Interview

En rigtig kineser tør ikke blive gal på sin mor

’Du skulle være en god gedigen danskerdreng, og det har så kostet mig min ret til at nyde min autoritet som kinesisk mor,’ siger Heidi Wang til sin søn, Daniel, i en samtale om aldrig at være blandt sine egne
’Faktisk synes jeg, vi begge har givet og taget i din opvækst. Og vi har plukket de gode traditioner og gjort dem til vores egne. For eksempel når du hvert eneste år ringer til mig på din fødselsdag og ønsker mig tillykke med, at jeg er din mor,’ siger Heidi Wang til sønnen Daniel.

’Faktisk synes jeg, vi begge har givet og taget i din opvækst. Og vi har plukket de gode traditioner og gjort dem til vores egne. For eksempel når du hvert eneste år ringer til mig på din fødselsdag og ønsker mig tillykke med, at jeg er din mor,’ siger Heidi Wang til sønnen Daniel.

Laerke Posselt

16. september 2016

Hong bao er den kinesiske betegnelse for en lille rød konvolut, man fylder med penge og giver i gave ved særlige lejligheder. Og en særlig lejlighed var det, da Daniel Wang havde fået sit første rigtige job. Så nu lå han på knæ på stuegulvet i sin mors Østerbro-lejlighed og rakte konvolutten frem mod hende.

Heidi Wang kunne ikke holde tårerne tilbage.  

»Jeg græd og græd og græd. For ærlig talt, synes jeg, jeg har haft et hårdt liv i Danmark. Jeg havde brug for den markering af, at jeg havde gjort et godt stykke arbejde som enlig mor. Nu fik jeg endelig anerkendelsen af at være en god kineser og en god mor. Mission complete, Heidi Wang.«

Sammen med sin søn har hun inviteret Information til en snak om arbejdsmoral og benhård børneopdragelse; om den pris, en kinesisk mor betaler, når hendes vigtigste mission er at gøre sit barn til dansker; og om, hvornår man som søn får nosser nok til at sige fra, når moren bliver for krævende.

»Jeg tog i øvrigt ikke pengene,« siger Heidi Wang.

Daniel: »Det passer ikke helt. Jeg kom med lidt flere penge, end du tog.«

Heidi: »Ok, jeg tog 200 kroner ... Men det handler jo ikke om pengene. Det handler om ceremonien, om at få bekræftelse. Om at man som mor får en karakterbog af sin søn. Man vil jo gerne have 12, og det har du givet mig.«

»For mig handlede din opdragelse om, at jeg ville levere en nyttig borger til samfundet. Og det, de hvide børn havde, det skulle du i hvert fald også have. Min største frygt var, at du ikke skulle blive dansk nok.«

Daniel: »Da jeg var lille, havde jeg enorm stor lyst til at være dansk. Men samtidig kunne jeg da godt mærke, at vi havde en anderledes måde at gøre tingene på derhjemme. Der var ikke meget curling-forælder over dig.«

»Disciplinen var der. Jeg fik tidligt huslige pligter. Vi havde jo decideret en kontrakt: ’Daniel skal gå ned med skrald. Daniel skal selv smøre madpakke. Daniel skal selv stå op om morgenen’ – og mod de ydelser fik jeg så nogle penge. Det lærte mig virkelig, at man skal arbejde for tingene. Det gav mig en forståelse for, hvordan verden er skruet sammen.« 

»Men som jeg husker det, var jeg nok også lidt halvdoven.«

Heidi: »Ja, og så blev jeg hysterisk. Der var ikke noget pjat med mig. Du skulle lære at arbejde ligesom din mor.«

»Men faktisk gør det virkelig ondt i dag, når jeg tænker tilbage på den tid, for jeg kom så sent hjem hver aften. Ofte blev den 21.00 – det var dengang, jeg arbejdede hos SAS – og jeg kan stadig huske, at du ringede til mig og sagde: ’Mor, hvorfor er du ikke kommet hjem?’ Det var virkelig barskt at skulle forklare dig, en lille dreng, at sådan er livet. Der skulle mad på bordet, og jeg havde ingen familie her. Din far og jeg var gået fra hinanden, og en kinesermor byder ikke sin søn kontanthjælp. Du skal ære dine børn, og de skal ære dig.«

Anderledes end vennerne

Da Heidi Wang var ung, fik hun i en periode dårlige karakterer i skolen i Taiwan (hendes velhavende familie var flygtet dertil i 1949, efter at de kinesiske nationalister havde tabt borgerkrigen til Mao Zedong og kommunisterne). Hun orkede ikke lektierne.

Så en dag på vej til skole kørte hendes far en omvej. Da bilen standsede, åbnede han bildøren ud til en stor fabrik og sagde: ’Værsgo, hvor vil du hen? Vil du blive her, eller vil du i skole?’«

Heidi: »Så sad jeg dér i mit fine tøj og måbede. Den første moral, man lærer i Kina er arbejdsmoral. Derfor gjorde det så ondt på min professionelle identitet, da jeg som voksen kom til Danmark. Det var i fattigfirserne, og jeg kunne ikke få arbejde, selv om jeg var universitetsuddannet. Og A-kassen kunne jeg som udlænding heller ikke blive medlem af. Jeg følte mig meget diskrimineret af systemet.«

»Og når du ikke har arbejde eller venner, så føler du dig isoleret og afmægtig. Og hvad gør du så? Du gør alt for, at din barn ikke kommer til at opleve den samme fremmedhed. ’You’re not like your mom’, siger du til ham, ’du er ikke udlænding, du er dansker. Den her verden er din’.«

Daniel: »Men jeg var jo anderledes end mine venner. Selv om du prøvede ihærdigt at give mig en dansk opdragelse, havde jeg stadig en anden baggrund. Og jeg blev peget ud af andre børn. Ofte var det ren nysgerrighed og ikke ondt ment, men alligevel …«

Læs også: ’Vi skulle ikke alene lære at være danske, vi skulle også lære at være jøder’

Heidi: »På et tidspunkt tænkte jeg, at du var flov over din mor. Hvis jeg bandede højt i offentligheden, sagde du: ’Mor, det gør de andre mødre ikke’. Det var ikke nemt, da du var syv-otte år gammel, og vi flyttede fra Aarhus til København på grund af mit arbejde: En dreng, der ser kinesisk ud og taler jysk, er et oplagt mobbeoffer.«

Daniel: »Når du er barn, vil du for alt i verden ikke skille dig ud, og det gjorde jeg med en mor, som var anderledes.«

Heidi: »Kan du huske den dag, vi stod i Irma og talte kinesisk sammen, og en dame pludselig sagde: ’Tal nu dansk, for helvede!’? Det var efter det, at du holdt helt op med at tale kinesisk.«

Daniel: »Ja, det var mit minioprør. Jeg ville være dansk. Helt indtil begyndelsen af mine 20’ere tog jeg det som et angreb, når nogen kaldte mig kineser – i stedet for bare at sige: ’Ok, jeg er jo faktisk også kineser’.«

Heidi: »Men altså, jeg har faktisk ikke oplevet så meget ubehageligt fra mennesker på gaden ... Ok, da jeg var yngre, blev jeg spurgt, hvor meget jeg kostede – som om jeg var thaipige – men det gjorde ikke noget. Som asiat får du faktisk oftere positiv særbehandling. Forestillingen er jo, at man er flittig og god til matematik. Det er svært at være dum kineser.«

Pizza på vejen

Heidi Wang skyndte sig tidligt hjem fra arbejde den dag, hun skulle til sit første forældremøde på Daniels skole. Man skulle have mad med, havde hun hørt, og hun ville gøre et godt indtryk.

Men da hun efter mange timer i køkkenet kom over på skolen med sine tre traditionelle kinesiske retter – stegte ris, grøntsager og kylling – blev hun overrasket. Ét forældrepar havde nøjedes med at tage et rugbrød med, et andet havde bare købt en pizza på vejen. Det var slet ikke meningen, at man skulle anstrenge sig sådan – og ingen gad røre den kinesiske mad.

