Læserbrev

Læserbreve

8. september 2016

Fokuser på flygtningebørn

Steen M. Andersen, generalsekretær i UNICEF Danmark

Jeg mødte 14-årige Mohammed i Jordan. Hans øjne var ikke blevet hårde endnu. Bare bedrøvede og en anelse flakkende.

Jeg tænkte på, hvornår hårdheden ville indfinde sig.

Jeg har set den i så mange andre syriske børns øjne. Og hver gang har jeg tænkt: Hvilken slags voksne bliver de? Efterfulgt af en overvældende følelse af afmagt.

Vi taler om millioner af børn, der har oplevet så voldsomme ting, at de måske aldrig heler.

Børn er verdens fremtid – og lige nu er ét ud af 200 af verdens børn på flugt. Børn, hvis fremtid er særdeles udfordret, hvis ikke vi investerer mere i at hjælpe dem.

UNICEF opfordrer til, at de historisk mange børn på flugt kommer i centrum på de to topmøder om den globale flygtningekrise i New York den 19.-20. september.

Vi har lige udgivet rapporten Uprooted: The Growing Crisis for Refugee and Migrant Children, der understreger, hvor alarmerende situationen er.

Antallet af børn på flugt er steget med 77 procent på fem år, og samtidig stiger antallet af konflikter, der varer længere end fem år. Det skal bekymre os, og det skal vække til handling. At hjælpe børn på flugt er et fælles ansvar. For der er ikke nogen lande, der ikke mærker konsekvenserne af flygtningekrisen.

UNICEF har seks forslag, som vi opfordrer til, at verdens regeringer tager med på topmøderne:

1. Mere beskyttelse af uledsagede flygtningebørn, bl.a. gennem træning af de medarbejdere, der kommer i kontakt med børnene.

2. Indfør alternativer til at frihedsberøve børn, mens de søger asyl. Frihedsberøvelse hæmmer børns børns udvikling og gavner ikke deres i forvejen sårbare psyke.

3. Indfør foranstaltninger, der gør, at børn ikke bliver skilt fra deres forældre. Sker det, skal børnene hurtigere kunne blive genforenet med deres familie. Det er afgørende for deres trivsel og helbred.

4. Alle børn skal kunne fortsætte en uddannelse i de lande, de søger tilflugt i, og have adgang til basal sundhedshjælp.

5. Der skal sættes mere ind over for årsagerne til, at familier flygter, f.eks. investering i uddannelse og unges mulighed for at komme i arbejde.

6. Promovere tiltag, der bekæmper den voksende diskrimination over for flygtninge.

At forbyde hash er umoralsk

Finn Janning, Barcelona

Den seneste uges hændelser på Christiania viser med al tydelighed, at forbud mod hash først og fremmest hjælper de kriminelle. Forbuddet fremmer åbenlyst kriminel adfærd. At forbyde hash er intet mindre end umoralsk.

Desværre mener mange, at verden ville være bedre uden hash og andre narkotiske stoffer. Det vil den ikke nødvendigvis. Det er ikke hashbrugeren – eller sågar narkomanen – der er det væsentlige problem, men derimod den organiserede kriminalitet, som styrer og kontrollerer disses liv.

De fleste, der anvender hash, kan sagtens håndtere deres forbrug. Problemerne opstår, fordi produktion og distribution af produkterne er ulovlig. Det tiltrækker personer, der ikke besidder nogen moral, og som ikke nærer den mindste ansvarlighedsfølelse over for fællesskabet.

Kriminaliseringen af hash medfører, at unge mennesker får erfaringer med politiet, som opleves direkte diskriminerende i forhold til alvoren i ’forbrydelsen’, at have et gram for meget i lommen. Forbuddet er ren og skær symbolpolitik.

Krigen mod narko har aldrig været en succes – tværtimod. Og argumentet om, at forbyde hash grundet sundhedsmæssige årsager, er inkonsekvent. Det er mere skadeligt at drikke alkohol, som vi gør. Jeg håber, at rydningen af Pusherstreet åbner op for en legalisering.

Vores analyser er upartiske og uafhængige

Hother Hennings, Analyseenheden 4V

Trods utallige dommedagsprofetier før Brexit-afstemningen er katastrofen endnu ikke indtruffet.

Faktisk steg forbruget i britisk detailhandel overraskende med 1,4 procent fra juni til juli, den britiske ledighed faldt samtidig med 8.600 personer, og det er gået forrygende med børsindekset FTSE 100 siden folkeafstemningen den 23. juni.

Trods fremgangen foreligger der stadig tegn på, at britisk økonomi kan være på vej mod nedgang, og tiden fremover byder utvivlsomt på udsving.

Før afstemningen vurderede vi i Analyseenheden 4V, at Brexit på sigt kan betyde et BNP-udsving på cirka plus/minus én procent.

Tænketanken Europa afviste analysen som ’partisk’, udelukkende fordi en af mine partnere i Analyseenheden 4V, Erik Høgh-Sørensen, er kandidat for Dansk Folkeparti ved siden af sit arbejde for Analyseenheden 4V. God økonomisk analyse er uafhængig af politisk anskuelse, og vores organisation er både privatejet og partipolitisk uafhængig.

Vi får ikke offentlig støtte fra EU eller andetsteds, og vi eksisterer ikke for at have én bestemt holdning til EU.

Omvendt med Tænketanken Europa, som direkte adspurgt ikke har kunnet fremvise én eneste rapport, der anbefaler færre kompetencer til EU.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu