Kommentar

Det, Svend Brinkmann mener, er...

Ja, selvfølgelig skal vi stå fast mod tidens dumhed og ukritiske ja-hatte, sådan som Svend Brinkmann opfordrer os til. Men det er sin sag, hvis ikke vi står sammen
6. september 2016

Svend Brinkmann er i vælten igen. Svend Brinkmann mener det godt.

Han ønsker, at ’den lille mand’ (og af den slags bliver der langsomt flere og flere) i samfundet magter at stå fast imod den evigt larmende og ganske ubegrundede moderniseringsjubeloptimisme, der ukritisk forveksler forandring med fremskridt i kapitalisme-karrusellens hellige navn.

Svend Brinkmann frygter med rette, at vi afvikler os selv, imens vi udvikler vores chefs lønbonus. Vi skal vækste os ihjel. Midler forveksles med mål og omvendt.

Det er det, Svend Brinkmann agiterer imod. Hans anliggende er endda noget så alment som folkeoplysende. Han skriver i et sprog, der er til at forstå for menigmand. Han er blevet populær, fordi ingen i dag aner, at f.eks. Seneca eller Cicero for 2.000 år siden sagde det, som Svend Brinkmann siger i dag.

Det er alletiders, at han fortæller nutidens mennesker den slags. Det er det, som uddannelsessystemet gør hver dag (til en væsentlig lavere løn endda).

Men lad nu Svend Brinkmann være både populistisk, populær og i vælten. Det er sgu da godt, at der er en stemme fra uddannelsesmiljøets øverste lag, der kerer sig om de små.

Brinkmann som socialminister

Men (for der er jo altid et men) når Svend Brinkmann skriver, at vi skal lære at stå fast, var det ønskeligt, at han ligeledes skrev, at vi skal lære at stå sammen – og det gør han ikke mere end antydningsvist.

Min pointe er, at man ikke kan stå fast, hvis ikke man har nogen at stå fast sammen med – og fællesskabet synes at have svære kår i disse år.

Hvorfor? Fordi vi blindt hylder konkurrencen som det eneste saliggørende. Hvorfor gør vi det? Fordi vi er blevet dummere med tiden.

Min anke mod Brinkmanns filosofiske psykologi er således, at han synes at standse ved det gode argument og være tilfreds med det gode argument alene. Men opgaven er at få folk til at ændre sig i praksis. Kan han mestre en sådan opgave? Ja, mon ikke Alternativet venter på, at han melder sig ind og står på spring som kulturminister eller måske rettere socialminister til næste valg?

Læs også: Modsætningen til et surt nej er et ukritisk ja

Apropos politik. For det er jo nok her, hunden ligger begravet. Landets politikere kunne forsøge at stille sig selv den kantianske (og dybest set kristne) opgave at behandle andre, som man selv vil behandles.

Landets såkaldte chefelite burde tænke over, om den behandler medarbejdere som mål i sig selv – og ikke kun som midler. (På samme vis bør medarbejderne naturligvis tænke om deres respektive arbejdsopgaver. Vi, der arbejder med mennesker, bør se dem som mål, ikke kun som midler til f.eks. at betale vores husleje).

Tidens sygdom er dumhed

Tilbage til Brinkmann: Man kan ikke sige til moderne danske medarbejdere, at de skal foreslå at varetage en kageordning til deres næste medarbejderudviklingssamtale, som Brinkmann gør i sin bog Stå fast. Det er for nonchalant. Medarbejderen vil givetvis blive fyret.

Man kan måske foreslå den slags til dekanen på Aalborg Universitet, når kalenderen er fyldt med foredrag til randen indtil 2018, og man er i vælten i medierne, men det kan man ikke som menig sygeplejerske, pædagog eller folkeskolelærer – hvis ikke man i det mindste står sammen.

Hvis man, som Svend Brinkmann gør, foreslår den slags drilagtigheder, så er det ikke at stå fast sammen med de mennesker, man forsøger at redde. Så er det omend indirekte at distancere sig fra dem. Og derved bliver ens stoicisme et udtryk ikke for en indre ro, der signalerer rodforbindelse med egen eksistens, men snarere for stoicismens ubehagelige bror: ligegyldigheden.

Læs også: ’Man må bare sige, at styring af den offentlige sektor også har højnet kvaliteten ...’

Hvis vi bliver ligegyldige, og alle handlinger bliver lige gyldige, så bliver vores moderne udvikling til afvikling. Af hvad? Af det menneskelige i mennesket. Hvis vi ønsker at bevare vores samfund, som vi kender det, så bør vi støtte hinanden i vores respektive roller. Vi bør bakke hinanden op.

Men hvem har bakket op om f.eks. sygeplejerskerne, pædagogerne og folkeskolelærerne de seneste mange år? Nej, vel! Hvorfor ikke? Har vi ikke allesammen enten børn, ældre, syge eller svage i vores omgangskreds? Hvorfor så denne aggressive konkurrence?

Historikeren Thorkild Kristensen giver et interessant bud på det i Politiken den 26. august. Hans svar er: ondskab. Jeg vil gerne tilføje: dumhed. Hvis man kan indse, at man begår ondskab, så vil man ikke gøre det. Men når man ikke kan se, at man er ond, så er man dum.

Tidens sygdom er dumhed, og det er imod den allestedsnærværende idioti, at vi må stå sammen, for andre mennesker mangel på empati og fundamental dumhed spreder sig hurtigere end bakterier.

Jeg vil gerne stå fast, men hvem vil stå fast sammen med mig? Uden fællesskab, intet samfund.

Michael Pedersen er gymnasielærer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Leo Nygaard
  • Erik Feenstra
  • Olav Bo Hessellund
  • Jørgen Wassmann
  • Steffen Gliese
  • Ole Henriksen
  • Niels Duus Nielsen
Leo Nygaard, Erik Feenstra, Olav Bo Hessellund, Jørgen Wassmann, Steffen Gliese, Ole Henriksen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Nu må Brinkmann da snart på banen her i avisen , så han kan forsvare sig mod al den kritik, han bliver udsat for. Michael Pedersens kritik er dog meget venlig, for så vidt den synes at være enig med det meste, Brinkmann skriver, blot kritiserer den en undladelsessynd. Det var da et godt spørgsmål at stille Svend Brinkmann: Hvorfor skriver du kun antydningsvis, at vi skal lære at stå sammen?

Britt Kristensen, Ursula Nielsen, Jørn Andersen, Anne Eriksen, ulla enevoldsen, Kurt Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Niels Nielsen. Gør som jeg og tusinde andre gør for tiden. Følg med på Brinkmanns Facebook. Der kan du læse om hans tanker ikke blot i forbindelse med Information men også andre dagblades tilgang til hans forfatterskab.

Ursula Nielsen, Jørn Andersen, Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen, Karsten Aaen, Brian Jensen, Lise Lotte Rahbek, Jens Olesen, Steffen Gliese og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Kære Michael Pedersen
Jeg ved ikke helt, hvorfor du bruger Brinkmann som afsæt for dit indlæg. For at den opmærksomhed, der tildeles ham, skal smitte lidt af på dig? Du kan vel ikke anklage Brinkmann for ikke at sige det, du ville ønske, han skulle have sagt? Nuvel, du får alligevel dit ønske opfyldt. Brinkmann taler nemlig meget om fællesskabet. Her har du fx. en lille artikel, du kan starte med: http://www.folkekirken.dk/aarets-hoejtider/paaske/faellesskab/mister-vi-...
Jeg ville ønske, at alle de mennesker, der føler sig kaldet til at kritisere Brinkmann, gad at sætte sig ind i hans forskning og læse hans bøger og artikler. Det ville spare jer for en masse krudt, og os andre for at læse den linde strøm af fejlslagen kritik, medierne flyder over med i disse dage.

Jeg savner en ordentlig debat om, hvordan vi ønsker, at vores samfund skal indrettes. Brinkmann er kommet med sit bud på, hvordan vi kan få meningen med livet og det ordentlige menneske tilbage. Vi andre kunne så byde ind med de ting, vi synes, der karakteriserer det gode samfund. Jeg er lutter øre og øjne.

