Kommentar

Nationalismen blusser atter op på Balkan

Med sin nuværende skødesløse politik i Sydøsteuropa risikerer EU at svigte de progressive kræfter i regionen. De kan ellers fremme demokratisk udvikling og modvirke ny etnisk vold
Debat
16. september 2016

I Kroatien i Šibeniks gamle bydel ser sensommerturisterne forundrede til, mens en ældre mand holder en brandtale på en offentlig plads.

»I 1945 arbejdede vi gratis for at bygge fabrikker, veje og nye huse. Vi ville opbygge et bedre land,« tordner han.

»Find mig fem mennesker, der ville gøre det samme i dag.«

Taleren er byens ’sidste partisan’ fra den antinazistiske modstandsbevægelse, og han har en pointe: Det er svært at finde et modstykke til hans idealisme i dagens Kroatien.

I januar udnævnte landets konservative koalitionsregering Zlatko Hasanbegovic til kulturminister – en mand, Simon Wiesenthal Centret betegner som ’fascist’. Som studerende i 1990’erne hyldede Hasanbegovic den pronazistiske Ustaša-bevægelse.

Sidste søndag gik kroaterne til stemmeurnerne i et valg, der stadfæstede det regerende nationalistpartis status som landets største. Men det ændrede ikke noget.

Blot 53 procent af kroaterne stemte, og den nye regering ser ud til at blive en koalition af de samme gamle ’midtsøgende’ partier – nationalister og socialdemokrater.

Landets problemer er velkendte: Arbejdsløsheden er på 16 procent og ungdomsarbejdsløsheden på 40 procent. Statsgælden andrager 90 procent af BNP. Kystregionerne er afhængige af turistindtægter, mens det indre af landet i vidt omfang lever af de penge, som en stadig voksende skare migrantarbejdere sender hjem fra Tyskland og Østrig.

Etnisk rivalisering

Men noget er forandret. Nationalismen er nemlig i færd med at blusse op igen.

I 2013 fik Kroatiens konservative nationalistiske politikere narret Bruxelles til at tro på, at landet opfyldte de grundlæggende kriterier for EU-medlemskab. Siden har de samme politikere ladet sig rive med af den bølge af nationalistisk rivalisering, der har grebet Balkan.

Hinsides bjergene ligger Republika Srpska, en serbisk enklave skabt i Bosnien-Hercegovina, da Dayton-aftalen fra 1995 gjorde en ende på flere års forbitret borgerkrig. Republika Srpskas ledere truer nu med at afholde en folkeafstemning om uafhængighed, hvilket vil sprænge den aftale, der har sikret freden i regionen i 20 år.

Som svar har også Kroatiens politikere skruet op for retorikken. Lederen af landets centrum-venstre-parti vil »handle for at beskytte kroater«, og han stempler Bosnien som en fejlslagen stat og Serbiens regering som »forfærdelige mennesker«.

Var der tale om en genopblussen af ​​Balkans etniske konflikter i 1990’erne, ville det være slemt nok. Men spændingerne kommer oven i flere år med fejlslagen økonomi, voksende geopolitiske modsætningsforhold og stigende fremmedhad fremkaldt af flygtningekrisen.

Både Serbien og Republika Srpska modtager økonomisk støtte fra Rusland, og med den kommer øget diplomatisk indflydelse. Og da Kroatien er medlem af EU, har Balkan fået en klarere frontlinje end i 1995. Troen på, at globalisering, økonomisk vækst og tiden ville hele regionens sår, er i dag mere vaklende end på noget andet tidspunkt siden fredsaftalen.

Ny brik til Kreml

Hvis serberne i Bosnien gør alvor af at afholde en folkeafstemning om uafhængighed, og Putin bakker dem op, får Kreml sig endnu en brik i det spil, man spiller med Vesten i Syrien, Ukraine og de baltiske lande.

Mange mennesker i deres fyrrere og halvtredsere lever en posttraumatisk tilværelse. De prøver at komme videre med deres arbejdsliv, familie eller førtidspension. Kun få taler om, hvad de gjorde eller ikke gjorde under borgerkrigen, men hos mange lurer en stadig frygt for, at konflikten skal blusse op igen.

De unge i regionen lever i en hashdøvet netværksforbunden drømmeverden, hvor elektronisk dansemusik eller Pokémon Go erstatter de nationale og politiske identiteter, der opstod for 20 år siden.

Hvis EU vil have Balkan til at fungere bedre, må den først indse, hvilke begrænsninger dens nuværende tilgang indebærer: EU har lempet optagelseskriterierne for lande i Øst- og Sydøsteuropa for at drage dem ind i sit udvidelsesprojekt.

