Kronik

Jeg må afvise min søn for at holde sammen på mit liv

Før velfærdsstaten måtte familien selv tage sig af sine syge medlemmer. Som mor til en psykisk syg har jeg følelsen af, at det stadig er sådan. Jeg magter bare ikke opgaven
Før velfærdsstaten måtte familien selv tage sig af af sine syge medlemmer. Som mor til en psykisk syg har jeg følelsen af, at det stadig er sådan. Jeg magter bare ikke opgaven

Nilas Røpke Driessen

17. september 2016

Brorson havde sin søn spærret inde. Han sad i et aflåst værelse i et sidetårn til bispegården i Ribe og skreg, år ud og år ind, så det kunne høres over hele byen.

Mon han blev lukket ud, når der blev fejret fødselsdage og jul? Sikkert ikke. Ingen vidste vel, hvordan man skulle behandle, berolige og lindre ham. Dengang blev det anset for at være skæbnen eller Guds prøvelse; et kors man måtte bære med ydmygt sind.

I dag ville man ikke slippe godt fra at spærre et sygt familiemedlem inde. Det ville vække vild forargelse. Hvad er det dog for nogle forældre?

Ja, man ville ikke kun møde forargelse. Man ville blive meldt til politiet og selv blive spærret inde. Og i dag har vi heldigvis et sundhedsvæsen og kommunens sociale væsen til at hjælpe med den slags udfordringer. Eller har vi? Som mor til en psykisk syg er jeg ikke så sikker.

Min 46-årige søn er skizofren, ryger hash og er hjemløs – det sidste har han været de seneste fire-fem år. Og det hjælper ikke på hverken psykisk sygdom eller selvmedicineringen.

Hver gang telefonen ringer, frygter jeg, at det er min søn, der er ude af sig selv og ønsker min hjælp til noget, jeg ikke kan hjælpe med. Når det banker på døren, frygter jeg, at det er politiet, der kommer for at meddele, at han har begået selvmord eller er faldet om med et hjerteslag, slidt op af det hårde liv på gaden.

Overdramatiserer jeg? Det synes jeg ikke. Psykisk syge dør 25 år tidligere end andre. Hjemløse sikkert endnu før.

En sag i bunken

Når min søn har forsøgt at få hjælp, har beskeden ofte lydt: »Du er for rask til vores dyre sengepladser.«

Engang, da jeg per telefon forsøgte at overtale en sygeplejerske til at lukke ham ind på en psykiatrisk afdeling, fik jeg beskeden: »Det er geskæftige mødre som dig, der er problemet.«

Jeg bebrejder hverken læger, sygeplejersker eller sagsbehandlere, at de ånder lettet op, når min søn forlader deres kommune og dermed gør deres sagsbunke en anelse mindre.

De fleste har alt for meget at lave, og dem, jeg kender, ønsker sig mere tid til at gøre deres arbejde ordentligt. De ønsker sikkert også, at min søn ikke kun var en ’sag’. De kunne sikkert godt tænke sig at møde ham som et medmenneske. Det sker bare ikke.

I stedet meddeler de ham, at han skal have tålmodighed. Tingene tager den tid, de tager. Han skal være stabil og målrettet, ellers er det umuligt at sætte en handleplan i gang. Men det er svært at opføre sig, som om man ikke er psykisk lidende og hjemløs, når det er det, man er.

En rønne på Falster

Min søn er ikke let at hjælpe, fordi han ikke altid har sygdomsindsigt, og fordi han går, når han bliver bange eller føler sig svigtet. Det sker f.eks., når et møde bliver aflyst, efter at han har ventet uger eller måneder, eller når hans kontaktperson skiftes ud, og han ikke har nogen at tale med om, hvordan han har det.

Hvis han endelig har fået et værelse eller en lejlighed – som regel et sted, hvor der bor andre, der også har så store problemer, at det mærkes helt ud på trappeopgangen – så flygter han uden mulighed for at tilbagebetale lån til boligindskud og uden mulighed for at låne til et nyt.

Derfor bliver boligerne ringere og ringere. Et skur i en baghave med toilet og håndvask og en elradiator. En faldefærdig rønne på Falster.

Ovnen var det eneste, der kunne give lidt varme –den kostede en formue at bruge. Der var en brændeovn, men en person uden bil og uden penge nok til at bestille brænde til en hel vinter køber sig hurtigt fattig i Brugsens brændepakker.

Frygten på forsorgshjemmet

Når endnu en bolig er forladt, er der forsorgshjem eller herberg tilbage – og gaden. Det er dyrere at leve fra dag til dag, end hvis man har en basisbeholdning af mad i fryser og køkkenskabe.

Og hvad gør man, når man sidder om natten ude under et halvtag og ikke kan sove? Så trækker man ind på en banegård eller det sidste værtshus, kvæler en pakke cigaretter og nogle øl. Det blev lige så dyrt som natherberget. Men der var ikke flere ledige pladser.

