’Jeg vil selv have lov at bestemme, hvornår jeg vil gå fra festen’

En gammel mand presser en pude over sin elskede, demente, forpinte hustrus hoved, hvorefter han forlader den fælles lejlighed. På vej hvorhen? Vi ved det ikke, for dér slutter Michael Hanekens film Amour – kærlighed.

I den danske virkelighed giver en 78-årig mand sin kone de sovepiller, som hun ikke selv kan komme til at tage, og som hun har bedt så mindeligt om, mundtligt og skriftligt, men forgæves.

Han kommer for retten, han skal i fængsel. Ikke så længe og dommen er betinget – men alligevel: Han er en forbryder, han er blevet dømt.

Vi kender alle sagen, for Mogens Arlund har stået frem med lys på og fortalt om sin holdning til sagen. Det har fået hele debatten om aktiv dødshjælp til at blusse op, og godt det samme.

Aktiv dødshjælp er noget, der hurtigt kan blive aktuelt for mig selv. Jeg er fyldt 90, jeg sidder i kørestol efter en rygmarvsskade, lammet i benene.

Jeg har det ok, er frisk i hovedet, men absolut ikke i kroppen – og balancen kan jo tippe, der skal ikke meget til, og hvad gør jeg så? Hvornår er nok nok? Hvordan siger man stop?

Ønskedød

For et års tid siden læste jeg i avisen, at en af mine gamle venner var fundet død i sit arbejdsværelse tre dage inden sin 90 års fødselsdag.

Jeg blev dybt misundelig. Død i sit arbejdsværelse! Aktiv til det sidste med det han brændte for! Og i fred og ro, ingen der kom løbende med en hjertestarter. En ønskedød.

En anden ønskedød er døden i sengen, falde i søvn og så bare ikke vågne op igen. Rædselsdøden, eller rettere sagt ikke-døden, ser til gengæld sådan ud: Jeg er det man kalder en grønsag, jeg ligger hjælpeløs, ubehaget i kroppen tager til, jeg kan ikke tale, fortælle hvad jeg har brug for, ingen kontakt med andre mennesker – og jeg er ingen Stephen Hawking!

Læs også: Kampen for livet kan ende i meningsløshed

Og hvad, hvis jeg ikke selv er i stand til at gøre det, der er nødvendigt for at få fred – måske ryster jeg bare for meget på hånden til at skylle de piller ned? Vil selv, kan ikke selv? Skal jeg virkelig belaste og kriminalisere mine allernærmeste?

Debatten herhjemme har jo mest haft fokus på terminale patienter, døende; et område, hvor passiv og aktiv dødshjælp overlapper.

Men hvad hvis man ikke er i den sidste fase af en uhelbredelig sygdom, man orker bare ikke mere? Hvad gør man så i dagens Danmark? Hvor finder man overhovedet de piller? Alt er jo gjort for at forhindre os i selv at tage ansvaret for at sige stop, når livet bliver ubærligt.

Nødudgang

»Hvis jeg falder om med hjertestop, blodprop eller hvad ved jeg, ønsker jeg ikke genoplivning.«

Sådan skrev jeg for nylig på en seddel, som jeg satte op ved min seng. Men jeg var nødt til at pille den ned igen. Jeg fandt ud af, at det i Danmark er ulovligt, hvis man undlader at genoplive en person, der er faldet om. Genoplivning påbudt, aktiv dødshjælp forbudt. Vi har ikke aktiv dødshjælp herhjemme, vi har anti-dødshjælp.

Men vi er altså nogle stykker, der gerne vil have sikkerhed for, at der er en nødudgang – og at der er nogen til at følge os derhen, hvis vi ikke selv kan.

Flertallet af danskere ønsker en lovændring, en afkriminalisering af det, der engang hed medlidenhedsdrab, og som i dag skiftevis kaldes aktiv dødshjælp og assisteret selvmord – og nu i den aktuelle sag altså barmhjertighedsdrab.

Læs også: Medlidenhedsdrab er drab på medlidenheden

Eller med et fremmedord fra græsk: Eutanasi: Eu betyder noget med lykke, og thanatos betyder død – en slags ’god død!’ Et ord, som blev flittigt misbrugt af nazisterne til at skaffe sig af med uønskede individer. Derfor hænger der stadig noget negativt ved det smukke ord, eutanasi.

