Kommentar

Må indvandrere beholde deres kultur?

Retten til egen kulturel og religiøs praksis kan ikke være absolut, men hvor går grænsen for, hvilke krav en majoritetskultur kan pålægge sine minoriteter?
17. september 2016

Mine forældre kom til Australien som flygtninge. Da Hitler annekterede Østrig, var der ikke andet for end at udvandre.

De kom til et land, der var ivrigt efter at indoptage indvandrere i sin dominerende anglo-irske kultur, men kravet var assimilation: Talte mine forældre tysk i sporvognen, kunne de være sikre på at blive irettesat: »Her taler vi engelsk!«

I dag er assimilation for længst forsvundet til fordel for en multikulturel tilgang, der tilskynder indvandrere til at bevare egne traditioner og sprog.

Burkinien – den heldækkende badedragt, der kun lader ansigtet fri – kan ses som udløber af denne multikulturalisme.

Den blev opfundet af en muslimsk kvinde i Sydney for at give fromme muslimske piger muligheden for at være sammen med skolekammerater og andre børn i friluftslivet på stranden, som er en vigtig del af den australske livsform om sommeren.

Australierne har svært ved at forstå de franske kystbyers forsøg på at forbyde burkinien. Uden badedragter, der matcher deres religiøse overbevisning, vil fromme familier ikke lade deres piger tage på stranden. Dermed vil de etniske og religiøse skel blive forstærket frem for svækket.

Grænser for kulturimport

Flere af de franske forsøg på at forbyde burkinien er blevet omstødt af domstole.

Men Frankrig holder en lang række lignende restriktioner i hævd: Studerende må i statsskoler ikke bære iøjnefaldende religiøse symboler – et forbud, der rammer de muslimske pigers tørklæder, jødiske drenges kalotter og kristne, der ynder at bære store kors. Fuld tilsløring – burka eller niqab – er forbudt i hele det offentlige rum.

I sidste måned foreslog også Tysklands indenrigsminister, Thomas de Maizière, at forbyde burkaen på offentlige steder såsom institutionelle kontorer, skoler, universiteter og retssale.

Det skulle ifølge de Maizière ske for at løse »et integrationsproblem«, og Angela Merkel, den tyske kansler, er enig:

»I mine øjne har en fuldt tilsløret kvinde næppe nogle chancer for at kunne integrere sig.«

Læs også: Kvinder er en kampplads

Pendulet kan derfor se ud til at svinge tilbage mod assimilation. Men hvor meget må det svinge? Skal lande, der accepterer indvandrere, også give dem mulighed for at beholde alle deres kulturelle og religiøse praksisser – selv hvis de strider mod de værdier, som landets majoritetsbefolkning anser for centrale for deres egen levevis?

Retten til egen kulturel eller religiøs praksis kan ikke være absolut. Som minimum må loven sætte grænser for praksisser, der skader andre.

F.eks. har børn ret til at blive undervist, og selv hvis staten tillader hjemmeundervisning, må den fastsætte standarder for den viden og de færdigheder, der skal læres.

Tilsvarende er kvindelig omskæring, der skal reducere seksuel nydelse, en tradition, som indvandrere ikke kan gøre krav på at tage med sig.

Diskrimination

I Frankrig er accept af burkinier på strande en stiltiende støtte til kvindeundertrykkelse, hævdes det. At kræve af kvinder, at de skal dække hoved, arme og ben, når mænd ikke underlægges samme krav, er diskrimination.

Men går grænsen mellem det bredt og måske endda universelt accepterede krav om, at kvinder skal tildække deres bryster (hvilket heller ikke kræves af mænd) og de større grader af tildækning af kvindekroppen, som flere religioner, herunder islam, kræver?

Det er en tvivlsom påstand, at integrationen fremmes bedst ved at forbyde religiøs påklædning i offentlige skoler. Så længe private religiøse skoler tillades, vil forbuddet højst anspore de fromme muslimer og jøder til at sende deres børn i private skoler.

Læs også: 'Jeg var det eneste perkerbarn, der ikke kunne finde ud af at bede'

Hvis vi virkelig ønsker et sekulært, integreret samfund, burde vi kræve, at alle børn går i offentlige skoler. Men det synspunkt har kun få fortalere.

Hvis et samfund skal være mere end en samling adskilte enkeltpersoner eller grupper, der lever bag samme territoriale grænser, kan vi rimeligvis kræve en sådan grad af integration, der gør det muligt for folk at blande sig med hinanden og arbejde sammen.

Vi bør afvise kulturrelativisme. Et samfund har ret til at sige til sine indvandrere: I er velkomne her og velkomne til at bevare aspekter af jeres kultur. Men vi har visse kerneværdier, som I bliver nødt til at acceptere.