»Du må finde et forsorgshjem og blive der så lang tid, det nu tager at få nogen til at hjælpe dig,« siger jeg træt, lidt irriteret og fortvivlet over min afmagt.

»Har du prøvet at være sådan et sted?« lyder svaret.

»Der er altid nogen, der vil banke mig, fordi jeg snakker for pænt, er for klog … De er misundelige. De vil slå mig ihjel …« Min søns paranoide forestillinger folder sig ud.

Somme tider lyder han så overbevisende, at jeg overvejer, om han har ret. Jeg ved ikke, hvor meget af hans angst, der skyldes paranoia, og hvor meget han reelt har at frygte. Men jeg ved, at der på et af de forsorgshjem, han forsøgte at blive på, skete et drab, en uge efter han stak af fra stedet. Og de steder, jeg har besøgt ham, har følelsen af håbløshed og tristhed været tung.

Paranoia, angst og skizofreni er ikke så let at leve med på et forsorgshjem – eller i det hele taget. Slet ikke når man er overladt til sig selv.

Mine ord er slidt op

Min søn er udmærket begavet, musikalsk, naturinteresseret og han havde i flere år glæde af højskoleophold, hvor han kunne spille musik og få en hverdag med struktur. Men jo ældre og jo mere sær han bliver, desto mere lukker den vej sig.

Han er ikke voldelig, men kan finde på at råbe, hvis angst eller sult gør ham uligevægtig eller psykotisk. Men når han har en bolig og en hverdag med lidt struktur, fungerer han rimeligt, indtil han igen føler sig forfulgt og flygter/flytter.

Måske skal jeg bare indse, at situationen er håbløs. For det, jeg mest tror på – samtalen – er åbenbart for dyr at ofre på en, der er så svær at hjælpe.

Det med samtalen skulle jeg som hans mor vel tage mig af? Der er jo ikke det, der ikke kan elskes, tales og forstås væk. Når det ikke lykkes, skyldes det vel forældrenes manglende evner. Eller værre, deres manglende vilje.

Men mine ord er slidt op, og jeg har ikke kræfter til at huse ham. Jeg synes, det er svært, når jeg må afvise ham, men det bliver jeg nødt til, hvis jeg vil holde sammen på resten af mit liv.

Jeg ville gerne kunne sige til ham, at hvis han går der og der hen, opsøger den eller den, så er der nogen, der vil tale med ham og kan guide ham i en retning, der fører til et bedre liv. Men jeg aner ikke, hvilken retning jeg skal pege.

Hans familie er lille og har slet ikke mulighed for at opfylde hans behov – og jo dårligere han har det, des sværere er han at være sammen med. Det er uretfærdigt, men sådan er det.

De seneste år har jeg været vidne til, at der intet samarbejde har været mellem de forskellige kommuner og psykiatrien og alment praktiserende læger.

Når min søn er flyttet til en ny kommune, begynder alt forfra. Hvis han altså orker at henvende sig til nogen. Uden computer og med et taletidskort på mobilen kan det virke ret uoverskueligt.  

Jeg efterlyser et system, der tager udgangspunkt i den enkelte og ikke i den manglende adresse. Jeg ville ønske, han kunne komme til at bo et sted, hvor han kunne være sig selv, men hvor der også var mulighed for fællesskab.

Jeg ville ønske, at psykiatrien var rummelig nok til at give ham sådan et sted – og et menneske, der kunne tale med ham om, hvordan det er at være ham. Om hans glæder, hans vrede, hans angst. Hans drømme og ønsker. Hans ensomhed. Og måske hjælpe ham, så han fik et bedre og lettere liv.

Er det en helt umulig tanke? Alt tyder på det.

Linda Lassen er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Søren Andersen
  • Estermarie Mandelquist
  • Anker Nielsen
  • Martin E. Haastrup
  • Mona Anth.
  • Herman Hansen
  • Jonathan Smith
  • David Zennaro
Lise Lotte Rahbek, Søren Andersen, Estermarie Mandelquist, Anker Nielsen, Martin E. Haastrup, Mona Anth., Herman Hansen, Jonathan Smith og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ubegribeligt røstende at man ikke kan få hjælp og oven i købet bliver efterladt nærmest til spot og grin af de fagprofessionelle som er der for at hjælpe - Eller hvad deres bestilling er andet end at hæve en mega fed løn i dækning bag hæve- sænkeborde.

På overfladen ser Danmark ellers så flot ud med prædikat "verdens lykkeligste folk" - Der ligger efterhånden et lag på flere meter støv under gulvtæppet.

...Det værste for sindslidende er ikke lidelsen, men andre menneskers reaktioner.

Pia Colère Lenau, Allan Stampe Kristiansen, Søren Andersen, Christel Larsen, Estermarie Mandelquist, Kim Houmøller, Martin E. Haastrup, Karen Grue og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Det er simpelthen ikke rimeligt! Pengene til dansk erhvervsivs gratis arbejde og dansk landbrugs industrielle dyremishandling var bedre anvendt her.