Britt Kristensen, Ursula Nielsen, Jørn Andersen, Anne Eriksen, ulla enevoldsen, Kurt Nielsen, Karsten Aaen, Brian Jensen, Lise Lotte Rahbek, Jens Olesen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Man bliver en lille smule træt af alle dem der vil sole sig i Brinkmann.

Det er utroligt at så mange føler et behov for at kommentere på et forfatterskab.

Ursula Nielsen, Anne Eriksen og ulla enevoldsen anbefalede denne kommentar
Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Man behøver selvfølgelig ikke at have læst en forfatter for at være uenig med ham - da især ikke, når vedkommende skriver så meget i dagspressen og andre steder foruden i sine udgivne bøger.
Men det er svært for mig at forstå, at Brinkmann bliver kritiseret for ikke at interessere sig for det fælles, eller for de andre - for hvert eneste kapitel i hans bog er fyldt med opfordringer til at kigge ud fra sig selv i stedet for at kigge indad - da Brinkmann ikke er religiøs, påpeger han netop, at man skal se på de fælles værdier, at man skal føle sig forpligtet på det fælles samfund.
Det er ikke udformet som konkrete planer og forholdsregler - det er ikke et fagforeningernes manifest (sådan et kunne vi da for resten godt trænge til - det er ved at være sidste udkald!). Det er en opfordring til at lade være med at acceptere konkurrencestatens ideologi - til at tænke anderledes.
En bemærkning som "Han er blevet populær, fordi ingen i dag aner, at f.eks. Seneca eller Cicero for 2.000 år siden sagde det, som Svend Brinkmann siger i dag." synes jeg i grunden tangerer det ufine - for hele den nye bog, Ståsteder, er fyldt med kildehenvisninger og redegørelser for, hos hvilke filosoffer Brinkmann har hentet sine ståsteder. Faktisk har jeg sjældent set en populær bog, der så grundigt redegør for sine kilder.
Hvad eventuelle ministerposter angår, så synes jeg, det ville være en god idé at vente med at diskutere Brinkmanns egnethed, til han bevæger sig i retning af at kandidere til sådan en post - HVIS han nogensinde gør det.
Jeg kunne da absolut være interesseret, hvis nogen ville gå i gang med en renaissance for fagforeningerne - hvis nogen vil begynde at advare mod den dogmatiske ledelseskult, og mod den logrende eftergivenhed overfor EUs økonomiske politik - ja, tænk, hvis jeg engang i Information kunne læse analyser af problemerne omkring arbejdskraftens frie bevægelighed og EU-borgeres ret til skattefinansierede goder - uden tilsvarende krav om skatteopkrævning ! Eller en gennemgang af indskrænkningerne for fagforeninger.
Information kunne jo belyse problemerne uden at blive racistiske eller xenofobe.
Men det er mig helt umuligt at se, hvad du, Michael Pedersen eller Outzes gamle avis vil opnå i den retning ved at nedgøre Brinkmanns opgør med konkurrencestatens selvrealiseringsideologi.

Britt Kristensen, Ursula Nielsen, Jørn Andersen, Anne Eriksen, ulla enevoldsen, Kurt Nielsen, Karsten Aaen, Stig Bøg og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Udpeger "Ståsteder" og "Stå fast" ...er det ikke det ikke det privatkapitalisterne gør? Kapital og ejendomsret.

Kampen mod det deraf følgende socialt uretfærdige system er for den magtsvage: Samtale, fælles forståelse, flertallets indflydelse. Opbygning af flertallets modmagt. Fjernelse eller eliminering af den uretfærdige privateejendomsret er målet. Den magtsvages kampform er en anden end privatkapitalistens som fastholder sin position for enhver pris. Den magtsvage er partisan i sit eget liv.

Morten Johansen

Man bliver en lille smule træt af alle dem der vil sole sig i Brinkmann.
Det er utroligt at så mange føler et behov for at kommentere på et forfatterskab.