Albanien fik kandidatstatus i 2014. Bosnien indgav sin ansøgning i februar i år. Makedonien, der fik pluspoints i Bruxelles for sin opførelse af et hegn ved den græske grænse sidste år, er sunket så dybt ned i et morads af etnisk vold og grasserende korruption, at et medlemskab af EU er umuligt. Alligevel lyder der højrøstede krav om dets optagelse.

Papirreformer

Hvad enten de er korrupte, chauvinistiske eller blot inkompetente, så ved regionens politikere, at de blot skal udfylde et par flueben i nogle firkanter på EU’s tjekliste for at fremme optagelsesprocessen. Og EU er tilbøjelig til at godtage papirreformerne, fordi unionen sætter sin lid til det faktum, at regionens progressive – særligt de unge – higer efter EU-medlemskab.

Men hvis EU ikke skal svigte den tillid og det håb, som så mange unge på Balkan nærer til unionen, må den skrue bissen på over for den tiltrædende kroatiske regering.

Enhver kulturel respekt for Anden Verdenskrigs fascistiske regime må ophøre, og i sidste ende må EU signalere vilje til at påkalde sig artikel syv, som unionen allerede har truet Polen og Ungarn med. Det vil udløse en proces, hvor de medlemsstater, der skønnes at svigte retstatssprincipper og europæiske værdier, kan blive suspenderet fra medlemskab eller få stemmeretten indskrænket.

Hvis der på ny bliver krig på Balkan, vil Kroatien som EU-medlem kunne kræve støtte i henhold til den gensidige forsvarsbestemmelse i Lissabontraktaten, og alle EU-medlemmer vil være forpligtede til at yde den.

I det hele taget er det altså afgørende, at de vesteuropæiske demokratier engagerer sig stærkere i at fremme den demokratiske kultur og de demokratiske institutioner på Balkan. I 1995 blev der, når alt kommer til alt, kun fred, fordi det amerikanske diplomati satte sin vilje igennem. I dag vil det alene være op til EU at sikre fredens opretholdelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Igen et argument for en styrkelse af EU's overnationale institutioner. Vi må simpelthen ikke glide tilbage til en tilstand, hvor hævdelsen af national suverænitet bliver anvendt som et mål og et middel for en ny fascisme.

Michael Kongstad Nielsen

EU skulle have ladet være med at blande sig i Jugoslaviens opløsning.

Vi har allerede haft én verdenskrig, der udsprang af Balkans nationalistiske modsætninger. Troen på, at man kan undgå internationale konflikter ved at trække nathuen ned, er naiv.

Men bortset fra det, så mener jeg også, at det gik al for hastigt med at tildele de østeuropæiske lande fuldt medlemskab. De skulle have haft en prøvetid på mindst 10 år, før de kunne få fuld adgang til EU's politisk ledende organer. Og EU burde have udviklet sig til en politisk union, før der blev lukket op for nye medlemmer. Nu har man et nærmest håbløst klumpspil.

Michael Kongstad Nielsen

Ja, det Østrig-Ungarske Kejserrige var også en slags union, som ganske vist ikke var velkommen i Sarajevo, men nogen gange er den med nathuen faktisk at foretrække. Tysklands og mange EU-landes meget hurtige anerkendelse af Kroatiens løsrivelse fra Jugoslavien var givetvis med til at puste til konflikten, der kom helt ud af proportion. EU-landene brugte også anerkendelsen til at vælge side mod Serbien, som blev anset for Titos kommunismes forlængelse. Kroatiens nære historiske alliance med Tyskland under II Verdenskrig kunne ellers give en dårlig smag i munden.

Enig i, at det gik alt for hastigt med østudvidelsen. "We have an agreement", som Anders Fogh sagde, kom alt for tidligt, om overhovedet. Den blev brugt - på samme måde som i Jugoslavien - til at fortsætte den "kolde krig". Til at presse og omkranse Rusland, som ansås for Sovjets forlængelse. Hovedløs og tåbelig ideologisk politik, Næsten ligeså dum som den, der førte til I. Verdenskrig.

