Forfatteren Josefine Klougart skriver i sin nye roman, New Forest, som udkommer omkring den 1. december:
»På landet kan man få den tanke, at gårdene har magten over menneskene, der får lov at leve i gårdenes maver som sunde bakterier, der opretholder den organisme, gården er. Indimellem bliver menneskene slået i stykker af et lån, der skal indfries, eller af regnen, der kommer og lægger sig i søer på markerne og på gårdspladsen og siver ned langs murværket og går i fundamentet ... Og med huset går menneskene i huset til grunde og bliver som huset som ruinøse skikkelser i periferien.«
Det passer næsten for godt til min bror: Han går konkurs, efter 41 år som gårdmand er det slut. Min bror er et dårligt papir, banken vil ikke mere.
Tålmodigheden er opbrugt. Desværre.
Det er den besked, han fik, da han og min svigerinde sidst var inde for at få fornyet kreditten. Min bror er ved at være slidt ned, en diskosprolaps og gigt i den ene skulder og et par uheld har taget på ham.
Det ene uheld, hvor han faldt ned fra et tag, lige på ryggen og fik trykket et par ribben, det andet, det seneste, hvor han blev sparket af en ko og brækkede armen, satte sig i ham, men han troede alligevel, han havde nogle år i sig endnu.
Han havde modet, han var inspireret. Men efter krigen mellem Rusland og Ukraine og EU’s sanktioner og Ruslands gengældelse er priserne på mælk faldet. Og blevet ved med at falde. Til nu 1,86 kroner literen. Og det kan man næsten kun dø af.
Det koster 2,30 kroner at producere en liter mælk. Hvilket vil sige, han næsten taber 50 ører pr. liter.
Sidst jeg var hjemme, fortalte han, at en kælvekvie til levebrug ikke koster mere end omkring 3.500 kroner, og at han får nogenlunde det samme eller lidt mere, hvis han sender den på slagteriet. Der er bare det ved det, at man ikke slagter kvier. – Eller ... Det gør han så. Jeg var ét stor måbende spørgsmålstegn: what?!
Men det bliver han nødt til, bare for at have lidt penge. For han har ingen penge. Han er rabundus.
Løftet i min brors krop
Jeg og Melissa er lige blevet gift. Nu her den 6. august. En festdag med festklæde og glade mennesker omkring os.
Da min svigerinde viste billedet fra kirken til min niece og hendes lille Antonia på fem år, sagde Antonia, at hun genkendte præsten og morfar, men ikke damen, og da hun viste billedet, hvor vi kyssede hinanden, til min anden niece og hendes Jonathan på ni år, spurgte Jonathan, hvad det var for en dame, morfar kyssede.
De tog fejl. Men så meget er vi altså kommet til at ligne hinanden, min bror og mig. Det samme lange tjavsede hår og skægget, de samme briller.
Men man kan ikke forestille sig nogen mere forskellige: Han var den, der blev, mens jeg tog væk. Jeg skulle blive til noget, som det hedder. Han var allerede. Det var en bestemmelse, der var givet ham allerede ved fødslen, en søn, den ældste, at han skulle overtage gården.
Min bestemmelse kom først, da jeg var 16 og havde læst Karen Blixens En Herregaardshistorie og vidste, det var forfatter, jeg skulle være. Men det var kun mig, der kendte til den bestemmelse, det var noget rent privat og meget pinligt, som jeg ikke turde dele med nogen.
Mens min bror, da han bare 23 år gammel overtog gården efter min far, var det det naturlige, det, man hele tiden havde vidst, alle i familien, der gik i opfyldelse. Det var et løfte, han bar i sig, i en drengs krop, i hvert fald allerede fra han var otte år.
På billedet, hvor vi står der sammen hos fotografen, med vandkæmmet hår og ens trøjer, er han alvorsfuld bevidst, står lige op og ned og kigger ind i kameraet, mens jeg som altid allerede synes at være på vej væk, der skal ske noget, jeg har ikke tid til det her.
Jeg tog væk og kom tilbage
I 7. klasse holdt han fri fra skole for at høste, 13 år gammel styrede han slagets gang: med en seks fod bugseret Dronningborg mejetærsker. Ridende dér højt på traktoren over kornet.
Han var dygtig i skolen, til regning og dansk, det hele, han havde en rigtig god udtale i engelsk, men efter konfirmationen var det slut, ikke mere skole, hans bestemmelse var en anden.
Han var allerede en lille voksen, udførte en mands arbejde og tog sammen med vores far som ligeværdig beslutninger, som rakte langt ud i fremtiden, fem-ti år, med forpagtningsaftaler, udvidelse af besætningen, nybyggeri, til han selv skulle overtage.
Jeg flyttede hjemmefra, efter realeksamen, for at tage HF i Nørre Nissum, og min bror og jeg kom længere væk fra hinanden, end vi nogensinde havde været.
Jeg blev den kloge, begyndte at snakke fint, det vil sige, opgav dialekten, når jeg ikke var hjemme, og da jeg forglemte mig eller blev stor på den og stod op af vores bedstefars skrivebord og sagde ’jeg’ i stedet for ’a’, blev jeg af min bror mindet om, at jeg vel kunne snakke normalt og ikke var mere end ham.
Men da jeg var færdig i Nørre Nissum, måtte jeg hjem og være karl, mens min bror var inde som soldat. Det var en del af aftalen, så jeg kunne betale kassekreditten ud, som jeg havde fået lavet for at kunne komme på HF, og for at yde mit bidrag til slægten.
Det blev et vendepunkt. Hvor jeg før havde distanceret mig fra landbruget, blev jeg nu rigtig glad for det, glad for arbejdet med køerne især, og min bror og jeg kørte sammen til Gasolin-koncert i Holstebro.
Vi troede, lykken var gjort
Min bror blev gift og overtog gården. Samtidig med at jeg begyndte på universitetet i København. Min bror byggede en ny moderne stald og lade og maskinhus og udvidede fra 30 til 60 køer.
Jeg fulgte med, først lidt på afstand, men efterhånden mere og mere engageret, og fordi jeg ikke duede til det med universitetet og livet i byen, var jeg hjemme og arbejde sammen med ham fra foråret og hen over sommeren 1976. Og det var stort: Det var som et nyt Amerika. Vi var unge, kunne nemt arbejde 16 timer i døgnet og havde en oplevelse af, at alt kunne lade sig gøre.
1. februar 1978, efter at havde gjort min bifagseksamen færdig, var min beslutning om at blive landmand taget, og jeg blev karl hos min bror for alvor, det vil sige: fæstet for 1,5 år. Planen var, at jeg senere skulle på landbrugsskole og have det grønne bevis og have mit eget landbrug.
Men jeg havde samtidig hele tiden litteraturen, at jeg ville være forfatter. Jeg gik aldrig helhjertet ind i det, jeg var en gøgler, og i november, da vi havde roerne bjerget, holdt jeg fri i tre måneder og tog til Israel for at skrive på min bog.
Alt imens min bror arbejdede målrettet for ét og det samme: stifte familie og passe sin gård.
Efter landbrugsskolen og efter jeg havde købt gård på Midtsjælland og etableret mig som økologisk bonde og efter bare nogle måneder opgav og overlod det til min hustru at føre det videre, vendte jeg én gang til tilbage til min bror og gården.
Der var altid plads: Når jeg ikke kunne få det til at fungere ude i den store verden, ringede jeg til min bror og havde arbejde der. Denne gang for en kortere bemærkning.
Jeg gik ned med ryggen, blev revalideret og videreuddannede mig som husdyrbrugskonsulent, inden jeg endelig – efter at have været tilbage på skolebænken – kunne færddiggøre min første roman og debuterede med et brag, 35 år gammel.
Min bror byggede til og udvidede besætningen til 100 køer, det gik ham godt. Jeg skrev senere romanen Med plads til hundrede køer om denne gyldne tid og fik Kritikerprisen. Kære venner: Vi troede, lykken var gjort. Vi havde succes, hver på sit felt, sådan som vores bestemmelse var.