Kerneværdier

Vanskeligheden bliver, hvad disse kerneværdier så skal være. Ikke at skade andre er det absolut minimale, men også ligestilling mellem kønnene bør være en del af kernen.

Men det bliver vanskeligt, når nogle kvinder selv accepterer, at deres religiøse overbevisning indsnævrer deres muligheder. De kan meget vel være ofre for en undertrykkende ideologi, men islam er kun en af flere religioner, der i det mindste i nogle varianter foreskriver, at kvindens rolle i livet er en anden end mandens.

John Stuart Mill, 1800-tallets store liberale tænker, mente nok, at samfundet kun bør bruge strafferetten til at hindre skade på andre. Men det var ikke hans holdning, at staten skulle forholde sig neutral over for forskellige kulturer.

Tværtimod understregede han, at samfundet bør bruge sine midler til uddannelse og overtalelse for at modvirke falske overbevisninger og for at tilskynde mennesker til selv at finde den levevis, de finder bedst.

Mill ville formentlig have ment, at giver vi indvandrere tilstrækkelig tid til at blive påvirket af uddannelse og nærhed til andre måder at leve livet på, så vil de også i sidste ende træffe de bedste valg. Hvis vi betænker, hvor lidt tiltro vi kan have til alternativerne, forekommer denne fremgangsmåde stadig værd at satse på.

©Project Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • odd bjertnes
  • Niels Duus Nielsen
  • ingemaje lange
odd bjertnes, Niels Duus Nielsen og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gustav Alexander

En rigtig fantastisk reflektion over problemerne med integration og multikulturalisme kontra assimilering! Jeg synes dog anvendelsen af John Stuart Mill og hans naive idé om et normativt kulturelt "bedste" ramte lidt ved siden af.

Det ville være en optimal løsning, hvis man kunne lukke private skoler og tvinge samtlige elever ind i et genoplivet offentligt skole system med fornyede midler. Det franske sekulære og republikanske ideal er attraktivt. Den eneste loyalitet man fremviser offentligt er loyaliteten overfor republikken og dens principper. På den anden side er jeg også stor tilhænger af den danske statskirke. Det må, som forfatteren pointerer, være op til de enkelte lande at nedlægge hovedstykkerne i en normkultur, som skal være ufravigelig, hvis man som indvandrer/flygtning ønsker at være en del af samfundet.

Der er desværre stadig mange på venstrefløjen, som mener at statistik er racisme og assimilering en slags undertrykkelse. Det passer ikke godt ind i det socialistiske narrativ om arbejderklassen at vi også skal konflikte med hinanden på baggrund af nationalisme og kultur forskelle men vi bør ikke lukke øjnene for det af den grund. Vi bør genkende det som falsk bevidsthed skabt af et kapitaliseret samfund og tage højde for det. Den vante taktik hos SF og Ø har ellers været at stikke hovedet i jorden og påstå "Der findes ikke kulturelle sammenstød!"

Jakob Silberbrandt, Per Holmberg og Jacob E Hansen anbefalede denne kommentar

Artklen er virkelig meget læseværdig - godt skrevet.

I artiklen siges bl a : "John Stuart Mill, 1800-tallets store liberale tænker, mente nok, at samfundet kun bør bruge strafferetten til at hindre skade på andre."

Fin tankegang - den gælder også , når skaden på andre består i, at man f eks i et religiøst miljø bevidst hjernevasker kvinder fra barnsben til at tro, at de ikke har samme rettigheder som mænd, skal undertrykke deres seksualitet o s v

En sådan hjernevask fra barnsben kan ødelægge hele livet for et menneske.

Skal samfundet straffes for at indoktrinere borgerne til at undertrykke sine drømme og blive lydige tjenere i konkurrencestaten?

Men går grænsen mellem det bredt og måske endda universelt accepterede krav om, at kvinder skal tildække deres bryster (hvilket heller ikke kræves af mænd) og de større grader af tildækning af kvindekroppen, som flere religioner, herunder islam, kræver?

Interessant forskydning af en kulturrelativistisk problematik.
Hvordan mon det franske antisædelighedspoliti vil besvare det argument?