Heidi: »Jeg var så ked af det. Alle forældre spiste bare deres egne færdigretter, og mine stod uberørt tilbage. Det var så flovt.«

»Jeg havde ingen til at lære mig, hvordan man er forælder i Danmark. På skolen kom de hvide forældre slet ikke og hilste. Jeg måtte bare prøve at aflure, hvordan de opførte sig. Jeg hadede forældremøder. Det var svært at være alenemor. «

»Men så en dag lige efter din konfirmation sagde du til mig, at nu ville du gerne hjem til far i Aarhus. Og jeg sagde selvfølgelig ja. Vi har et ordsprog i Kina: ’En pige uden en far er billig, og en dreng uden en far er fattig’. Og jeg ville jo ikke have, at du skulle være fattig. Du skulle have det samme som børn i mainstreamfamilier, du skulle have en far, der var mere end blot en julemand, der tog dig med på sommerferier.«

Daniel: »Jeg vil gerne lære ham bedre at kende.«

Heidi: »Jeg kan huske, at da du flyttede, gemte jeg i en periode dit uvaskede tøj og duftede til det. Sådan lidt sygeligt ... Rationelt havde jeg accepteret det, men følelsesmæssigt var det hårdt. Men min mor sagde: ’That’s his son’. Sådan er det bare.«

»Jeg havde bestemt ikke mindreværd over, at du flyttede – sådan som mange danske kvinder sikkert ville have haft. Jeg sagde ikke: ’Åh nej, jeg er en dårlig mor, hvad har jeg gjort?!’«

’I Kina er jeg hvid’

10 år efter at Daniel Wang var flyttet fra sin mor, besluttede han sig for at forlade Danmark. Han var blevet mere og mere nysgerrig på Kina og havde fået praktik på det danske konsulat i Shanghai.

Så nu stod han som 23-årig i udkanten af millionbyen fast besluttet på at finde en lokal bofælle og bankede på døren til en lille lejlighed med et værelse til leje. Men den ældre kvinde, der åbnede, kiggede blot på ham i et par lange sekunder, inden hun råbte: »Udlænding! Udlænding!« og smækkede døren i.   

Daniel: »Mig ville hun i hvert fald ikke bo med. Så jeg tænkte: I Danmark er jeg kineser, og i Kina er jeg hvid – hvor fanden passer jeg ind? En gang imellem bliver du konfronteret med, at du etnisk set ikke har noget hjem. Du kan ikke gemme dig noget sted og være blandt dine egne.«

Heidi: »Jeg er bare virkelig glad for, at du prøvede at bo i mit hjemland. Så kunne du se, hvorfor jeg reagerer, som jeg gør; hvorfor jeg en gang imellem er komplet umulig i dine øjne.«

Daniel: »Den største forskel er nok, hvad kinesiske og danske mødre føler, de kan tillade sig at forvente af deres børn. Jeg mener: Du ringer meget til mig for at få hjælp til alle mulige småting, men det er ingenting i forhold til, hvad jeg oplevede i Kina. Børn har en enorm respekt, ja, nærmest frygt for deres forældre derovre.«

Læs også: ’Jeg var det eneste perkerbarn, der ikke kunne finde ud af at bede’

»Jeg har et eksempel: Da din veninde hentede mig i lufthavnen i Shanghai, kunne hun ikke finde vej ind til byen. Men i stedet for at bruge GPS’en, holdt hun ind til siden, hvor sporene skiltes, og så ringede hun til sin søn. Scenariet gentog sig 10 minutter efter og sådan cirka hver gang, vi kom til en frakørsel. Jeg tror, hun ringede til sin søn seks eller otte gang på en time.«

»Hvis du havde lavet det nummer med mig, havde jeg råbt ad dig i telefonen og slettet dit nummer. Den slags gider jeg simpelthen ikke. Jo ældre, jeg er blevet, desto flere nosser har jeg fået til at sige fra. Jeg vil gerne hjælpe, men der skal være en god grund. Du har opdraget mig til, at jeg skal klare mig selv, så det må jo også gælde for dig.«  

Heidi: »Jeg blev faktisk rigtig ked af det, sidste gang jeg spurgte, om du ville køre mig, og du sagde nej. Det var kinesisk nytår, og hvad var der galt med at køre gamle mor?«

Daniel: »Jeg syntes bare, det var fjollet, når du lige så godt kunne tage bussen eller en taxa … «  

Heidi: »Efter det blev jeg stædig. Så vil jeg ikke spørge om hjælp, for jeg kan sagtens klare mig selv ... Men det sårede mig. Inderst inde har jeg jo behov for at være den kinesiske kvinde, der kan ringe 20 gange til sin søn, uden at han tør blive gal. Det privilegium vil jeg også gerne have.«

Heidi: »Men altså, når du går meget op i, at dit barn skal blive integreret, så betaler du en pris. Du skulle være en god gedigen danskerdreng, og det har så kostet mig min ret til at nyde min autoritet som kinesisk mor.«

Daniel: »Men man kan måske sige, at danske forældre er bedre til at kommunikere klart og forventningsafstemme med deres børn, så der ikke opstår de samme misforståelser. Da du første gang fortalte mig om Hong bao, den røde konvolut, tænkte jeg f.eks., at det var åndssvagt. Det var jo mig, der havde fået jobbet, ikke dig. Jeg forstod i begyndelsen ikke, hvor meget det betød for dig.«

Heidi: »Hvis vi havde været hjemme i Kina, havde det været noget andet. Så havde vores familiemedlemmer lært dig det.«

Daniel: »Det er rigtigt – it takes a village. Og præcis ligesom jeg ikke har haft andre til at fortælle mig om kinesiske traditioner, har du ikke haft nogen til at fortælle dig, hvordan man er mor i Danmark. Den sammenhæng har jeg ikke tænkt over før nu.«  

Heidi: »Faktisk synes jeg, vi begge har givet og taget i din opvækst. Og vi har plukket de gode traditioner og gjort dem til vores egne. For eksempel når du hvert eneste år ringer til mig på din fødselsdag og ønsker mig tillykke med, at jeg er din mor. Det er klassisk kinesisk.  

Daniel: »Det betyder ikke så meget for mig, om det er kinesisk eller ej. Jeg ved bare, at det er vores ting. Vi har skabt vores egne traditioner og vores eget fællesskab.«

Serie

Når man flytter til et andet land

Hvordan opdrager man som indvandrer sine børn til at begå sig i en kultur, man ikke selv kender til fulde? Hvordan undgår man, at de bliver rodløse og forvirrede af at pendulere mellem deres ophav og de danske normer?

I denne serie taler en række forældre og deres børn, som er kommet til Danmark fra så forskellige steder som Afghanistan, Polen, Libanon og Kina, om, hvordan man undgår at tabe sine børn mellem to kulturer.

Seneste artikler

  • ’What?! Er det mig, de laver abelyde af?’

    21. oktober 2016
    Mary Tesfay blev opdraget til at være dansk af sin mor, men fik som 17-årig sin første negative oplevelse af at være anderledes end sine hvidhudede jævnaldrende. Siden er hun blevet mere opmærksom på sine afrikanske rødder i opdragelsen af sin egen datter – og på hvordan man balancerer mængden af fugt og protein i en afrofrisure
  • ’Du tager på bar, og jeg tager på vandpibecafé’

    7. oktober 2016
    Forskellen på Yasmin Mahmoud og hendes storebror, Abdel, er, at hun voksede op efter 9/11 og Muhammedtegningerne. Hun har aldrig, som han, stræbt efter at blive så dansk som muligt, men fandt i stedet sin ’egen race’ i et arabisk, muslimsk fællesskab
  • ’Vi skulle ikke alene lære at være danske, vi skulle også lære at være jøder’

    9. september 2016
    Da Simon Fish og hans datter, Anette, kom til landet i 1973 som udstødte kulturjøder, anstrengte de sig for at lægge Polen bag sig. Men ikke alle nye traditioner gled ned lige let
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bodil Waldstrøm

En spændende og interessant artikel. Dejligt at høre om kulturforskellene, og hvordan der kan bygges bro, så begge respekteres. Også godt for "os etnisk danskere" at høre om, så vi bedre kan forstå, hvad der foregår, og så vi kan behandle andre bedre og mere favnende.