Centrum for vores vi
Stuehuset er fra 1880. Opført af vores oldeforældre. I sovekammeret i det stuehus blev ikke kun vores farmor og hendes fire søstre født, men også far og hans to søskende og min bror og mig og vores to søstre. I det samme sovekammer, med det samme vindue til haven. Fra 1880’erne til 1960. 12 børn i tre generationer.
Og det var i det samme sovekammer, vores bedstefar alle krigsårerne igennem til forsommeren 1944 vågede nat efter nat over vores farmor, som lå lammet af sklerose, og fordi bedstefar var stokdøv som følge af et lynnedslag, sov han ikke en eneste nat, fordi han ikke kunne høre, hvis farmor kaldte, fordi hun var tørstig, eller der gik en flue på hendes kind. Og det var også i det sovekammer, hun døde.
Det er det sovekammer, der binder os sammen, på tværs af tiden, og som udgør centrum for det vi, som vi alle orienterer os ud fra. Det er det sovekammer, der gør, at jeg altid har talt om vores gård, vores køer og vores marker. Også efter min bror overtog, og det på papiret blev hans.
Jeg ved ikke, hvordan han har det, om han tænker i det samme ’vi’, men jeg tror det. – Min bror har aldrig været sværmerisk som jeg og desuden: Nu, hvor han går konkurs, kan han ikke bruge det til en skid.
Det er ikke mig, det går ud over, det er ham og hans kone og ingen andre, der bliver drevet fra hus og hjem. Og det arbejde, alt, hvad han har stræbt efter, siden han var 13-14 år, bliver med et pennestrøg til intet.
For mig er det et sammenbrud af en kultur, der har bundet os til gården, fra generation til generation, og det er det sikkert også for min bror.
Det er ikke noget, vi nogensinde har snakket om, det har ikke været nødvendigt, men bare ligget der neden under det hele. Men for min bror er det mere end det, det er hans liv nu og her. En personlig tragedie.
Et mareridt
Vores bedstefar overtog i 1908. I 1912 væltede han alle de gamle huse og byggede nyt og større, tre længer i kampesten, og udvidede fra otte til 16 køer. Laden var så stor, at den først blev fyldt i 1928. Han var fremsynet og vild.
1956 overtog far og byggede til, først til 20 køer og i 1960 til 30. Han var mere forsigtig, men det var tidsvarende: en normal god gård. Min bror udvidede som sagt: til 60 køer og så til 100. Men tiden løb ham over ende, der skulle stadig større enheder til. 200 køer. Seneste investering. Og så: BOOOM.
Så er vi færdige med at være bønder. I virkelighedens verden. Så er det kun i drømme og fantasiens verden. Så kan vi gå rundt der i spøgelsesstalden og høre køerne æde. Så er det, der var rutiner, det, man kunne falde ind i og være rolig ved, et satans mareridt.
Og så er det det mareridt, vi har at dele med oldefar og oldemor og bedstefar og farmor og far på kirkegården, hvor vi vel også kommer til at ligge, selv om vi nu ingen naturlig ret har til det.
Vi er ikke mere sognebørn der. Som yderste konsekvens af den konkurs. Så vi kommer til at ride rundt som døde og lede. Så ved vi, hvad det vil sige at hakke tænder.
Hans Otto Jørgensen er forfatter
Vores jord – vores mad
Danske landmænd er tynget af gæld og global konkurrence, og hver dag må en eller flere heltidsbedrifter dreje nøglen om.
Forbrugerne tager samtidig afstand fra de stedse større industrilandbrug og forlanger mere dyrevelfærd, mindre kemi og lokalt producerede fødevarer.
I en ny serie sætter Information i samarbejde med P4-regionerne i Danmarks Radio fokus på, om der er en anden vej for dansk landbrug.