Pia Colère Lenau, Allan Stampe Kristiansen, Søren Andersen, Nille Torsen, Estermarie Mandelquist, Carsten Mortensen, Martin E. Haastrup, Karen Grue, Hans Larsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

De rige skal lige have nogen flere skattelettelser i 300.000 kr's klassen, så der kan dryppe noget dynamisk effekt ned på forsorgs-og omsorgssektoren.

Allan Stampe Kristiansen, Arash Shahr, Søren Andersen, Nille Torsen, Estermarie Mandelquist, Carsten Mortensen, Steffen Gliese og Karen Grue anbefalede denne kommentar

Tak for at du deler dette!
Jeg har et familiemedlem der arbejdede i psykiatrien i mange år.
Det blev desværre en mere og mere typisk historie at der, grundet nedskæringer, manglede sengepladser til de meget syge og bosteder til de "ikke-syge-nok". Det betød at syge ofte blev sendt for hurtigt hjem fordi de optog senge til de nyankomne og at en kæmpe gruppe af meget syge mennesker nu ikke har et bosted, selvom dette ville være ideelt for dem.
Desuden har besparelserne også forringet kvaliteten af bostederne så der ex flere steder ikke længere er en fysisk person til stede om natten som nattevagt så selvmordstruede mennesker skal ringe til en vildt fremmed over en telefon når de vågner og har det forfærdeligt.
Jeg har simpelthen ikke ord for hvor rædselsfuldt det er.

Grunden til at der ikke bliver snakket mere om dette: skyldes det tabu omkring psykiatrien og derved skam både hos pårørende og den syge selv? Den syge er selvfølgelig ofte for syg til selv at råbe op om sit problem til de rette.
Men hvad med alle de pårørende til disse mennesker? Hvis de alle kunne organisere sig og få deres historier derud, kontakte de rigtige osv.. så burde der vel kunne gøres noget?

Pia Colère Lenau, Allan Stampe Kristiansen, Randi Christiansen, Nille Torsen, Estermarie Mandelquist og Martin E. Haastrup anbefalede denne kommentar

Vi skal først og fremmest have psykiatrien på finansloven med forskningsprojekter, professorater, samarbejde mellem psykologer, psykiatere og terapeuter, udvidelse af mulighederne for at få en bolig, der matcher sårbare borgeres psykiske behov og flere sengepladser og mere personale på psykiatriske afdelinger. Psykisk syge bør have ret til at få en personlig mentor i deres liv, hvis de har behov for en støtteperson, og selvfølgelig hjælp til, at ressourcepersoner i den sårbare borgers omgangskreds får mulighed for at hjælpe og støtte uden at blive kørt ned selv. Men nej, politikerne har vendt hovedet væk og nægter at se, hvor forfærdeligt det er, det, der foregår. Vores velfærdssystem er i dag så nedslidt af besparelser og "effektiviseringer", at der er mange eksempler på borgere, som simpelt hen bliver syge af at være i det offentlige system, som skulle yde hjælp til selvhjælp. Det er systemets kynisme, der slår menneskeliv i stykker, men ingen kan finde de ansvarlige for forbrydelserne.

Allan Stampe Kristiansen, Randi Christiansen og Søren Andersen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Jo hanne, de ansvarlige er dem, der sælger omsorg for skattelettelser og grænsebomme. De skruppelløse, som plyndrer fælleskassen for egen vindings skyld og forklarer det med en omgang tynd og ideologisk pis : 'egne penge i egne lommer'.

Opgøret mellem konkurrencestatens ødelæggende dynamiske effekter : indbyrdes konkurrence om overlevelsesressourcer i stedet for samarbejde må nærme sig, hvis det nationale og det internationale samfund ikke skal gå endnu mere op i limningen, end det allerede er tilfældet. Men rovdyrskapitalisterne og co vil ikke give slip, og de, som skulle forsvare det gode, sande, skønne og retfærdige er pacificerede, krøbet i flyverskjul, eller har bare mistet orienteringen pga dumhed og/eller korruption.

Hvis jeg ser på det politiske spektrum, er det alternativet, deres internationale familie og alle os andre, som kan få øje på den eskalerende ondskab og dens ophav, som er uvidenhed, der har stafetten ifht at komme ud af sumpen. Modstandskampen mod ondskaben sluttede ikke med de fem onde år, vi er stadig midt i den.

Randi Christiansen

Og egl mistænker jeg i stigende grad, at mafiaen fx i ly af banksters, skattesvindlere o.a. vinder stadig mere indpas.

Pia Colère Lenau og Allan Stampe Kristiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Mao : kunne man i blå bloks liberalistiske fløj overveje, om der kunne være systemfejl i konkurrencestaten, som modarbejder menneskers sunde deltagelse i fælesskabet i stedet for magesløse at melde sig mere eller mindre ud henholdsvis forlade sig på fællesskassens ide om nåde og barmhjertighed.