Kronik

Ressourcesvage taber på Brinkmanns oprør

Offentligt ansatte er trætte af at blive brugt som instrumenter, og Svend Brinkmann har sat ord på trætheden. Men velfærdsstatens fagprofessionelle har altid været instrumenter, som skulle hjælpe samfundets svageste til at blive en aktiv del af samfundet. Uden instrumentalisering er det gode liv kun for de ressourcestærke
Bevægelse har stor betydning for børns indlæring, og derfor har man med skolereformen forsøgt at få mere motion ind i undervisningen. Men ifølge Svend Brinkmann er bevægelseskravet kun til for at  gøre børnene til en bedre fremtidig arbejdskraft, mens man bør se bevægelse som et mål i sig selv.

Sigrid Nygaard

5. september 2016

Det er forbundet med en vis frygt at gå ind i debatten om den nye Brinkmann-bog. 60.000 bogkøbere og en Rosenkjærpris-komité kan jo ikke tage fejl, og kritikere bliver hurtigt hadeobjekter på diverse facebookprofiler og i læserbreve.

Når jeg alligevel vælger at gøre det, skyldes det en bekymring for den medvind, Brinkmanns budskaber har blandt store dele af gruppen af veluddannede fagprofessionelle.

Jeg har stor sympati for den frustration, som Brinkmann skriver sig ind i, og jeg ser frustrationerne, som en klar reaktion på mange års devaluering og mistænkeliggørelse af de fagprofessionelles faglighed.

Siden 1980’erne har New Public Management og DJØF’iceringen virket som en virus i velfærdssamfundets institutioner, og derfor er der et klart behov for et opgør og en afstandtagen. Så langt så godt.

Læs også: Er du også blevet forført af Brinkmanns populisme?

Min bekymring skyldes først og fremmest Brinkmanns individualiserede samfundsforståelse. Lad mig give et par eksempler.

I Stå Fast taler Brinkmann om tvivlen og nødvendigheden af at iføre os nej-hatten oftere. Der findes ingen generelle sandheder. Vi skal danne dem selv ved at skabe »øer af orden og sammenhæng i en verden, der løber løbsk«. Derfor skal vi sige nej og stå fast.

Brinkmanns individualiserede samfundsforståelse går ud fra et ’vi’ med en uafhængig individuel selvstændig handleevne, som i realiteten kun er forbeholdt mennesker, som besidder ressourcer og indsigt.

Han etablerer en subjektivering af nogle samfundsmæssige tendenser og understøtter derved i virkeligheden det, han forsøger at tale op imod. Han kommer indirekte til at karakterisere dem, som ikke kan, og som har få ressourcer, som nogle, der selv har ansvaret for, at de som ’nøgne individer’ er ofre for liberaliseringens og den sociale udviklings usikkerhed i et moderne tilbagegangssamfund.

Brinkmann bliver hermed eksponent for afkollektiviseringen og for det, som den tyske sociolog Oliver Nachtwey kalder den neoliberale sammensmeltning af kapitalinteresser, liberalisering og subjektivering. Brinkmann bliver derfor i realiteten samfundsbekræftende og konform.

Brinkmanns store ulykke

Jeg har stor sympati for Brinkmanns gennemgang af de konkrete ståsteder. De er vigtige, og det er befriende, at han tillader sig at gå så konkret og pragmatisk til værks med nogle svære almenmenneskelige spørgsmål.

Men jeg er knap så begejstret for, at Brinkmann i Ståsteder fortsætter individualiseringen og brugen af ’vi’ fra Stå Fast. Dertil fremhæver han såkaldt ’instrumentalisering’ som en skadelig samfundsmæssig proces.

Instrumentalisering skal ikke opfattes i den traditionelle mål-middel-forstand: man må aldrig bruge eller se et andet menneske som middel til noget for en selv eller for en sag. Men det er ikke den type instrumentalisering, Brinkmann taler om. I hans univers knyttes instrumentalisering derimod tæt til det at være nyttig, at aktiviteter har et formål, at man får nogle konkrete resultater ud af aktiviteter, som f.eks. at undervisning fører til, at børn kan noget, som de ikke kunne før. Man bruger de offentligt ansattes fagprofessionelle kompetencer til at opnå et mål – en effekt.

Læs også: Modsætningen til et surt nej er et ukritisk ja

Sådanne krav om effekt kan man ifølge Brinkmann ikke opstille »for traditionen, personen og konteksten har alt for stor betydning i enhver uddannelsesmæssig sammenhæng, men man bilder sig ind, at man kan, og det er den store ulykke«.

Forskningen viser, at bevægelse har stor betydning for børns indlæring. Men ifølge Brinkmann er det ren instrumentalisering, at stille krav om, at der skal mere motion ind i skolerne. De krav stiller man kun for i sidste ende at gøre børnene til en bedre fremtidig arbejdskraft. I Brinkmanns verden bør man i stedet betragte bevægelsen som mål i sig selv.

Ressourcesvage taber

Problemet er, at Brinkmann i sin kritik ser bort fra, at ikke alle danskere har lige muligheder. Det kan godt være, at den veluddannede middelklasse sagtens kan skabe et børneliv, hvor alle aktiviteter er mål i sig selv, og instrumentaliseringen er minimeret. Det gælder bare ikke for alle andre.

Når ressourcer og vilkår er forskellige, må der støtte, opbakning og fra tid til anden også lovgivning til. Det har fra begyndelsen af det 20. århundrede været et helt centralt formål med opbygningen af velfærdsstaten, at arbejderklassen og underklassen ikke skulle være henvist til et liv på kapitalens og markedets præmisser. Og derfor har de universelle velfærdsinstitutioner altid i deres eksistensberettigelse båret instrumentaliseringen som noget professionerne iboende.