Seneste artikler
Tænk, hvis landbruget har en fremtid
21. oktober 2016Meget går den gale vej for de hårdt trængte danske landmænd, som skildret i Informations serie ’Vores jord – vores mad’. Men der eksisterer mange muligheder for at bane vej for omstilling til et mere robust og bæredygtigt landbrug i ny nærkontakt med forbrugerne. Tænk hvis vi greb dem’Ikke så afgørende, om landbrugs-produktionen består, og landmanden forgår’
18. oktober 2016Eksporten er afgørende for, om der kan skabes liv og beskæftigelse i landdistrikterne, uanset at antallet af bedrifter bliver ved at falde hastigt, mener miljø- og fødevareministerenHvis jeg er inhabil, er vi alle inhabile for Vorherre
13. oktober 2016Information krænker god presseskik med sine historier om, at jeg var inhabil og korrupt i forbindelse med, at jeg i Promilleafgiftsfonden for Landbrug deltog i behandlingen af en ansøgning, jeg selv havde forfattet
»På landet kan man få den tanke, at gårdene har magten over menneskene, der får lov at leve i gårdenes maver som sunde bakterier, der opretholder den organisme, gården er. "
- Wwaauh et smukt billede og så er det sandt....men snart forsvinder det, hvis vi ikke ændre kurs i vores landbrugspolitik. Vi mister en del af os selv, hvis ikke finder en vej frem for landbruget. Landbruget er ikke legoklodser, der er meget mere end det....
Vi må gøre noget mere for at støtte landbruget, de har trods alt vist sig solidariske med resten af den danske arbejdsstyrke, ved ikke at flytte deres fællesejede mejerier og slagterier til udlandet. Det kunne have kostet masser af danskere jobbet og sendt dem fra hus og hjem.
Det vil få meget alvorlige konsekvenser for økonomien i Danmark hvis landbruget lukker og slukker. Hvis man filtrerer tallene, så står landbrug og landbrugsrelaterede industrier for en meget stor andel af vores Danske regnskab.
Men de er jo bare en flok miljøsvin der lever for lånte penge. Sidste mand lukker og slukker, og det gælder også på mejerierne og slagterierne. Maskinstationerne ordner de sidste marker så de kan beplantes med krat og træer.
Det er slet ikke alle bønder, der er på vej imod konkurs.
Det drejer sig hovedsagelig om de, der har disponeret ufornuftigt.
For mig står det klart, at bankerne gerne ser skatteyderne kompenserer pengeinstitutterne for deres tab på landbruget.
Det er vel sidstnævnte, Informations artikelserie om landbruget skal gøde jordbunden for.
Landmændene bliver kværnet ned af den centralisering, der er en konsekvens af det privatkapitalistiske system de har selv stemt for hele vejen. Og landbruget det kører jo videre som en del af et større industrilandbrug.
Brug de ledighedsår der tilbage til, at putte mere bæredygtighed ind i den politiske debat ...og trøsten er at kontanthjælpen har I jo selv været med til at stemme ned til grænsen lige lidt over sult og elendighed.
En udbredt livsstil, der i generationer har givet livskvalitet og mad på bordet til tusindevis af landbofamilier, der samtidigt holdt de gang i de små lokalsamfund.
Mange hævder opgivende, at der er "udviklingen", der er skyld i, at familiebrugene bukkede under for et par generationer siden, og at selv store landbrugsbedrifter i dag ikke kan overleve. De små landsbysamfund er i samme takt bukket under for "udviklingen".
Lad mig slå fast, at denne "udvikling" i virkeligheden skyldes en udpræget liberal tankegang og styring i hele den vestlige verden. En tankegang der sanseløst tager der for givet, at hvis vi tjener flere penge, så bliver alt bedre. Tanken om at konkurrere, rationaliserer og effektivisere giver fokus på centralisering og stordrift. Princippet dyrkes både i det private - og det offentlige regi. Resultatet er, at vi igen og igen oplever lokale mindre bedrifter, virksomheder, forretninger og institutioner lukke ned, i "udviklingens"(læs: liberalismens) hellige navn. Aldrig er det kommet mig for ører, at det har medført øget livskvalitet eller bæredygtighed - tværtimod.
Tænk, om vi på et tidspunkt allesammen erkendte liberalismens store svagheder. Tænk, om vi begynder at betragte penge som et middel og ikke et mål. Tænk, om livskvalitet, fælles ansvar og respekt for kloden blev centrale værdier. Måske kunne vi så begynde at styre udviklingen til glæde og gavn.
Grådighed har bragt landbruget i kapitalens hænder, heldigvis ejer vi alle jorden og i den sidste ende prissætter vi selv kompensationen, lidt ligesom når staten stjæler land fra borgerne for ingenting.
Når man driver virksomhed påtager man sig en risiko og får mulighed for gevinst. De to modsatrettede kræfter skal balanceres. Hvis man driver virksomhed med en økonomisk størrelse, der overgår en gymnasielærers løn, kan det være en rigtig god ide at sørge for at ejerformen er anpartsselskab eller aktieselskab. Så undgår man at hæfte personligt og kan komme ud af en konkurs.
Ingen kan forudse fremtidens luner med 100 procents nøjagtighed og verden er kold og kynisk for en virksomhedsejer. Der er masser af eksempler på virksomheder, der havde en storhedstid og som nu ikke er mere. Sådan er det også for landbruget....
Men det er naturligvis trist at blive ramt af. Bag hver eneste virksomhedslukning, står der grædende folk....
Med venlig hilsen
Lennart
Alle vil gerne have en løn de kan leve af. Og alle vil gerne have en lønfremgang.
Landmænd har vel ligesom kioskejere og små købmænd måtte se i øjnene, at de ikke kunne leve af at sælge et par pakker cigaretter og et par aviser om dagen.
Familielandbrug bliver til industrilandbrug og kiosker og små købmænd bliver til supermarkeder.
En hel del af den bevægelse er helt som den skal være. Men der er også en del som lugter langt væk af, at nogle har drømt om at tjene penge på spekulation i jord og valuta i stedet for at holde fokus på landbruget.
Tak, Hans Otto Jørgensen for et utrolig smukt indlæg i debatten.
Man ligger som man har redt
Lars Bo Jensen Det er ironisk ment,?
"Vi må gøre noget mere for at støtte landbruget, de har trods alt vist sig solidariske med resten af den danske arbejdsstyrke, ved ikke at flytte deres fællesejede mejerier og slagterier til udlandet. Det kunne have kostet masser af danskere jobbet og sendt dem fra hus og hjem."
Jeg opfatter det som tyk ironi.
Der har nok sneget sig en smule sarkasme ind i kommentaren.
Landbrugets sammenslutninger har da netop flyttet deres slagterier og forarbejdsningsafdelinger udenlands, endda med EU-støttekroner i lommen. Landbruget i sig selv står for forsvindende lidt i forhold til indtjening og værdi for Danmark, det er forarbejdsningsleddet der genererer penge og jobs - og det kan de generere lige så godt med importvarer (i forvejen er der en masse skattehalløj med det der importeres fra Polen og Rumænien - slagtet og produceret af Danish Crown - ejet af landbruget). For øvrigt tælles både pelsdyravl, tobak og spiritusfremstilling med i den fødevareklynge som mange tal beregnes ud fra.
Hvis man ønsker flere tal og beregninger over hvilken betydning landbruget har for Danmarks økonomi, kan man læse denne artikel - som for øvrigt er fra Information.
https://www.information.dk/debat/2014/10/landbruget-betyder-forsvindende...
For øvrigt hører man ikke skrig, hyl og jammer fra den økologiske del af landbruget - men pokker skulle da stå i, hvis bønderne blev tvunget til at beskæftige sig med at lave andet end det de har lavet hele tiden. Innovation, omstillingsparathed og viljen til at lære nyt er kun noget man forventer af arbejderne, skatteyderne, som hvert år begaver landbruget med 10 mia. så de kan fortsætte dødssejladsen.
Måske skulle DR lave en udsendelsesrække med bønder i luxusfælden - for ingen kar stået med en pistol for panden af dem og tvunget dem til at optage lån og gældsætte sig endnu mere. De kan som alle andre stoppe op, sige til sig selv - vil jeg fortsætte dette idioti og ende i en gæld der aldrig kan betales? Men selvfølgelig - det er ikke bøndernes ansvar - det er samfundets skyld.
@Michael Pedersen.
Det er da trist, at du bliver skræmt af andres meninger, og ligefrem føler dig nødsaget til at forsvarer din overbevisning ved at betvivle/nedgøre andre debattørers opvækst, analyser og anskuelser.
