Kommentar

Pengene driver ikke værket så godt som lysten

Hvis man skal sætte sig i bundløs gæld for at gennemføre studierne, kommer økonomiske kalkulationer hurtigt til at overskygge både lyst eller evner, når man skal vælge uddannelse
28. september 2016

Min ekskæreste er opvokset i Singapore og har studeret i USA. For at finansiere det indgik hun før sin studiestart en kontrakt med et firma om, at de betalte hendes skolegang, mod at hun ville arbejde for dem i seks år efter endt uddannelse.

Da hun fandt et bedre job i USA, brød hun kontrakten og måtte (retfærdigt nok) tilbagebetale firmaet det store beløb. Med andre ord satte hun sig i dyb gæld lige fra begyndelsen for at kunne investere i sin fremtid.

Dette er ikke en lykkelig historie. For min ekskæreste gjorde også en anden ting, som den danske regering opfordrer de danske studerende til: Hun valgte en uddannelse, der fører til jobmuligheder med høje lønninger.

Læs også: 'Et lån på 40.000 er bare rigtig meget, når man kommer ud til en relativ lav basisløn'

Hun valgte datalogi som sit hovedfag, fordi hun vidste, at dataloger efterspørges, og fordi det var dét, føromtalte firma ville betale for.

Valget stod mellem to universiteter, der begge ville optage hende. Hun valgte Yale, selv om hun fortalte mig, at hun var mere draget af det humaniorastærke Brown.

Gennem sin studietid tog hun kun de minimalt påkrævede datalogikurser og fyldte derudover sit skema med de sprog-, kulturhistorie- og kunstfag, hun i virkeligheden hellere ville have.

Hun var ikke dårlig til matematik, men hendes største talent var kreativ udfoldelse, der dog måtte forsømmes til fordel for de mange linjer kode, hun hver uge skrev.

Hun er stadig en af mine gode venner, og jeg spekulerer ofte på, om hun havde været gladere, hvis hun havde haft den økonomiske frihed til at vælge det studie, hun allerhelst ville.

Angsten for at dumpe

En anden af mine venner begyndte i sommer på biologistudiet i Aarhus. Året inden var hun påbegyndt et andet studie, som hun droppede ud af, fordi det viste sig ikke at være dét, hun skulle med sit liv.

Året før det havde hun haft sabbatår, hvor hun forsøgte at finde ud af, hvad hun gerne ville; det samme som hun gjorde, fra hun droppede ud, til hun begyndte på biologi, mens hun forgæves ledte efter arbejde og ellers fyldte tiden ud med sport og VUC-kurser.

Hun har heller ikke været glad. Jeg blev lettet, da jeg hørte, at hun var kommet ind på biologi. Jeg håbede, at hun så havde fundet den rette hylde.

Men forleden fortalte hun mig, at hun fortryder sin beslutning, efter at hun fandt ud af, at hun vil blive udmeldt af universitetet, hvis hun dumper for mange af sine eksamener.

Mange af de studerende på hendes fag dumper, og det virker ikke realistisk, at hun kan klare sig igennem på første forsøg.

Stressen og angsten for de dystre udsigter dræner glæden ved hendes nye studie. Især når hun oven i den intense læsning presser sig selv til at tage vagter på det arbejde, hun endelig har fået.

Usikker fremtid

Personligt er jeg så ’privilegeret’ – selv om det er absurd, at dét ord er passende at bruge her – at lide af en alvorlig psykisk sygdom, der gør, at jeg ikke kan have fast arbejde ved siden af mit studie.
Det betyder, at jeg har søgt handicaptillæg til min SU.

Formaningerne om, at vi studerende er for dyre i drift, giver mig dårlig samvittighed over at tage endnu flere penge fra staten, så beslutningen er blevet diskuteret længe med både min psykolog, min bostøtte og mine pårørende.

Jeg vil egentlig helst klare mig selv, men kan se på min økonomi, at jeg ikke har råd til både husleje og mad på almindelig SU-sats, og dermed ikke vil kunne flytte fra mine forældre og ind i den lejlighed, jeg for nylig har fundet.