Læs også: Priviligerede offentligt ansatte indser ikke, hvor de kan skade velfærdsstaten

Læreren, pædagogen, socialrådgiveren, sygeplejersken, lægen og alle de andre velfærdsprofessioner er og har altid været instrumenter, som bidrager til, at samfundets mindre privilegerede klasser får redskaber, støtte og strategier til at mestre et liv som arbejdskraft i et samfund baseret på en kapitalistisk markedsøkonomi.

For at blive i Brinkmanns tilgang er det præcist det ’bør’, som professionerne er etableret på, og det ’bør’ indebærer en faglig og personlig forpligtelse til at være instrument for andre menneskers sociale og menneskelige udvikling. Det var og er ikke den enkelte fagprofessionelles opgave, med Brinkmann og Aristoteles i hånden, at sætte »grænser for, hvad pædagoger og læger (og alle mulige andre lignende roller) kan afkræves rent instrumentelt, hvis de fortsat skal kunne defineres – og definere sig selv – som pædagoger og læger«.

Farvel til velfærdssamfundet

Man kan måske trække argumentet lidt længere og hævde, at instrumentalisering, som Brinkmann definerer det, er et livsvilkår for det socialt betingede menneske.

Mennesket er et socialt dyr, som Brinkmann også selv nævner, men det har i sin samfundsorganisering altid måtte sikre, at andre i samfundet fik træning og støtte, således at de kunne klare at bidrage deres til fællesskabet.

Det fælles – det sociale – har været et grundlæggende vilkår for menneskeheden, og individualismen er, som Francis Fukuyama udtrykker det, noget, som er udviklet i løbet af menneskehedens historie.

Læs også: ’Man må bare sige, at styring af den offentlige sektor også har højnet kvaliteten ...’

Brinkmann og ikke mindst hans succes bekræfter derfor, at afkollektiviseringen og individualiseringen samfundsmæssigt er trængt så meget igennem, at vi kan lade os bilde ind, at det ikke længere er strukturelle forhold, samfundsmæssige sammenhænge, kontekstbetingede forhold, som dybest set sætter rammerne for vores liv.

Vores liv er nu, med Brinkmann og diverse filosoffer i hånden, helt eller delvis et resultat af vores egne individuelle valg. ’Det er samfundets skyld’ er endegyldigt forandret til: ’Det er din egen skyld’.

Brinkmann kommer derved til at understøtte den række samfundsmæssige processer i retning af det regressive moderne, mens han bevæger sig – og sine tilhængere – væk fra et universelt solidarisk dansk velfærdssamfund.

Knud Aarup er formand for Socialpolitisk Forening og tidligere bl.a. direktør for Socialstyrelsen og Social- og Arbejdsmarkedsdirektør i Randers Kommune

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørgen Wassmann
  • David Zennaro
  • Ivan Breinholt Leth
  • Roxana Simion
Jørgen Wassmann, David Zennaro, Ivan Breinholt Leth og Roxana Simion anbefalede denne artikel

Kommentarer

ulla enevoldsen

Knud Aarup - det er jo omvendt. Man skulle tro, du ikke har gjort dig den ulejlighed at læse SBs bog "Ståsteder". Jeg har aldrig læst en artikel, der misforstår noget så grundigt, dine præmisser for kritik er baseret på misforståelser og stråmænd, ja decideret mangel på at kunne læse hvad der står. Det er netop, modsat din påstand, det RELATIONELLE - den anden person (og ikke bare mig, mig, mig), som Brinkmann har fokus på, modsat den individualisme, som har hærget vore samfund alt for længe og som er blevet installeret som præmis med konkurrencestatstyranniet. En af Brinkmanns hovedpointer: en kritik af individualiseringen og subjektivismen anklager du ham på fejlagtigt grundlag. Det ser meget desperat ud, når konkurrencestatens fortalere bliver ramt, så rotter de sig sammen og får fri taletid i det nye konkurrencestatstidende: Information.

Mads Berg, Søs Dalgaard Jensen, Kurt Nielsen, Allan Stampe Kristiansen, Carsten Mortensen, Maria Busch, Erik Feenstra, Karsten Aaen, Torben K L Jensen, Hans Aagaard, Janus Agerbo, Steffen Gliese, Anne Eriksen, Peter Andreas Ebbesen og Ingeborg Jacobsen anbefalede denne kommentar
Brian Kristensen

Jeg kan ikke helt se logikken hos Knud Aarup. Det må da være fremragende at de ressourcestærke 'står fast'. At de ressourcesvage ikke kan stå fast i samme grad er da et problem, men ikke Brinkmanns problem. Og ideen er jo, at dem der står fast, faktisk formår at forandre den offentlige sektor i en god retning, og dermed gøre livet bedre for de såkaldt ressourcesvage.

Søs Dalgaard Jensen, Kurt Nielsen, Allan Stampe Kristiansen, Erik Feenstra, Karsten Aaen, Jørn Andersen, Hans Aagaard, Lars Peter Simonsen, Steffen Gliese, Anne Eriksen og Brian Jensen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Jeg forstår ikke helt argumentet - at socialarbejdere fra magthavernes synspunkt er instrumenter, der skal bidrage til, at "samfundets mindre privilegerede klasser får redskaber, støtte og strategier til at mestre et liv som arbejdskraft i et samfund baseret på en kapitalistisk markedsøkonomi" betyder vel ikke, at socialarbejderne selv behøver at have denne selvforståelse?