Hvis du ikke kan nå længere i dit eget ræsonnement, end til at nogen på gulvet nok har truffet forkerte beslutninger, så er det vel egentlig ganske udmærket, at andre kan løfte problematikken op på politisk plan, ikke sandt? Jeg mener... selv om du ikke kan se sammenhængen mellem landbrugets vilkår og det politiske landskab, kan det jo rent teoretisk godt hænge lidt sammen, tror du ikke?
Konkurrence er jo en herlig ting, ikk' Venstre?
Corydon ordnede Dong, Venstre vil nu ordne vandforsyningen også - landbruget ser nu også ud til at være klaret.
Mængderabattens forbandelse ender med at lægge os allesamen helt ned.
@Michael Pedersen
Yep, du må nok have lidt argumenter og facts på bordet... ;-)
Venter vi længe nok, så ender vi alle på museum.
Jeg synes også at det var en smuk beskrivelse af en families historie. Jeg er sikker på at mange andre familier i tidens løb har måtte forholde sig til, at deres løbebane skal ændres.
For 200 år siden var størstedelen af den danske befolkning direkte eller indirekte en del af landbruget. Heldigvis har vi fået tid til andet i dag.
Under besættelsen kunne dansk landbrug forsyne Danmark, Tyskland og Norge med fødevarer uden brug af kunstgødning og sprøjtemidler.
Et synspunkt jeg har hørt flere gange. Hvordan kunne det lade sig gøre? Påstanden er at strengt taget var dansk landbrug økologisk under besættelsen og kunne alligevel lave en overproduktion, der blev eksporteret til Tyskland og Norge.
Var det muligt at nogle journalister kunne undersøge om der er hold i den påstand.
Ulf Torlyn, Dansk landbrug havde eksport i det tidsrum, men i forhold til idag, så er det ingenting. landbruget er ekstremt vigtigt for danmark og den danske beskæftigelse i erhverv der relaterer til forædling.
Igennem årtier har dansk landbrug formået at oparbejde et niveau for fødevarer der er efterspurgt over hele verden. Det er ikke hygge-nygge varer der er kælet for, som mange gerne ønsker, det er industriel produktion til masserne - kort og godt.
jeg tvivler på at mange gør sig tanker om hvor vigtigt landbruget er for danmark, og måske nærmere ser på erhvervet ud fra et økologisk og et romantiseret synspunkt. Disse to ting har velsagtens også en del med hinanden at gøre, men hvis vi leger med tanken om at omlægge til 100 % økologi så kan vi desværre også vinke farvel til mange jobs.
Slutteligt så tror jeg ikke en landmand har nogen interesse i af bruge for meget gødning på sine arealer for i yderste konsekvens så udpines jorden så der ikke kan dyrkes noget på marken mere. Det er der ikke nogen fornuftig økonomi i.
"Hvis danske landmænd ophørte med at producere, ville nationalindkomsten i Danmark falde med ca. 3,5 procent"
Sakset fra en artikel her i Information okt. 2014.
Ja, Ruth Gjesing, hvis alle danskere holdt op med at producere, så ville nationalindkomsten i Danmark nok falde med ca. 100 pct., men sligt giver jo ingen mening.
Der er jo ikke tale om produktionsstop. Der er blot tale om, at andre overtager bedriften og fortsætter produktionen. Det er naturligvis beklageligt for den enkelte familie, men da jordpriserne steg vildt i begyndelsen af århundredet, da hørte man ingen snak om, at landbruget ville dele gevinsten med andre.
Ruth Gjesing 30% godt og vel når alt iberegnes fra mejerier og slagterier.
Ulf Torlyn , og Ruth Gjesing har jo fat i en pointe. Jeg har mødt samme historie og jeg mener at antallet af personer der kunne brødfødes af dansk landbrug dengang i 40'erne, var ca. 25 mio. mennesker og hvis vi vil spare den danske natur for landbrugets belastning, så kunne man vel passende skære ned i landbrugets produktion så vi var økologiske - det vil ikke koste ret meget på BNP.
PS. Peter Bækgaard 30% af hvad?
"... banken vil ikke mere" !
