Trangen til at bralre er typisk for hensynsløse mænd, der har risikeret alt. Begivenhederne beviser, at ’vi havde ret’, bralrer de for at overdøve, at de har begået en monumental fejl.
Forsiden af Daily Express fra 8. august 1939 giver os et af de fineste eksempler på dette fra britisk historie. Avisejer Lord Beaverbrook var så forhippet på at stryge Hitler med hårene, at han ikke havde tilladt Winston Churchill at komme til orde på sine sider og advare mod den nazistiske trussel.
Beaverbrook og hans journalister søgte desperat at bevise, at de ikke havde forrådt deres land. Under overskriften »Ingen krig i år«, forsikrede Daily Express sine læsere, at en så autoritativ kilde som mr. Selkirk Panton, avisens Berlin-korrespondent, var overbevist om, at »hr. Hitler trods al sin mystiscisme er en nøgtern, hårdkogt politiker, der ikke ville finde på at sætte alt på spil ved at tage overilede skridt«.
Den 3. september 2016 – på 77-årsdagen efter, at ’Ingen krig i år’-forudsigelsen slog så spektakulært fejl – noterede samme avis på forsiden, at Storbritannien befinder sig i et ’Brexit-boom’.
Sammen med resten af højrepressen og de politikere, der førte nationen ud i Brexit, insisterede en bralrende Daily Express på, at »dommedagsprædikanternes forudsigelser var gjort til skamme«. Som dengang ser vi den desperate besværgelse om, at de konservative ikke har forrådt deres land – og samme afvisning af at se virkeligheden i øjnene.
Uærlig snak
Når Storbritannien ikke er havnet i recession, er det, fordi Bank of England pumper billige penge ind i økonomien med weimarsk opgivenhed og har skruet renten ned til det laveste niveau nogensinde.
Keynes’ scenario om ’rentenyderens eutanasi’ er ved at gå i opfyldelse, og det kunne vi måske glæde os over, hvis de dødsmærkede rentenydere var 1800-talsfiktionens gniere. Men da alle pensionsopsparere i dag er rentenydere, kan prisen for ’Brexit-boomet’ blive en fremtid med lav og ussel levefod.
Brexitkampagnens ene store løgn var, at EU kostede briterne 350 millioner pund om ugen. Den anden store løgn var, at vi kunne få alt: immigrationskontrol, velstand, adgang til EU-markeder, fritagelse fra at overholde EU-lovgivning ... alt, hvad vi ville uden omkostninger overhovedet.
Eller som Boris Johnson sagde til sine godtroende tilhængere: »Vi er et stort land og en stor økonomi. Jeg tror, folk forstår, at vi kan klare os fint, hvis vi tager kontrollen tilbage.«
En ærlig version af Johnson (hvis vi kan forestille os en sådan skabning) ville være taget til Sunderland og have sagt til Nissan-fabrikkens arbejdere:
»Vi kan godt indføre den immigrationskontrol, I ønsker, men så bliver vi også nødt til forlade det indre marked, og så risikerer I at miste jeres job.«
Bedraget fortsætter
Johnson, Gove og Farages kyniske fortielse af disse perspektiver ved Brexit kom som et chok for mange naive. Men disse mænd var charlataner, der gik efter at vinde uden ære. Hvad, der burde chokere selv de mest kyniske iagttagere af det offentlige liv, er, at bedraget kører videre i dag.
Ingen minister har fortalt bønderne i Wales, lastbilchaufførerne i Birmingham, Airbus-ingeniørerne på Filton eller bilarbejderne i Sunderland, hvordan forskellen mellem en hård og en blød Brexit kan smadre deres tilværelse.
De konservative politikere er tavse, fordi de ikke har intellektuel ærlighed til at sige, at Brexit har gjort Storbritannien mindre. Man kunne se os skrumpe i G20-ledernes behandling af Theresa May som en akavet gatecrasher, som havde forvildet sig med ved en fejl.
Man kan iagttage den i Japans udiplomatiske antydning af, at ikke bare Nissan, men alle japanske virksomheder i Storbritannien vil overveje at trække sig ud, hvis vi forlader det indre marked.
Og man kan høre den i USA’s og Australiens udmeldinger om, at indgåelse af en handelsaftale med EU må komme før indgåelse af en handelsaftale med Storbritannien.
Højrefløjen lovede at frelse os fra ’Bruxelles bureaukrati’. Men en ny handelsaftale vil resultere i væsentligt mere bureaukrati for britiske virksomheder, der eksporterer til EU, da britiske eksportører bliver nødt til at fremskaffe oprindelsescertifikater fra deres nationale toldmyndigheder – certifikater, der vil øge omkostningerne ved at handle med EU med mellem fire og 15 procent.
