Kommentar

Psykiatrien er dækket af røgslør

Det er ikke udredningsgarantien i sig selv, der fører til dårlig behandling i psykiatrien. Problemet ligger i den måde, hvorpå regionerne forholder sig til den
29. september 2016

Jeg tager hatten af for de 50 læger og psykologer, der tog bladet fra munden i Information den 14. september. De fortæller om en regionspsykiatri, der ikke har tid til at se de børn, der henvises.

Derfor stiller man en diagnose alene på baggrund af en tekst fra den praktiserende læge eller en anden, der har set barnet. Og desværre bliver behandlingen også derefter. Der gives medicin i stedet for den rigtige behandling.

Hvad foregår der? Hvordan er vi endt her? Hvordan kan regionspsykiatrien havet sænket blikket så meget, at man ikke længere kan få øje på, at det handler om mennesker? Et system, hvor man bare pisker børn og voksne gennem forløb, der gør mere skade end gavn. Hvem skal det gavne?

Ansvarsforflygtigelse

Der er vel næppe nogen, der kan være uenige med brevskriverne i, at vi skal sikre, at både børn og voksne ser de rigtige fagpersoner i forhold til at få en korrekt diagnose. Men brevet er stilet til politikere og ledere, så man må antage, at det er her, problemet skal løses.

Og hvad sker der så? Jo, regionerne – politikere og ledere, skynder sig at sparke bolden over på en helt anden bane. Det er ministerens skyld – for det er udredningsretten, der er skurken.

Så retten skal ændres. Og det selv om et meget bredt flertal af partier faktisk har besluttet, at udredningsretten skal skærpes fra 1. oktober 2016, hvor den bliver til en garanti. Hvis regionen ikke kan nå at udrede eller behandle inden for 30 dage, kan man gå et andet sted hen.

Regionerne burde i stedet se indad. Spørge sig selv, hvad de kunne gøre anderledes. Der er både sendt penge til psykiatrien via satspuljerne og til ventelisterne via finansloven. Har vi fået det bedste ud af de penge? Det ser ikke sådan ud.

Faktum er, at hvis det ikke er fagligt muligt at udrede inden for 30 dage, er der ikke – hverken efter de nuværende eller nye regler pr. 1. oktober – et krav til, at man skal give patienten en diagnose. Er der faglige årsager, der tilsiger, at man ikke kan nå det, så skal patienten – børn som voksne – blot have en udredningsplan. Og så tager det den tid, det tager.

Hvis man læser lægernes indspark, ser det ud til, at de faktisk prøver at få en læge til at se barnet i udredningen. Det tager tid. Derfor er det også kun 42 procent af børn og unge, der er udredt inden for 30 dage i Region Hovedstaden. Men medianen er fortsat under 30 dage!

Kigger man på voksenpsykiatrien, har samme Region Hovedstaden udredt 90 procent inden for 30 dage.

Når sådan en præstation kan lade sig gøre, er det fordi rigtig mange patienter slet ikke bliver set af en læge i den centrale visitation. De bliver derimod udredt på baggrund af henvisningen fra egen læge. Det er et problem for patienten – men regionen opfylder de politiske krav. I voksenpsykiatrien er problemerne, som børnespecialisterne beskriver i det åbne brev altså endnu større.

Trækker tiden

De private aktører – hospitaler og klinikker, hører fra patienter, der oplever, at man presser folk ud af sygehusene ved at afvise henvisninger.

Se blot den sidste tids historier om skizofrenipatienter. At man presser folk igennem udredningen ved at undgå at se dem og bare sender dem videre.

Samtidig presser man  folk ind i psykiatrien ved bare at give dem et eller andet tilbud, typisk medicin, hvor effekten kan ses an i en periode. På den måde vinder man tid.

Eller man sætter folk i et gruppeforløb, hvor man også kan lade tiden gå. Alle sammen tiltag, der betyder, at folk principielt ikke er på en venteliste. Og dermed er problemet væk. Men brevet fra de 50 læger og psykologer viser jo, at det er et røgslør.

Men respekt for brevet. Det prikker til en regionspsykiatri, hvor der er behov for mere transparens. Vi skal ikke acceptere, at man kan gemme patienter væk. Eller give dem forkerte tilbud. Vi skal have at vide, hvor mange patienter, der faktisk ser en læge – det aner vi ikke i dag.

Vi skal sikre, at alle symptomer bliver behandlet. Ikke bare dem, der er nemmest og billigst at behandle. Og vi skal sikre, at de rigtige tilbud bliver givet. Ikke bare dem, der får patienterne til at forsvinde.

Den indsigt har vi ikke i dag. Og før vi får syn for sagen, kan vi ikke diskutere, hvad der egentlig er behov for. Og vi kan ikke have den rigtige diskussion om, hvordan fokus ændres fra blind optælling af patienter og afregning efter tælleregimet til den kvalitetsbehandling, vi burde få for pengene.

Man skal turde tale højt om sine problemer. Så kan vi sammen – offentlige og private – finde løsninger på dem. Vi skal bruge den samlede kapacitet af læger, psykologer og sengepladser. Det gør vi ikke i dag. Nu er der gået hul på bylden. Nu skal vi finde løsninger, der også gavner patienterne.