Det skal vel ogsaa lige bemaerkes, at forbrugerne (koeberne af produkterne) ikke vil mere, skal det ikke ?
Hvis "broderen" ikke kan producere til en pris forbrugeren kan/ eller vil betale ... jamen saa ... . Er det ikke saadan i loekkelandet ?
Kære Hans Otto Jørgensen og bror. Det kan godt være at banken ikke vil mere, men jeg vil gerne. Kan I ikke starte en indsamling så vi kan redde jeres gård. Jeg vil godt gå forrest med 1000 kr, mon ikke andre synes at det er værd at støtte?
Bill Atkins, fejl. det er 20 % af den samlede danske eksport ( 2011 tal). de 20 % er landsbrugs- og fødevarekesport. i 2014 var landbrug og fødevareksport på 108 mia. og 119 mia til hjemmemarkedet. BNP er opgjort til ca. 2 % fra landbrug skov og fiskeri. Derudover er der tal gemt i industriens bidrag, som er i direkte sammenhæng med landbrug og fiskeri.
der var Desuden var der pr. 2014 i gns. 124.000 mennesker beskæftiget i landbrug og forædlingsindustrien herhjemme, dog er de 115.000 beskæftiget i fødevareindustrien. Det er jo, med lidt god vilje, små 8 % af den samlede privatansatte arbejdsstyrke.
Hvad er landbrugets nettoeksport?
Man kan netop - i det omfang vi ikke er selvforsynende - importere råvare til vores forædlingsindustri.
Jeg har selv været så heldig at vokse op blandt de sidste husmænd og den tids storbønder inden det gik amok med tremmestalde med tilhørende gyllestank, (og nej, der har aldrig tidligere været den forbandede intense stank på landet ...) og nu hermetisk lukkede stalde hvor vi unger tidligere løb frit rundt ved køer og svin.
Jeg husker også som voksen de rasende udfald og hånen overfor "nye" begreber som økologisk jordbrug og dyrevelfærd..
Den faste modvilje mod alt offentligt og skattebidrag, så hellere en gældsat ny traktor eller mejetærsker, der ku trækkes fra i skat.
Mange bønder og deres selvejede mastodonter: Arla, Danish Crown etc. tænker og disponerer ofte direkte samfundsfjendtligt. Altid økologisk laveste fællesnævner og maksimalt udbytte!
At bonden får ca samme pris pr kg leveret kød gennem rundt 20 år, mens forbrugeren betaler ca faktor 20 og stadigt stigende priser, accepteres blindt, mens de enorme gevinster stryges til gavn for storaktionærer/pengekasser.
Faste udbetaling af enorme, uigennemskuelige EU tilskud til ensidig storproduktion ødelægger naturligt enhver form for ellers længe tiltrængt nytænkning.
Som enkeltskæbner har jeg dyb forståelse for smerten ved tabet af forfatter og broderens livslange omdrejningspunkt.
Som erhverv lægger disse benhårde liberalister som de har redt...
"Desuden var der pr. 2014 i gns. 124.000 mennesker beskæftiget i landbrug og forædlingsindustrien herhjemme, dog er de 115.000 beskæftiget i fødevareindustrien. "
Er produktion af emballage, tekstiler, maskiner, kemikalier, rådgivning landbrug elelr forædling?
Tobak, chokolade sodavand er det dansk produceret fødevarer?
Udenalenske medarbejdere i svinebranchen og på slagterier giver det et ordentligt bidrag til skattefar?
"At tilskrive landmændene fødevareklyngens samlede eksportindtægter er dog i bedste fald en misforståelse af, hvad statistikken reelt dækker over. Landbrugets produktion fylder meget, men også ganske mange andre brancher er taget med.
Eksempelvis tæller alene fisk og skaldyr for over 18 milliarder kroner, mens eksporten af maskiner til jordbrug med mere står for omkring 5,5 milliarder kroner. Og så dækker maskiner til næringsmiddelindustrien som eksempelvis køle- og fryseskabe knap 3,9 milliarder kroner."
http://www.altinget.dk/foedevarer/artikel/haandvaerkere-og-fisk-fylder-i...