Vi kan ikke indgå aftaler med de 50 lande, som for øjeblikket er omfattet af vores EU-ordninger, før vi har indgået en handelsaftale med EU – for alle de andre vil først vide, hvor vi står.
Og vi kan ikke indgå nogen aftale med EU før om – tre, fem, 10 år? Hvor mange arbejdspladser skal gå tabt, hvor mange udenlandske investorer skræmmes væk i processen?
Boris Johnson siger, vi er et stort land. Ikke længere. Hvad vi besad af storhed, kom fra vores alliancer. Ved at stemme for Brexit har vi ignoreret de råd, vi fik fra alle de venner, vi havde i verden. Nu er vi henvist til at bede de lande, vi hånligt afviste, om hjælp, mens de leder efter påskud efter at se til den anden side.
Højrepolitikerne sagde, at EU vil ønske at give os en bedre aftale, fordi EU-landene stadig ville ønske, at deres eksportører skal kunne sælge til os.
De indser ikke, hvor politisk umuligt det vil være for Europas ledere til at skrotte EU-reglerne, når de samtidig må konfrontere deres egne xenofober og eurofober. Bag al deres bralreri har de ikke antydning af beviser for, at EU skulle ønske at komme os i møde.
© The Observer og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
Det bør retfærdigvis tilføjes, at det ikke kun var højrefløjen, der var for Brexit. EU modstandere findes både til højre og til venstre i det politiske spektrum.
@Jørgen M. Mollerup
"Det bør retfærdigvis tilføjes, at det ikke kun var højrefløjen, der var for Brexit. EU modstandere findes både til højre og til venstre i det politiske spektrum."
Sådan er det i hvert fald i Danmark.
I UK var Labour for Remain - uanset hvor valent Jeremy Corbyn end gik ind i Brexit debatten.
Findes der betydende partier til venstre for Labour?
I hvert fald ikke i Parlamentet; men her lider sammensætningen gevaldigt under det britiske valgsystem med valg i enkeltmandskredse.
Forhandlinger om britisk udtrædelse af EU er ikke engang startet endnu. De foreløbige britiske effekter af Brexit er ikke nævnt i artiklen.
Jørgen M. Mollerup:
"Det bør retfærdigvis tilføjes, at det ikke kun var højrefløjen, der var for Brexit."
Det bør også tilføjes, at bl.a. David Cameron var for Remain, men blev presset af partifæller til en folkeafstemning om fortsat medlemsskab af EU. Han trådte tilbage som premierminister, da han tabte folkeafstemningen. Så vidt jeg ved, støttede hans afløser Theresa May også Remain.
Torben Lindegaard:
"I UK var Labour for Remain - uanset hvor valent Jeremy Corbyn end gik ind i Brexit debatten."
Dermed tabte Labour også folkeafstemningen, hvorefter flere medlemmer af Labours såkaldte skyggekabinet trak sig. Det medførte ikke, at Jeremy Corbyn trådte tilbage som formand for Labour. I stedet opstod en politisk situation i Storbritannien, hvor de to største partier var splittet. Som en parodiprofil lakonisk skrev på Twitter, havde Storbritannien hverken en regering eller en opposition.
Nu har landet en regering, men oppositionen er fortsat splittet så meget, at regeringen kan få svært ved at finde nogle at indgå en aftale med om et oplæg til forhandlinger om udmeldelse.
Boris Johnson trak sig som kandidat til posten som premierminister. I stedet blev han udenrigsminister.
En anden udfordring er, at det ikke kun er EU, Storbritannien skal indgå nye handelsaftaler med. I princippet er det også alle lande, som EU har handels- eller associeringsaftaler med. Den opgave mangler den britiske regering medarbejdere til.
En tredje udfordring er udenlandske virksomheder. Japanske bilproducenter er nævnt i artiklen. Det er de finansielle virksomheder ikke.
Til gengæld er den økonomiske effekt for andre britiske virksomheder og landbrug mere uklar. Storbritannien har et stort underskud på betalingsbalance og handelsbalance. Kilde: https://www.ons.gov.uk/economy/nationalaccounts/balanceofpayments#timese...
Med lidt held kan Brexit gavne Storbritanniens eksportkonkurrerende virksomheder herunder landbrug. Den britisk befolkning må stadig have et forbrug efter Brexit.
Der er megen vrede og bitterhed i debatten om Brexit.
Det er det mest ulykkelige - at et land - et forenet kongerige - er splittet i så afgørende et spørgsmål.
En ting er politisk uenighed - noget ganske andet er splittelse i den størrelsesorden. En samlende vision for EU, de enkelte lande i EU efterlyses. Og det haster, hvis vi ikke vil gå længere ned af splittelsens vej.
Nu er det jo stadigt uklart om der kommer en art. 50 udmeldning. For Parliament er ved at røre på sig og påkalder deres souverænitet over den beslutning.
Det kan ikke omgøres, når parlamentet har besluttet den bindende afstemning.
Men den var ikke bindende, Michael Kongstad Nielsen, det britiske parlament kan ikke underlægge sig en udefra kommende magt.
Når det er sagt, mener jeg, at Brexit var det bedste for englænderne og det bedste for Europa på nuværende tidspunkt, begge parter har sager, de må få på plads uden hinanden, før England kan vende tilbage, på det tidspunkt nok uden Skotland.
Mht. en sådan afstemning mener jeg i øvrigt, at det ikke giver nogen mening at se på det som andet end et vilkår, som man må operere ud fra - man skal ikke græde over spildt mælk, men man skal måske heller ikke lade champagnepropperne springe.
Mht. EUs reaktion på Brexit, som næsten tyder på lettelse, er der vist ikke så meget at sig til det, andet end at det er forståeligt. Da UK indtrådte i EF, var der tale om en moderne velfærdsstat, men blot seks år efter valgte man en helt anden kurs, der ikke havde rod i det europæiske fællesskab, men var inspireret fra USA. Den kom til gengæld til i høj grad at ødelæge alle ideer om at bygge et EU op til fordel for de brede masser. Nu er det hele så nedslidt, at denne adskillelse, så længe den kommer til at vare, skal udnyttes fuldt ud. Også til etablering af en større militær uafhængighed.
Torben Lindegaard,
"I UK var Labour for Remain - uanset hvor valent Jeremy Corbyn end gik ind i Brexit debatten."
Jo, men Labours vælgere (ihvertfald udenfor London og visse andre større byer) flokkedes ikke ligefrem til Remain siden, typiske Labour områder som Wales og de gamle industriområder i Midt- og Nordengland stemte nu engang Leave, ofte med stort flertal
Jeg mangler iøvrigt stadig at se pålidelige tal for fordelingen af Remain/Leave stemmer mellem hhv internt i de enkelt partier, det kunne blive ret så underholdende...
"Brexit har gjort Storbritannien mindre". Ja, men det har også gjort EU mindre, så mon ikke der i det mindste kunne komme det lille gode ud af det, at vi nu kan slippe for at høre politikerne kalde EU "Europa"?
At kalde EU "Europa"
Det er faktisk briterne, der har opfundet og excelleret i denne sprogbrug. Der er en meget lang tradition i UK, som mindst går tilbage til 1700-tallet, for at skelne mellem Great Britain og Europe.
Det forklarer også, hvorfor en del britiske borgere hele tiden har følt det 'unaturligt' for UK at være medlem af EU.
Og som jeg har skrevet rigtig mange gange i denne avis og andetssteds, så har England en retstradition (common law), der adskiller sig fra landene på det europæiske kontinent (romerretten). Dén modsætning har hele tiden produceret gnidninger i EU's lovgivning. Dem kan vi måske nu blive fri for. Det er i al fald en fordel for EU's medlemslande.
Det kan nogle gange være svært at forstå den store vægt man i USA lægger på udnævnelsen af Højesteretsdommere - også i denne valgkamp.
I Danmark dømmer også Højesteret efter de love Folketinget har vedtaget.
Men efter angelsaksisk retstradition - common law - er domstolene tillige retsskabende.
Så muligheden for en amerikansk præsident til at udpege en Højesteretsdommer tillægges stor vægt, idet Den amerikanske Højesteret har store muligheder for at påvirke udviklingen af det amerikanske samfund.
Steffen Gliese
15. september, 2016 - 23:06
Det er forfatningsretligt omstridt. Det er rigtigt at Parlamentet er suverænt, og folkeafstemninger forekommer kun yderst sjældent i UK. Kun 4 gange er det sket. Der er en sondring mellem bindende og vejledende, men jeg kan ikke huske den. Uanset hvad, så er det politisk muligt for parlamentet at beslutte, at lade en folkeafstemning være bindende, og i denne sag, hvor Cameron straks gik af osv., ville det være helt utænkeligt, at parlamentet ville omgøre resultatet af folkets afgørelse.
https://en.wikipedia.org/wiki/Referendums_in_the_United_Kingdom