Kommentar

Offentligt ansatte mangler respekt for deres ledere

Som løst ansat gymnasielærer kan jeg kun give Ove Kaj Pedersen ret i, at forkælede offentligt ansatte kan virke som en rød klud på prekariatet. Jeg forstår ikke den skepsis og de hånlige grin, der møder ledelsen på min arbejdsplads, når den gør brug af sin ledelsesret
3. september 2016

Jeg tilhører prekariatet af korttidsansatte med en videregående uddannelse, som Ove Kaj Pedersen omtaler i sin kronik i Information den 25. august. Han går i rette med de offentligt ansatte og deres organisationer og hævder, at en bagstræberisk og forkælet attitude hos dem kan virke som en rød klud for det nye prekariat.

Jeg kunne ikke være mere enig. Jeg har netop meldt mig ud af GL (Gymnasieskolernes Lærerforening) i erkendelse af, at den (måske) gerne vil, men ikke kan varetage mine interesser.

Jeg oplever ikke, at jeg som løst ansat – i praksis – har nogen rettigheder, fordi jeg konstant skal bevise mit værd og præstere optimalt i håbet om, at denne, min tredje korttidsansættelse i gymnasiet, kan byttes ud med en fast stilling. Derfor har jeg ingen sygedage, og derfor klager jeg ikke over mængden af arbejdsopgaver i min portefølje.

Rullende øjne

Mine fastansatte kolleger holder sig til gengæld ikke tilbage i kritikken af ledelsen. I dette skoleår indførte ledelsen begrebet ’nærmeste leder’ for første gang nogensinde på mit gymnasium.

Her bliver det synligt, at alle medarbejdere refererer til en leder, der har et personaleansvar for og som gennemfører MUS med vedkommende. Rektors annoncering af det nye begreb blev mødt med skepsis og hånlig latter i lærerkollegiet.

De få af os, der også har haft et arbejdsliv uden for lærerværelsets tykke mure, undrer os over den manglende respekt for ledelsens ret til at lede og fordele arbejdet, som her kom til udtryk på lærerværelset.

Jeg oplever, at den samme holdning gør sig gældende i folkeskolen, som jeg kender til som bruger og bestyrelsesmedlem. Det blev tydeligt under lærer-lockouten i 2012, hvor Anders Bondo om politikerne, der stod bag reformen, udtalte: »De tror, de skal lede skolen,« og fortsatte: »Men gu skal de da ej.«

Læs også: De offentligt ansatte og brugerne har fælles interesser

Jeg har arbejdet i andre brancher og blandt andre faggrupper, der ikke sætter spørgsmålstegn ved lederens ret til at lede og fordele arbejdet. Jeg vil gerne ledes i betydningen at sparre med en leder om, hvordan jeg prioriterer og løser mine arbejdsopgaver og det tidsforbrug, jeg har. Det, tror jeg, begge parter kan vinde ved – også selv om ledere og lærere har forskellige dagsordener.

Jeg er derfor enig med Ove Kaj Pedersen i nødvendigheden af, at de offentlige ledere tilkæmper sig et ledelsesrum og gør op med professionsvældet, altså de fagprofesionelles selvstyring, på mange offentlige arbejdspladser – ikke mindst på grundskoler og ungdomsuddannelser.

Samtidig er det helt legitimt, at politikerne vil styre de offentlige institutioner, og i den forstand har en instrumentel tilgang til f.eks. uddannelse, idet de har en forventning om, at læreressourcerne anvendes effektivt.

Metodefrihed betaler sig

Jeg tilhører prekariatet, der i udgangspunkt er ofre for konkurrencestaten. Men jeg bakker alligevel op om den socialdemokratiske udgave af konkurrencestaten, der allokerer de knappe offentlige ressourcer til uddannelse af arbejdsstyrken, så passiv forsørgelse undgås.

Jeg er derimod ikke til den liberale version af konkurrencestaten, hvor man ønsker at ensrette og effektivisere alle dele af den offentlige sektor og herved risikerer at sætte Danmarks konkurrenceevne over styr.

Her er besparelserne ikke begrundet i værdier, men udelukkende sat i værk for at reducere de offentlige udgifter og dermed begrænse den fælles velfærd.

Vi har stadig til gode at finde en tredje vej mellem professionsvældet, som jeg ikke ønsker tilbage, og den ukritiske økonomistyring og effektivisering for enhver pris.

Vi har brug en ny form for offentlig styring, som udnytter, at fagprofessionelle er meget motiverede for at udføre deres job, hvis de får tildelt et professionelt råderum og ikke fratages alle muligheder for at handle fagligt forsvarligt.

