Klumme

Jeg savner, at vi kollektivt tør stole på vores egen retfærdighedssans uden først at spørge om lov

Sådan blev vi voksne. Vi, der blev født lige efter Sputnikchokket, men før Kennedy-mordet, fik en særlig tid at blive store i
Debat
24. september 2016

Hun skulle have en abort. Egentlig ikke så overraskende. Vi havde været på interrail. Fra København over Paris til Lisabon, og så hjem igen via et stop hos hendes forældre på en campingplads i Frankrig for lige at vise, at vi levede.

Et månedlangt kæl, varmt, svedperlende, sultent, af den slags, man skal være både ung og heldig for at få del i – og ikke kan få nok af, når det holder op. Vi var begge dele, og vi kunne ikke få nok.

Jeg havde telt, kogegrej og det tunge i min rygsæk – hun det lette, som til min overraskelse talte effekter som tørresnor, dug, hviskestykke og et lille tæppe at flyde på foran teltet under fyrretræerne.

Men kondomer havde vi ikke lige fået med. Måske har vi tænkt, at det måtte vi tage op ved lejlighed. Dem var der masser af, men de blev udnyttet på anden vis.

Det er i virkeligheden dybt uansvarligt at udstyre så unge mennesker med både seksualdrift og forplantningsevne. Det må tages op. Ved lejlighed.

Det blev det, da vi kom hjem.

»Idiot.« Min syv år ældre bror rystede på hovedet. Vi sad i kælderen og spillede kort. Jeg var to år tidligere flyttet over til ham og hans kæreste, da vores mor døde.

Første år boede vi lidt uden for Hadsten i et stuehus, som rationaliseringerne i landbruget havde gjort det muligt for hippierne at flytte ud i. Her gjorde jeg 3. real færdig. Nu i Roskilde – aktivistisk fjumreår til mig, lærerseminarium til ham og jordemoderskole til hans kæreste.

I gårdhavehuset i Albertslund tog hendes forældre det mere praktisk. De sad med en kalender en aften, vi kom hjem, og spurgte til hendes sidste menstruation. Det kunne fint nås, konstaterede hendes far så. Hvad de havde talt om inden, ved jeg ikke.

Måske om en verden, der havde ændret sig radikalt, siden de knap 16 år tidligere som 21-årige havde fået hende ved et uheld. Det er gætværk, de er døde og kan ikke rette mig.

Jeg var ti år, da 70’erne begyndte, og 20 da de sluttede. Et fantastisk årti at se tilbage på. Det er det for alle – årtiet, hvor de levendes verden kun synes at gå fremad; hvor ordet ’lege’ mister sin værdi; hvor ordet ’forbi’ betyder ’videre’; hvor man for første gang begynder at pakke ting sammen og væk; hvor ingen tvivl står i vejen for troen på udødelighed – og hvor man for et sølle uskyldstab får en hel verden forærende. Fantastisk. Og banalt: Sådan bliver vi voksne.

Vi, der blev født lige dér – efter Sputnikchokket, men før Kennedy-mordet – fik en særlig tid at blive store i.

Først i årtiet fik jeg en lussing af en lærer for at have skrevet »USA ud af Indokina« på mit kladdehæfte, han var få år efter bare et lille, arrigt, latterligt stykke fortid.

End ikke i drengekorets matrostøj kunne tiden stå stille for grydehår og alt for store briller. De første års lærere var vi på efternavn med; de sidste på fornavn.

Vi mærkede som nogle af de første, at køn også handlede om magt, og at magt kan udfordres. Vi fik lov at ryge i kantinen – det progressive her er ikke ’ryge’, men ’fik lov’.

På godt og ondt var det årti, vi blev voksne i, virkeliggørelsen af de strømninger og tanker, der lettede så drømmende og poetisk et årti tidligere.

Vores liv var den nye virkelighed. Alle bestemmerne afgik ved en ikke altid helt stille død. Vi troede, det var for evigt.

Nogle gange kan jeg godt længes efter den tid. Ikke fordi jeg gerne vil være 17 år igen og møde verden på en cocktail af stålsat uvidenhed, barregreb og usikker sex.

Men fordi jeg tror, det er en tid, vi har brug for. En tid, hvor vi kollektivt tør stole på vores egen retfærdighedssans uden først at spørge om lov; hvor vi ikke ser fællesskabet som en tung pligt, men som en grundlæggende forudsætning for hver enkelt; hvor vi ikke appellerer til magthavere om forståelse, men til hinanden om at handle; hvor vi respekterer forskelle, men ikke skillelinjer.