Mystisk kommentar. Hvis man ikke skulle kun debattere samfundskritiske bøger som Brinkmanns, hvad skal man så kunne debattere?

"Hvad hjælper det, at det er en god bog, når det er et fæ, der læser den."
Citat Freilif Olsen

Jens Kofoed, Britt Kristensen, Steffen Gliese, Ursula Nielsen, Jørn Andersen, Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek, ulla enevoldsen, Kurt Nielsen og Thora Hvidtfeldt Rasmussen anbefalede denne kommentar

Der kommer det der kommer. Hvis grundlag, indsigt, balance er i orden kommer der noget bæredygtigt.
Det vil helt af sig selv indebære fællesskabet.
Brinkmann giver ikke løsninger, men giver os en mulighed for at finde meningen i livet.Han åbner nogle vinduer og hvad du ser er dit og din person som både er krop og ånd fornuft og følelse mm. Det vil gøre dig i stand til at åbne flere vinduer som giver en større indsigt og forståelse af et eller andet som også er en forståelse af dig selv, men også få dig til at erkende, at du interaktivt i fællesskabet lærer dig selv bedre at kende.

Brian Jensen, Steffen Gliese, Ursula Nielsen, Jørn Andersen, Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen, Kurt Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Hvis han gør det, hvorfor er det så farligt at anbefale hans bøger på denne side? Alt, hvad jeg skrev i går + bemærkning om denne artikel blev slettet i går?
Det er uhyre utilfredsstillende, når man hidtil har kunnet skrive uden at være offer for censur!

ulla enevoldsen, Brian Jensen, Bill Atkins, Britt Kristensen, Steffen Gliese og Thora Hvidtfeldt Rasmussen anbefalede denne kommentar
Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Anne Eriksen: Jeg har været ude for det samme. Jeg har fået slettet sobert formulerede, helt velopdragne indlæg i forskellige debatter - helt uden forklaring. Det eneste tegn på, at indlæggene har været der, er at man stadig på sin egen side kan læse, at nogen har liket dem. I mine tilfælde har det hver gang været indlæg, hvor jeg kritiserede Informations linje - fx ved at undre mig over, hvorfor avisen valgte at bringe en så underlødig artikel. Naturligvis er jeg i sådan et tilfælde klar over, at det skrevne er udtryk for min subjektive mening - det er de læsere, der når at læse det, også.
Der er for mig at se kun to muligheder: Enten har Information en form for fejl i deres debatsystem - så der somme tider forsvinder indlæg. Eller også sidder der en på Informations redaktion, der sletter indlæg efter egen, vilkårlig holdning - uden at de slettede indlæg er i konflikt med Informations nedskrevne retningslinjer for debatten.
I begge tilfælde synes jeg, at Information skulle gøre noget ved det. Lige så ødelæggende for avisens debat, det ville være, hvis der slet ikke var opsyn med debatten, lige så ødelæggende er det, når der slettes efter ikke offentliggjorte principper, så det påvirker debattens politiske retning.
Jeg er derfor begyndt at tage kopi af mine indlæg og gemme dem på egen computer - hvis det fortsætter, kan jeg så sende kopien til redaktionel bedømmelse. Det er jo muligt, at Informations ledelse ikke er klar over, at det forekommer.

ulla enevoldsen, Brian Jensen, Britt Kristensen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Thora Hvidtfeldt Rasmussen,
Jeg tror næppe, at det er redaktionen ubekendt, selvom der selvfølgelig er flere "på vagt". Man har jo "stødende kommentar" som udgangspunkt, men om indlægget er "uspiseligt" i forhold til f.eks denne åbenlyse kritik af Svend Brinkmanns budskab, som jeg opfatter som en misforståelse, er vel et spørgsmål.
Det er mere skræmmende, om en velvalgt kritik af vore politikeres ageren i samfundet ikke finder stopklodser af noget art, efterhånden...

Hvordan i alverden du kan komme frem til det, Bill Atkins, er et stort spørgsmål. Brinkmann promoverer frihed, lighed og broderskab.

Steffen Gliese, "frihed, lighed og broderskab", måske, men uden opfordring til at risikere sig selv og uden at skabe tvivl i sig selv, eller hos andre. Det rykker ikke.

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

At opfordre til at nægte at anerkende den herskende diskurs og den herskende sprogbrug - det er vel at opfordre til at risikere sig selv, Bill Atkins? At følge Brinkmanns opfordringer ville i hvert fald give problemer på adskillige arbejdspladser.
Hvordan du kan læse Brinkmann uden at mene, han ønsker at skabe tvivl i sig selv og andre, det forstår jeg ikke.
Hans bøger er ikke rettet mod økonomisk eller på anden måde materielt oprør - men det er tydeligvis meningen at vække til tvivl og eftertanke. Der er ikke nogen opfordring til bare at rette ind og følge efter, heller ikke i en ny retning.

Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Du har bare nogle drømme end mange af os andre, Bill Atkins. Vi vil have medbestemmelse og decentral styring, den enkeltes kompetencer og faglighed som grundlag for arbejdet og dialog med og medbestemmelse til dem, der er modtager af den offentlige service.

Det er nok problemet med Brinkmann at han afstikker flere usammenhængende retninger samtidig. Han helgardere sig.

Brinkman siger: Vi skal "Træde ind i livet og undersøg det indefra, frem for at træde ud og anskue det på astronomisk afstand." og videre at vi skal "knyttet os til de fænomener, som er et mål i sig selv, og til de aktiviteter, som vi udfører for deres egen skyld (og ikke for at opnå andet end aktiviteten selv). Disse fænomener kan vi kun opdage inde fra livet selv og ikke på objektiverende, astronomisk afstand"

...og så fremsætter han gud hjælpe mig 10 ståsteder som han synes er fine.

Mine ståsteder befinder sig uden for mig selv dem er jeg i evig vandring på vej hen imod Eksperimentet, provokationen, mig selv, imødekommenheden, åbenheden, ofret (selvironien), grænsesætningen, ærligheden.

PS. det vil nok være passende at gentage Brinkmanns ståsteder:
Det gode, Værdigheden, Løftet, Selvet, Sandheden, Ansvaret, Kærligheden, Tilgivelsen, Friheden, Døden

Som jeg i den grad mener er statiske ...positioner hvorfra man fra borgmurens udkigstårne kan iagttage livet uden for borgmuren.

"Ståsteder" ??... undvigende, som sædvanlig, Stefen Gliese.

"Man har et standpunkt til man tager et nyt" - var der én der sagde engang. Det er jo processen mellem valg af ståsteder, der er interessant. Det er den der rykker.

En anden klog mand sagde: "Følg dem der søger sandheden - og undgå dem der hævder de har fundet den."

Nej, ståsteder er den faste, identitsbærende grund under fødderne, i modsætning til en brændende plaform.

Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen og Thora Hvidtfeldt Rasmussen anbefalede denne kommentar

Nej da, det at gå fosterstilling og holde omkring "gamle standpunkter" fordi magthaverne begrænser samfundets procesmuligheder, er jo at give op, og lade sig overrule. Man svigter de magtsvage og hytter sit eget skind. Set før i historien.

Kommunikation er en vanskelig øvelse, fordi forståelsen afhænger af udgangspunktet. Ingen har fundet sandheden, fordi den ejer den enkelte.
Så i stedet for at "helgardere sig", kan man forsøge at nå rundt og lade spørgsmålet stå åbent for en bedre forståelse.

Det der binder mennesker i Brinkmanns opfattelse af samfundsudviklingen udtrykker han ved begrebet: En samfundsmæssig proces der kan kaldes 'instrumentalisering'...

En slags emancipering fra disse insrumetaliseringsprocesser baserer Brinkmann på de "10 gamle (religiøse) ståsteder" - hvor mit bud er anvendt demokrati, dialektik og modmagt. Mobilisering af os magtsvage.

Niels Duus Nielsen

Bill Atkins, mener du virkelig "Det Gode" er statisk? At hvad der var godt i går er godt i dag, og stadig vil være godt om hundrede år? Eller at "Sandheden" ikke forandrer sig?