Og så er der alle de kendte argumenter imod aktiv dødshjælp: Risiko for pres fra omgivelserne, falske hensyn til de pårørende, hvor ender det henne? Glidebane, glidebane. 

Men for nylig læste jeg et argument, som jeg tror er mere relevant. Det var overlæge Anette Lykke Petri, som i Politikens kronik skrev, at hun »ikke er sikker på, at vi ønsker et samfund, hvor den enkelte så at sige kan tjekke ind og ud af livet efter behov«.

Den lader vi lige stå et øjeblik: Næ nej, det kan vi ikke ha’, man giver da heller ikke skolebørn lov til at rende ind og ud af klasseværelset, som de har lyst til! Næ nej, sådan gør vi ikke herhjemme, ikke i Danmark, her har vi andre værdier, danske værdier! Orden i tingene, eller hvad?

»Tjekke ind og ud efter behov«: Det er altså ikke mine behov, der skal bestemme mit liv. Hjælp til at sluge en pille, aktiv dødshjælp? Næ nej.

Tre ønsker

I et program på svensk tv stødte jeg på den ungarsk-svenske biolog Georg Kleins udtryk »vagthavende eutanasist«, altså en professionel dødshjælper.

En klar provokation – men faktisk er der, bl.a. i Tyskland, mennesker, der mere eller mindre åbent påtager sig det hverv, bl.a. for at aflaste de nærmeste; dog indtil videre ikke med loven i ryggen. 

I Danmark har vi (som i mange andre lande) foreningen ’En værdig død’. Og hvad er så det – en værdig død?

Det handler jo ikke bare om at se præsentabel ud, når man ligger dér til almen beskuelse. Den egentlige værdighed, den egentlige dignitas – det må være, at det er min død. At det er mig, der har besluttet den. En værdig død er det modsatte af et uværdigt liv.

I den forbindelse har jeg tre ønsker – for nu at begynde helt fra bunden og aldersuafhængigt med nr. 1:  

En dobbeltpille, et pille-par med indbygget fortrydelses-ret, en rød og en grøn pille: Man sluger den røde, dødspillen – men den dødelige virkning indtræder først præcis tre døgn senere, og kun hvis man på det tidspunkt sluger den grønne bekræftelses-pille. Ellers sker der ikke noget.

Det giver en ekstra betænkningstid, en frist på tre døgn til at tænke det hele igennem endnu en gang – hvis nu man har slugt den røde i fuldskab eller i desperation over noget, som løser sig eller mister sin betydning hen ad vejen.

Utopi? Åh, de er jo så dygtige i medicinalindustrien, det finder de nok ud af. Og den dobbeltpille bliver med garanti en bestseller. Tænk en vidunderlig tryghed at have den liggende – en dødsforsikring, en livsforsikring!

Jeg kan lade den ligge i skuffen resten af livet, for nu ved jeg, at jeg har en flugtvej – hen imod den ultimative drømmedød: Ved fuld bevidsthed i overgangen, omgivet af mine nærmeste, mine kære, fulgt på vej ind i det nye, ukendte land.

Retten til døden

I dag har vi ikke den mulighed. Ikke så længe vore politikere lader sig dirigere af den store moralske smagsdommer over liv og død, Etisk Råd.

Hvor længe skal vi vente på at få lov til selv at bestemme, hvornår vi vil gå fra festen, hvornår vi ikke vil være med mere? Hvor længe vil I holde krampagtigt fast i en lovgivning, som flertallet af os er imod? Det er udemokratisk, det er mangel på respekt.

Det er overgreb, indgreb i min personlige frihed. Det er under min værdighed som menneske, og det er under vores værdighed som samfund.

Så her er mit ønske nr. 2: Retten til at bestemme over egen død må skrives ind i Menneskerettighederne på linje med de andre menneskerettigheder: Enhver har ret til liv, frihed, personlig sikkerhed og død.

Og ønske nr. 3: Udskriv en konkurrence om et nyt ord for det, der i dag hedder selvmord. Selv-mord – ærlig talt, hvorfor den krimiklang?

Jeg tager hatten af for den ægtemand, enkemand, der nu står frem og fortæller åbent, ærligt og realistisk om, hvad han har gjort, og hvordan og hvorfor han har gjort det: Amour, kærlighed.

Han fortjener ikke en fængselsdom, men en stor tak for sin indsats – og dermed for sit bidrag til, at politikerne forhåbentlig vil se virkeligheden i øjnene på en ny måde.

Maria Marcus er psykoterapeut og forfatter