Kommentar

Mors pædagogiske røv

På mit badeværelse hænger en croquistegning af min uperfekte røv for at vaccinere mine døtre mod tidens perfektionsbacille. Og nej, pointen er ikke, at alle kroppe er smukke, som de er. Nogle er middelmådige, måske endda grimme, og det er også ok
Den her røv stammer fra en elefant, som heller ikke har noget at skamme sig over.

Den her røv stammer fra en elefant, som heller ikke har noget at skamme sig over.

5. september 2016

Mors røv hænger ude på badeværelset i glas og ramme. Den har én, der hed Jørgen, engang tegnet. Så meget ved mine døtre på 10 og 5 år.

Det er en ganske middelmådig røv, der sidder oven på et par småtykke lår. Der var vist endda appelsinhud på i den periode, men det var sikkert for svært for Jørgen at tegne på så kort tid, som man har til croquistegning.

Ungerne behøver ikke synes, den er pæn. Ikke engang for Jørgens skyld, for han er død nu. De behøver sådan set heller ikke stemple den som grim, men de må godt. Det er bare en røv. Den fungerer. Jeg er glad for den på den måde.

Og hvorfor udsætter jeg mine uskyldige små for den på daglig basis? Jo, det er en slags vaccination mod den her hæslige perfektionsbacille, som de helt sikkert smittes med senere, hvor alting vurderes og tildeles likes eller isnende mangel på samme.

Beskyttende membran

Må minderne om min uperfekte røv lægge sig som en beskyttende membran i deres sind mod det her medieliv, som de snart bliver hyllet ind i.

Et liv med det paradoks, at vi hele tiden får kastet perfekte kroppe op i synet samtidig med, at færre med almindelige kroppe tør vise den frem af frygt for, hvad andre mener eller eventuelt kunne tænke sig at gøre ved den: Må mindet om den gøre dem mere fri.

Må den – boing boing – hoppe ind i deres bevidsthed og gøre, at de ikke vurderer de andre ud fra mediernes photoshoppede kriterier.

Lad dem ikke blive de her kvinder, der lader sig begrænse af andres vurdering, hvorfor de mest opholder sig på bassinkanten eller inde på stranden med et beskyttende håndklæde omkring baller, mave og lår – mens de ironisk nok siger til deres børn, at de skal elske sig selv, som de er.

Eller værre: I kraft af deres egen usikkerhed snerper sammen og tordner mod, at små drenge skal have lov til at komme med ind i dameomklædningsrummet.

Selvfølgelig skal de det.

Og der må de hjertens gerne glo på mine flade, 40-årige bryster: Betragt det som en form for public service. For hvordan skulle de her drenge (og piger for den sags skyld) ellers finde ud af, hvordan rigtige kroppe ser ud?

Og må min røv gøre, at de ikke får mavepine over at skulle bade sammen med andre.

Et bab på merskumspiben

Jeg husker selv den mavepine, som kom, når jeg havde et pubertetsbumseangreb, eller fordi mine bryster ikke var så store som de andres: Piger har altid været hårde ved hinanden, og jeg har været mere genert og usikker end gennemsnittet – mildt sagt.

Derfor var jeg også den mindst oplagte til at blive croquismodel, dengang jeg boede i Dublin som 20-årig.

Men jeg tog kvælertag på min egen skam og usikkerhed – godt hjulpet på vej af, at her kendte ingen mig.

Opmærksomheden var overraskende nok mere grænseoverskridende end selve nøgenheden, men med et inderligt gys røg morgenkåben alligevel af. Wussh.

Mange streger er løbet over papiret siden dengang.

Jeg har nu stået croquismodel med en røv, der flappede midt på min store, gravide krop. Jeg har også stået nøgenmodel, mens jeg har været slank og sportstrænet – jeg har været 20 år, jeg har været 40 år – jeg har vejet 55 kg, og jeg har vejet 90. Det helt magiske er, at jeg aldrig har følt mig vurderet.

Kunstnertyperne løftede ikke et øjenbryn, men babbede lidt på merskumspiben, fandt kulkridt og tegneblok frem og tegnede en kvindekrop.

Var der ekstra deller, så gav det mulighed for at øve sig på skygger – var der muskler i stedet, så gav det en anden udfordring med, at der ikke var så mange skygger at få kroppen til at vokse ud af papiret ved hjælp af.

