Frivillige kan ikke erstatte pædagoger
Dorthe Boe Danbjørg, formand for Forældrenes Landsforening
Børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) mener, at frivillige skal hjælpe til i vores dagtilbud. Det kan for eksempel være ældre, der skal sørge for at få maden på bordet, eller unge, som kan komme og lege med børnene.
Nu er frivillige i dagtilbud jo ikke noget nyt, som ministeren har opfundet. Vi har en lang tradition med frivillige foreninger som en vigtig del af det danske samfund og demokrati.
For eksempel samarbejder flere kommunale institutioner med foreninger som Ældre Sagen og spejderbevægelser. Frivillighed i dagtilbud er altså ikke noget nyt, men det er bekymrende, at ministeren nu vil reducere frivillige til ulønnet arbejdskraft.
Det er en dårlig idé at reducere frivillighedstanken til, at frivillige er nogle, der går til hånde og hjælper med det praktiske. Vi skal tværtimod respektere de frivillige og værne om frivillighedstanken.
Derudover skal frivillig arbejdskraft ikke være en nødvendig, fordi vi i øvrigt barberer budgetterne. Vi skal have dagtilbud af høj kvalitet og med veluddannet pædagogisk personale.
Når vi hører om alt for mange børn, der ofte må kigge langt efter en voksen, kan det være fristende at takke ja til ministerens forslag om frivillige hænder.
Men at hælde vand i kanden eller tørre bordet af er ikke bare praktiske opgaver – det er en vigtig del af det pædagogiske arbejde og pædagogernes faglighed, som gennemsyrer institutionerne i alle mulige hverdagssituationer fra det første godmorgen til det sidste vink farvel. Og det skal ikke klares af frivillige.
Forskellighed er en ressource
Gihaad Kaaouach, Odense
De klogeste psykologer fortæller os, at vores hjerner ville koge over, hvis vi ikke havde udviklet en masse forskellige kategorier, som hjælper os med at overskue og sortere de mange informationer, vi modtager.
Vi putter folk i kasser, og det giver os ro.
Men er det også produktivt i forhold til at udvikle et samfund, der bliver mere og mere broget og skal kunne integrere forskelligheder? Nej, tværtimod er disse kategorier gødning til stereotypificeringer, og det kan i sidste ende føre til segregering og parallelsamfund.
Et godt eksempel på, hvordan vi er vant til at tænke i kategorier, er den famøse ’maddag,’ hvor skolebørns forældre får til opgave at medbringe en ret hver, og hvor det ofte ender med, at flere forældre er ved at falde ned af stolen af begejstring over den »spændende« og »eksotiske« hummus.
Man skaber et rum, hvor maden får en identitets- og kulturbærende funktion, og et rum, der er med til at simplificere og afgrænse den anden til »hende, der lavede den gode hummus til maddagen«.
Det er et tyndt grundlag at skabe relationer på, og derfor bliver det også sjældent til mere end en udveksling af opskrifter.
Jeg mener, vi kan skabe et kulturelt og økonomisk boost i Danmark, hvis det bliver intuitivt for os at tænke forskellighed som en ressource frem for en byrde.
Det ville skabe flere relationer, arbejdspladser og offentlige rum, vi alle sammen kan spejle os i.
Bedre omsorg til børn på hospitalet
Louise Gjervig Lehn, Odense
En presset økonomi gør, at børn med handicap eller svære kroniske lidelser ofte bliver efterladt alene på sygehuset.
Tidligere kunne man tilbyde børnene at få hjælp til de daglige gøremål af en, de kendte. Men den økonomiske situation er nu så presset, at sygehusets afdelinger ikke længere kan tilbyde at betale for den daglige hjælper under indlæggelsen.
Det bliver i stedet hospitalets opgave at yde nærvær, pleje og behandling samt dække de daglige behov for stimuli, træning, påklædning, bad og så videre.
Vi sygeplejersker kan meget, og gennem vores faglighed og evne til at skabe relationer når vi langt i mødet med ukendte mennesker.
Men nogle børn har helt særlige behov og kan være sårbare over for forandringer. De har svært ved at forstå, hvad der sker, og reagerer af og til voldsomt på alt, som er nyt og ukendt. Disse børn er dybt afhængige af deres kendte omsorgspersoner.
Så kære Sophie Løhde: Som vores sundhedsminister må du tage ansvar for, at ingen sårbare børn efterlades alene og skræmte på sygehuset. Du må finde en løsning, så disse børn bliver sikret tryghed under deres indlæggelse.
Det er nødvendigt, at deres omsorgspersoner kan være hos dem under indlæggelsen. Det skærer i mit hjerte, at se syge børn efterladt alene og bange i en hospitalsseng. Jeg synes, det er ubærligt og uansvarligt.
