Kronik

Jeg skylder min plejefamilie alt og systemet ingenting

Kommunens sagsbehandlere har altid gjort, hvad de kunne, for at minde mig om, at jeg ikke helt hører til noget sted. At jeg bare er et plejebarn i systemet og ikke rigtig en person. De har formynderisk blandet sig i småting og bedrevidende ladet hånt om mine væsentlige behov
Da Marie-Louise Harder Pedersen besluttede sig for at flytte hjemmefra, støttede hendes plejeforældre hende. Men fra kommunens side mødte hun kun bøvl, de mente hun var alt for ung til at flytte.

Da Marie-Louise Harder Pedersen besluttede sig for at flytte hjemmefra, støttede hendes plejeforældre hende. Men fra kommunens side mødte hun kun bøvl, de mente hun var alt for ung til at flytte.

Tor Birk Trads

Debat
15. september 2016

I sommer bragte Information kronikken »Min studenterhue har kostet Danmark 10 millioner kroner« skrevet af den tvangsfjernede Wincentz Helm (11. august).

Wincentz Helms historie gjorde mig både ovenud glad og rigtig ked af det. Det er helt igennem fantastisk, at Velfærdsdanmark har gjort så meget for Wincentz, men jeg kan simpelthen ikke undgå at være en smule jaloux.

Hvorfor, spørger du måske? Fordi jeg også blev tvangsfjernet og aldrig har haft andet end problemer og dårlige oplevelser med velfærdssystemets frontsoldater. Jeg har intet at takke kommunens sagsbehandlere for.

Spæd og uden tryghed

Min historie begynder for 19 år siden. Jeg blev født på Viborg Sygehus i 1997 og blev tvangsfjernet med det samme. Min mor havde allerede fået to børn og to chancer, hun fik ikke en til.

Derfor røg jeg på børnehjem i Skive som ganske spæd. Jeg blev sendt rundt til forskellige plejefamilier, som ikke kunne have mig alligevel, hvorefter jeg røg tilbage på børnehjemmet igen.

Allerede hér svigtede systemet mig. Jeg var kun få måneder gammel og havde ingen tryghed.

En af de ansatte syntes, at det var alt for dårligt, at jeg som så lille ikke engang fik en chance. Derfor tog hun mig med hjem og passede mig, indtil kommunen fandt en plejefamilie.

Da jeg var knap ni måneder gammel, endte jeg hos den plejefamilie, som jeg i dag opfatter som min egen familie. Planen var, at jeg blot skulle være der kort for at blive flyttet igen til en anden familie, men mine plejeforældre spurgte, om de måtte beholde mig. De fik lov, og først her begynder mig liv.

Jeg havde på daværende tidspunkt vist tegn på autisme. Jeg var ikke alderssvarende. Men min plejemor, som var hjemmegående på det tidspunkt, viste mig al den kærlighed, hun kunne, og jeg åd det råt. Hun fik mig rettet op, og jeg kom hurtigt på banen igen.

En lind strøm sagsbehandlere

I min barndom har jeg været i kontakt med et hav af forskellige sagsbehandlere. I mine spæde ungdomsår skiftede vi socialrådgiver ca. hvert halve år. De gik alle sammen ned med stress.

Derfor var kontakten imellem kommunen og jeg også meget vag. Hver gang vi fik en ny sagsbehandler, kom hun på besøg hos os for at se, hvordan det gik. Jeg fik hele tiden at vide, hvilket pragteksemplar jeg var, og hvordan det var fantastisk at se nogen så veltilpasset. De kradsede lidt i overfladen, men interesserede sig ikke for alvor for min udvikling.

F.eks. gik det ubemærket hen, at jeg havde en ret hård tid i folkeskolen. Jeg følte mig meget lidt tilpas. Jeg ønskede brændende at komme på efterskole. Jeg havde brug for luft og for at prøve noget nyt.

På et af de få eftersynsbesøg, vi fik af en socialrådgiver fra min fødekommune, drøftede vi det, og det kunne bestemt ikke komme på tale at sende mig på efterskole. Det ville være både dyrt og dumt, og da jeg jo var erklæret uddannelsesparat, skulle jeg da fortsætte i gymnasiet med det samme.

Min plejemor var parat til at tage sagen i egen hånd og tilbød til sidst selv at betale for det. Men jeg kunne ikke nænne at sige ja. Så jeg fortsatte i gymnasiet i Skive, selv om jeg var helt forfærdelig skoletræt. Jeg gad virkelig ikke mere.

Kort efter afslaget fandt jeg handleplaner fra min kommune, hvor der stod, at det var stærkt anbefalet, at alle plejebørn fik minimum et år på efterskole. De havde godt af at prøve noget nyt, prøve at være selvstændige, blev det understreget. Jeg var rasende.

Andensortering

På det tidspunkt havde jeg været i plejesystemet i godt 17 år, og ikke en eneste gang havde jeg følt, at kommunens sagsbehandlere havde været mig til gavn. De blandede sig i alt og i intet.

F.eks. står én hændelse tydeligt for mig: Jeg havde i noget tid gået og glædet mig til at tage på Roskilde Festival for første gang, det hele var næsten planlagt, men en måned inden nævnte min mor det i en telefonsamtale med min sagsbehandler, og så kan det ellers nok være, at kommunen fik travlt med at gribe ind. En tur på Roskilde Festival kunne der slet ikke være tale om.

Det var, som om jeg ikke skulle have lov til at føle mig som mine jævnaldrende. Som om jeg konstant skulle mindes om, at jeg jo faktisk ikke helt hørte til noget sted.

Jeg følte mig som andensortering, og hver gang det gik bedre, og det hele hang sammen i mit hoved, skulle vi mødes med en ny sagsbehandler og snakke om, at jeg jo faktisk bare var et plejebarn i systemet og ikke rigtig en person.

Det værste ved de tanker er, at end ikke ubetinget kærlighed fra en plejefamilie kan ændre på dem. I dag hvor jeg er 19 år, har jeg fortsat svært ved at ryste dem af mig. At leve som andensortering er ikke noget, vi skal byde hinanden.

Hver gang jeg endelig følte, at systemet var ude af mit liv og færdig med at blande sig, kom de tilbage, gerne for at fortælle mig, at det, jeg havde gang i, var en forfærdelig dårlig idé.

Da jeg i midten af 1.g bestemte mig for, at jeg ville flytte hjemmefra for at prøve noget nyt, for at mindske transporttiden og bare for at føle mig rigtig ung og ansvarlig, støttede mine plejeforældre mig. Fra kommunens side mødte jeg derimod kun bøvl: 18 år var jo alt for tidligt at flytte ud! Det var først umiddelbart før, jeg flyttede, kommunen endelig valgte at samarbejde.

Nu har jeg boet ude i ét år. Jeg har flyttet adresse tre gange, jeg har brændt utallige retter på, og jeg har måske ikke altid lige godt styr på det hele; men jeg har også instrueret en spillefilm, som har premiere til vinter, taget initiativ til et ungdomsråd og siddet i Operation Dagsværks landsråd. Jeg har omtrent arbejdet frivilligt 360 timer, og nu går jeg i 3.g.

Kun omkring syv procent af alle plejebørn og tvangsfjernede får en ungdomsuddannelse, som giver adgang til lange videregående uddannelser. Om et år er jeg en af de syv procent, og selv om min kommune ville ønske, at den kunne tage æren for det hele, skylder jeg den ingenting.

Jeg skylder min plejefamilie det hele, den har elsket mig ubetinget og højt, den har givet mig alle muligheder og støttet mig.

Jeg synes, at Wincentz Helms historie er meget gribende. Det er fantastisk, at systemet har gjort så meget for ham. Velfærdsdanmark kan virkelig gøre meget, men hold kæft, hvor kan det også bare skuffe. Jeg har altid kun følt mig skuffet over systemets behandling og sagsbehandlernes formynderiske og bedrevidende opførsel.

Jeg vil takke Danmark for mange ting, men plejesystemet er ikke en af dem. Ingen plejehistorier er ens, og ikke alle er nær så heldige med deres plejefamilie, som Wincentz og jeg. Vi har været heldige, jeg elsker mine plejeforældre ligesom han; men jeg elsker ikke systemet, og jeg har svært ved at føle kærlighed til velfærdsstaten.

Marie-Louise Harder Pedersen er gymnasieelev

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torsten Jacobsen

"Jeg følte mig som andensortering [...] Det værste ved de tanker er, at end ikke ubetinget kærlighed fra en plejefamilie kan ændre på dem. I dag hvor jeg er 19 år, har jeg fortsat svært ved at ryste dem af mig. At leve som andensortering er ikke noget, vi skal byde hinanden."

En ret imponerende selvindsigt, taget i betragtning at skribenten blot er 19 år gammel. Så langt er selv langt ældre voksne ikke nødvendigvis nået i deres modning/dannelsesproces. Der er sgu noget at bygge videre på!

Næste skridt bliver forhåbentlig et farvel til bitterheden, og et goddag til taknemmeligheden. Ikke nogen let manøvre, bevares, jeg kæmper til eksempel selv fortsat med den, her på snart toogfyrre-tyvende år.

Men livet er i en vis forstand blot den historie, vi uafladeligt fortæller til os selv, om os selv. After the fact, vel at mærke. Og Den historie kan - lidt firkantet sagt - enten være opbyggelig eller være med til at rive os ned. Det er ikke en historie vi selv frit vælger. Så nemt er det desværre ikke. Men bliver man opmærksom på, at der er tale om en historie, kan man med lidt held og over tid være så heldig at opleve, at den ligesom træder lidt i baggrunden. At både dens betydning og dens magt over fremtiden (der jo blot eksisterer som en tanke i nuet) stille fortoner sig. Som disen over en eng, en smuk sommermorgen...

Allan Stampe Kristiansen, Verner Plesner, Søs Jensen, H.C. (Hans Christian) Ebbe, Ib Christensen, Rikke Nielsen, Sascha Olinsson, Bodil Waldstrøm, Leif Høybye, Jørn Andersen, Christian Nymark, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen og Ernst Enevoldsen anbefalede denne kommentar
Marian B. Goldstein

@Torsten Jacobsen Jeg ser ikke så megen bitterhed i Marie-Louises ord her, som jeg ser en, som det vil forekomme mig, meget berettiget kritik af den kommunale tilgang til anbragte børn som "sager", i stedet for som mennesker med behov og følelser som alle andre. Jeg får heller ikke indtryk af, at Marie-Louise har tænkt sig, at lade sin fortid som anbragt af kommunen, dvs. som en "sag" i selvsammes system, styre sin fremtid. Jeg ser aldeles ikke, at hun går ind i en identifikation med det kommunale syn på hende. Dertil har plejefamilien gjort det for godt med at se og behandle hende som mennesket Marie-Louise (og her er der jo allerede en god del taknemmelighed at spore, dér, hvor den hører til). Men hun er sig det kommunale syn på sig, og hvad det har gjort ved hende, meget bevidst, og det, tænker jeg, er ret vigtigt, netop ift. om det kommer til at få lov til at styre hendes fremtid, eller ej.

At give slip bliver i dag ofte forvekslet med at glemme, eller i hvert fald "lægge låg på", lade ligge, ikke nævne. Det er så bekvemt for alle dem, der ikke orker at høre, at, positiv-psykologisk og neoliberalistisk-korrekt, kunne sige, "Nu må du give slip", når det, man egentligt mener er, "Jeg orker ikke at høre, så, ti stille, lad det ligge, og kom videre, er du sød". Men det er altså ikke det samme. At kunne give slip forudsætter, at man kan sige "ja" til det hele. "Ja, det her er sket, og, ja, det har gjort sådan og sådan ved mig." Og, ift. den kommunale "indsats" for Marie-Louises vedkommende, også, "Nej, det var sørme ikke i orden." For det var det ikke, og det bliver det ikke, uanset hvordan man vender og drejer "historien", der jo er Marie-Louises (og alt for mange andres) virkelighed. Og man behøver altså ikke at lade denne, ens virkelighed, fortone sig bag "tænk positivt!"-tyranniet, for at den ikke skal have magt over ens fremtid.

Jeg er faktisk ganske fortrøstningsfuld, at Marie-Louise nok skal finde ud af, at nyde en smuk sommermorgen, mange smukke sommermorgener, samtidigt med, at hun fortæller sin historie, som hun har gjort det her, og mens det eneste, der fortoner sig mere og mere, er selve følelsen -- om end ikke bevidstheden om, at den er en del af historien -- af at være andensortering.

Allan Stampe Kristiansen, Viggo Okholm, Helle Nyberg, Britt Kristensen, Jørn Andersen, Heidi Larsen, Anne Schøtt, Anne Eriksen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Flot skab

/O

Marie-Louise Harder Pedersen.

I mange år har jeg ikke tænkt på dette smukke digt, ‘Pigens Morgen’ af Thøger Larsen, men som jeg læste om dit liv dukkede det op.

Sig mig, hvad dybt du i Dagningen fandt,
Pige, som ser imod Gryet!
Glæder dig Skyens glødende Kant?
Fik du en Lykke fornyet?
Fik dine Øjne det vældende Blaa
ved imod Morgener aabne at staa?
Hørte du nys i det fjerne
Kalvenes Brøl mod en Stjerne?

Mørket staar endnu til Midten af Straa,
medens de østlige Vinde
blæser et klarere, klarere Blaa
ind over Flade og Tinde.
Fuglene kviddrer et stigende Spil,
som var det derved, at Dagen blev til.
Nu glider Solryggens Bue
op som en glødende Tue.

Pige! En straalende Morgen mer
kom for at vække og vandre. -
I dine Øjne, som vaager og ser,
ligger dog Slummer af andre,
af dine Mødres i Menneskets Vaar,
af dine Døtres om tusinde Aar,
mer end en Morgen kan vække,
spejlet i Søer og Bække.

Allan Stampe Kristiansen, Viggo Okholm, Karsten Aaen, Rikke Nielsen, Niels Duus Nielsen, Jørn Andersen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

12 taller kommer til kort, når det gælder kærlighed og intuition

Allan Stampe Kristiansen, H.C. (Hans Christian) Ebbe og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Og vi bliver ved med at sortere...
Måske skal man være taknemmelig for at have lagt dette bag sig? Naturligvis ikke den dejlige familie, som Marie-Louise Harder Pedersen kom i pleje hos.
Man har for nylig konstateret, at en sådan opvækst gør individet stærkere, det kom måske som en overraskelse?
I dag er der mange "sagsbehandlere" og mange af dem får det over en årrække dårligt med at udfylde rollen med de regler og påbud, de bliver bedt om. Der vil også være andre led i denne procedure, hvor man har svært ved at skulle udfylde rollen.
Er det en løsning at protestere, ikke som enkeltperson - men som faglig (og som menneske) inden flere får en trist opvækst med mange skift? Man behøver ikke en stor titel for at gøre det - måske sker det aldrig...

Jeg forstår slet ikke, hvorfor forvaltningen mener, at den skal blande sig i alt i et i øvrigt velfungerende plejefamilieforløb. Det må være op til familien at træffe beslutningerne.

Allan Stampe Kristiansen, Elisabeth Andersen, Karsten Aaen, Lise Lotte Rahbek, Rikke Nielsen, Helle Nyberg, Anne Schøtt, Sascha Olinsson, Britt Kristensen, Jørgen M. Mollerup og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar

Tak for et meget tankevækkende og udfordrende debatindlæg. Man spørger sig selv hvorfor ”systemet” så grundig svigter. Dernæst hvorfor systemets mænd og kvinder ikke formå at vise empati og rent ud sagt misforstår deres egne roller som sagsbehandlere. Det vi ser er ikke andet end magtudøvelse og magtdemonstration fra øverlighedens side, blottet for enhver forståelse. Når nu en mængde forskellige personer, der alle er ansat af systemet agerer ensartet, må det være muligt, at analysere os frem til årsagerne om de så er sociale og hierarkiske eller psykologiske. Er problemet bare at vi har en mængde skrankepaver indenfor systemet? Spørgsmålet må være, hvorfor de i den stilling de indtager, også føler sig kaldet til personlige angreb på de mennesker der er betroet i deres varetægt. Måske er det bare en almenmenneskelig nederdrægtighed men hvis det er tilfældet så må denne nederdrægtighed forebygges. Mere generelt opleves den stigmatisering som Marie-Louise Harder Pedersen har været udsat for også i mange andre sociale sammenhænge. De, som samfundet af forskellige grunde placere udenfor normen, systemet, det gode selskab (kald det hvad I vil), og som samfundet efterfølgende derfor ser, som sin opgave at administrere og styrer, bliver overalt dårligt behandlet – men hvorfor? Da jeg voksede op var fattigdommen en del af hverdagen, men det at være fattig – ikke at få mad nok, dårligt tøj, aldrig lommepenge, betød faktisk ikke så meget. Det som var uudholdeligt var samfundets nedladende, og stigmatiserende holdning. Noget man især mødte i skolen, på offentlige kontorer og hos lægen – altså hos de andre, dem ser ikke var som en selv!

Allan Stampe Kristiansen, H.C. (Hans Christian) Ebbe, Anne Schøtt, Anne Eriksen, Nanna Wulff M., Niels Duus Nielsen, Leif Høybye og Jørgen M. Mollerup anbefalede denne kommentar

Dem som ikke var som en selv

Randi Christiansen

Vi må vel konstatere, at konkurrencestatens junglelov er velfærdsstatens sminkede lig, 'a little paint here, a little plaster there', og at sminken er tynd og ujævnt fordelt. Fællesskabet lider under en neoliberalstisk økonomisk tilgang, som eskalerede med de finansielle dereguleringer, der indførtes i ly af murens fald.

Tiden er inde til en glidende opbremsning og omstilling, hvor regningen ikke igen og igen tørres af på de mindst priviligerede og samtidig helt uhørt forgylder de mest priviligerede. 'Beholde flere af egne penge'? Så skrub af til et eller anden bananrepublik, hvor I kan tilegne jer endnu mere magt over fællesejet men kom ikke her og tro, at jeg kan narres til at acceptere røverhistorien om 'egne penge'.

300.000 mere årligt til de rigeste med løfte om dyamiske effekter, der tilgodeser de mindst priviligerede? Der er snart kun en desillusioneret hånlatter tilbage i kassen med selvhjælpsværktøj, og det er vel også en del af strategien. Udmattelseskrig. Det er fx et spørgsmål, om der kan rettes op på dong sagen, selvom uacceptable forhold dokumenteres. Kuppet er gennemført, kupmagerne over alle bjerge og svære at nå.

Allan Stampe Kristiansen, Elisabeth Andersen, Claus Oreskov og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Marian B. Goldstein,

Du misforstår mig fuldstændig, hvilket selvfølgelig er en skam. Men sådan er det - vil jeg i det mindste hævde - når man i for høj grad lader sine egne for-forståelser præge oplevelsen af det til enhver tid værende...

Det kan selvfølgelig også bare være mig, som udtrykker mig for dårligt. Det skal jeg i så fald være den første til at beklage.