Læs også: Offentligt ansaate, kæmp, råb op!

Det kan faktisk betale sig, at give lærerne lov til at have en vis metodefrihed, for de motiveres af det, og tager sig (hvis de er fastansatte) færre ’kompenserende’ sygedage. Den instrumentelle styring fejler, når den kun er til for sin egen skyld, og hverken giver mening for medarbejdere eller borgere/brugere.

I lighed med Ove Kaj Pedersen anbefaler jeg, at de faglige organisationer tager et medansvar for udviklingen af den offentlige sektor.

Det indebærer, at man erkender, at ressourcerne er knappe, og at der derfor skal effektiviseres – ikke ved at undervisningsteknokrater standardiserer al undervisning, men ved at anerkende lederen som en kvalificeret sparringspartner, der har ret til at lede og fordele arbejdet.

Afsluttende vil jeg appellere til de faglige organisationer om at sætte ind, hvor der er behov for en reel arbejdskamp – nemlig blandt de prekært ansatte.

Hvis kampen blot står om løntillæg og privilegier til de fastansatte, tager man ikke et medansvar for samfundsudviklingen og det prekariat, der er opstået som følge af den. Så hytter man bare sit eget skind.

Karen Mølbæk er adjunkt/årsvikar og underviser i samfundsfag, psykologi og religion i gymnasiet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Alt ville være i den skønneste orden hvis bare ledelsen ikke bare påtog sig men også forstod deres opgave.

Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen og Nille Torsen anbefalede denne kommentar
Jens Erik Starup

Jeg oplever nu nærmest situationen som værende sådan, at offentlig ansatte og deres ledere mangler respekt for borgerne.

Ernst Enevoldsen

Husk nu at få delt dit indlæg på LinkedIn, min ven. Det er derfor du har skrevet det.

Søren S. Andersen, Carsten Mortensen og Søs Jensen anbefalede denne kommentar

Jeg har også meldt mig ud af fagforeningen. Jeg var i efteråret 2015 ansat på et teknisk gymnasium med en psykopatisk leder som gjorde livet surt for rigtigt mange ansatte. Jeg blev fyret, gjorde oprør, og blev bortvist. Fagforeningen var i begyndelsen meget skeptisk overfor min historie, og antydede faktisk at jeg var en skør kælling, men de blev heldigvis klogere. Det viste sig nemlig at skolen lå i bund på landsplan når det gjaldt det psykiske arbejdsmiljø.

Fagforeningen kunne intet stille op, men de ville på den anden side heller ikke indlede en boykot mod arbejdspladsen. Det ville ellers have været på sin plads, men de troede helt seriøst at de kunne forhandle med en psykopat. Jeg sagde til dem, at det kunne de godt glemme. Psykopater kan man ikke forhandle med. Det eneste der kan få psykopater ned med nakken er, hvis deres grådighed bliver afsløret.
Behøver jeg at nævne at flere dygtige medarbejdere har forladt arbejdspladsen efterfølgende?

En anden interessant detalje: To af de medarbejdere, som af den psykopatiske leder blev sat ind som mellemledere, var begge tidligere tillidsfolk. Rigtigt smart trick af den psykopatiske leder. Det minder lidt om en bananstat, hvor man kan få lov til at te sig som man vil hvis man er leder i det offentlige system. Den pågældende leder og bestyrelsen havde beriget sig med store summer i resultatløn, mens medarbejderne intet fik. Gæt hvem der bl.a. sidder i den bestyrelse? Lederende af den lokale afdeling af 3F. Gud ved om der også er nogle dem i gymnasielærerforeningen som skal og selv være ledere i det offentlige system?
Nå men nu ved du i hvert fald hvordan systemet fungerer og hvordan dine skattekroner bliver brugt. Det der med gennemskuelighed i den offentlige sektor, den holder vist ikke helt i virkeligheden.

Carsten Mortensen, Torben Skov, Anne Eriksen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Jeg er sådan indrettet, at jeg er nødt til at gave en grund til at respektere en leder.

Jens Kofoed, Carsten Mortensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Jeg respekterer folk, der modsvarer deres uddannelse og stilling og de kompetencer, det indebærer - ellers ikke - og det er lige meget hvor meget de tjener!

Anne-Marie Paul

Kære K.M- Det virker ikke som om du forstår at skole systemet ikke er til for det private arbejdsmarked og at et gymnasium eller en folkeskole ikke er en privat virksomhed. Disse er dannelses og uddannelses institutioner. Borgerne er ikke til for Staten - den er til for os alle, for at støtte og regulere i et fællesskab, så vi borgerne kan leve så godt som muligt "det gode liv". Når man kommer i en situation som din, kan man hurtigt komme til at synes at de fastansatte er nogle "forkælede barnerøve", der ikke ved hvad livet handler om. Tidligere var skole og gymnasium anderledes indrettede - Nu er der topstyring og i folkeskolen faste arbejdstider. jeg ved at man som lærer bruger masser af tid på forberedelse på alle mulige tidspunkter også uden for arbejdstiden. Det er/var det, der gjorde det spændende og sjovt at være lærer. Uddannelses institutioner er blevet hierakiske, langt mere end tidligere - og du anbefaler at lederen skal have råderum, bare fordi han er leder. Faguddannede og universitetsuddannede undervisere ved godt hvad de har med at gøre - skal de nu respektere en leder, bare fordi han er leder uanset vedkommendes kompetencer? Fagforeningen gør tydeligvis ikke nok for prekariatet - og det kan ikke kritiseres nok. Men det er vel ingen grund til at begynde at slå på de fastansatte. De kunne måske så begynde med at vise solidaritet med de løst ansatte - der kunne de teoretisk set selv ende en dag.

Ingeborg Jacobsen, hannah bro, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, ulla enevoldsen, Karsten Aaen, Troels Brøgger og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Søren S. Andersen

Så har man også oplevet det: En hyldest i information til ukritiske ja-sigere, der bare parerer ordre.
Vor herre bevares!

Hvad bliver det næste? Måske en hyldest til chefer, der tror, at de i kraft deres position har ret ret at fornærme medarbejderne, eller hvad?

Ingeborg Jacobsen, Hans Larsen, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Anne Eriksen og ulla enevoldsen anbefalede denne kommentar
ulla enevoldsen

Karen Mølbæk, du skriver følgende: "Jeg OPLEVER (min fremhævelse) ikke, at jeg som løst ansat – i praksis – har nogen rettigheder, fordi jeg konstant skal bevise mit værd og præstere optimalt i håbet om, at denne, min tredje korttidsansættelse i gymnasiet, kan byttes ud med en fast stilling. Derfor har jeg ingen sygedage, og derfor klager jeg ikke over mængden af arbejdsopgaver i min portefølje. Mine fastansatte kolleger holder sig til gengæld ikke tilbage i kritikken af ledelsen." Og videre skriver du: "Jeg OPLEVER, at den samme holdning gør sig gældende i folkeskolen, som jeg kender til som bruger og bestyrelsesmedlem. Det blev tydeligt under lærer-lockouten i 2012, hvor Anders Bondo om politikerne, der stod bag reformen, udtalte: »De tror, de skal lede skolen,« og fortsatte: »Men gu skal de da ej.«".
K.M.: Det er rimeligt nok, at du ytrer en kritik af dine manglende rettigheder. Det forstår jeg godt, at du er utilfreds med. Men at du så sammenligner både Folkeskolen og Gymnasiet med det private erhvervsliv (andre "brancher"! - det er jo ikke brancher!), hvor lederen har ret til hierarkisk at diktere - som om man befandt sig på en fabrikslignende institution. Men det er grundlæggende at misforstå, hvad den pædagogiske opgave går ud på. Skoler- og uddannelsesinstitutioner er ikke sammenlignelige med det private erhvervsliv (andre brancher). Hvad sker der, hvis de reduceres til det? Dårlige lærere, som ikke kan være selvstændigt tænkende, men skal parere ordre, det bliver og er allerede en angstens kultur, hvor man ikke må ytre sig. Hvorfor kritiserer du dine kolleger i stedet for at rette kritikken det rigtige sted hen, nemlig mod de nedskæringer og ledelsesmæssige forandringer, som indførelsen af konkurrencestatstyranniet har ført med sig, det vil sige en kritik af de ansvarlige for denne udvikling. Ove Kaj Pedersen har skrevet, at vi skal være "Soldater i konkurrencestaten" og dit sprog minder om en lydig konkurrence-soldats retorik, fordi alt er farvet af overbevisningen om at instrumentalisering kan lade sig gøre på det humanistiske område, der har med viden og erkendelse at gøre. Den humanistiske dannelse er selve modsætningen til effektivisering - og hvad sker der med vores børn med den indstilling til undervisning? Lad dem dog leve og tænke frit, alt er og skal ikke være pølsefabrik Jeg citerer dig igen: "Samtidig er det helt legitimt, at politikerne vil styre de offentlige institutioner, og i den forstand har en instrumentel tilgang til f.eks. uddannelse, idet de har en forventning om, at læreressourcerne anvendes effektivt.": Bør du ikke hellere sidde i en regnskabsafdeling og arbejde med at få rigtige tal på bundlinjen i det private erhvervsliv?
Afslutningsvis vil jeg sige, at det ikke er nok at "opleve", man må dokumentere - og et par løsrevede citater, blandt andet fra Anders Bondo er ikke en ordentligt måde at argumentere på, fordi du dermed postulerer, at Bondo bare er forkælet, når sagen er, at han kæmper en afgørende faglig og pædagogisk kamp. Det er muligt, der mangler solidaritet blandt dine kolleger, men løsningen er ikke at indføre mere ledelsesmæssig tvang og konkurrence, men at give pædagogen friheden tilbage til selv at tænke og arbejde, så alt ikke bliver genneminstrumentaliseret, uanset om du forestiller dig at den socialdemokratiske udgave af konkurrencestaten er bedre end den liberalistiske. Der er ingen forskel. Men du har ret i, at vi mangler solidaritet, altså solidaritet med hinanden, ikke solidaritet med dem, der vil have os til at konkurrere. Og selvfølgelig er der penge nok, de skal bare omfordeles.

Colin Bradley, Ingeborg Jacobsen, hannah bro, Steffen Gliese, Karsten Aaen, Troels Brøgger, Søren S. Andersen, Anne Eriksen og Ole Aaquist Johansen anbefalede denne kommentar
ulla enevoldsen

Søren S. Andersen: du kan forvente meget mere af samme skuffe. Information er med den nye redaktør blevet endnu et konkurrencestats-tidende. Måske kan Politiken forbedre sig med Informations gamle redaktør ved rattet, det må man jo håbe, ellers er det slut med kritiske aviser.

Hans Larsen, Ingeborg Jacobsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Da jeg gik i gymnasiet, var lærerne nærmest ambassadører for deres fag og det eksisterende fællesskab af fagfæller med rod i fagets base på universitetsinstituttet. Dette blev oprethold igennem pædagogikum, studielektorer og de faglige foreninger. Bagsiden var, at lærerne indbyrdes kunne føre territorialfejder for deres fag, som kunne resultere i store arbejdsbyrder for eleverne, af hvilket de så måtte lære at prioritere mellem fagene, inkl. at leve med en dårlig karakter i fag, man var blevet pånødet

Søren - Jeg tænkt netop sammen som du, da jeg begyndte at læse indlægget - Vor Herre bevares! Men senere i teksten, kort efter hun har ytret sin begejstring for 'opgøret med professionsvældet' begynder hun at backtrack og reflektere over at:

Vi har brug en ny form for offentlig styring, som udnytter, at fagprofessionelle er meget motiverede for at udføre deres job, hvis de får tildelt et professionelt råderum og ikke fratages alle muligheder for at handle fagligt forsvarligt.

Som om hun ikke har forstået at lærernes modstand mod reformen handlede netop om, at de ikke ønskede at blive frataget muligheder for at handle fagligt forsvarligt - ved f. eks. tvungen nedskæring i deres muligheder for at forberede timerne.

Skribenten virker lidt forvirret og har - som andre har pointeret - en ret så forskruet opfattelse af hvad sådanne institutioner er til for.

Og så har aldrig forstået hvad det her med:

. . at de faglige organisationer tager et medansvar for udviklingen af den offentlige sektor.

skulle betyde i praksis. For Karen Mølbæk betyder det tilsyneladende at :

. . man erkender, at ressourcerne er knappe, og at der derfor skal effektiviseres og . . ved at anerkende lederen som en kvalificeret sparringspartner, der har ret til at lede og fordele arbejdet.

Det med at der skal spares og effektiviseres er efterhånden en mnemonic der opnår sandheds status blot ved endeløse gentagelser. Ingen ved i virkeligheden hvor sandt det er eller om det mere er et spørgsmål om hvad der prioriteres i regeringen. Og hvad nu hvis lederen nemlig ikke er en kvalificeret sparringspartner fordi han/hun er blevet pålagt en anden prioritering end den faglige? Steve Jobs skulle have sagt at han ikke ansat dygtige folk for at fortælle dem hvad de skulle gøre, men omvendt for at de skulle fortælle ham hvad han skulle gøre.

Er det det Karen Mølbæk mener? Hvis ikke så er det svært at se hvad en hjerneløs snakken efter munden om knappe ressourcer og effektivisering samt anerkendelse af en ubetinget ret til at lede og fordele skulle have med 'udviklingen af den offentlige sektor' at gøre.