Kommentar

Det er synd for hospitalet

Det, der skulle have været vores mulighed for at tale indgående med en læge, udviklede sig til et skænderi mellem læge og computer. Forsøget på at få moderne it-systemer til at hjælpe på hospitalsgangen har gjort lægen uarbejdsdygtig
1. oktober 2016

Der er pænt lange køer ved kasserne i Brugsen.

Jeg vælger den korteste, men for sent opdager jeg, at kassen betjenes af en ung fyr med et stort rundt badge på trøjen ’Ny i arbejde’.

Jeg tænker på mit barnebarn, der sidder ved en anden kasse ude på Amager og bliver i køen. Jeg føler mig lidt god og overskudsagtig, da jeg går ud af butikken.

Et par dage efter skal min mand til en række undersøgelser på Gentofte Hospital. Han har i længere tid lidt af åndedrætsbesvær, og da han tidligere har haft hjerteproblemer, skal han både på lunge- og hjerteafdelingen. Torsdag skal han bare have taget blodprøver og gøres klar til operation mandag.

Det første, der møder os i receptionen, er et par pjecer, som annoncerer den nye sundhedsplatform.

’En stor omstilling, en stor forbedring.’

Inde i pjecen bliver der bedt om tålmodighed, ja ja, det er ligesom i Brugsen. Allerede fem minutter efter tilsagt tid kommer sygeplejersken og henter os. Hun laver en undersøgelse af iltmætning og lungevolumen, skriver grafer ud og fortæller, hvad kurverne betyder.

»Men nu skal I have en samtale med en læge, som kan forklare og fortælle om forløb og behandling.«

Vi bliver ret hurtigt hentet af lægen. Nu er min mand i hænderne på eksperter, som kan tage noget af den angst og usikkerhed væk, der har plaget os i flere måneder.

Lægen vender sig mod computeren og søger rundt i forskellige bjælker og filer, finder en gammel medicinliste, men ikke noget fra de undersøgelser og blodprøver, som er taget med henblik på denne konsultation. Et eller andet sted på den nye platform må det jo ligge, men hvor?

Det, der skulle have været en samtale mellem læge og patient, udvikler sig til et skænderi mellem læge og computer. Lægen sidder nu direkte vendt mod computeren og kaster af og til et skråt blik over på os, hun hamrer i tasterne og klikker rundt med musen, men Aladdins hule er lukket.

Min mand viser hende den udskrift, som sygeplejersken gav ham. På baggrund af den ordinerer hun noget medicin. Ud af de 30 minutter, som ’samtalen’ varede gik maksimum 10 minutter med patienten.

Aflyst

Mandag er min mand tilsagt til en større hjerteundersøgelse og evt. operation. Klokken otte ligger han klargjort i sin seng. Den visiterende læge kommer ind og siger med et beklagende udtryk, at der alligevel ikke bliver nogen operation i dag.

Der mangler en ultralydsscanning af hjertet, og uden den vil kirurgen ikke operere. Desuden ligger resultatet af blodprøver og røntgenbilleder stadig ude i cyberhavet og venter på at drive i land på afdelingens computere.

Frustrationen begynder at indfinde sig. Lægen er tålmodig og forstående, hun lover at ringe og høre, om de helt ekstraordinært kan presse en ultralydsundersøgelse ind. Det kan de så om tre timer.

Sygeplejersken, der foretager ultralyden, tager en kanalrundfart i alle hjertets kamre og krinkelkroge. Vi spørger, om denne undersøgelse viser noget om kranspulsårerne, det som min mand er blevet indlagt for at få undersøgt. Det gør undersøgelsen ikke.

Vi bliver sendt tilbage til indlæggelsesafdelingen, det virker som om, min mand er glemt, måske skal han bare klippe armbåndet over og tage hjem. Men nej.

Vi beder om at få lov til at tale med en hjertelæge, nu vi er på hjerteafdelingen, men det det kan ikke lade sig gøre, for hjertelægerne opererer nede i kælderen og taler ikke med patienterne. Desværre er det kun hjertelægerne, der har helt styr på, hvilke undersøgelser der viser hvad.

Men pludselig kommer der besked fra kælderen om, at »den der stædige patient« kan blive kørt ned nu og få sin hjerteundersøgelse, hvis det er det, han vil. To timer senere kommer han tilbage – undersøgt og opereret, der var en forsnævring på en kranspulsåre.

Grænser for tålmod

Ordet patient har to grundbetydninger: tålmodig og udholdende. At man skal være aktiv, grænsende til stædig, ligger ikke i ordet. Vores forestilling om patientrollen er, at så snart hospitalets dør lukker sig bag en, kan man trygt og ansvarsfrit lægge sin bekymring og sygdom i kompetente hænder. Sådan er det ikke.

Næste dag var vi tilbage ved koordinerings- og kommunikationsproblemerne. Selv om man stadig taler om stuegang mellem klokken 10-12, er denne direkte kommunikation tilsyneladende afskaffet.

I stedet sidder en lægepraktikant og forsøger at fralokke sundhedsplatformen en medicinliste og en handlingsplan, begge dele noget, som patienten allerede var oplyst om. Ved 14-tiden lykkes projektet, selve udskrivningsproceduren tog under fem minutter.

Det er synd for hospitalerne, at de dagligt skal udkæmpe kampe med uhensigtsmæssige procedurer, uklare kompetencegrænser, computere og derfor frustrerede patienter. Meget kan undskyldes med de evige besparelser, men ikke alt. Ofte får patienten det indtryk, at alt ville fungere meget bedre, hvis han holdt sig væk.

Jeg skal nok blive ved med at være tålmodig ved vejarbejde, togaflysninger og nye medarbejdere i Brugsen. Men den samme tålmodighed kan man hverken kræve eller udvise, når der er tale om tunge instanser såsom brandvæsen, politi og hospitaler.

Annette Møller er pensioneret lektor

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ernst Enevoldsen
  • Torben Lindegaard
  • Erik Jensen
Ernst Enevoldsen, Torben Lindegaard og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu