Kronik

’Jeg vil selv have lov at bestemme, hvornår jeg vil gå fra festen’

Jeg er fyldt 90, jeg sidder i kørestol. Jeg har det ok, er frisk i hovedet, men absolut ikke i kroppen – og balancen kan jo tippe. Aktiv dødshjælp kan hurtigt blive aktuelt. Men det er kriminelt. Det burde det ikke være
Hvor længe skal vi vente på at få lov til selv at bestemme, hvornår vi vil gå fra festen, hvornår vi ikke vil være med mere? Hvor længe vil I holde krampagtigt fast i en lovgivning, som flertallet af os er imod? spørger Maria Marcus

Hvor længe skal vi vente på at få lov til selv at bestemme, hvornår vi vil gå fra festen, hvornår vi ikke vil være med mere? Hvor længe vil I holde krampagtigt fast i en lovgivning, som flertallet af os er imod? spørger Maria Marcus

Sille Veilmark

24. september 2016

En gammel mand presser en pude over sin elskede, demente, forpinte hustrus hoved, hvorefter han forlader den fælles lejlighed. På vej hvorhen? Vi ved det ikke, for dér slutter Michael Hanekens film Amour – kærlighed.

I den danske virkelighed giver en 78-årig mand sin kone de sovepiller, som hun ikke selv kan komme til at tage, og som hun har bedt så mindeligt om, mundtligt og skriftligt, men forgæves.

Han kommer for retten, han skal i fængsel. Ikke så længe og dommen er betinget – men alligevel: Han er en forbryder, han er blevet dømt.

Vi kender alle sagen, for Mogens Arlund har stået frem med lys på og fortalt om sin holdning til sagen. Det har fået hele debatten om aktiv dødshjælp til at blusse op, og godt det samme.

Aktiv dødshjælp er noget, der hurtigt kan blive aktuelt for mig selv. Jeg er fyldt 90, jeg sidder i kørestol efter en rygmarvsskade, lammet i benene.

Jeg har det ok, er frisk i hovedet, men absolut ikke i kroppen – og balancen kan jo tippe, der skal ikke meget til, og hvad gør jeg så? Hvornår er nok nok? Hvordan siger man stop?

Ønskedød

For et års tid siden læste jeg i avisen, at en af mine gamle venner var fundet død i sit arbejdsværelse tre dage inden sin 90 års fødselsdag.

Jeg blev dybt misundelig. Død i sit arbejdsværelse! Aktiv til det sidste med det han brændte for! Og i fred og ro, ingen der kom løbende med en hjertestarter. En ønskedød.

En anden ønskedød er døden i sengen, falde i søvn og så bare ikke vågne op igen. Rædselsdøden, eller rettere sagt ikke-døden, ser til gengæld sådan ud: Jeg er det man kalder en grønsag, jeg ligger hjælpeløs, ubehaget i kroppen tager til, jeg kan ikke tale, fortælle hvad jeg har brug for, ingen kontakt med andre mennesker – og jeg er ingen Stephen Hawking!

Læs også: Kampen for livet kan ende i meningsløshed

Og hvad, hvis jeg ikke selv er i stand til at gøre det, der er nødvendigt for at få fred – måske ryster jeg bare for meget på hånden til at skylle de piller ned? Vil selv, kan ikke selv? Skal jeg virkelig belaste og kriminalisere mine allernærmeste?

Debatten herhjemme har jo mest haft fokus på terminale patienter, døende; et område, hvor passiv og aktiv dødshjælp overlapper.

Men hvad hvis man ikke er i den sidste fase af en uhelbredelig sygdom, man orker bare ikke mere? Hvad gør man så i dagens Danmark? Hvor finder man overhovedet de piller? Alt er jo gjort for at forhindre os i selv at tage ansvaret for at sige stop, når livet bliver ubærligt.

Nødudgang

»Hvis jeg falder om med hjertestop, blodprop eller hvad ved jeg, ønsker jeg ikke genoplivning

Sådan skrev jeg for nylig på en seddel, som jeg satte op ved min seng. Men jeg var nødt til at pille den ned igen. Jeg fandt ud af, at det i Danmark er ulovligt, hvis man undlader at genoplive en person, der er faldet om. Genoplivning påbudt, aktiv dødshjælp forbudt. Vi har ikke aktiv dødshjælp herhjemme, vi har anti-dødshjælp.

Men vi er altså nogle stykker, der gerne vil have sikkerhed for, at der er en nødudgang – og at der er nogen til at følge os derhen, hvis vi ikke selv kan.

Flertallet af danskere ønsker en lovændring, en afkriminalisering af det, der engang hed medlidenhedsdrab, og som i dag skiftevis kaldes aktiv dødshjælp og assisteret selvmord – og nu i den aktuelle sag altså barmhjertighedsdrab.

Læs også: Medlidenhedsdrab er drab på medlidenheden

Eller med et fremmedord fra græsk: Eutanasi: Eu betyder noget med lykke, og thanatos betyder død – en slags ’god død!’ Et ord, som blev flittigt misbrugt af nazisterne til at skaffe sig af med uønskede individer. Derfor hænger der stadig noget negativt ved det smukke ord, eutanasi.

Og så er der alle de kendte argumenter imod aktiv dødshjælp: Risiko for pres fra omgivelserne, falske hensyn til de pårørende, hvor ender det henne? Glidebane, glidebane. 

Men for nylig læste jeg et argument, som jeg tror er mere relevant. Det var overlæge Anette Lykke Petri, som i Politikens kronik skrev, at hun »ikke er sikker på, at vi ønsker et samfund, hvor den enkelte så at sige kan tjekke ind og ud af livet efter behov«.

Den lader vi lige stå et øjeblik: Næ nej, det kan vi ikke ha’, man giver da heller ikke skolebørn lov til at rende ind og ud af klasseværelset, som de har lyst til! Næ nej, sådan gør vi ikke herhjemme, ikke i Danmark, her har vi andre værdier, danske værdier! Orden i tingene, eller hvad?

»Tjekke ind og ud efter behov«: Det er altså ikke mine behov, der skal bestemme mit liv. Hjælp til at sluge en pille, aktiv dødshjælp? Næ nej.

Tre ønsker

I et program på svensk tv stødte jeg på den ungarsk-svenske biolog Georg Kleins udtryk »vagthavende eutanasist«, altså en professionel dødshjælper.

En klar provokation – men faktisk er der, bl.a. i Tyskland, mennesker, der mere eller mindre åbent påtager sig det hverv, bl.a. for at aflaste de nærmeste; dog indtil videre ikke med loven i ryggen. 

I Danmark har vi (som i mange andre lande) foreningen ’En værdig død’. Og hvad er så det – en værdig død?

Det handler jo ikke bare om at se præsentabel ud, når man ligger dér til almen beskuelse. Den egentlige værdighed, den egentlige dignitas – det må være, at det er min død. At det er mig, der har besluttet den. En værdig død er det modsatte af et uværdigt liv.

I den forbindelse har jeg tre ønsker – for nu at begynde helt fra bunden og aldersuafhængigt med nr. 1:  

En dobbeltpille, et pille-par med indbygget fortrydelses-ret, en rød og en grøn pille: Man sluger den røde, dødspillen – men den dødelige virkning indtræder først præcis tre døgn senere, og kun hvis man på det tidspunkt sluger den grønne bekræftelses-pille. Ellers sker der ikke noget.

Det giver en ekstra betænkningstid, en frist på tre døgn til at tænke det hele igennem endnu en gang – hvis nu man har slugt den røde i fuldskab eller i desperation over noget, som løser sig eller mister sin betydning hen ad vejen.

Utopi? Åh, de er jo så dygtige i medicinalindustrien, det finder de nok ud af. Og den dobbeltpille bliver med garanti en bestseller. Tænk en vidunderlig tryghed at have den liggende – en dødsforsikring, en livsforsikring!

Jeg kan lade den ligge i skuffen resten af livet, for nu ved jeg, at jeg har en flugtvej – hen imod den ultimative drømmedød: Ved fuld bevidsthed i overgangen, omgivet af mine nærmeste, mine kære, fulgt på vej ind i det nye, ukendte land.

Retten til døden

I dag har vi ikke den mulighed. Ikke så længe vore politikere lader sig dirigere af den store moralske smagsdommer over liv og død, Etisk Råd.

Hvor længe skal vi vente på at få lov til selv at bestemme, hvornår vi vil gå fra festen, hvornår vi ikke vil være med mere? Hvor længe vil I holde krampagtigt fast i en lovgivning, som flertallet af os er imod? Det er udemokratisk, det er mangel på respekt.

Det er overgreb, indgreb i min personlige frihed. Det er under min værdighed som menneske, og det er under vores værdighed som samfund.

Så her er mit ønske nr. 2: Retten til at bestemme over egen død må skrives ind i Menneskerettighederne på linje med de andre menneskerettigheder: Enhver har ret til liv, frihed, personlig sikkerhed og død.

Og ønske nr. 3: Udskriv en konkurrence om et nyt ord for det, der i dag hedder selvmord. Selv-mord – ærlig talt, hvorfor den krimiklang?

Jeg tager hatten af for den ægtemand, enkemand, der nu står frem og fortæller åbent, ærligt og realistisk om, hvad han har gjort, og hvordan og hvorfor han har gjort det: Amour, kærlighed.

Han fortjener ikke en fængselsdom, men en stor tak for sin indsats – og dermed for sit bidrag til, at politikerne forhåbentlig vil se virkeligheden i øjnene på en ny måde.

Maria Marcus er psykoterapeut og forfatter

Serie

Genoplivning på plejehjem

Ældre borgere risikerer at få en mere uværdig og smertefuld død end nødvendigt. Reglerne for genoplivning uden for sygehusene fungerer nemlig ikke i praksis og konsekvensen er, at man udsætter ældre borgere for genoplivning mod deres vilje.