Da jeg var ung var mange af pædagogernes erklærede mål at uddanne os til kritiske samfundsborgere, der satte spørgsmålstegn ved betimeligheden af blot at være lydig arbejdskraft for de kapitalister, der tilfældigvis ejede produktionsmidlerne - kritiske med henblik på at forandre status quo på en måde, så det enkelte menneskes potentiale kunne udvikles uden de begrænsninger, en kapitalistisk samfundsøkonomi nødvendigvis lægger for den frie udfoldelse. Det var selvfølgelig ikke undervisningsministeriets erklærede hensigt, men lærerne var netop uafhængige individer, medlemmer af et lærerkollegium, som favnede flere forskellige kollektive grupperinger med indbyrdes modstridende opfattelser af, hvad en uddannelses formål burde være. Fælles for alle lærerne var dog, at de ville bibringe os ikke blot uddannelse, men også "dannelse", og dengang var det altså i visse kredse "dannet" at være kritisk over for status quo.

Men hvad jeg slet ikke forstår er sætningen: "Brinkmanns individualiserede samfundsforståelse går ud fra et ’vi’ med en uafhængig individuel selvstændig handleevne..." - et "vi" er i min forståelse et kollektiv, med en uafhængig kollektiv selvstændig handleevne, og ikke et individ, med mindre man taler i pluralis majestatis.

I gamle dage havde man et begreb, man kaldte "ånd", der som fænomen var et kendetegn ved det "dannede" menneske. Den bedste definition, jeg til dato har set på "ånd", er Hegels: "Et jeg, der er et vi, og et vi, der er et jeg". Vi bevæger os her i grænselandet mellem individualisme og kollektivisme.

For at kunne tænke et kollektiv som andet end en broget mangfoldighed, sætter vi det i tanken som en enhed - "vi" er den markør, der gør at vi forstår, at en flerhed her skal forstås som en enhed. Og denne enhed er netop kollektivets enhed, ikke individets enhed, som vi omtaler som "jeg" eller "du". Indadtil består ethvert kollektiv af en samling af mere eller mindre enige individer, men udadtil fremstår det netop som en enig enhed, som et "vi" (eller som et "I", hvis man ikke selv er medlem af kollektivet).

Så hele Knud Aarups afsnit om Brinkmanns individualisering af det kollektive som udtryk for en afkollektivisering og en individualisering bygger på en manglende forståelse af sprogets grundlæggende struktur som instrument for tanken. Han kan med andre ord ikke se skoven for bare træer.

Jeg må se at få læst Brinkmanns bøger, der må være krudt i dem, når de så ihærdigt forsøges skudt ned med tynde argumenter og fejlslutninger.

Jørgen Wassmann, Søs Dalgaard Jensen, Kurt Nielsen, Allan Stampe Kristiansen, Carsten Mortensen, Maria Busch, Erik Feenstra, Viggo Okholm, Karsten Aaen, Torben K L Jensen, Jørn Andersen, Hans Aagaard, Peter Knap, Lars Peter Simonsen, Steffen Gliese, Brian Jensen, Anne Eriksen og ulla enevoldsen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg er nok bare lidt mæt af at læse om ressourcesvage mennesker.
som skribenterne meget sjældent selv føler sig grupperet som,
men som de omfatter med stor bekymring. Og mange ord.

jeg frygter at 'ressourcesvage' er blevet en konstruktion, som udløser mange bekymringer og mange ord blandt de ressource-stærke. Men vi får aldrig rigtig greb om, hvem de er, disse svage, og hvorfor det er nødvendigt at definere dem som svage.
Der er også sjældent nogen af de ordrige 'svaghedsbekymrede som stiller forslag til, hvordan de vagt definerede 'svage' kan omgrupperes til stærke ressourcer...

Svage.. hm.
Hvornår er man svag - og hvem har styrken og retten til at definere det?

Kurt Nielsen, Allan Stampe Kristiansen, Carsten Mortensen, Vivi Rindom, Viggo Okholm, David Zennaro, Torben K L Jensen, Jørn Andersen, ingemaje lange, Niels Duus Nielsen, Lars Peter Simonsen, Steffen Gliese, Anne Schøtt, Brian Jensen, Anne Eriksen og ulla enevoldsen anbefalede denne kommentar

De fagprofessionelle har de vilkår der er dem givet - her er problemet. Så angrib lige de rigtige?
Og er det på tide, at Svend Brinkmann får taletid i denne skydning med spredehagl?

Kurt Nielsen, Allan Stampe Kristiansen, Erik Feenstra, ulla enevoldsen, Hans Aagaard, Niels Duus Nielsen, Lars Peter Simonsen, Steffen Gliese og Stig Bøg anbefalede denne kommentar

Hvad der efterspørges i form af ressourcestyrke er ikke andet, end enhver, der har gennemført den danske folkeskole - i hvert fald for det altovervejende flertals vedkommende - er i besiddelse af.

Anne Eriksen, Lars Peter Simonsen og Brian Jensen anbefalede denne kommentar

Kære Knud Arup, igen denne fejl, som er så udbredt, men ikke desto mindre fatal, hvis vi skal kunne holde skole i dette land: Lærerne er IKKE en velfærdsprofession. Skolen er ikke en serviceinstitution, forældre og elever er IKKE brugere af skolen. De er både juridisk og moralsk forpligtede medborgere, skolen er en offentlig myndighed og dermed en del af samfundets udøvende magt (jf grundlovens § 76), og lærerne er myndighedspersoner. Prøv nu at fatte det!

Kurt Nielsen, Allan Stampe Kristiansen, Karsten Aaen, Jørn Andersen, Jens Kofoed, Hans Aagaard, Anne Eriksen, Lars Peter Simonsen, Steffen Gliese og ulla enevoldsen anbefalede denne kommentar

Jeg forstår nok ikke Knud Aarup rigtigt -for det kan vel ikke stemme at han faktiskt mener at der er så mange "svage" i landet, som ikke kan tage hånd om sig selv, at man behøver ledelses- og samfundsstrukturer hvor en overklasse er nødt til (indsigtsløst) at tage bestemmelsesretten.

