Vi har alle hørt historierne om dengang farfar var ung. De universitetsstuderende i 1968 var vilde. De demonstrerede og kastede sig ud i den ene epokegørende protest efter den anden. Dengang var der oprør til, siden er der ikke sket det store.
Alle efterfølgende protestaktioner blandt unge under uddannelse har været en svag efterklang af de rigtige protester under ungdomsoprøret. I dag er de unge så passive.
Sådan lyder den klassiske forfaldshistorie, som i mange år har været en populær fortælling i danske medier, men den er på et langt stræk en myte. Det viser rapporten Elevoprør og studenteroprør i Danmark - Protestaktiviteter blandt lærlinge, elever og studerende 1960-2014 fra DPU, Aarhus Universitet.
Ser man på det faktiske omfang af de protestaktiviteter, der har fundet sted siden 1960, var ungdomsoprøret reelt blot en tidlig fase i en langt bredere protestbølge blandt unge under uddannelse, der varede to årtier.
Udbredelsen og omfanget af protestaktiviteterne var ganske beskedne i 1968 sammenlignet med sidste halvdel af 1970’erne og første halvdel af 1980’erne.
Nok så væsentligt kan vi siden årtusindskiftet registrere en fornyet protestbølge, hvor antallet af demonstrationsdeltagere blandt unge under uddannelse langt overstiger omfanget i slutningen af 1960’erne.
Lærlinge indledte oprøret
Kilde: ’Elevoprør og studenteroprør i Danmark - Protestaktiviteter blandt lærlinge, elever og studerende 1960-2014’ fra DPU, Aarhus Universitet.
Kilde: ’Elevoprør og studenteroprør i Danmark - Protestaktiviteter blandt lærlinge, elever og studerende 1960-2014’ fra DPU, Aarhus Universitet.
Myten siger, at det var oprørske universitetsstuderende, der førte an i protesterne i 1960’erne. Men reelt begyndte uddannelsesprotesterne med det regulære lærlingeoprør, som skyllede ind over Danmark i efteråret 1966.
Her demonstrerede unge i tusindvis for bedre uddannelse, medbestemmelse og højere lærlingeløn. Modstanderne var både arbejdsgiverne og deres egne fagforbund.
I dag nævnes lærlingene aldrig, når der skrives om ungdomsoprøret. Først i 1968 nåede protesterne til de studerende og gymnasieeleverne med studenteroprøret på Københavns Universitet og juleoprøret på Sortedam Gymnasium.
Lærlingene protesterede mod mesterlæren og de studerende mod professorvældet, men der var klare fælles temaer for protesterne, uanset hvilken gruppe af unge vi taler om.
Det handlede om demokratisering og medbestemmelse lokalt og landsdækkende, det handlede om bedre sociale forhold for de unge, og det handlede om bedre kvalitet af deres uddannelser.
Kravene gik som en rød tråd igennem 1970’erne og 1980’erne og er grundlaget for de unges protestaktiviteter den dag i dag.
Allerede i marts 1969 så man derfor den første protestdemonstration organiseret af elever, studerende og lærlinge i fællesskab, hvor 10.000 unge krævede højere uddannelsesstøtte.
Fælles protester, hvor kræfterne bliver samlet på tværs af uddannelsesområder, var de næste 15 år et fast mønster, og blev det igen med den fornyede protestbølge blandt unge i 00’erne.
I 1970’erne tog protestbølgerne på uddannelsesområdet for alvor fart, og de fortsatte til midten af 1980’erne.
En udslagsgivende faktor var Hartling-regeringens forringelser af uddannelsesstøtten og afskaffelse af de rentefri statslån til fordel for højtforrentede banklån til de studerende.
Læs også: Under studenterhuen sidder lydigheden
Det udløste de hidtil største uddannelsesprotester i Danmark, og resten af årtiet var krav om en bedre uddannelsesstøtte et omdrejningspunkt for fælles uddannelsesprotester i Danmark.
Studenterbevægelsen på universiteterne kulminerede i årene 1976-1977 i kampene omkring Roskilde Universitetscenter, der i offentligheden havde status af noget nær studenterbevægelsens svar på Christiania.
Her var der omfattende institutionsbesættelser og demonstrationer, der var tre gange større end de største demonstrationer under studenteroprøret i 1968.
RUC blev reddet, men i de følgende år forvitrede universiteternes studenterbevægelse. I stedet blev det andre grupper af unge, der førte an i protesterne: skoleeleverne og gymnasieeleverne.
Skoleelevernes oprør
Danmark oplevede i årene 1977-1982 et regulært skoleelevoprør, da Landsorganisationen af Elever (LOE) organiserede en række af efterkrigstidens største ungdomsdemonstrationer for flere timer til valgfri fag, stemmeret i skolenævnene, sikring af lejrskoler og fra 1980 modstand mod de omfattende nedskæringer, der nu ramte folkeskolens undervisning.
I 1979 eksploderede gymnasieområdet i demonstrationer og institutionsbesættelser, da SV-regeringen forsøgte af indføre bestemmelser om ’åndeligt fravær’ på gymnasierne.
Igennem 1980’erne var det da også indiskutabelt gymnasieeleverne, som førte an i protesterne mod den nye undervisningsminister Bertel Haarder (V), der måtte indkassere et af sin karrieres værste nederlag, da elevprotester i 1983 fik stoppet hans såkaldte ’Rexona-cirkulære’ om at øge klassekvotienterne.
Først efter de såkaldte ’Danmarks Råstof’-protester i 1988 klingede protesterne af, og i 1990’erne var der mere stille på uddannelsesinstitutionerne. Der var stadig protestaktiviteter – først og fremmest blandt gymnasieeleverne – men omfanget var mindre, og der blev længere imellem.
Men ved årtusindskiftet tog protesterne på uddannelsesområdet fat på ny. Den maksimale grænse for klassestørrelser blev afskaffet i 1999, og kravet om genindførelse af en klassekvotient på 28 blev i de følgende år motoren for omfattende protestaktiviteter blandt gymnasieeleverne.
Læs også: Visne blomsterbørnebørn
De blev den drivende kraft i 00’ernes nye protestbølge, som efterhånden også spredte sig til andre uddannelsesområder.
Allerede i 2002 kunne man på ny se omfattende fælles uddannelsesprotester på tværs af alle uddannelsesområder, og det blev et tilbagevendende fænomen, der under skiftende navne som ’Danmarks Råstof’, ’Stop Nu’ og ’Unge Ta’r Ansvar’ samlede elever og studerende i titusindvis til kamp mod besparelser med krav om bedre uddannelser, medbestemmelse og bedre forhold for unge.
Ved siden af demonstrationerne oplevede man igen blokader og institutionsbesættelser, og i takt med, at de unge gymnasieoprørere blev studerende, kunne man også registrere øget kamplyst på landets videregående uddannelser.
Omfanget af protestaktiviteter blandt unge under uddannelse var dog i realiteten væsentligt højere i perioden mellem 2006 og 2009, da elev- og studenterorganisationerne ud over deres egne selvstændige protestkampagner organiserede store landsdækkende velfærdsprotester i samarbejde med fagbevægelsen – den såkaldte ’velfærdsalliance’.
Nye oprør på vej
Årtusindskiftets store protestbølge klingede af efter 2010, men det er ikke det samme, som at der nu er blevet stille på uddannelsesstederne.
Der er fortsat relativt omfattende protester, og der var f.eks. langt flere unge, der deltog i demonstrationerne og de andre protestaktiviteter på uddannelsesstederne i 2015, end der var blandt bedsteforældregenerationen i 1968.
Når vi til stadighed præsenteres for et misvisende og romantiseret billede af, hvor oprørske unge studerende var engang, så ender vi med en forvredet forestilling om, hvordan de unge er i dag.
Det er urimeligt at måle dem op mod en mytologiseret fortid. Derfor er der brug for et opgør med myterne om 68’erne. Fakta er, at de sidste 50 år i Danmark har været kendetegnet ved hyppige og omfattende protestaktiviteter blandt unge under uddannelse, og der er ingen grund til at antage, at der ikke også venter nye flerårige protestbølger i fremtiden.