Jesper Luthman er branchedirektør for Sundhed Danmark – Foreningen af danske sundhedsvirksomheder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Jensen
Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Pia Colère Lenau

Bortset fra lige nævnelse af skizofreni diagnosen, som iøvrigt er på vej ud, jo før jo bedre , er dette en udmærket artikel og meget dækkende. Det er en skandale at brugerne af de offentlige psykiatri tilbud ikke snakker ansigt til ansigt med fagfolk og får en ordentlig udredning.
At denne løsagtig tilgang fra regions psykiatriens side bruges, hvad angår udredning og behandling af børn angår er det aldeles uacceptabelt. Børnenes fremtid risikerer at blive totalt ødelagt og hvem ved, måske blir de "en byrde" for staten i sidste ende. Kynisk betragtet .
En meget trist udvikling.
Jeg tror simpelthen ikke at regionen er mere presset end de altid har været. Det er tilgangen der er forfejlet og har altid været.
Mange får først nu øjnene op for det nu. Godt, for det så vi får det ud i offentligheden og får en værdifuld debat som kan rette på forståelsen fra politikernes side.
Ved den gode grød også fra Psykiatriens side.

Kære Jesper - der er desværre noget i den originale artikel, som du har misforstået, og som jeg gerne vil have lov til at korrigere. Vi stiller aldrig diagnoser baseret på den praktiserende læges henvisning. Det, der henvises til i artiklen er, at diagnoser nogle gange bliver stillet på baggrund af andre læger og psykologers arbejde, vel at mærke INDENFOR børne- og ungdomspsykiatrien. Og der inddrages så vidt muligt informationer fra kommune, skole og andre samarbejdspartnere. Men der er en stor udskiftning af personale, og derfor kan det eksempelvis ske, at en nytilkommen læge bliver nødt til at afslutte arbejdet for sin forgænger. Og det er her vi har brug for muligheden til at sige "Hov, stop lidt, jeg vil også gerne lige se hvilket menneske, der gemmer sig her."

Hvad hjælper det at folk får en diagnose, hvis de bliver sat på lykkepiller der så forværre deres psykiske velvære.
- Vi har brug for flere psykologer og tid til en længere varende behandling.

bente-ingrid bruun

Der er også røgslør i liaisonpsykiatrien, hvor mennesker med blandt andet miljøskader fejlagtigt rubriceres med funktionelle lidelser.
Sundhedsstyrelsen, SST har i september 2016 nedsat en arbejdsgruppe med en for snæver dagsorden vedrørende funktionelle lidelser, FL, og den skal komme med forslag til omorganisering inden for sundhedsvæsenet på tværs af regionerne.
FL bygger på et skøn ud fra en bio-psyko-social model, der frasorterer miljøfaktorer og biomedicinske årsagsforklaringer dvs. ætiologi.
I 2004 nedlagde SST det allergologiske speciale, og i dag kan mennesker med overfølsomhedsreaktioner for blandt andet elektromagnetiske signaler og kemiske stoffer - der benævnes EHS og MCS - ikke få deres symptomer kvalificeret udredt, hvorfor de ikke kan blive optimalt behandlet med eliminationsbehandling, så de ikke udsættes for det, de ikke kan tåle.
Flere og flere læger, psykologer har som SST frasorteret biokemiske og biofysiske forklaringsmodeller vedrørede stress på et celle niveau.
Arbejdsgruppen skal hverken fokusere på skiftende definitioner på funktionelle lidelser eller på tidens overgreb på f.eks. miljøskadede mennesker, der fejlskønnes og fejlbehandles inden for liaisonpsykiatrien.
Der er brug for en udvidet dagsorden i den nedsatte arbejdsgruppe, og det haster, for den har kun 3 måneder til sit arbejde.

"Faktum er, at hvis det ikke er fagligt muligt at udrede inden for 30 dage, er der ikke – hverken efter de nuværende eller nye regler pr. 1. oktober – et krav til, at man skal give patienten en diagnose. Er der faglige årsager, der tilsiger, at man ikke kan nå det, så skal patienten – børn som voksne – blot have en udredningsplan. Og så tager det den tid, det tager."

Hvad ellers? Det kunne aldrig give mening at forlange en diagnose uden en udredning. Pointen må være at når børne og ungdomspsyk personale stiller diagnoser på baggrund af andres udredninger uden en gang at have set barnet selv, kan der ikke være personalet nok. Jeg ved ikke om man kan klandre regionerne for disse vilkår. Man må umiddelbart gå ude fra at de ansætter de folk de kan der er til rådighed, og som de har råd til. Og det rækker åbenbart ikke til.
Min egne indtryk er at projektet kommunal reform, som oprettelsen af regionerne var en del af, var essentielt en dødsejler som koncept, og dømt fra starten til fiasko. Kommunerne har aldrig haft økonomien til at løfte deres opgave, og slet ikke siden finanskrisen. Dette har betydet en uventet større byrde for regionerne. Alligevel bliver der jævnligt skåret ned, så endnu færre personale og mindre kapacitet skal klare samme opgaver.
Jeg er ikke hundred procent sikker på det men jeg mener at regionernes budget køres efter aflønnings princippet. Så jo flere man på papir kan påstå er kommet igennem møllen og fået en diagnose jo større bliver ens budget efterfølende år. Hvis man seriøst mener der skal gøres noget ved problemet er det dette idioti der først må afskaffes.