Nogle er mere lige end andre - eller hur?

Jeg mener tiden er sådan nu at vi må indse at det ikke er effektivt at have systemer hvor man forsøger at reducere (de andre) mennesker til små dele, der bare skal gøre hvad der bliver sagt.

Nu har jeg godt nok ikke læst den senste bog af Brinkmann endnu, men den kritiske sociologi går jo netop ud på at man IKKE skal lade ledelsen lykkes med at individualisere stress, ineffektivitet og andre arbejdsrelaterede problemer.

Kurt Nielsen, Allan Stampe Kristiansen, Carsten Mortensen, Maria Busch, Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen, Lars Peter Simonsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Helle Rabøl Hansen

Brinkmann har sat nogle række relevante spørgsmnål til terapiteknologier, men hvis der skulle skubbes til nye steder at stå, kan man sige at Brinkmann deler en udfordring med mange i de pæd.psykologiske landskaber. Der tales ofte fra tryg, hvid (og forkældet?) middelklasseperspektiver. Til sammenkigning: Jeg har selv i årevis arbejdet med antimobnings-faglighed, og her har vi igennem tiden foreslået legegrupper, madgrupper og alle-med-til-alles-fødselsdage. Det er stadig praksisser, jeg vil sige kan få betydning for at udvikle stærke miljøer omkring vores skoleklasser - men hvis ikke disse aktiviteter tænkes fleksible, differentierede og som fællesskabende - så kommer der igen slagside, til dem med overskud på alle hylder... og som fører an i det "rigtige" også selvokm det "rigtge" skifter....hatten på eller hatten af.

Hele forandringen til det værre, NPM, som Ulla Enevoldsen påpeger, er, at det ikke længere er fagpersonen, der med rygdækning i den myndighed, der har taget ansvaret for at ansætte vedkommende på sin faglighed, kan træffe faglige beslutninger uden at henholde sig strikt til et cirkulære, udformet af folk uden faglig indsigt. Det er i al simpelhed dette, Brinkmann angriber, og som Aarup forsvarer, selvom han forblommet forsøger at få det til at se ud, som om han står på den anden flodbred, endnu mere social bevidst end Brinkmann. Men han afslører sig i den replik, som Lise Lotte Rahbek citerer: meningen med det hele er, at den instrumentaliserede ansatte skal bringe instrumentaliseringen videre til klienten. Det kan godt være, at politikerne har den slags våde drømme, men for den altovervejende del af befolkningen er indretningen af samfundet med henblik på at sikre folk så ikke-trælsomt et liv som muligt.

Kurt Nielsen, Allan Stampe Kristiansen, Maria Busch, Karsten Aaen, Jørn Andersen, ulla enevoldsen, Anne Eriksen og Lars Peter Simonsen anbefalede denne kommentar

Rune Lykkebergs manglende forståelse af den mægtiggørelse af enhver borger, som socialdemokraternes klassiske dannelsesprojekt gik ud på, forplanter sig gennem årene. Det er, som Ulla Enevoldsen påpeger, virkelig reaktionært.
Man kan derimod konstatere, at han er ubekendt med de kulturelle frugter, som det mest grundlæggende demokratiske projekt til dato, Oldtidens Athen, gav menneskeheden. Havde det ikke været for Athens demokratiske styre, var litteraturen ikke overleveret, templer og bygningsværker ikke opført, og vigtigst: kendskabet til den demokratiske styreforms ideal ikke blevet grundet.

Søs Dalgaard Jensen, Kurt Nielsen, Allan Stampe Kristiansen, Karsten Aaen, Jørn Andersen, Hans Aagaard, Anne Eriksen og Lars Peter Simonsen anbefalede denne kommentar

Man bør ikke bruge et menneske udelukkende som middel, men altid også som mål. Sådan går Kants klassiske sætning om instrumentaliseringen af mennesker vist mere eller mindre.

"[Alle] velfærdsprofessioner er og har altid været instrumenter, som bidrager til, at samfundets mindre privilegerede klasser får redskaber, støtte og strategier til at mestre et liv som arbejdskraft i et samfund baseret på en kapitalistisk markedsøkonomi."

Jeg tror problemet opstår her. De mennesker (i de mindre privilegerede klasser) der har behov for hjælp bliver behandlet forkert, hvis hjælpen udelukkende sker på baggrund af en tanke om, at så skal de bidrage til samfundet. Hjælpen kan godt være delvist motiveret sådan, men skal altid have en målsætning bundet op på den person der hjælpes.

Groft sagt kan vi opstille to kategorier af offentlig hjælp.

1: Hjælp til at få et forbedret og godt liv - som så formentlig vil inkludere et arbejde
2: Hjælp til at komme i arbejde og så må du selv stå for resten

I den første bruges den der modtager hjælp ganske vist som middel, men også samtidigt som mål. I den anden er vedkommende udelukkende et middel til et eksternt mål.

På den anden side af mønten står de professionelle der antageligvis ikke har taget en uddannelse for at kunne skabe flere arbejdende borgere, men for at hjælpe mennesker, der trænger til det.

Når deres job bliver som kategori 2 ovenfor, så bliver de også degraderet til et middel og ikke et mål. Deres motivation og selvidentitet angribes, fordi de nu ikke længere skal hjælpe folk der trænger til det, men hjælpe "samfundet" med at skabe flere arbejdsdygtige borgere (naturligvis forudsat, at de ikke uddannede med dette for øjet).

Jeg har kun et perifert kendskab til Brinkmanns bog/bøger, men jeg kunne da forestille mig, at der bliver sagt noget lignende?

Og det skal nævnes, at jeg ikke helt kan se, hvorfor Knud Aarup skriver følgende:

"Instrumentalisering skal ikke opfattes i den traditionelle mål-middel-forstand: man må aldrig bruge eller se et andet menneske som middel til noget for en selv eller for en sag."

Så det er tænkeligt, at jeg lige har talt fuldstændigt forbi debatten :)

Kurt Nielsen, Allan Stampe Kristiansen, Carsten Mortensen, Maria Busch, Karsten Aaen, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen og Lars Peter Simonsen anbefalede denne kommentar
Lars Peter Simonsen

Aarup er jo helt klart en del af det system som Brinkmann kritiserer...

Kurt Nielsen, Allan Stampe Kristiansen, Carsten Mortensen, Maria Busch, Jørn Andersen, Hans Aagaard, Steffen Gliese og ulla enevoldsen anbefalede denne kommentar

"Instrumentalisering" for hvem?

Hatten af for Knud Aarups mod til at udøve kritik af Svend Brinkmanns budskaber. Jeg er enig i at de ansatte i velfærdsstatens institutioner bør opfatte sig selv som instrumenter i statens tjeneste. Hvis de svigter denne forpligtelse, er vor velfærdsstat truet.

Men denne uddannelse til instrument i samfundets tjeneste foregår på de læreanstalter, hvor velfærdsprofessionerne uddannes. Jeg vil tro, at de fleste af eleverne netop søger disse uddannelser, fordi de ønsker at bidrage "til at samfundets mindre privilegerede klasser får redskaber, støtte og strategier til at mestre et liv som arbejdskraft i et samfund baseret på en kapitalistisk markedsøkonomi" (citat fra kronikken). Og de studerende som ikke har det på den måde, vil blive konfronteret med et krav om at tjene samfundet fra deres undervisere.

Det er derfor en tilsnigelse, når Knud Aarup i sin kronik foregøgler læserne, at middelklasse-eleverne i pædagog-, sygeplejerske-, læge-, lærer-, og de øvrige uddannelser skulle blive "afkollektiviserede" ved at annamme Brinkmanns udmærkede evangelium. Tvært imod: Det kan ruste dem til at gennemleve de frustrationer, de kommer til at opleve ved mødet med den instrumentalisering, som velfærdssystemet påfører dem i produktivitetens navn.

Altså: Hus forbi, Knud Aarup! Brinkmanns kritik af instrumentalisering handler om tingsliggørelse af velfærdsstatens tjenere, ikke om at afkollektivisere vort samfund. Hans "oprør" er muligvis et varsel om at velfærdsstaten har problemer. Men det er ikke del af årsagen. Årsagen skal findes i Undervisnings-, Social- og Sundhedsmyndighedernes måde at administrere velfærdsstaten på.

Kurt Nielsen, Carsten Mortensen, Mikkel Madsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Kære Ulla
Fejlen ved Brinkmann er at han skyder til højre og venstre, modsiger sig selv og er for overfladisk, snæversynet, 'populistisk'. Der er brug for nogle af de opgør han tager, men han skyder også på de folk som tænker i hans retning, eller netop tager de opgør han selv taler om.
Derfor er det også meget svært at give Brinkmann kritik... ;o)
Vi skal have et opgør med New Public Management og for mange djøffer i offentlige forvaltning, helt klart!!! Det hjælper bare ikke at vi tager en nej-hat på???? Vi skal da altid være konstruktive og kritik skal føre til noget godt. Når det er for ensidigt med al den ja-hatte-snak, så hjælper det jo ikke at man er lige så ensidig nej-hatte-agtig. ;o)

Og husk nu i hele den her debat: Det er sjældent bare 'enten-eller'. Det er faktisk det Knud Aarup forsøger at sige, som jeg ser det. ;o)
Brinkman er også alt for ensidig med al sin nej-hat og 'stoisme', han virker noget selv-centreret og bagud-skuende?
Det hele er langt mere komplekst ;o)

ulla enevoldsen

Troels Larsen: Ja, du kommer i nogen grad til at tale forbi, for Brinkmanns bog "Ståsteder" er ikke en brugsbog, den er ikke og vil ikke være løsningsorienteret, den maner til refleksion i forhold til hele vores måde at tænke på, samfundsmæssig set og som fællesskab - det er imidlertid rigtigt, at en af hans væsentligste pointer er et fokus på den ulykkelige omvending af middel og mål under det nuværende konkurrencestatstyranni (mit ord). Jeg anbefaler, at alle i det mindste gør sig den ulejlighed og tjeneste at læse Brinkmanns befriende indspark grundigt, altså især den sidst udkomne "Ståsteder", der samtidig er virkelig god formidling. At læse bogen vil også kvalificere debatten :-) Arbejde er i øvrigt slet ikke et explicit tema i bogen, selvom vi lever i en "arbeit-macht-frei" tid, nu igen, hvor nytteværdi er øverste målestok på hvad og hvem som helst. Jeg tror ikke på, at Aarup har læst "Ståsteder". Brinkmann har et helt kapitel viet til at kritisere den subjektivisme, som Aarup fejlagtigt påstår, at Brinkmann er funderet i! pinligt.

Kurt Nielsen, Allan Stampe Kristiansen, Maria Busch, Karsten Aaen, Hans Aagaard, Troels Larsen, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
ulla enevoldsen

Anna Lønne Sørensen: du har tydeligvis ikke læst hvad Brinkmann skriver, må jeg formode? Jeg vil i hvert fald gerne have, du underbygger din vilkårlige spredehaglskritik med citater fra Brinkmanns bøger. Jeg glæder mig til at se dokumentation for dine påstande.

Kurt Nielsen, Allan Stampe Kristiansen, Maria Busch, Karsten Aaen, Anne Eriksen, Hans Aagaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Det var trods alt en ny vinkel på Brinkmann. Nu angribes han fra den anden fløj men konklusionen er den samme: Brinkmann er bad news for velfærdssamfundet. Jeg melder mig ind blandt de uforstående, som ikke helt fatter hvad det er Knud Aarup prøver at sige med f. eks. :

Brinkmanns individualiserede samfundsforståelse går ud fra et ’vi’ med en uafhængig individuel selvstændig handleevne, som i realiteten kun er forbeholdt mennesker, som besidder ressourcer og indsigt.

Som jeg forstår Brinkmann er dette forkert anskuet:

"Forskningen viser, at bevægelse har stor betydning for børns indlæring. Men ifølge Brinkmann er det ren instrumentalisering, at stille krav om, at der skal mere motion ind i skolerne. De krav stiller man kun for i sidste ende at gøre børnene til en bedre fremtidig arbejdskraft. I Brinkmanns verden bør man i stedet betragte bevægelsen som mål i sig selv."

Det kan måske blot være etymologisk flueknepperi men jeg har en mistank om at begrebet "instrumentalisering" som Aarup har fat i, ikke er det samme begreb Brinkmann arbejder med. Ingen kan anfægte at bevægelse er godt for børn, og hvis forskning også viser, at bevægelse har stor betydning for børns indlæring, så er det bare et ekstra plus. Brinkmanns advarsel er dog, at den overdrevne brug af instrumentalisering som sprogform, kommer til at betyde at hvis forskning IKKE kan vise bevægelsens gavnlig virkning på indlæring, så bliver vi tankemæssigt kortsluttet og det bliver et u-udfordret 'faktum' at børns bevægelse ikke har noget værdi, og derfor behøver politikerne hellere ikke sikre ressourcer til det i budgettet.

Det væsentlige - som jeg opfatter det - er at vi siger 'nej' til dette misbrug af sproget. Men dermed ikke sagt at fordi man er offentlig ansat skal man per se sige "ja" at blive brugt som instrument. Igen, er det affladning af sprogformer, der er skyld i en sådan begrebsforvirring. At man, som offentligt ansat i kraft af sin faglighed klart har en instrumentalt værdi, som borgerne gerne skal kunne nyde godt af, skal aldrig perverteres som begreb til at mene noget i stil med:

"Læreren, pædagogen, socialrådgiveren, sygeplejersken, lægen og alle de andre velfærdsprofessioner er og har altid været instrumenter, som bidrager til, at samfundets mindre privilegerede klasser får redskaber, støtte og strategier til at mestre et liv som arbejdskraft i et samfund baseret på en kapitalistisk markedsøkonomi."

Når det begynder at ske er det tid til at tage "nej-hatten" på. For -

"The slaves of developed industrial civilization are sublimated slaves, but they are slaves, for slavery is determined :"

"Neither by obedience nor by hardness of labor but by the status of being a mere instrument, and the reduction of man to the state of a thing."
(Francois Perroux, La Coexistence pacifique, (Paris, Presses Universitaires, 1958), vol. III, p. 600.)

"This is the pure form of servitude: to exist as an instrument, as a thing."
(Herbert Marcuse)

Se ellers Kapitel 4 The Closing of the Universe of Discourse fra Marcuses seminal værk "One Dimensional Man" for hans sublimt eksponering af the operationalising of discourse til filosofisk analyse, der viser hvordan disse sprogformer udelukkende kan kommunikere den autoritære verdensopfattelse, samt afvise alle andre verdensopfattelser. Det er altså ikke en ny diskussion Brinkmann har fat i her, men det er i hvert fald lige så vigtigt i dag som det var i 60'erne.

Torsten Jacobsen, Rune Larsen, Kurt Nielsen, Anne Eriksen, Maria Busch, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Knud Aarup har utvivlsomt en pointe i, at Svend Brinkmanns velgørende råd og 'ståsteder' primært henvender sig til den del af befolkningen, som så at sige ikke har røven i vandskorpen. Dem vi med et deprimerende fattigt ord, og i mangel af bedre, kalder de 'ressourcesvage' mennesker i samfundet, har næppe samme gavn af Brinkmanns læresætninger.

Problemet er afsættet i stoicismen, hvor en klar adskillelse mellem 'følelser' og 'fornuft' forudsættes: En af filosofien udsprunget forestilling, som intet har med virkeligheden at gøre. Hvilket en professor i psykologi, i parentes bemærket, burde være klar over.

Nu har jeg ikke (endnu) læst 'Ståsteder', men jeg har læst 'Stå Fast', og netop Brinkmanns store forventninger til den menneskelige 'fornuft', og dermed implicit menneskets evne til (gennem fornuften) at træffe 'frie valg', finder jeg for optimistisk.

Så en kritik af Brinkmann er bestemt på sin plads, dog synes den endnu ikke at have sigtet rettet ind på sagens kerne (Omend Aarup som sagt strejfer den). En skam, naturligvis, men det har vi så indtil videre til gode.

Knud Aarup forsøger sig med et lille kunstgreb: Han mimer omtanke for de stakkels ressourcesvage i vores samfund, men han analyse, sprogbrug og fejlslagne og misforståede kritik af Brinkmann afslører hans sande tilhørsforhold: Knud Aarup er en konkurrencestatstænker, en socialdemokrat i fåreklæder.

Der er adskillige kloge mennesker her i tråden, der allerede har pointeret og redegjort for Aarups totale forvanskning og misforståede læsning af Brinkmanns bøger (hvis han i det hele taget har læst dem – jeg bliver meget i tvivl).

