Klumme

Når sandhed drukner i upartiskhed

Op til Brexit-afstemningen forsøgte BBC at være kompromisløs upartisk i sin dækning debatten. Enhver påstand skulle altid mødes af modsvar fra ’den anden side’. Det er i udgangspunktet ædelt journalistisk håndværk, men konsekvensen blev, at løgne blev gentaget i en uendelighed
De britiske medier leverede ikke en tilstrækkelig sandfærdig dækning forud for Brexit-afstemningen, konkluderer en ny undersøgelse. Her vælgere på en pub i Bolton.

De britiske medier leverede ikke en tilstrækkelig sandfærdig dækning forud for Brexit-afstemningen, konkluderer en ny undersøgelse. Her vælgere på en pub i Bolton.

Ulrik Hasemann

15. september 2016

Den britiske EU-folkeafstemning i juni engagerede og interesserede briterne i en grad, som ikke er set ved tidligere folkeafstemninger og valg.

Lige meget hvor jeg kom under valgkampen – både hvad angår geografi og socialklasse – sagde folk, at de ville stemme. Meget ualmindeligt i Storbritannien, hvor stemmeprocenten ved det seneste valg kun var 66 procent.

Men trods den store interesse var det en forvirret befolkning, der gik til stemmeurnerne den 23. juni. Ifølge en evaluering af debatten op til afstemningen foretaget af det britiske Electorial Reform Society (ERS) viser en måling, at kun 33 procent følte sig velinformerede, da de satte deres kryds. Det kan sammenlignes med den skotske folkeafstemning om uafhængighed, hvor 59 procent følte sig velinformerede.

Det er på ingen måde overraskende for os, der fulgte debatten. Vilde overdrivelser, lodrette løgne og urealistiske løfter dominerede og medførte, at reelle fakta druknede.

Remain-siden var det f.eks. overdrivelser om de negative økonomiske effekter af et Brexit-resultat. For Leave-siden var det bl.a. usandheden om, at Storbritannien hver uge sendte 350 millioner pund til Bruxelles.

De vælgere, jeg mødte på min rundrejse i det britiske, reagerede ved at skære begge fløje og alle politikere over én kam og i stedet stemme i protest eller efter deres mavefornemmelse.

En pubbestyrer i Bolton forklarede, at hendes kunder var trætte af ikke at blive lyttet til og følte, at »politikerne lyver for dem for at få deres stemmer«.

En ung UKIP-vælger i Leeds havde valgt at afvise alt, hvad der kom ud af David Camerons mund, efter at premierministeren havde advaret om, at Brexit kunne starte tredje verdenskrig.

Personligt er jeg ikke i tvivl om, at hovedansvaret ligger hos politikerne. Men – pointerer ERS – medierne har også et ansvar, når så mange briter følte sig forvirrede og ude af stand til at skelne mellem fakta og fiktion.

Særligt BBC, som var briternes hovedinformationskilde under debatten, bliver af ERS og andre kritiseret for sin kompromisløse fokus på upartiskhed, hvor der altid skulle være et modsvar fra ’den anden side’.

Problemet var, at der på Leave-siden ikke fandtes særlig mange eksperter, så resultatet blev – som Catherine Bennett rigtigt skriver i The Observer – at når det gjaldt om at opnå balance, så blev »en medvirkendes lidenskab lige så meget en kvalifikation som hans eller hendes ekspertise, omdømme eller endda forbindelse til det emne, der blev diskuteret«.

Læs også: Brexit-debat var et nederlag for demokratiet

BBC forsøgte ganske vist med faktatjek at komme de værste løgne til livs, men det hjalp ikke meget, når de to sider alligevel blev ved med at gentage løgnene.

Som ERS påpeger, gjorde især det konfronterende format, der dominerede dækningen, det svært at komme misinformationen til livs. Meningsudvekslingerne gik for stærkt; fem sekunder efter en rettelse var der en ny overdrivelse. Det var en umulig opgave for værterne.

Det er naturligvis ikke BBC’s skyld, at et flertal af briterne stemte for Brexit, men hvis man skal tro deres ’kunder’ – befolkningen – så dumpede kanalen i forhold til at informere borgerne.

Hvis man skal være fair, vil det altid være en nærmest umulig opgave at korrigere for en uanstændig politisk diskurs om et emne så stort, at ingen vil kunne opnå en følelse af at kende alle konsekvenser af Brexit. Men det er ikke desto mindre værd at overveje – som ERS foreslår – om der i fremtiden er behov for andre formater, der fremmer en mere informativ debat?

Lige nu afviser BBC kritikken med, at det bare er dårlige tabere på Remain-siden, der forsøger at finde en syndebuk.

Når støvet har lagt sig, vil BBC dog forhåbentlig indse, at mens organisationen utvivlsomt gjorde sit bedste og producerede masser af god journalistik, så druknede sandheden et eller andet sted i formaterne og reglerne om upartiskhed. Det kunne se ud som om en vanvittig folkeafstemning fuld af vanvittige aktører simpelthen kræver en mere vanvittig dækning.

Mette Rodgers er Informations korrespondent i London

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mihail Larsen
Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Mette Rodgers

"Personligt er jeg ikke i tvivl om, at hovedansvaret ligger hos politikerne."

Hovedansvaret for hvad??

Politikernes mål er aldrig at informere befolkningen;
men at få vælgerne til at stemme "rigtigt".

Ja undskyld; men det er der altså ikke meget nyt i.

Niels Duus Nielsen

For en gangs skyld er jeg enig med Mette Rodgers. Hovedansvaret ligger hos politikerne. Torben Lindegaard, der er intet nyt under solen, og så alligevel: Der er manipulation og der er skamløs manipulation.

Politisk retorik handler om at gøre uspiselige tiltag spiselige, derfor manipuleres der på livet løs. Det nye er, at manipulationen er blevet så gennemskuelig, at kun de mest stupide ikke kan gennemskue den. Stupiditet er et relativt begreb, rent statistisk er præcis halvdelen af befolkningen mere stupid end den anden halvdel. Hvilket afspejler sig på tinge.

Forhåbentlig kommer der en sober, videnskabeligt underbygget undersøgelse af valgkampen.

Men selv den ændrer måske ikke så meget, hvis der blandt vælgerne har bredt sig en forestilling om, at det kun er følelserne, der tæller.