Knud Holt Nielsen er ph.d. i historie, og kommunikationsrådgiver ved Aarhus Universitet
Tak, det er jo også sådan, jeg husker de årtier - også under indtryk af hhv. Sorte og Kulørte Klat m.fl.
Den store triste sandhed er, at man ikke i tilstrækkelig grad gik til kamp mod det værste anslag, der er rettet imod ungdommen i velfærdssamfundet, nemlig tilbagerulningen af den demokratiske indflydelse, først og fremmest med afskaffelsen af styrelsesloven. Overalt lider samfundet under konsekvenserne af denne nyfeudale bølge, hvor man tiltror en enkelt eller en gruppe meget bedre evne til at lede og udstikke kurs end dem, som skal leve med og udmønte beslutningerne. Og det holder jo tydeligvis ikke.
Et PS: til - "En udslagsgivende faktor var Hartling-regeringens forringelser af uddannelsesstøtten og afskaffelse af de rentefri statslån til fordel for højtforrentede banklån til de studerende." - den omlægning førte til mange forgældede, der i mange, mange år måtte afdrage på deres studiegæld - husk renten lå dengang på en rente over 20. Måske en ting som Venstre bør tænke på før de laver SUén om til større og større lån. Ligeledes var mange flere uddannelser med elevløn og ikke på SU.
Men det er glædeligt at skoleeleverne i dag er mere fremme i skoene - det må "vi" håbe holder ved så de ikke synker hen med udsagn om at de ikke tør demonstrer osv. pga. frygten for at miste arbejdet mv.
Det man glemmer - og som facebook altså også gør sit for - er, at alt sammen var en naturlig udvikling, som blot fik ekstraordinære kæmpekræfter, fordi magthaverne støttede den beskidte krig i Vietnam, og det samlede alle, fra Jørgen Hattemager, over Erasmus Montanus til Kong Salomon. Det var stort.
Det man glemmer er, at det baserede sig på majoritet - de største generationer nogensinde havde en vis tyngde.
Måske, men det der fik samfundet til at fornemme tyngden var protesterne mod en uretfærdig krig, og truslen om at skifte "side"..
Iøvrigt godt med opfriskningen af lærlingeoprøret, som viste tænder allerede i 1958 i Enghaveparken ...ti år før Sorbonne i Paris.
Ældre mennesker har betydeligt flere erfaringer i livet som har prøvet at begå mange fejltagelser. Ofte er der ikke nogen som fortæller 'de unge' når de begår en fejltagelse for vi vil så nødig tage selvtilliden fra dem. De synes de ser så dejlig ud og pigerne vil ikke skuffe dig og gøre dig fornærmet så derfor siger de 'nej hvor er det godt det du har lavet' på trods af at det ingen værdi havde. Der er lavet mange undersøgelser hvor skoleuddannelser fra Danmark bliver sammenlignet med skoleuddannelser fra andre lande. Tests viser at elever fra andre lande er langt dygtigere end elever og studerende fra Danmark. Mennesker der har prøvet at gå på udenlandske universiteter og institutioner ved at kravene er helt anderledes der end på en dansk uddannelse. På det danske arbejdsmarked har de unge den fordel at de kan tale dansk - alligevel kan de ikke få alle jobbene for fra udlandet der kommer mennesker, der taler polsk, engelsk, russisk, italiensk, fransk, spansk de får jobbene selvom de ikke kan det danske sprog - fordi de er bedre kvalificerede og har en bedre uddannelse end de danske unge får. De dygtigste danske unge rejser til udlandet og arbejder i udlandet og konkurrere slet ikke med de danske unge - hvis de bliver i Danmark er det fordi at de bliver belønnet rigtigt højt for deres loyalitet overfor de danske politikere - for dem, der har fordelen af det danske system, af den dumhed som ungdommen bliver påført, for det behøvede ikke at være sådan - er de danske oligarker, det er de danske politikere, det er den danske adel og det danske kongehus - det er dem, der sidder i toppen af Danmark, der skovler prestige, profit og personlige fordele ind – til gengæld er prisen den at den største del af befolkningen er den - ligesom i de forrige 500 år - må leve i en form for åndelig elendighed.
