Kommentar

Syriens ødelæggelse er Obamas arv

Med en halv million dræbte, Mellemøsten i flammer og europæiske allierede destabiliseret af ​​flygtningestrømme videregiver den afgående amerikanske præsident en betændt krise til sin efterfølger
Debat
30. september 2016

Våbenhvilen i Syrien er måske ikke formelt erklæret død, men håbet om at genoplive den svinder.

Efter at en hjælpekonvoj blev massakreret nær Aleppo, blussede kampene op, og USA og Rusland udvekslede beskyldninger i FN.

Reelt var det amerikanske diplomati brudt sammen længe før de seneste begivenheder.

Det erkendte USA’s FN-ambassadør, Samantha Power, da hun kom med en ekstraordinær udtalelse om modsætningerne i hjertet af Obamas administration.

Læs også: Den endeløse krig i Syrien

Anledningen var den vestlige koalitions fejlbombning af syriske regimestyrker, hvor 60 blev dræbt.

Power revsede Rusland for at indkalde Sikkerhedsrådet på grund af episoden – »et kynisk og hyklerisk stunt«, set i lyset af, at Rusland igennem fem år har afstivet og beskyttet Assads regime imod konsekvenserne af dets morderiske politik.

Hun beskrev Bashar al-Assads grusomme strategi med sultbelejringer, overlagte angreb på civile mål, tøndebomber, brug af kemiske våben og torturkamre for titusinder. Hvorfor fandt Rusland det aldrig nødvendigt at indkalde Sikkerhedsrådet for at foreholde det disse rædsler?

To tilgange

Der har længe været to tilgange til Syrien. Dels den geopolitiske realistiske linje, som Barack Obama har valgt at følge, fordi den flugter bedst med hans modvilje mod at trække USA ind i endnu en krig.

Ifølge denne linje er USA’s eller Vestens sikkerhedsinteresser ikke på spil i Syriens indviklede, fjerne borgerkrig, som man må nøjes med at søge inddæmmet.

Dels den moralsk-idealistiske linje, som Samantha Power gentagne gange har søgt at fremme i den amerikanske regering.

Denne påkalder sig doktrinen om ’ansvar for at beskytte’, ifølge hvilken det er berettiget at krænke staters suverænitet for at gribe ind imod et regime, der slagter sine egne borgere.

Læs også: Assad har fuld kontrol med nødhjælpen i Syrien og bruger den som våben

Power udgav i 2002 en bog, A Problem from Hell, der skildrer, hvordan amerikanske regeringer historisk har undladt at forhindre folkemord og massegrusomheder. Det var angiveligt denne bog, der fik Obama til at fatte sympati for hende, mens han endnu var senator.

Forskellene mellem Power og Obama er åbenlyse i hendes svidende FN-erklæring. Obama, derimod, sagde ikke meget om Syrien i sin FN-tale i sidste uge.

Mens Syrien er gledet stadig dybere ned i helvedestilstande, har den amerikanske præsident igen og igen forfægtet det synspunkt, at enhver intervention vil være forgæves eller gøre ondt værre.

I overensstemmelse med amerikanernes aversion mod militærengagementer efter Bushs katastrofale krige har hans politik svinget mellem forsøg på at presse Assad til at drage i eksil og overvejelser om at skabe et ’knudepunkt’ i Tyrkiet, hvor oprørerne kunne bevæbnes og trænes (men uden antitank eller antiluftskyts) og – siden Ruslands militære intervention fra 2015 – et mere intenst diplomati med Moskva.

Pauvre resultater

Resultaterne har været pauvre. Fraværende fra USA’s kalkyle har været erkendelsen af, at Assad og hans sponsor, Vladimir Putin, ikke bare er ligeglade med forbrydelser mod civile – de mener ligefrem, at de kan tjene deres formål.

Assad advarede i 2011 om, at han ville sprede kaos i hele Syrien og omegn, hvis ikke kravene om hans afgang blev trukket tilbage.

Putin har opbygget hele sin hjemlige politiske fortælling omkring den forestilling, at uanset hvor meget han kan kritiseres af Vesten, har han genrejst Rusland som en stærk international magt.

Putin generes ikke det mindste af Assad-regimets forbrydelser – hans egen hær gennemførte lignende massakrer i Tjetjenien.

Læs også: Det bliver umuligt at skille de gode fra de onde i Syrien

Nu da hans præsidenttid lakker mod enden, er faktum, at Obama ikke har brilleret på mindste måde i forhold til Syrien.

Med en halv million dræbte, Mellemøsten i flammer og europæiske allierede, der er destabiliseret under indtryk af ​​flygtningestrømme kommer han til at videregive en betændt krise til sin efterfølger.

Rusland vil forblive en anstødssten, ikke mindst fordi Putin for længe siden har gennemskuet Obamas modvilje mod at gøre mere – f.eks. bevæbne oprørerne mere potent, håndhæve sin erklærede ’røde linje’ eller oprette flyveforbudszoner (før russisk indgriben gjorde det umuligt). Listen over forspildte muligheder, der kunne tvinge Assad til forhandlingsbordet, er lang.

Obama har i de sidste par måneder haft travlt med at søge et gennembrud i Syrien, fordi han forlader sit embede. Det har Putin bestemt ikke. Han er heller ikke tilskyndet af sin egen offentlige mening til at gøre det rette – eller bare forsøge på det.

Sikkerhedstrussel

Obama-administrationen klynger sig til de sidste rester af våbenhvileplanen – i fravær af bedre alternativer. Men dens kritikere burde holde sig for gode til skadefryd.

Mens IS-forbundet terrorisme breder sig i mange dele af verden, og det liberale demokratis modstandere finder fremgang i Europa i skyggen af ​​flygtningekrisen, er Syrien blevet en sikkerhedstrussel, der rækker langt ud over Mellemøsten.

På den baggrund ligner den geopolitiske realisme og de moralske imperativer i stadig mindre grad hinandens modsætninger.

Hvad end man måtte mene om den amerikanske magt og dens grænser, og hvordan man end vil bedømme Syriens betydning for USA’s snævert definerede nationale sikkerhedsinteresser, vil historien huske, at alt dette skete på Obamas vagt.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er langt ude at give Obama ansvaret for krigen i Syrien - Rusland er om nogen den internationale skurk i den sammenhæng

Niels Erik Nielsen og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar

Fremragende artikel - ganske enkelt!

Ernst Enevoldsen

@Syriens ødelæggelse er Obamas arv." Nå, skulle han så have invaderet Syrien ?