt ansatte indser ikke, hvor meget de kan skade velfærdsstaten« (den 25. august) blomstrer debatten om offentligt ansattes kritik af velfærdssamfundets udvikling endnu en gang. Og der bliver ikke lagt fingre imellem, når Ove Kaj Pedersen beskriver »privilegerede offentligt ansatte« som undergravere af velfærdsstaten.
Det er ifølge ham et fælles ansvar mellem ledelse og medarbejdere at sørge for, at relationerne er præget af omsorg og kvalitet.
Det ansvar tager vi som fagligt professionelle hellere end gerne på os – faktisk forsøger vi hver dag netop at gøre, som Ove Kaj Pedersen foreskriver.
Hver dag finder vi små som store løsninger, der peger fremad. Det gør vi af bekymring for den enkelte borger, men også af stor bekymring for, hvordan vores velfærdsstat udvikler – eller måske rettere – afvikler sig.
Men den offentlige sektor står i dag over for voldsomme økonomiske stramninger, markedsøkonomiske vilkår og ideologier, der i deres natur opløser fællesskaber og de værdier, der hidtil har været velfærdsstatens fundament.
Det betyder, at det bliver meget vanskeligt, måske endda helt umuligt, at bevare dømmekraft og myndighed – altså det der skal til for at sikre relationer og høj faglig kvalitet.
Det er det, vi offentligt ansatte reagerer på. Og sådan som forholdene er på mange offentlige arbejdspladser, er kritikken både berettiget og nødvendig. Når pædagogen efterlades alene med 10 vuggestuebørn. Når sygeplejersken ikke kan nå at opfylde patienters basale menneskelige behov. Eller når politiet er for få til at skabe den fornødne tryghed i lokalsamfundene. Det er i alles interesse at kritisere og forsøge at rette op på de forhold.
Vi anstrenger os for at levere løsningsforslag og visioner, som Information efterlyste i en leder (den 26. august). I Dansk Sygeplejeråd har vi både store visioner og konkrete løsninger.
Det næste skridt er derfor, at politikere og ledelser reelt lytter til både kritikkens indhold og vores løsningsforslag. En begyndelse kunne være at spørge de ansatte, hvad de – politikerne – bør gøre for at skabe en god offentlig velfærd. Og så ikke alene lytte, men også handle på det.
Løkkes tilståelsessag
Pelle Dragsted, finansordfører i Enhedslisten
Ifølge Lars Løkke Rasmussen (V) befinder Danmark sig i en vækst- og produktivitetskrise.
Det er en tilståelse fra højrefløjen og de økonomer, der gennem to årtier fået stort set alt, hvad de pegede på: pensionsreform, efterlønsreform, førtidspensionsreform, dagpengereform, selskabsskattelettelser, marginalskattelettelser – listen er alenlang. Og alt sammen blev gennemført med løftet om, at det ville få vækst og velstand til at vokse – til gavn for os alle.
Så Løkkes erkendelse af, at den årlige vækst i dag er lavere, end før de gik amok i reformer, må siges at være en direkte erkendelse af, at deres politik ikke har leveret. Derimod har den gjort Danmark mere ulige og trygheden for lønmodtagerne mindre.
På den baggrund virker det mere end absurd, at Løkke nu foreslår mere af det samme: flere skattegaver til de rigeste, flere reformer, der skal ’motivere’ folk til at arbejde mere. Hvor dumme tror de, vælgerne er?
Vi studerende er forkælede
Jakob Eckmann Andersen, København
Danske studerende er som bekendt nogle af de mest privilegerede i verden. Staten giver os studerende et økonomisk rygstød, der ikke findes andre steder i verden. Mine venner fra andre lande trækker på smilebåndet over deres kommende studiegæld og stiller sig uforstående over for, hvordan jeg kan modtage den økonomiske støtte, som jeg reelt får.
Jeg er både taknemmelig over den støtte, jeg får, men samtidig skeptisk når mine medstuderende vælger at fravælge et studiejob, fordi de ’klarer’ sig på deres SU alene. For mig er det naturligt, at man som studerende tager sig tiden til at arbejde ved siden af – både for at opbygge erhvervserfaring, uanset om denne er studierelevant eller ej, og samtidig bidrage ved at smide lidt skattekroner tilbage i den kasse, der netop sikrer SU-systemet.
SU-systemet er en solidarisk ordning, der alene findes, fordi andre samfundsborgere går på arbejde og betaler skat. 2025-planen har ikke som målsætning at afvikle SU-systemet, men alene at justere det. Og de studerende, der stadig finder den justering urimelig, kan jo opmuntres med, at pensionsalderen sættes op, så vi alle kan nå at betale det tilbage.