/O

Forfatningspatriotisme, kerneværdier og universelle rettigheder

Intet samfund kan bestå uden en retsorden. I mere udviklede samfund har denne retsorden taget form af en forfatning, der gælder for dette specielle samfunds borgere. En forfatning skal overholdes, ellers garanterer den ikke nogen orden. I den vestlige (europæisk/amerikansk) civilisation, skelnes der almindeligvis nogenlunde klart mellem privat, personligt og offentligt, hvilket mere konkret betyder, at der sættes grænser for, hvad det offentlige (statsmagten) kan blande sig i. Borgerne har ret til et privat liv og til personlige meninger. Men den offentlige retsorden er obligatorisk for alle, og staten er af den grund også udstyret med et såkaldt 'voldsmonopol', som kan tages i anvendelse, hvis lovene, der er nedfældet i forfatningen og de heraf afledte politisk vedtagne love brydes. Habermas kalder den slags
'forfatningspatriotisme'.

Kerneværdier har noget med kultur og moralske normer at gøre. Strukturelt set hører de til 'civilsamfundet' og psykologisk angår de det personlige. Jo klarere og jo mere alment accepterede disse værdier er, jo mere homogent er samfundet. De fleste mennesker foretrækker homogene samfund, fordi de er de mest lige og fredelige. En langsom ændring over tid er til at leve med, men store ændringer over kort tid skaber frustration og angst. En moderat indvandring kan absorberes, og de nytilkomne mere eller mindre assimileres; en hurtig indvandring i større stil fører til segregering og parallelsamfund. Assimilationen styrker de fælles kerneværdier; segregeringen splitter dem i konkurrerende og potentielt antagonistiske kulturer.

Universelle rettigheder forsøger at bygge bro mellem kulturer og civilisationer ved at hævde nogle normer og rettigheder, som er - eller burde være - overordnede. 'Alle mennesker' - uanset race, tro, etnicitet, politisk observans etc. er beskyttede af disse rettigheder, der kan gøres gældende på tværs af verdens opdeling i kulturer, trossamfund og politiske systemer. Disse rettigheder er faktisk så universelle, at de også kan sætte grænser for det private liv (f.eks. vold i familier). Multikulturalisterne vil naturligvis hævde, at disse rettigheder er 'eurocentriske' og derfor relative, hvis ikke ligefrem subjektive.

Peter Singer gør sig ingen anstrengelser for at adressere disse forskellige niveauer og forholdet mellem dem. I stedet lader han - som det er vanligt i angelsaksisk filosofi - det hele være et uklart spørgsmål om fornemmelse, mening og snusfornuft, hvor 'filosofi' handler om tænkte dilemmaer.

Per Holmberg, Flemming Berger, Christian De Thurah og Peter Møllgaard anbefalede denne kommentar

Både mænd og kvinder undertrykkes groft af religion - alle religioner !
Men værst går det dog ud over børnene.
Disse uskyldige forsvarsløse sind indoktrineres systematisk og kynisk i de fleste religiøse miljøer, inkl de kristne, og fratages derved enhver frihed til at definere egne forstillinger og præferencer.
Det er helt ufatteligt at vi fortsat tillader disse brutale overgreb.
Islam er slem, men kun marginalt værre end fx kristendom, ved et nærmere eftersyn.

Selvfølgelig skal private religiøse skoler forbydes og selvfølgelig skal samtlige offentlige rum friholdes fra religiøs symbolik, sædvane og krav.
Religiøs undervisning af børn skal forbydes totalt indtil det 15. år. Ikke før kan det forventes at børnene har nået et kognitivt niveau til nuanceret assimilation.

Dåb, konfirmation, børne-gudstjenester og lignende er alle ritualer designet med ét eneste formål: At fange børnene og plante syge ideer i deres sind og sociale forbindelser i deres liv, inden de har nået at udvikle et forsvar. Det skal forbydes totalt - gerne med en straframme som fx voldtægt.

I mine øjne er det største problem i forhold til at sætte effektivt ind og beskytte individer mod religiøse overgreb, dog at vi fortsat ønsker at give kristendom en særstilling.
Dette til trods for det indiskutable faktum at denne perverse absurditet har skadet og hæmmet vores udvikling mere end nogen anden faktor - monarkiet som eneste mulig undtagelse.

Det må stoppe nu!

friholde kristendommen fra disse indgreb. - en absurd holdning d

Jakob Silberbrandt og Søren Johannesen anbefalede denne kommentar

@Michael

Peter Singer gør sig ingen anstrengelser for at adressere disse forskellige niveauer og forholdet mellem dem.

Måske fordi eksemplet med burkinien er så åbenlyst privat, at det burde være unødvendigt overhovedet at sætte det i perspektiv. Det overtræder absolut ingen universelle, imperative eller ukrænkelige normer. Det krænker højst nogle hysteriske republikanske borgmestre.