Behøver ikke at være smuk

Og hvad er det revolutionerende i det? Er det ikke bare den gamle, let fordrukne sang om, at vi skal elske os selv, og at alle kroppe er smukke?

Ikke helt. For ikke alle kroppe er smukke – og det behøver de heller ikke være. Ligesom nogle mennesker er kloge nok til at blive atomfysikere, så er andres kroppe velproportionerede nok til, at de kan blive undertøjsmodeller hos Victoria’s Secret. Tillykke til dem med det.

Men når almindelige kvinder lader sig fotografere til aviser, og når trenden for eksempel pludselig udråbes til at være, at farkroppe er det eneste rigtige, så går vi ind på en præmis om, at det er andres vurdering af kroppen, der afgør, om den er god nok.

Vi iler til og skriver en masse om, at de her almindelige mennesker er meget modige og meget smukke, både fordi vi er gode mennesker, men også så vi kan profilere os selv på at have sande værdier i livet.

Det er åndssvagt. Det behøver ikke blive slået så stort op med en så direkte opfordring til at bekræfte. Det er bare en almindelig krop, og det må den gerne være. Den behøver ikke være smuk.

Desuden er min erfaring, at jo mere åben, du er, jo færre ting, du skammer dig over og pakker væk – jo mindre sårbar er du, og jo sværere er du at ramme følelsesmæssigt med alt fra sladder og pigefnidder til hævnporno.

Derfor: Her er min middelmådige røv, piger. Send den bare i omløb – især i jeres hoveder.

Mette Kirstine Goddiksen er 40 år og skribent på mettegoddiksen.dk og vrangside.dk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Lars Peter Simonsen
  • Anne Eriksen
Kurt Nielsen, Lars Peter Simonsen og Anne Eriksen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Grethe Preisler

Genbrug er godt, og recirkulation er tidens løsen

Ovenstående artikel kan også læses gratis på mettegoddiksen.dk - og der får du oven i købet croquis-tegningen på badeværelset af mors egen (for daværende ganske nydelige) ungpigerøv med i købet..... ;-)

Randi Christiansen

God anledning til at meditere over hvad formålet med skønhed er. Hvad er skønhed? Er det skiftende tiders normer eller en fast standard? Er det en kombination af kultur og sundhed, af overlevelsesdygtige gener ...

Hvilket befriende og dejligt indlæg. Jeg bliver så træt og ked af det, når jeg ser unge, friske mennesker gøre deres yderste for at skjule deres imperfektioner og som konstant ser sig usikkert omkring for at finde ud af, om der nu er nogen, der kigger bedømmende på deres fysiske hylster.

Vi har fået en syg, syg kropskultur. Hvordan den er opstået er nok i virkeligheden en ganske kompliceret affære. Noget med perfektionskrav og en modebranche, der konstant hylder skønheden.

Jeg ved det ikke. Men orv, hvor er det skadeligt. Og trist.

Randi Christiansen

Da jeg var ung, var een modetrend at være antimode. Med sit ydre at sige nej til systemets esoteriske fængsel, dets ensporede menneskesyn, som udelukkende fokuserede på materialisme og dens uhæmmede vækst og med ekstrem esoterisk tørke, det indre liv henvist til latterliggjorte yderområder til følge. Med den materielle opblomstring, som i et vist omfang blev smurt omend tyndt ud over lidt flere, hvis de vel at mærke ofrede sig i produktionen, blev det paradoksalt nok også muligt at sige nej til den fortælling og forsøge sig med kærlige og fredselskende budskaber. Det afspejledes markant i moden, hvor hippiernes flagrende, blomstrende gevandter satte sit præg. Brystholderen blev forvist, det naturlige look blev moderne, vi satte kroppen og seksualiteten fri, hvilket dog ikke betød, at æstetikken forsvandt, den blev bare mere forbundet til virkeligheden.

Dette tilbud, om at være hele mennesker med respekt for jordens gaver, blev ikke hørt og kampen om overlevelsesressourcerne i konkurrencestaten blev igen intensiveret med de bedrøvelige resultater til følge,som vi daglligt møder, herunder en mere militant mode.