Klumme

Hvad skal vi så gøre, hvis ikke vandet kommer tilbage? Spise kage?

Tørken får bækkene til at tørre ud, dyrene til at komme tættere på huset i desperat søgen efter vand. Det får mig til at tænke på straf. Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?
29. september 2016

Der er tørke, der hvor jeg bor. Vandstanden i søen er mindst en meter lavere, end den plejer at være.

Alle bækkene er fuldstændig udtørrede, selv de lidt større åer ligger blottede, nok er der stadig lidt vand i dem, men vandplanterne ligger som tørret grøn tang på den stenede underverden, der plejede at være skjult under al den fossen.

Dyrene kommer tættere på huset, desperate for at drikke ... fra en sø, hvis vandstand bare falder og falder. Vandet i brønden er næsten væk. Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre, hvis vi løber tør for vand. Så må vi vel hen på tanken med nogle store dunke eller noget.

De gamle siger, at i 1988 var der også tørke, men det var ikke lige så slemt som nu. Nu er det slemt.

Det er slemt, fordi vand er den helt basale menneskelige nødvendighed, ikke at det er noget, jeg plejede at tænke særlig meget over, men nu ved jeg, at et menneske kan klare sig i tre dage uden væske, ikke mere end tre dage, så dør vi. Dehydrede. Mumificerede.

Det føles som om, naturen er holdt op med at virke, og når jeg siger ’naturen’, mener jeg jo egentlig selve verden. Alt det, der omgiver mig. Alle de ting, jeg tager for givet. Det er som om, naturen er holdt op med at virke!



Det er uhyggeligt med alle de tomme bække. Det er som om, naturen holder vandet tilbage. Det er som om, det er Guds straf. Jeg ved godt, det ikke er moderne at tænke sådan. Det er heller ikke videnskabeligt, videnskabeligt set har der altid været perioder med tørke eller helvedesvintre.

Det, der ikke altid har været der, heller ikke videnskabeligt, er den hastighed, hvorved tingene skifter lige nu. Tsunami. Tørke. Smeltet nordpol. Superstorm
 ... men jeg vil ikke fortælle om det videnskabelige, ikke lige nu, det, jeg vil fortælle om, er tørken – for uden for mit vindue står de store træer, og jeg ved, de suger 400 liter vand op fra undergrunden om dagen.

De gamle træer, som har mere erfaring, skal nok klare den – med deres dybere rødder og skjulte reserver, det er de unge træer, der lider. Måske falder de om til vinter.

Som sagt kommer man nemt til at tænke på Gud i den slags situationer. Ikke at jeg tror på Gud. Jeg er mere polyteistisk i det. Jeg tror på, at naturen er levende og alt det. Så Gud er det vel ikke, decideret.

Men hvis jeg nu skal ekstrapolere den subjektive erfaring og gøre den almen, så er det vel meget almindeligt at komme til at tænke på straf, når alting er ude af sin orden.

Hvorfor? Hvad har jeg gjort for at fortjene dette?
 Hvorfor rinder vandet ikke i bækkene, hvorfor ligger det frodige land helt goldt hen? 
Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?


Det er den slags, man godt kan komme til at tænke. Og så tænker jeg selvfølgelig på protesterne verden over. ’Water is life’, står der på deres skilte – de står foran maskinerne, de står foran de multinationale virksomheder og forsvarer den helt basale menneskelige nødvendighed. Adgang til vand. Lad være med at forurene det! siger de.

Jeg ville ønske, jeg kunne stå sammen med dem og protestere, men mit problem lige nu er ikke så meget pipelines eller olieboringer, gasledninger og dæmninger, mit problem er, at vandstanden i søen bare falder og falder. Hvor går man hen, når der er tørke? Hvordan protesterer man til Gud?

Det kan godt være, du ikke ved, at der er tørke. Det kan godt være, du bare nyder det gode vejr. Lækker sensommer. Lange grillaftener selv om sæsonen er slut. Og det er jo fint nok.

... men forleden gik jeg forbi en gammel vandmølle, og det store gamle træhjul hang formålsløst over en fuldstændig udtørret å. Så nu kan man åbenbart heller ikke regne med noget længere.
 Der. Nu har jeg sagt det. Og hvis ikke vandet kommer tilbage, hvad skal vi så gøre? 
Spise kage?

Andrea Hejlskov er forfatter og foredragsholder. Hun er bosat i Sverige.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Problematisk tegning Niels Nielsen. men ok tuil en start. Der er bare en del at tilføje om denne edderkoppemor Gaia på tegningen, og menneskets - eller 'menneskesønnen's. Skulle man barbere det ned til vores lille normale persongalleri af kendte synes det at være den over virkelighedens konsekvenser noget chokerede uskyldige liberale i favnen på en tomhjernet ' socialistisk'? - maskine. Det modsvarer i hvert fald de solidariteter der udtrykkes i den daglige hakkelse.
Og det er jo meget hyggeligt, men det bliver mere graverende når tegningens præmis er at liv er ligegyldigt ... Men alt liv har stået og står på ryggen af og er genetisk involveret med alt tidligere. Det er for det første noget maskin-mama glemmer at sige i sin forklaring. Men ok, Jorden skal vel ikke selv forestille at være et intelligensvæsen. Det er mennesket derimod i eklatant grad i forhold til alle andre skabninger, og der er ingen tvivl om at det er en kvalitet der er forbundet med høj udvikling, ikke lav. Kommet for at blive.