Og, nåh ja, nu jeg nævnte det: hvor retten til egen krop ikke er til diskussion og ikke kun gælder, når et par teenagere har glemt at tage kondomer med.

Jon Jørgensen er journalist.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Børge Rahbech Jensen

"Alle bestemmerne afgik ved en ikke altid helt stille død. "

De blev hurtigt erstattet af nye, som ikke for alvor var til debat. Faktisk var de fleste debatter mest for sjov.

"En tid, hvor vi kollektivt tør stole på vores egen retfærdighedssans uden først at spørge om lov; "

Det giver ikke meget mening for mig, der er født i 1961. Det kan kun gøres kollektivt ved netop at spørge andre om ikke bare lov men også tilslutning.

"hvor vi ikke ser fællesskabet som en tung pligt, men som en grundlæggende forudsætning for hver enkelt; hvor vi ikke appellerer til magthavere om forståelse, men til hinanden om at handle; hvor vi respekterer forskelle, men ikke skillelinjer."

Det giver kun mening, hvis magthavere antages at være uden for fællesskabet. Min erfaring er, at fællesskaber ofte har egne magthavere og kræver skillelinjer til afgrænsning af fællesskabet. Der er også mange eksempler på, fællesskaber ikke appellerer om forståelse men derimod indgreb mod de, der ikke lever op til fællesskabets ønsker. Fællesskabet bliver en tung pligt for de, der prøver at leve op til fællesskabets formelle normer, mens de, der formulerer normerne, ikke selv lever op til dem, men gerne formulerer flere.

Det er nøjagtigt min erfaring og det, vi har mistet og må få genskabt.

Mads Kjærgård

Ja 70'erne var et frihedens årti, hvor man ikke tog så tungt på tingene. Det var vidunderligt og man savner det meget. Kan huske at vi til tider blev stoppet af politiet på knallert og fik at vide: "Nu lader I være med det en anden gang og smut så videre." I dag ville man stå til tugthus og forbedringsanstalt! Jo man mærker, at Venstre Danmarks "liberale" parti har været ved magten længe, og at der er noget, der hedder DF. Nogle gange tænker jeg, at det er som at bo i Naziityskland!

Anne Eriksen, Ebbe Overbye og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Mads Kjærgård: "Ja 70’erne var et frihedens årti, hvor man ikke tog så tungt på tingene."

Det er vist ikke ubetinget korrekt. Selv blev jeg ikke stoppet af politiet, når jeg kørte på knallert. Derimod husker jeg kampagnen mod EF og rygter om, hvordan Christiania skulle forsvares, fra det årti. Det er trist, disse opgør ikke blev taget seriøst.
Når jeg kørte på knallert, var det mest enten som avisbud, ærinde for familien eller til og fra handelsskolen. Det var mest på en Puch Maxi og enkelte gange en Velo Solex til tider med en papkasse på bagagebæreren. Allerede dengang var jeg ubehageligt bevidst om, meget blev aftalt i fællesskaber, jeg ikke var med i. Det er ikke ændret siden.

Det minder mig om afslutningen på 3. del af en tv-serie på DR K om PET. Den fortalte bl.a. om uroligheder under Verdensbankens topmøde i København i 1970. Det fremgik, at de, PET registrerede i den forbindelse, aldrig blev slettet fra PETs arkiver. En repræsentant fra PET fortalte lakonisk, at når man kiggede på, hvem der sad i DRs ledelse, var det tydeligt, at det ikke skabte problemer at stå i PETs arkiver. Det antydede muligvis, at nogle af de, der var med til planlægning af disse demonstrationer, senere fik ledende stillinger i DR.

-------------
"Nogle gange tænker jeg, at det er som at bo i Naziityskland!"

Det er jeg enig i, men er opmærksom på, det også er en konsekvens af den adfærd, skribenten ønsker tilbage. De, der støtter Dansk Folkepartis ideologi nu, har et fællesskab, hvor de kollektivt tør stole på sin egen retfærdighedssans uden først at spørge om lov. Det bliver ikke bedre af, at to fællesskaber står og råber af hinanden. For mig ligner det en gentagelse af 70'erne og 80'erne, hvor den vigtigste ændring er, hvordan muslimer bruges til forandring af samfundet.