Det kan du da ikke mene. Ingen af de ti kategorier, som Brinkmann udnævner til "ståsteder" er på nogen måde statiske, de er alle dialektiske og modsætningsfulde, til stadighed i bevægelse, hele tiden udsat for nye fortolkninger.

Niels Nielsen, "De 10 gamle ståsteder" (alene benævnelsen) er statiske fordi du selv eller en autoritet (religiøst) definere dem. Eksempelvis, 'det gode': at yde en tilstrækkelig kontanthjælp, eller en ydelse der for "din egen skyld" pisker dig ud i et lavtlønsjob?

Selve dialektikken mellem de de to yderpunkter indeholder det gode - nemlig bevidstgørelsen om situation og virkelighed.

Det er o banalt, Bill Atkins, situation og virkelighed behøver ikke bevidstgørelse, de er ikke skjulte, underliggende fænomener, de er, hvad vi diskuterer og forholder os til i selv kampen imellem synspunkterne.
Folk er ikke så dumme, som Brecht undertiden forfaldt til at tro.

Bondo sagde under lærerkonflikten, at civil ulydighed kunne blive resultatet.
Det blev det ikke. Der var ikke Brinkmænner og solidaritet nok derude på afdelingerne.
En lettere omskrevet titel : "Oprør mod Midten"
Men nej, man bøjer nakken, trækker i årene, mens slavepiskeren svinger pisken på ordre fra midten.
Hvad er alternativet ? Diktatorer forhandler man ikke med. Man skyder dem en "kugle for panden" !
Kun enkelte har modet - som Brinkmann på det verbale plan.

Steffen Gliese, hvem har sagt at folk er dumme?

Hvori består det banale i at fokusere på dialogen? Kræve dialogen frem i lyset. Brinkmann angriber "distancen til livet" og så angiver han indholdsløse "ståsteder", som ingen er enige om indholdet af. Så er han helgarderet. Ja, han kan oven i købet komme ud til utallige foredrag og fortælle hvad han mener er "det gode". Så er han også forsørget.

Steffen Gliese, man kan jo også blive så "sofistikeret oven i hovedet" at eksv. 'penge og arbejde' er en illusion. Jeg kan pege på utallige "ståsteder" som trænger til en diskussion, fordi mainstreame opfattelsen er den magthaverne har spredt. Du kan sgu selv være banal.

https://www.information.dk/comment/1158566#comment-1158566

Niels Duus Nielsen

Jeg synes faktisk folk er dumme, inklusive mig selv. At vi hellere vil følge en eller anden autoritet end tænke selv, er da dumt. Og selv om jeg i egen arrogante selvforståelse er klogere end de fleste, er jeg ikke fri for af og til at forfalde til simpel og stupid flokmentalitet. Jeg er trods alt kun et menneske.

Jeg kan følge dig, Bill Atkins, i at det er i dialektikken mellem modsætningerne i de ord, der refererer til virkeligheden, at udviklingen finder sted, og at den afgørende udvikling finder sted i virkeligheden, og ikke i ordene, som blot afspejler realiteterne. "Det Gode" har været til diskussion, lige så længe der har været mennesker, der kunne tale, og det er vel bare den diskussion, Brinkmann opfordrer til at genoptage. De begreber, ordene statisk benævner, er nemlig ikke statiske.

Penge er fx efter min mening en kollektiv illusion. Mange, især magthaverne, betragter det at have mange penge som et gode i sig selv, hvor det jo i virkeligheden ikke er pengene, men det, man kan købe for dem, der er det sande gode. Og de største goder kan ikke købes for penge.

Det, jeg tror, er din anke, er at Brinkmann, for ikke bare at prædike for koret, starter med metafysiske kategorier, i stedet for at gå direkte til den konkrete nød og elendighed. Men måske er det en frugtbar måde at få den store selvtilfredse, men latent ulykkelige middelklasse i tale? Det er jo den, der er i flertal i vores samfund, og ikke underklassen, som det traditionelt har været, så det er fra middelklassen, oprøret skal komme.

Underklassens rolle er i dag ikke at være revolutionens subjekt, men dens objekt. Ved at bevidstgøre middelklassen om underklassens vilkår, vil bedsteborgerne måske forstå, at status quo er truet, og at store dele af middelklassen i disse år står i fare for at blive deklasseret. Stillet over for denne eksistentielle trussel er det vigtigt at forholde sig til de metafysiske rammer, denne deklassering finder sted inden for, da det ellers vil blive alles kamp mod alle.

Måske har Brinkmann glemt en ret afgørende kategori, nemlig "det Vigtige"? Hvad er vigtigt, og hvorfor?

Niels Duus Nielsen

Præcisering: Mine betragtninger om underklassens revolutionære rolle skal ses i et nationalt perspektiv. Globalt set er underklassen stadig i flertal, det er blot i vores lille smørhul, at det er lykkedes den lokale underklasse at stige op og blive til middelklasse. Hvad der selvfølgelig er en torn i øjet på overklassen, som nu føler sig stærke nok til at rulle udviklingen tilbage.

Niels Nielsen.

Jeg var nok lidt hurtig til at hænge Brinkmann op på den - i mine øjne - kedsommelige debat - først om legitimitet til overhovedet at udtale sig i debatten, og derefter om diskursen for debatten, nemlig konkurrencesamfundet og det post-faktuelle samfund, og så videre til en nærmest ærefrygtig holdning til de 10 "gamle ideer" - dogmerne. Men så læste jeg bogen igen og vedrørende følgende afsnit havde jeg nok i første omgang ladet mig distrahere af ordet "penge" - som jo er et stærkt begreb ...men genlæsningen fik Brinkmanns bog til at stige adskillige trin i min bevidsthed:

Når relativt velhavende mennesker, der ikke mangler noget som helst, alligevel arbejder sig halvt ihjel for at blive endnu rigere, er der jo oplagt tale om, at man gør et middel til et mål i sig selv. Selv om folk opfører sig, som om penge har egenværdi, har de det altså ikke, men hvad har de så? Hvad er et mål i sig selv? Denne bogs udgangspunkt er, at lykkes det én at svare på dette - ikke nødvendigvis én gang for alle, men i hvert fald i en fortløbende eksistentiel diskussion med sig selv og andre - så er man tæt på en forståelse af, hvad der grundlæggende giver livet mening.

---

Med hensyn til "revolution" så er Danmark blot en behagelig udkigspost til den store verden. Hvis underklassen ude vil lave revolution så gør de det - uanset rolle eller lederskab. Et sted de er meget bevidste om den sag er i Kina, og jeg tror også magthaverne i USA, så småt er ved at forstå at folket handler hvis de føler behov derfor.

PS. Jeg synes virkelig ikke folk er dumme - tal med folk om det de har forstand på, og du går sjældent fra samtalen uden at være blevet lidt klogere.

Niels Duus Nielsen

Selvfølgelig er folk ikke dumme, jeg kender ingen objektiv måleenhed for dumhed, endsige en uproblematisk målemetode - ordet er en værdimarkør, man kan smide i hovedet på sine modstandere, og det er sådan jeg bruger ordet. Og så er det høfligere polemisk at kalde en modstander for dum end at kalde ham for ond - man kan ikke selv gøre for, at man er dum, men man har et personligt ansvar for at være ond. Sokrates forsøgte at forvirre begreberne ved at påstå, at onde mennesker bare er dumme mennesker, der ikke ved, hvad de gør. Måske havde han ret, begge begreber er uldne i kanterne, og derfor til stadig diskussion.

Selv vurderer jeg mine medmennesker ud fra, om de har hjertet på rette sted - det er for mig vigtigere end om de kan gennemskue fx differentialregningens mysterier. Hvem, der så har hjertet på rette sted, kan jeg ikke redegøre for i detaljer, jeg kender ingen uproblematiske målemetoder, så jeg forlader mig på min intuition og mine erfaringer. Langt de fleste mennesker har hjertet på rette sted, i hvert fald når du har dem på tomandshånd, er min erfaring. Forsamlet i grupper bliver de lidt mere problematiske at bedømme.