Odin Rasmussen, det er næppe rigtigt historisk set, men er det blevet det, fordi vi i for høj grad har underlagt os en international standard, som i realiteten slet ikke har relevans for det danske samfund. Læs f.eks. denne erfaring: https://www.information.dk/debat/2014/12/politikerne-reparerer-universit...
Når historien skrives ...
I begyndelsen af 60'erne blev ca. 2 % af en årgang studenter; henimod slutningen af 60'erne var procenten vist steget til ca. 5, men derefter gik det hurtigt, og i dag er det vel henimod 40%. Korrigér mig, hvis jeg tager fejl.
Dét alene sætter jo det kvantitative omfang af diverse demonstrationer i et relativt lys. Man kan ikke måle radikaliteten på antallet alene.
...og socialdemokraterne Anker Jørgensen og Olaf Palme og flere fagforeninger var ledende i Vietnambevægelserne. Hvad der skete på rektorens talerstol og trappen i kulturministeriet var til benefice for den borgerlige presse.
Hvad der iøvrigt også overses i forbindelse med "studenteroprøret" er den kamp der foregik på arbejdsmarkedet, som vel egentlig var den udvikling, der fik sat grå hår i hovedet på overDanmark:
Strejkeopsvinget i slutningen af 1960'erne toppede i første omgang i de første måneder af 1970, og bevægelsen kulminerende med storstrejken den 2. februar 1970. Trods LO-formandens advarsel mod demonstrationen deltog godt og vel 30.000 arbejdere i storstrejken, der var en direkte politisk protestmanifestation imod den borgerlige regerings økonomiske politik. Et nyt højdepunkt blev nået i februar og marts 1971. Denne fase af konflikterne må ses som et led i de igangværende overenskomstforhandlinger, og den var i høj grad karakteriseret ved uofficielle og overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. Arbejdsretten havde travlt. (leksikon.org)
...mon ikke en del langhårede studenter havde hørt om skærpelsen af tonen på arbejdsmarkedet ved middagsbordet?
Kildekritik
"Vi har alle hørt historierne om dengang farfar var ung. De universitetsstuderende i 1968 var vilde. De demonstrerede og kastede sig ud i den ene epokegørende protest efter den anden. Dengang var der oprør til, siden er der ikke sket det store.
Alle efterfølgende protestaktioner blandt unge under uddannelse har været en svag efterklang af de rigtige protester under ungdomsoprøret. I dag er de unge så passive.
Sådan lyder den klassiske forfaldshistorie, som i mange år har været en populær fortælling i danske medier, men den er på et langt stræk en myte. Det viser rapporten Elevoprør og studenteroprør i Danmark - Protestaktiviteter blandt lærlinge, elever og studerende 1960-2014 fra DPU, Aarhus Universitet."
Ja-så! Hvem er det så lige artiklens forfatter bruger som belæg for sine påstande ved at henvise til en rapport fra DPU, Århus Universitet? S i g s e l v!
Jeg tror, han i fremtiden skal tage sig i agt, for den slags selvreferencer (uden at gøre det tydeligt, at det der dét, der er tale om), fordi det anbringer ham i betænkelig nærhed af 'videnskabelig uhæderlighed'.
I artiklen argumenterer han, som om han har en a n d e n forskning at henvise og støtte sig til. Men i virkeligheden henviser han til sig selv. Hvorfor så ikke bare fremføre sine argumenter - og henvise til, at det er mere udførligt behandlet i den omtalte publikation?
Hvad med at se lidt ud over Andedammens grænser, når man bedømmer en generations radikalitet? I Frankrig i 1968 satte en alliance af studenter og arbejdere landets produktion i stå. Parlamentet ophørte med at fungere, og præsident Charles de Gaulle flygtede til Tyskland. (Han vendte dog tilbage dagen efter.)