/O

Logik

Man kan ikke, som Olivier Goulin gør, slutte baglæns fra et enkeltstående eksempel til en generel karakteristik. Måske er eksemplet med burkinien berettiget, men det kan ikke tilbagevise min påstand om, at Singer argumenterer vilkårligt.

Jeg er i øvrigt ikke sikker på, at eksemplet faktisk er berettiget. Det ville give god mening, hvis det drejede sig om, hvordan man klæder sig i 'det private rum' - altså hjemme eller i lukkede fora. Men her er der jo tale om at flashe en bestemt påklædning i 'det offentlige rum' (på en strand med adgang for alle). Så er der ikke tale om et 'privat' valg, men om et 'personligt' - og personlige valg, der drejer sig om bl.a. smag og behag i det offentlige rum, kan naturligvis udsættes for kritik. Havde der været tale om en gruppe personer i brune skjorter og skrårem, der marcherede op og ned langs kysten, ville vi næppe karakterisere fænomenet som 'privat'.

(Jeg har behandlet denne problematik mere udførligt i min bog "De fire dimensioner", s. 317-26).

Ja.

"Så længe private religiøse skoler tillades..."

"Hvis vi virkelig ønsker et sekulært, integreret samfund, burde vi kræve, at alle børn går i offentlige skoler."

@Michael,

Ja folk 'flasher' mange forskellige påklædninger i det offentlige rum. Og mig bekendt har vi ingen lovgivning mod særlige beklædningsgenstande - i modsætning til de lande, disse kvinder evt. kommer fra. Burkinien er tilmed netop ikke "uanstændig blottelse af legemet, der kan opfordre til utugt", som det er formuleret i den danske politivedtægt. Jeg ved ikke, om man har noget tilsvarende i Frankrig, men formentlig. Men hvis ikke man kan bruge en sådan paragraf, så ved jeg ikke hvad man juridisk kan begrunde det med. Intentionen kender jeg godt.

Så forbuddet mod burkinien er en klokkeklar begrænsning af den 'personlige' frihed - som oven i købet diskriminerer mod en særlig befolkningsgruppe/religion. Bruddet med fundamentale frihedsrettigheder blev forudsigeligt også den franske forfatningsdomstols konklusion i den sag.

/O

Burkini-sagen er jo i virkeligheden helt ironisk. De franske borgmestres lyse idé udsprang af en iver efter at forsvare vestlige værdier - men med et tiltag, der lige præcis overtræder den vestlige værdi, par excellence - Den personlige Frihed. De har simpelthen ikke kendt deres eget kulturgrundlag godt nok. Anti-sædelighedspolitiet på den franske riviera var selve sindbilledet på denne ironi - og helt komisk vis-a-vis et billede af det Saudiske religiøse politi, Mutawi.

/O

Aha - ja, det drejer sig ikke om privat, men om personligt.

Og så er vi måske mere enige, end det så ud til fra starten. Jeg er også imod beklædningsforbud (bortset fra dem, der vedrører personer, som varetager offentlige funktioner).

Men jeg vil til enhver tid tillade mig at kritisere andres påklædninger i det offentlige rum. Hvis de flasher religiøse eller politiske budskaber og ved deres synliggørelse forsøger at påvirke den offentlige opinion i en reaktionær retning, så skal de have hug. De må hjertens gerne have den tro, de hylder, men hvis de propaganderer for den i det offentlige rum i form af synlige symboler, påklædning m.m., så må de også regne med den kritik, som offentligheden fører med sig. Så enkelt er det.

Det har taget flere hundrede år for den europæiske oplysning at tilkæmpe sig et areligiøst, kulturelt frisind. Det skal ikke lykkes et lille, immigreret segment fra et kulturelt og civilisatorisk tilbagestående Mellemøsten at ændre på dette. Derfor må dets normer regne med at blive lige så voldsomt hudflettede, som vi hudflettede vores egne gennem Oplysningens religionskritik.

Når det kommer til Burkinien: Den markerer flere ting. Nogen vil sige, at den fremmer fromme muslimske kvinders frihed til at bade. Andre vil sige, at den frihed har de også uden en særlig, religiøs påklædning. Så hvem har ret?

Hvis man accepterer den 'muslimske' dagsorden, så skal det offentlige rum indrettes efter religiøse forskrifter. Det kender vi allerede fra daginstitutionerne, hvor muslimsk mad har vundet over dansk - det er billigere, fordi den ene part, muslimerne, under ingen omstændigheder vil indgå et kompromis. Nu er det så kommet til badning, hvor forskellige offentlige badeanstalter er blevet opdelt efter religiøse forskrifter. Og hertil komme så offentligt tilgængelige strande, hvor burkinien kun er første led i en langsigtet strategi, der skal rydde de danske strande for 'vulgære, skamløse og upåklædte" badegæster.