Jeg bliver dog nødt til lige endnu engang at vende tilbage til instrumentaliseringsbegrebet, som Aarup får helt galt i halsen (det er især her, at han ikke kan skjule sin sande identitet).

Brinkmann siger selv om sin nye bog Ståsteder: "Bogen er en kritik af den instrumentalisering, der hersker i tiden (at alting bliver et middel til noget andet end sig selv). Den er delvis en opfølgning på Stå fast, men forsøger helt selvstændigt og mere opbyggeligt at pege på ti menneskelige grundfænomener, der har mening og værdi i sig selv - og derfor er værd at stå fast på. Disse grundfænomener udfoldes gennem nogle af idehistoriens store tænkere og sættes i relation til den aktuelle samfundsudvikling (eller -afvikling), hvorfor bogens undertitel er "10 gamle ideer til en ny verden".

De 10 "gamle ideer" – 10 grundfænomener, som Brinkmann mener har mening og værdi i sig selv, er som følger: "Det gode", "Værdigheden", "Løftet", "Selvet", "Sandheden", "Ansvaret", "Kærligheden", "Tilgivelsen", "Friheden" og "Døden".

Disse 10 grundfænomener skal ikke være instrumenter for noget andet, er Brinkmanns pointe. Vi skal fx. ikke elske for at blive elsket tilbage. Vi skal ikke hjælpe andre, for at få det godt med os selv, men fordi det gode har værdi i sig selv.

Brinkmann gør altså op med tidens tendens til hele tiden at kalkulere med "What's in it for me?". Hans grundtanke er: ”Det, jeg gerne vil have fokus på i stedet for selvudvikling og selvrealisering, hvor det hele handler om at kigge indad, det er at få os til at kigge udad. På hinanden, på fællesskabet - på det, der er større end den enkelte. For det er netop ved at opdage alt det, der omgiver os, og det, der overskrider en selv, at livet giver mening. Der er jo ikke noget derinde i én selv, vi er kun noget i kraft af hinanden og for hinanden. Så tidens krav om evig personlig udvikling og forandringsparathed er dømt til at skabe frustration og utilfredshed, og det tror jeg faktisk, mange af os oplever." (Fra "Et ordentligt menneske tænker på andre end sig selv" 23. oktober 2015, Kristeligt Dagblad).

Afslutningsvis: Til bemærkningen fra en af læserne i tråden om, hvor vidt, de ressourcesvage får noget ud af at læse Brinkmanns bøger: Altså, fordi man er ressourcesvag, behøver man jo ikke være idiot. Der er jo ingen, der siger, at fordi du er fattig eller misbruger eller psykisk skrøbelig, så er du per automatik svagt begavet. Wake up and smell the coffee.

Rune Larsen, Kurt Nielsen, Anne Eriksen, Brian Jensen, Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Allan Stampe Kristiansen, Ebbe Overbye, ulla enevoldsen, Colin Bradley og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Carsten Mortensen

Uanset forståelse kan man i hvert fald konstatere at Brinkmann virkelig må have ramt "nogens" søndagsligtorn ☺

Kurt Nielsen, Anne Eriksen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Ståsteder? Det lyder religiøst: Finde indtil og dømme omgivelserne derudfra? Men alting flyder jo.

Ståsteder er: erfaring og tvivl, samtale og eksklusion, fælles forståelse og krav, gentagelse og solidaritet. Pludselig opstår en helt ny kollektiv erkendelse, som danner flertal i en periode, hvor der aflejres ny erfaring. Og forfra.