Per Torbensen, Karsten Aaen, Mihail Larsen og Stig Bøg anbefalede denne kommentar

Der er for få visionære ledere i EU

Anders Fogh er måske én af de største skurke - ikke kun i forbindelse med Danmarks deltagelse i Irak-krigen (hvor han helt uden hensyntagen til de øvrige EU-lande straks erklærede sin støtte til USA), men i høj grad også i hans 'samling' af Europa i en 'ny familie', der tydeligvis var en fortsættelse af koldkrigen. Anders Fogh tog faktisk EU som gidsel i sin Sovjet/Rusland-fobi - og skabte dermed endnu et af den slags idiotier, der har forfulgt USA's, NATO's og desværre også EU's udenrigspolitik. At Anders Fogh nu sælger sine tjenester til højre og venstre, gør kun hans rygte endnu ringere.

Men det er mest relevant i bakspejlet.

Meget værre er, at der blandt EU's ledende politikere ikke er nogen med en overordnet, overbevisende vision for EU. Det er næsten utroligt, at der ud af ca. 500 millioner borgere ikke kan opdrives flere politikere med stor erfaring, filosofisk skoling, faglig ekspertise, almendannelse, historisk refleksion og engageret velunderbygget fantasi, der kan løfte projektet - og gøre det til en vinder blandt almindelige vælgere.

De fleste af dem, der kunne komme på tale, er imidlertidig bundet af en snæver national dagsorden. Det er lettere at hente stemmer ved at slå på det nationale, selv om de største problemer er overnationale. På den måde slår demokratiet sig selv ihjel.

Per Torbensen, Stig Bøg, Jan Weis og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Mihail Larsen,
her har du da én af de EU-intellektuelle fyrtårne i fri dressur - Martin Schulz - der tydeligt afslører, at også han er på 'skideren' -
http://www.zdf.de/ZDFmediathek#/beitrag/video/2825036/Achtung-Europa!

Jeg kan ikke lade være med at grine ad overskriften, især ad "igen". Siden 1990 har der ikke været andet end nationalisme hele vejen igennem, fra Slovenien til Makedonien. Til tider har vestlige medier i takt med de vestlige magters interesser valgt at omtale ex-jugoslaviske republikkers skiftende regeringer som ikke nationalistiske, hvilket kun skabte noget forvrænget billede. Retorikken i B&H har ikke rykket sig en pind siden 1990, og at man i Kroatien oplever en intensivering i forbindelse med parlamentsvalget er ikke noget nyt.

Det eneste der kan slå politikerens nationalisme er deres grådighed og korruption. Efterkrigs regeringer har altid været gode, især i Bosnien og nu også i Kroatien, til at skjule både sin egen inkompetence og korruption ved at skrue op for nationalisme retorikken.

EU var oprindelig et fredens projekt. I 2009 startede EU, Eastern Partnership foreslået af Carl Bildt og Sikorski to russofober. De talte helt åbent om geopolitik, men det blev drysset ned i Bruxelles. En overskridelse af EU's værdier, som så kønt snakker om post-moderne samfund. Ukraine er et multi – kulti samfund, men EU støtter et nationalistisk og monoistisk Ukraine, hvor menneskerettigheder trædes under fode. EU kan ikke end ikke forestille sig et alternativ sig selv i Europa og det er en katastrofal mangel på fantasi og tankekraft. EU hævder at være det eneste ægte udtryk for det sande Europa. Det er en monoistisk vision som i Ukraine. Denne form for liberalisme kan end ikke forestille sig et alternativ til sig selv. Vi har her med Fukuyamas ”Historiens ende”at gøre. Fukuyama her foretager en læsning, der hører hjemme i en reduktionistiske forståelse af Hegel, som han henter hos Kojeve, der fastholder over for Marx, at hævdelsen af principperne tæller mere end deres realisering. Frihedens og lighedens principper er slutstenen i menneskehedens ideologisk udvikling, og efter dem er yderligere fremskridt utænkelige. En triumferen, som er slæbt ind EU og Østeuropa, som nu har travlt med at skubbe på historien, for at få den afsluttet, for vi har jo ret.
Men vil Hegel så mon uden videre kunne give Fukuyama ret i, at med den moderne liberale stat den højst tænkelige ramme for menneskeligt liv nået, så at universalhistorien ender her? Mon man kan lægge en sådan fast ramme, når menneskets natur flyder, fordi det bestandigt frembringer nye skikkelser for sig selv og sine behov? Kan det måske snarere tænkes, at der hvor solidariteten kommer til, vil dens spænding til frihed, lighed og folkesouverænitet bestandigt udlade sig i nye modeller og løsningsforsøg? Og vil man heraf kunne slutte, at det, som først og fremmest taler for det liberale demokrati, er, at det frem for andre styreformer selv ved, at det er både åbent og uafsluttet.
Det må være noget for en professor i filosofi at studere og redegøre for.