Det vil jeg ikke finde mig i.

Jakob Silberbrandt, Per Holmberg, Flemming Berger og Christian De Thurah anbefalede denne kommentar
Søren Johannesen

Hvor mange danske kulturværdier og traditioner burde vi danskere efterlade os, hvis vi en dag blev tvunget til at flygte til et fremmed land med en fremmed kultur?

Hvis svaret er: Ingen, hvorfor skulle vi dog gøre det? - så er en dyb indånding og en pause i den evindelige umenneskeliggørelse af fremmede kulturer nok på sin plads. Hvornår mon det går op for os at kontrol og begrænsninger aldrig vil kunne give os større frihed. Det oplyst menneske behøver ingen love og regler ..... eksemplets magt er og bliver stærkere end ordrer og anvisninger

Og hertil komme så offentligt tilgængelige strande, hvor burkinien kun er første led i en langsigtet strategi, der skal rydde de danske strande for ’vulgære, skamløse og upåklædte" badegæster.

Det så de måske gerne, men jeg tror næppe vi kommer til at se generelt burkinipåbud for alle badende kvinder.
Nej, pointen her er jo, at de har deres skikke, normer og værdier; vi har vores- og i et multikulturelt og multireligiøst samfund må præmissen være tolerance og rummelighed med andre kulturers og religioners skikke og normer. Ellers får vi et ulideligt tyranni; den ene eller anden vej.

Hvis man ikke vil et sådan samfund, da må man holde det etnisk rent, som DF og deres ligesinde ønsker. Det er i princippet et legitimt mål, f.eks at holde al muslimsk immigration ude, hvis det er sådan man føler - det er bare en temmelig håbløs målsætning anno 2016.

Det er klart, at værdimæssig homogenitet er ønskværdigt i enhver civilisation. Heterogenitet er roden til konflikt; så enkelt er det. Det betyder dog ikke, at der ikke har eksisteret successfulde heterogene samfund. Det er der masser af eksempler på - men ikke uden en god portion tolerance.

/O

Mahail Larsen : 'Burkinien: Den markerer flere ting. Nogen vil sige, at den fremmer fromme muslimske kvinders frihed til at bade. Andre vil sige, at den frihed har de også uden en særlig, religiøs påklædning. Så hvem har ret?'.
Det har de sidste. Og kvinder der tror de 'er' muslimer kan bade i burkinier eller nøgne eller hvad de vil og alt det de vil i den muslimske sfære på dens præmisser. Jeg render heller ikke hen på nudiststranden og bader og brokker mig over at blive afvist i min afghanerpels.

Det er vist ganske få der er fejlfri. Faktisk så er fejl ved menesker mere normen end det er undtagelsen.
Hvis nogen tror de er så fromme og hellige at de er hævet over andre, så tager de højst sandsynligt fejl. Man bør ikke have regler om at nogle skal klæde sig i særlige klæder for at de skal komme i paradis, fordi højst sandsynligt kommer de ikke i paradis.
Konklusionen må være at ingen af parterne har ret. Borgmestrene har uret fordi de begrænser den personlige frihed , de såkaldt religiøse har uret fordi de begrænser den personlige frihed.
Iøvrigt vil jeg lige kommentere omkring Peters påstand at i Australien kan man ikke forstå forbuddet. Jeg har nu boet i Australien i 10 år og det er simpelthen noget vrøvl at de undrer sig.
Ikke fordi jeg går på stranden hver dag , men jeg har aldrig set nogen stille op i religiøs badedragt for at solbade og havsvømme og badedragten var vist mest tænkt som en salgside til Australiens folkerige naboer mod nord, hvor f.eks Indonesien er en stor destination for Australiens turister og dermed skabe øget beskæftigelse til kvinder og piger ved det at de nu kan arbejde i turisme ved strandende uden at møde fordomsfuld nedgørelse fra visse elementer i deres samfund.

Læs sætningen én gang til

"Iøvrigt vil jeg lige kommentere omkring Peters påstand at i Australien kan man ikke forstå forbuddet. Jeg har nu boet i Australien i 10 år og det er simpelthen noget vrøvl at de undrer sig."

Peter Singer har sin egen dagsorden.

Frederik Bjørnvig, er 'her' = der ved siden af din pc ? Det er helt op til dig.
Sidder du evt. og får tiden til at gå i et pendlertog medens du skriver 'her' forholder det sig lidt anderledes : I det offentlige rum er der marginaler der henvises til reservater. Nudister har deres, burkinier kan have deres, - hvis du med 'her' mener i én eller anden given samfundsorden.