ulla enevoldsen

Torsten Jakobsen: Hvis man ønsker at kritisere Brinkmann, oven i købet i en artikel i Information, så skal man læse hvad han skriver, man bør som minimum læse hans to bøger 'folkelige' bøger grundigt. Det har Aarup tydeligvis ikke, da han, som jeg nævner ovenfor, for eksempel kritiserer Brinkmann for subjektivisme, på trods af at SB explicit tager afstand (i et helt kapitel i "Ståsteder") fra netop subjektivismens fejltagelser. Jeg synes det er pinligt, at mange forholder sig til sagen uden at have sat sig ind i den. Uden at læse, hvad det drejer sig om. Og denne leflen for de de 'ressourcesvage' er komisk. Er der noget, der er uforståeligt, er det da det volapyk-sprog, som konkurrence-statens fortalere betjener sig af, se bare diverse analyser af Thomas Aastrup Rømer (kan eksempelvis læses på facebook og på T.A.R.s blog), der spidder det forvrøvlede, mekaniske newspeak. Jeg gentager: "Ståsteder er IKKE en brugsbog og henvender sig som sådan ikke først og fremmest til de 'stakkels' ressourcesvage (som man implicit får nedgjort her). Brinkmanns bog er i højere grad en bog, som ikke mindst henvender sig til akademikere, der for eksempel har magt. Som Aarup, hvis han ville gøre sig den umage at læse. "Ståsteder" maner til filosofisk refleksion på et niveau, hvor selv konkurrencestatsfortaleren kan være med, hvis han øver sig i igen at tale almindeligt. Det er med andre ord ikke en brugsbog for de 'ressourcesvage', men et forsøg på at få os til at gentænke den måde, vi tænker og ræsonnerer på - og den måde hvorpå vi tillige bytter om på middel og mål. Brinkmann skriver side 25 (1 udgave, 1. oplag), at "Filosofi er (..) "education for grown-ups". "Education" kan være både opdragelse, pædagogik og dannelse på dansk (..). " (citat slut). Brinkmann er altså ude i en dannelsesbestræbelse, afdæmpet og klogt. Men er du gal, det er farligt i disse tider. Skal vi nu også begynde at tænke os om, spørger konkurrencestats-segmentet, det kan de 'svage' jo ikke forstå, det er tilsyneladende farligt og må forbydes og hindres. Det må modsiges på alle tænkelige måder, for eksempel ved at udråbe tænkeren som populist på forsiden af en (indtil da) agtværdig avis, fordi der kun må være plads til tests af disse 'ressourcesvage', som man vil styre til at blive soldater i konkurrencestaten.
Jeg kan tilføje endnu et citat fra Brinkmann, der belyser hans ærinde: (side 18) (..)" at det, der har en form for værdi i sig selv - fagets indhold og den større historiske og kulturelle sammenhæng, det pædagogiske felt er indskrevet i - søges reduceret til et instrument til at opnå bestemte resultater i nationale test og på PISA-ranglister. Pludselig kan det blive et mål i sig selv, at eleverne opnår gode prøveresultater, for at landet kan måle sig med andre landes PISA-scores, selvom prøveresultaterne i bedste fald er midler (til en evaluering af politisk fastlagte mål) og aldrig et mål i sig selv. Hvad hjælper det at ligge højt på PISA-ranglisten (hvis statistiske værdi i øvrigt er stærkt diskutabel), hvis man ligger der, fordi eleverne har trænet i at tage testen og gå til eksamen snarere end at fordybe sig i faget og dets krinkelkroge. Så er midlet (test og ranglister) gjort til et mål i sig selv, og det egentlige mål (faglige kundskaber og demokratisk sindelag) er gået fløjten." og tilføjer "Den aktuelle instrumentalisering truer tilværelsens mening og værdi", ikke mindst fordi samfundsmæssige institutioner alene vurderes ud fra en økonomisk kalkule (side 28). Er vores skole begyndt at ligne de systemer, vi tidligere kritiserede i f.eks. Korea: http://www.folkeskolen.dk/48706/opgoer-med-koreansk-skolesystem
Lad os og vore børn dog få lov til at leve og tænke frit, vi er ikke møtrikker, som skal skæres til, udnyttes og smides væk, når den økonomiske værdi er brugt op. Der er et liv, en klode, demokratiske tænkende borgere, hvis liv ikke kan tingsliggøres uden samtidig at ødelægge kernen i det. Ord skaber hvad det næver. I øjeblikket ses verden fra et excel-ark, fra en Joakim von And pengetank, hvor borgernes værdi måles på evnen til at fylde tanken op til et BNP, som ikke kommer borgerne til gode, for på trods af målet om økonomisk vinding, hvordan kan det så være, at vi hele tiden bliver fattigere?, skoler og hospitaler dårligere? Så instrumentaliseringen fører kun til åndelig og materiel fallit på alle niveauer for de borgere, man postulerer at forsvare.
Ja, jeg ironiserer og er en smule vred, for man kan blive så træt af det og få så meget nok. Når man så ikke engang kan give tilladelse til ét andet perspektiv på vores tilværelse, så er grænsen nået.
Lad os blive voksne og turde begive os ud i ægte samtaler, hvor vi sætter os ind i hinandens synspunkter, argument for argument, i stedet for at udråbe én, der går imod strømmen, som populist.

Rune Larsen, Kurt Nielsen, Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
ulla enevoldsen

Marianne Bjerg: Nå. Jeg har imidlertid ikke postuleret, at det er "samfundets" skyld, jeg har sagt, at det er de totalitært orienterede konkurrencestats-ideologers 'skyld' (som har stor magt i samfundet: på uddannelsesinstitutioner, som journalister på aviser, blandt mange politikere) at man ikke kan få lov til at bringe andre tanker til torvs.

ulla enevoldsen

Marianne Bjerg: Jo, det kan han godt. Jeg venter stadig på disse tanker. Som det er nu fremfører han uunderbyggede påstande, f.eks. den om Brinkmanns 'subjektivisme', som er det modsatte af Brinkmanns position. Og som derfor afslører, at Aarup ikke har gidet at læse bogen "Ståsteder", hvilket jeg oven for har redegjort for to gange. Enhver kan have meninger. Det vi har brug for er argumenter, der underbygges. Ellers bliver det netop den rene subjektivisme!
Jeg kan tilføje, hvis det er det, der bekymrer dig, at jeg ikke er mere ude efter socialdemokraterne end V, DF, R, K og LA, de trækker alle på samme hammel. Når det er sagt synes jeg det er umådelig sørgeligt at S er blevet et parti, som hører hjemme i finans-segmentet, der netop hylder konkurrencestats-tanken.

Niels Duus Nielsen

Marianne Bjerg, jeg havde den formodning, at du var uddannet i at argumentere for dine synspunkter - dit indlæg 8:18 skuffer mig derfor. Så er der lidt mere kød på dit indlæg 8:45, selv om argumentationen er minimal.

Jeg kan forstå på dit første indlæg, at du mener Brinkmann understøtter en tilbagevenden til det regressive moderne. Aarups argumenter har ikke overbevist mig, fulde af banale kategorifejl, som de er.

Men du plejer at have et skarpt blik, hvorfor indvier du ikke os andre i grundene til din enighed med Aarup? Det kan jo ikke være fordi Aarups indlæg er velargumenteret, det mener jeg i al beskedenhed, at jeg har påvist, at han ikke er.

Torsten Jacobsen

Ulla Enevoldsen,

Sikke dog en talestrøm, adresseret til mig. At du retter smed for bager får være, jeg nøjes med at undre mig over en så overvældende strøm af ord, som sagt adresseret til mig, som end ikke kommer i nærheden af at berøre mit egentlige ærinde.

Tak for kaffe!