Information sætter i denne serie fokus på reglerne for genoplivning.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ulla Søgaard
  • Slettet Bruger
  • Ken Sass
  • Karen Grue
Ulla Søgaard, Slettet Bruger, Ken Sass og Karen Grue anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er endnu et eksempel på politikerer moraliserer, og mener de ved bedre end befolkningen.
Det ér os der bestemmer over vores egen krop. Sådan er det bare. De kan ikke forhindre os i at tage vores eget liv.
Så hvorfor fanden kan man ikke få hjælp til at komme herfra på en mere værdig måde, når det virkelig er tid?
''Etisk'' råd kan fucke af, lige nu, med deres præster, læger og filosoffer!

Troels Brøgger

@Ken
Som det er nu kan man godt hjælpe folk herfra uden at få straf. Man bliver dømt men for det meste ikke straffet. Det andet er for nemt. Hvordan vil du sikre at det ikke bliver en bekvem måde at skaffe sig af med besværlige slægtninge på ?
Og det der med at nogen kan "fucke af" får du nok ikke flere tilhængere til dit synspunkt ved, og tilhængere har man brug for hvis man skal få ændret loven.

Ja, vi har lov og ret til at begå selvmord. Men hvorfor skal vi have ret til at bede andre om at begå mord? Jeg synes, man skal tænke på, at andre skal leve videre med deres gerning. Jeg har selv stået magtesløs ved min mors seng, mens hun klagede af smerter. Men hun havde dem, fordi hun nægtede at tage imod al den smertelindring, hun kunne få. Og jeg var lettet, da hun døde. Men jeg er glad for, at det aldrig kunne komme på tale, om hun skulle dø før sygdommen tog hende. Jeg går ind for menneskers selvbestemmelsesret, men man skal virkelig tænke sig om, hvad man beder andre mennesker om.

Hvis jeg bliver lidt arrig og ''beder'' dem om at fucke af, så er det fordi jeg har personlig erfaring med at nogen gange er den palliative pleje bare ikke god nok.

I min familie er der en neurologisk sygdom, som kulminerer med at man ikke kan styre en eneste bevægelse i kroppen, inkl. at synke, så man ender med at dø en lidelsesfuld død, hvor man dør af sult, og evt. lunge infektioner, pga. mad der ryger i lungerne.
I stedet for at hjælpe med at blive aflivet på en skånsom måde, så sker der i praksis det, når den palliative behandling tager over, at man giver kombinationer af forskellige typer medicin, som øger sandsynligheden for at du får et hjertestop. Det tager bare 10-20 dage. Det er en forfærdelig måde at afslutte livet på.

Jeg er for alle mulige foranstaltninger der skal sikre at ingen bliver presset til noget de ikke ønsker, men der kommer et tidspunkt hvor alle godt ved at der ikke er mere at gøre, og den tid der er tilbage vil være ekstrem lidelsesfuld.

Så jeg kommer til at være en sur fortaler for aktiv dødshjælp resten af mit liv, og jeg håber den er indført inden det bliver min tur. Og det bliver det.

Hvorfor kan man finde ud af det i Holland og Belgien og andre lande, men ikke i DK? ''Etisk'' råd !

Ang. at man skal passe på med at bede andre om at aflive et døende og lidende menneske.

Jeg kan faktisk ikke se at det er meget anderledes at at bede dyrlægen om at aflive vores dyr.
Der er naturligvis ingen læger som skal tvinges til at udføre handlingen mod deres vilje, men jeg er helt sikker på at der nok skal findes læger som vil gøre det af medlidenhed, og som vil være i stand til at udføre det uden af få mén af det.
Ellers er der jo mulighed for at tilbyde assisteret selvmord, hvor den døende selv tager de piller som stille og roligt får dem til at falde ind i døden.

Tjah Ken, det har jeg også, men jeg synes stadig ikke, det giver os ret til at bede andre om at slå os ihjel. Jeg ønsker ikke et sundhedsvæsen, hvor læger får som opgave at slå mennesker ihjel som bødler, så enkelt er det.

Else Marie Arevad

Så vidt jeg ved, mangler der ikke læger til at udføre provokeret abort. Nok er der her ikke tale om "færdige" mennesker, men i de fleste tilfælde raske og sunde mennerskefostre. Og de bliver af gode grunde ikke spurgt, om de vil leve eller dø. Så vi har allerede åbnet Pandoras æske, hvad angår livets ukrænkelighed.

En form for dødshjælp foregår jo hver eneste dag her i landet, hvor lægerne lover døende at de vil blive holdt smerte og angstfrie, og hvor man langsomt øger doserne af medicin, så den døende mister bevidstheden, og til sidst holder op med at trække vejret.

Men hvorfor kan det kun gøres i sloooow-motion?
Og hvorfor skal det være noget 'vi' kun gør uofficielt, uden at tale højt om det?