Jeg har måttet erkende, at uden ekstra støtte vil min vej til et selvstændigt voksenliv blive endnu længere.

Læs også: Regeringen vil have studerende til både at arbejde og studere mere

Regeringens påbud er, at vi kan tage lån for at opretholde vores ønskede levestandard. Vores uddannelse er en investering (Sandt nok: Vi investerer allerede tid, energi og sjæl i den).

Men hvor finder jeg modet til at gældsætte mig, når jeg ikke ved, om jeg efter mine studier vil være rask nok til at arbejde gælden af?

Og hvor finder min ven modet, når hun ikke ved, om hun overhovedet får mulighed for at blive færdiguddannet?

Jeg har kigget på min ekskærestes situation og prist mig lykkelig over at bo i et land, hvor jeg ikke behøver bekymre mig meget om penge, men har kunnet vælge en uddannelse, der gør mig glad, bidrager til min personlige udvikling og lader mig bidrage til samfundet – ikke kun økonomisk.

Men det har ændret sig. Jeg lever i et samfund, hvor vores politikere jager vækst for vækstens skyld, uden at tænke over, hvad formålet med den er. Hvert forringet vilkår er en investering. Men jeg ved ærligt talt ikke, hvilken fremtid, jeg skal investere i.

Ehm Hjorth Miltersen er studerende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Estermarie Mandelquist
  • Torben Skov
  • Espen Bøgh
  • Daniel Fruelund
Estermarie Mandelquist, Torben Skov, Espen Bøgh og Daniel Fruelund anbefalede denne artikel

Kommentarer

Daniel Fruelund

Det begyndte vel under Anders Fogh. Da jeg var ung i 90'ernes Aarhus fandtes der mange tilbud til os, der umiddelbart ikke lige vidste hvad vi ville efter gymnasiet (eller i stedet for). Den Fri Ungdomsuddannelse, Århus Byhøjskole, Frontløberne, Kaospiloterne og flere andre. Da Fogh kom til blev disse udviklingsmuligheder pludseligt til "fjumreår" og statsstøtten blev skåret kraftigt ned eller helt fjernet. Jeg kan af erfaring sige, at mange dengang kom ind på deres foretrukne videregående uddannelse netop fordi de havde gennemgået disse forløb inden. Både fordi disse såkaldte fjumreår på forberedende uddannelser fungerede på en modnende og horisontudviklende måde, men også fordi de konkret hjalp unge mennesker til at søge videregående uddannelse målrettet. Jeg havde næppe selv hverken kendt til eller var blevet optaget på Designskolen Kolding, havde jeg ikke først haft halvandet år på Århus Byhøjskoles Kunstskole i 90'erne.

Siden da er det kun gået en vej for uddannelsestilbudene til unge i Danmark. Der er blevet skåret ned og skåret væk over en kam. Hele fag er forsvundet fra universiteterne og de mange højskoler og andre uddannelsesforløb, som før var tilgængelige, hænger enten med røven i vandskorpen eller har måttet dreje nøglen om. Uddannelse handler ikke længere om dannelse eller selvudvikling, men om markedskræfter. Vi er alle underlagt markedsparadigmet om udbud og efterspørgsel og er i den forstand selv blevet varer, som samfundet producerer i den internationale konkurrences hellige navn. Hvem har brug for humaniora, når det nu er dataloger og ingeniører markedet efterspørger?

Det kan godt være, at vi er blevet et rigere samfund rent materielt, men vi er blevet et fattigere samfund både åndeligt, kreativt og intellektuelt. Man kan så spørge sig selv hvad det hele skal til for? Hvis livets mening kun handler om bundlinjen er det sgu ikke meget ved...

Estermarie Mandelquist, Helmut R., Herdis Weins, Torben Skov og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Lav et eksperiment:
Lad halvdelen af folketinget få løn og lad den anden halvdel leve af lån i et årstid. Lad os så se hvor mange dem der skal tage lån for at være folketinget, som møder op, istedet for at lave alt muligt andet, hvor de ikke kommer i gæld....

Estermarie Mandelquist, Torben Skov og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar