Kommentar

Den socialdemokratiske Jesus-figur

Hvis britiske Labour genvælger Jeremy Corbyn som formand i dag, vælger de abstrakte idealer frem for politiker, der vil gøre noget ved den politiske virkelighed
24. september 2016

Spørgsmålet fra det menige medlem af britiske Labour Steven Williams var klart, da kandidaterne til partiets formandspost, Owen Smith og Jeremy Corbyn, duellerede i den afsluttende BBC-debat:

»Mr. Corbyn har ingen opbakning fra medlemmerne af Parlamentet, og Mr. Smith har ikke nogen støtte blandt partimedlemmerne. Hvorfor træder de ikke begge til side, så partiet kan genforenes?«

Sandheden skal man høre fra børn og fulde folk ... eller vælgere. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Labour er splittet.

Uanset om det bliver Jeremy Corbyn eller Owen Smith, der i dag vælges som formand på partiets årlige kongres, er der nogle seriøse skår at klinke.

Splittelsen går mellem gamle og nye Labour-medlemmer, mellem Labour-medlemmer og Labour-vælgere, mellem højt- og lavtuddannede og ikke mindst mellem partimedlemmer og aktivister. Labour er et polariseret parti.

Corbynismen har for længst forvandlet Labour og gjort det til et nyt parti. Af de ’gamle medlemmer’, der tegnede medlemskab før parlamentsvalget i 2015, støtter 68 procent Owen Smith ifølge en meningsmåling fra YouGov, mens Corbyn omvendt støttes af hele 86 procent af dem, der har meldt sig ind efter september 2015. Desværre for Owen Smith har de nye medlemmer klart flertal.  

Splittelsen internt i partiet er dog for intet at regne i forhold til splittelsen mellem Labour-medlemmer og Labour-vælgere.

Flere målinger peger faktisk på, at Labour-vælgerne bedre kan lide den konservative Theresa May end Jeremy Corbyn, der har været bagud i 85 af de sidste 89 meningsmålinger.

Newtons tredje lov

Corbyn er altså populær internt i partiet og upopulær i resten af Storbritannien. Det rejser spørgsmålet om, hvordan han så overhovedet har kunnet nå så langt.

Her kan fysikkens love hjælpe med en forklaring. Det, der er sket for Corbyn, er det, der sker ifølge Newtons tredje lov: En aktion er lig med en reaktion.

Corbyns succes er en reaktion på fortidens synder og den ideologiske udsultning, der fandt sted under New Labour i 1990’erne.

Jeremy Corbyns rockstjernestatus skyldes i høj grad, at han har personificeret selve modreaktionen på New Labour-forestillingen om, at markedet nok skulle passe sig selv, og at globaliseringen altid var en gevinst.

Læs også: ’Jeg mener ikke, at der er noget som helst ekstremt eller radikalt ved Corbyns ideer’

Mange i Labour-baglandet havde sukket efter en tydelig socialdemokratisk raison d’être, en stærkere idealisme og en politiker, der talte fra hjertet. Det ideologiske tomrum banede vejen for en trotskistisk inspireret politiker som Jeremy Corbyn.

Corbyn har aldrig fået støtte fra den gamle New Labour-garde. Men dens vedholdende perfide personangreb mod ham har ironisk nok kun bekræftet, at Corbyn skulle være renheden selv.

En slags socialdemokratisk Jesus-figur, som aktivisterne har kunnet fejre ved events og rallys over hele Storbritannien. De gamle ronkedorer har spillet en altafgørende rolle for Corbyns position og status.

Aktivist i hjertet

De to kandidaters konkrete politik er interessant nok ret ens. De elsker Keynes, de vil gøre op med sparepolitikken og konkurrerer om at ville spendere mest på velfærdsinvesteringer.

Skillelinjen går ikke ved, hvordan denne politik skal føres ud i livet. Som Owen Smith igen og igen har gjort gældende over for sin modstander i valgkampen:

»Labour skal være mere end opposition.«

Anklagen går på, at Corbyn slet ikke fokuserer på, hvordan han skal vinde over de konservative ved næste parlamentsvalg i 2020.

Samme problemstilling har den selverklærede marxist og ph.d.-studerende Matt Bolton beskrevet i en gennemgang af corbynismens styrker og svagheder.

Han påpeger, at Labour står foran et afgørende valg: Enten skal de satse på »den udenomsparlamentariske aktivisme« eller også på den mere traditionelle rolle som »det politiske parti«:

»Formålet med de fleste udenomsparlamentariske aktivistgrupper er ikke at tage kontrol med staten, men at gøre krav på den – at tvinge den til at ændre love eller uddele ressourcer, der bidrager til, at aktivisterne kan opnå deres mål.«

Hvis man vælger den traditionelle parlamentariske vej, arbejder man for at opnå flertal i befolkningen og sætte sin politik igennem rent parlamentarisk.

Vælger man den aktivistiske vej – som typisk har været kendetegnede for de sociale bevægelser i Sydamerika – handler det mere om demonstrationer, stormøder og flotte taler.

Corbyn vil uden tvivl være stolt af, at han i højere grad ligner en aktivist end en parlamentariker. Det bliver ikke bare bekræftet i hans valg af venner som det græske parti Syriza, det spanske Podemos eller den afdøde Venezuelanske præsident Hugo Chavez, men også i hans politiske prioriteringer, hvor han gerne læser op af udtalelser fra Amnesty International frem for at angribe de konservative for deres velfærdsnedskæringer.

Spørgsmålet er derfor ikke, om Corbyn vinder opbakning i et dybt splittet Labour parti i dag. Det gør han. Spørgsmålet er, om han overhovedet har viljen til og interessen for at vinde opbakning i befolkningen.

Om han fortsat vil sætte abstrakte idealer over den politiske virkelighed. Om han vil prioritere resultater frem for resolutioner, som altid har stået som et centralt princip i den socialdemokratiske tænkning.

Corbyn vinder i dag, men om han kan give de svar og løsninger, som Socialdemokrater over hele Europa sukker efter, er dybt tvivlsomt. Lige nu ligner han mere en mand, der satser på oppositionel ørkenvandring frem for magtens tunge byrde.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Overalt i Europa har socialdemokratier ladet multinationalitet overtage styringen. De nationale og internationle institutioner har ladet sig skræmme af kapitalismen og krigsindustrien som en kamphund og gået i hi, trods de skulle kæmpe for borgerne. De har ladet finansielle institutioner gradbøje loven og menneskers ret og mulighed for et værdigt liv.
- Socialdemokratierne har været nogle tøssedrenge, og borgerne overalt betaler prisen. Når figurer som Corbyn, Sanders og Uffe vinder gehør, er det fordi de viser en vej. Andre ledere justerer bare den eksisterende vej med små anderkendelser.
Så, kom ud og kæmp imod kapitalens løsslupne missil. For mod er en maglevare, men altid værdsat.

Michael Friis, Niels Duus Nielsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Der er langt fra UK til DK.
Før afstemningen om EU kæmpede Corbyn for en forbliven. Efter afstemningen erklærede han, at han havde gjort sit bedste. I dag, 3 måneder senere, erklærer han, at han accepterer resultatet.

Hele UK, herunder også Labour, står over for valget mellem en blød og en hård Brexit. Hvad valget bliver for regeringens vedkommende, ved vi antageligt i begyndelsen af 2017, men intet tyder på, at Corbyn vil være i stand til at mobilisere nogen som helst væsentlig opposition over for den konservative regering. Han er endda mistænkt for, at stå Brexiterne nærmest.

Det kan være grunde til ikke at interessere sig for valget, der kommer senest i 2020, men allerede nu står han med et dybt spaltet parti, der ikke kan vinde et valg. Han har heller ikke nogen plan, som vel at mærke overbeviser den britiske offentlighed, for, hvad Labour vil gøre ved arbejdspladser, der forsvinder til EU, en britisk enhed, der går samme vej, og et Storbritannien, som i fremtiden satser på at være et skattely.

Michael Kongstad Nielsen

Jørgen Mathiasen,
Corbyn var en temmelig lunken remain-siger, hvilket hans "uvenner" i parlamentet tog ham meget ilde op. Nu har han og de fleste ægte labour folk ikke det mindste svært ved at administrere Brexit. Og deres potentielle flertal ligger netop i de kredse, der stemte leave.

Jørgen Mathiasen

Michael Kongstad Nielsen
Labour er langt bagefter i meningsmålingerne. Kun 22 procent af vælgerne fra arbejderklassen anser ham for at forstå deres interesser. Hele 36 procent betegner ham som inkompetent. Blandt middelklassevælgerne, anser 32 procent ham for at være kompetent.

Foreløbig har Labour nemt ved at administrere Brexit, det skal nemlig ikke tage stilling til noget som helst. Det skal regeringen derimod, og den er så skræmt af opgavens omfang, at den ikke vil aktivere artikel 50. Den vil heller ikke sige præcist, hvornår den vil gøre det. Altså venter vi foreløbig på Højesterets afgørelse i næste måned af, om PM May kan gøre det uden parlamentets godkendelse. Siger Højesteret nej til det, vil Labour stå over for en gevaldig udfordring.

Michael Kongstad Nielsen

Jørgen Mathiasen,
Jeg kender ikke alle disse meningsmålinger, men det er klart, at Labour er nede, og har været det længe, når Cameron kunne vinde så komfortabelt i en tid, hvor uligheden stiger i UK, og arbejderklassen i de gamle labour-byer i midt og nordengland samt Wales føler sig overhørt og sat til side. Corbyn vil bringe Labour tilbage til business med udgangspunkt i folkets situation, ikke the City of Londons. Det game tager tid at løbe op, særligt når ens egne obstruerer, men jeg tror, det er den eneste vej frem. Se også Mette Rodgers gode artikel i dag:
https://www.information.dk/udland/2016/09/mener-helst-ekstremt-radikalt-...

Det var engang, hvor det kgl. danske socialakrobati gik ind for de samme ideer som Corbyn. At Steen ikke ved det, vidner blot om hvor historieløs han og hans parti er blevet.
Af ovenstående kan så vel udledes, at Steen hellere vil have folk som liberal-demokrater Blair og Brown i stedet for.

Niels Duus Nielsen, Flemming Berger og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

Forestil jer en bolig- eller anden forening, hvor der op til et valg pludselig strømmer en masse nye medlemmer ind, der ikke på nogen måde har taget del i foreningen før, men nu tipper balancen internt markant, så de nytilkomne nu sætter dagsordenen. Og tilmed gør det med metoder, vi ellers kun i nyere tid kender fra Tea-Party bevægelsen - med trusler om personlige hævnakter mod deres modstandere, der dog ellers har været medlem af foreningen i måske årtier og med til at bære dens politik igennem tykt og tyndt.

Det er en metode, der lettes af det absurde engelsk-amerikanske valgsystem med valg i enkeltmandskredse.

Velbekomme!

Mordechai Goldenberg

Corbyn er et stort skridt tilbage for den engelske arbejderbevægelse. Manglen på substans fremmes af en mangel på opdatering af de økonomiske dogmer.

Så vidt jeg husker var det Blairs og New Labours overtagelse af det gamle arbejderparti der aspirerer til betegnelasen "fjendtlig overtagelse".

Old Labour og Corbyns comeback er et af de finest tilrettelagte og målrettede jeg har set i politik i mange år.

Fra "historiebogen":

30 parlamentsmedlemmer truer Blair med at stemme imod den asociale labour-politik, og 70 medlemmer vil undlade at stemme.

Kritikerne er utilfredse med, at New Labour gennemfører en beskæring i de sociale ydelser til nogle af landet fattigste indbyggere - de enlige forsøgere. Ideen var oprindeligt Toryernes, og New Labour kritiserede den kraftigt, da partiet var i opposition. Men siden er partiet kommet til magten, og Tory-planerne bliver nu gennemført af New Labour.

https://www.information.dk/node/14814

Mordechai Goldenberg

Bill, så du kalder Momentums infiltrering af Labour for organisk modsat Blair's? Det giver ingen mening - da Blair strømlinede apparatetet fra en eksisterende grundlag.